Hvordan kan man finde sig til rette som særlig sensitiv?

environmental-protection-326923_1280

Jeg har nok altid været særlig sensitiv, men det er kun få år siden jeg fandt ud af, at der var noget der hed særlig sensitiv. Her vil jeg dele lidt om mine erfaringer med at være særlig sensitiv i en verden der desværre kan være meget hård, kold og ufølsom.

Hvordan oplever jeg min særlige sensitivitet?

Følsomhed overfor lys, lyd, lugte, indtryk, mennesker, stemninger (som at være en svamp der suger og intet filter har )
– En evne til at mærke, forstå og filosofere på et dybt plan (fx lægge mærke til detaljer omkring en og fornemme de mindste ændringer i mennesker eller stemninger omkring en)
– Stort følelsesregister (evne til at føle ekstatisk glæde men samtidig også kunne føle en dyb tristhed – og det kan skifte fra det ene til det andet nogle gange)

 

At finde sin plads i verden som særlig sensitiv

Dag for dag begynder jeg at få mere og mere respekt overfor min sensitivitet. Når man er særlig sensitiv, er man ikke syg eller har en diagnose. Det er en del af ens personlighed. Selvfølgelig kan man lære at blive bedre til at passe på sig selv, men at forvente at det er noget man vokser sig fra eller at man kan ændre sin sensitivtet for at passe ind, det virker ikke specielt godt.

Desværre er det som om, at der mange steder er en forventning om, at man skal passe ind i en bestemt rolle; at der er en forestilling om, hvordan man skal være som både kommer til udtryk direkte og indirekte. F.eks. når man studerer (som jeg gør) og hører til i en klasse og måske i en studiegruppe. Andre mennesker kører så at sige på deres eget energiniveau, et niveau, som jeg måske ikke kan følge med. En stemme i mig prøver at overbevise mig om, at jeg ikke er særlig sensitiv – det må være noget pjat – og se så at prøve at ændre lidt på dig selv, sådan så du ikke skiller dig ud.

Men hvad nu hvis, det ikke gør noget at skille sig ud? Hvad nu hvis det er en fordel af skille sig ud? Eller hvad nu hvis man faktisk godt kan være sig selv, selvom man også skal fungere i et fællesskab med andre på den ene eller anden måde?

Sådan finder jeg mig til rette som særlig sensitiv

Disse punkter er hele tiden under udvikling og jeg føler hele tiden jeg er i gang med at lære mig selv bedre at kende og finde ud af, hvordan jeg både kan tilpasse mig en situation men uden at gå på kompromis med mig selv, overstimulere mig selv, stresse mig selv, køre mig selv ud eller spille et skuespil. Jeg forsøger så at sige at finde den gyldne middelvej, som ofte er så hulens svær at finde…

Punkterne er med fokus på, hvordan jeg håndterer min særlige sensitivtet i skolen, men det kan også bruges andre steder i ens liv.

Jeg…

1. Forsøger at finde et indre fokus, som jeg kan vende tilbage til (mit kerneselv), sådan så når alt omkring mig stormer, så har jeg det at vende mig mod og det kan give mig ro og nærvær i mig selv.
2. Klæder mig i komfortabelt tøj, som hverken gør at jeg sveder eller fryser (det er svært at undgå nogle af delene) og som gør at jeg føler mig tilpas i min krop.
3. Holder pauser for mig selv (og ligeglad med, om folk synes jeg er mærkelig). Jeg har brug for den ro de pauser giver mig og brug for frisk luft og bare at kunne sidde i ro, uden der er nogen der taler til mig, ser på mig eller der er larm omkring mig.
4. Taler højt om min sensitivitet og angst, i den grad jeg kan håndtere det selv. Det kan være at tale med min lærer eller en anden elev, som jeg føler tillid til. 99 procent af de gange jeg siger noget højt om mit indre, er det for blot at kunne sige det højt – erkende følelserne overfor en anden – dette hjælper mig til at erkende det i mig selv også. Derfor lægger jeg altid vægt på overfor andre, at jeg ikke siger det, for at få hjælp, men for bedre selv at kunne håndtere det.

5. Skriver ned, hvad jeg føler og tænker, enten i en notesbog eller på min smartphone. Det kan hjælpe meget blot at få noget af alt rodet i hovedet, ned på papir.

6. Holder mig til en daglig rutine, hvor jeg går i seng og står op på samme tidspunkt (+/- en time) og har de samme morgenrutiner, sådan så jeg kan finde en tryghed i at der er nogle ting i mit liv som er fastsat.

7. Yder psykisk førstehjælp på mig selv, når alt koger over. Jeg forsøger gang på gang at lytte indad og f.eks. spørge mig selv; “Hvad har du behov for lige nu?”. Dette kan være nok til at jeg kan mærke, hvad jeg har behov for at gøre (eller ikke gøre) for bedre at kunne håndtere situationen. Nogle gange har jeg også bare brug for at komme væk fra situationen over stimulien – f.eks. gå på toilettet og bare sidde lidt med lukkede øjne eller tage ørepropper i.
8. Øver mig i ikke-gøren som forlængelse til punkt 7, på samme måde som jeg øver mig i ikke-gøren i forhold til min angst. Det handler for mig om at give mig selv lov til at være i det, der sker også selv hvis det er meget ubehageligt for mig. Det kan være jeg befinder mig i en situation og føler mig meget overstimuleret. Måske spænder hovedet, jeg får det varmt, bliver måske svimmel, virkelighedsfjern eller forvirret og jeg har måske svært ved at handle i situationen og gøre noget for at beskytte mig selv (eller komme væk). Derfor kan det blot at være med mig selv og de fysiske og følelsesmæssige stemninger der kommer frem, være en måde at passe på mig selv på, hvor det ikke handler om at gøre noget, men hvor det handler om at jeg kan erkende og anerkende hvordan jeg har det i situationen.

Hvordan tilpasser du, som særlig sensitiv, dig til situationer hvor din sensitivitet bliver sat på prøve?

Sådan er det, at “pakke sin egen rygsæk”

Nogle mennesker vokser op i familier, hvor de lærer, at de er gode nok som de er. De lærer at afstemme deres følelser, fordi der er nogle voksne som evner at tage hånd om deres følelser. Når børnene bliver voksne, er de modstandsdygtige overfor livets udfordringer, modsat børn fra dysfunktionelle familier, som nemmere bliver væltet af livets rustjebanetur. Dette indlæg handler om, hvordan det er at få f.eks. angst, når man er barn af dysfunktionelle forældre.

Jeg tror først det var for et halvt år siden at det gik op for mig, at nogle mennesker faktisk vokser op i en funktionel familie og at de har en rygsæk med sig, hvori de har lært hvordan de skal afstemme deres følelser, hvordan de kan gribe sig selv når de falder. De tror på sig selv, og tror på at verden er et trygt sted at være.

Når man som jeg har vokset op i en dysfunktionel familie, ser virkeligheden anderledes ud. Verden synes som et utrygt sted, man er sårbar og bliver man væltet eller får skrammer, så kan det føles som det værste i verden. Det er nok fordi, at man netop ikke har den rygsæk med som andre får, hvor man føler tillid til sig selv og verden og har evnen til at tro på sig selv og føle, at man er god nok.

Derfor kan det føles som en kæmpe stor ting, at blive ramt af angst, fordi det vælter én gevaldigt. Dengang det skete for mig, anede jeg ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg var så bange, så hyperårvågen og intet i mig kunne rumme det, intet i mig havde tillid til, at det nok skulle gå alligevel, intet i mig støttede mig.

Det er derfor en stor udfordring at få angst, når man kommer fra en dysfunktionel familie og det har det også været for mig. Måske også fordi, at kommer man fra en funktionel familie, så vender man sig måske mod sine forældre for at få tryghed og støtte når man får angst. Jeg vendte mig væk fra dem, fordi det gjorde angsten dét værre, at vende mig mod dem og bede om deres hjælp – fordi jeg havde erfarede, og blev ved at erfare, at de ikke havde den evne til at afstemme ubehaget hverken i sig selv eller i forhold til mig. Min angst blev værre af det.

Men det er ikke kun en udfordring, det er også en stor gave at få mulighed for, gennem angsten, at lære alle de kompetencer som mange lærer igennem forældrene. Nemlig at afstemme, støtte, rumme og holde sig selv, midt i det, som er så svært.
Det er kompetencer som løfter én videre til andre højder, det er kvaliteter som kan bruges i alle livets områder, og jeg er taknemmelig for, at jeg nu har fået den rygsæk med mig, selvom den kom senere i mit liv end hos andre!

Søndags-angst

Det er søndag og i morgen starter skolen igen efter weekenden og jeg kan mærke et angstanfald er på vej op til overfladen.
Jeg hader dette stadie – for jeg kan mærke et ubehag sprede sig og jeg kan hverken gøre fra eller til – jeg ved at angstanfaldet kommer og jeg ved at det er nødt til at komme, men jeg kan ikke fremskynde processen, uanset hvor meget jeg ville ønske at anfaldet ville komme 
nu og ikke først om 3, 4 eller 6 timer. 

Kender du det? Det er søndag og man har haft den skønneste weekend eller ferie, men man kan bare ikke heeelt nyde søndagen, for i morgen venter endnu en arbejds- eller studieuge og man havde lige nået at vænne sig til at have fri.

Dette har været en af mine bekymringer omkring at starte i skole. Skole betyder rutiner, rutiner kan både betyde tryghed og tillid (jeg ved, hvad der skal ske), men det kan også skabe meget angst (fordi jeg ved, hvad der skal ske). Det lyder måske tosset, men når jeg ved hvor jeg skal befinde mig, hvor længe og hvad jeg skal lave så kan jeg nå at tænke tusind katastrofetanker igennem, og selvom jeg har været ærlig overfor mine lærere omkring min angst, så forhindrer det mig stadig ikke i at blive angst, inden jeg skal af sted.

Det er sådan en stor uro og frygtsom følelse, også selvom jeg egentlig ikke kan sætte ord på hvad jeg frygter. Jeg frygter bare… Jeg er utryg og mistillidsfuld..

Så hvad har jeg tænkt mig at gøre ved det? Ingenting. Hverken fra eller til. Jeg vil bare blive ved med at øve mig i, at give mig selv lov til at have det sådan her. Føle mig bange, nedtrykt og utryg. Det gør jeg blandt andet ved at skrive det her. En større erkendelse af hvordan jeg har det, hjælper mig til at jeg bedre kan give mig selv lov til at have det som jeg har det, uden at prøve at blive i godt humør, blive afslappet eller slippe bekymringerne.

Det er ikke farligt at give sig selv lov til det. Jo mere jeg kan give mig selv lov til det, jo mindre behov har jeg for at bekymre mig og frygte fremtiden – jo bedre kan jeg blot være til stede nu og her.

 

 

5 stadier til at blive ven med din angst

Min holdning er, at for alvor at kunne slippe angsten, må man lære at blive ven med den. Lære at ændre sit forhold til den. Det er det, som har hjulpet mig allermest, fordi det har givet mig kompetencer som jeg ellers ikke ville have fået.

1. Forstå din angst
Begynd at udforsk, hvorfor du får angst. Hvornår startede den? Hvad er det, du frygter når du får angst? Hvorfor tror du, angsten er kommet?

2. Lyt til dine tanker
Når du får angst, så prøv at observér dine tanker. I starten er det nok noget af et virvar af tankemylder, der ikke virker til at have nogen klarhed, men jo mere du observerer tankerne, jo mere vil du begynde at høre dem som tydelige sætninger og derfor også bedre kunne starte en indre tankedialog med dig selv og begynde at spørge dig selv; Er denne tanke effektiv for mig?

3. Mærk din krop
Bliv bekendt med, hvordan din krop fysisk reagerer, når du får angst og tillad dig selv at mærke det, tillad din krop at føle angsten. Jo mere du kan reagere empatisk og kærligt overfor angsten, jo mindre magt har den over dig og jo mere vil du begynde at kunne adskille dig selv fra angsten – se den oppefra hvor du bedre kan have en distance til den og dermed ikke blive slugt totalt af den. Selv når du har fået fred med din angst, kan der stadig opstå angstsymptomer i kroppen, fordi kroppen er længere tid om at slippe følelserne end sindet er.

4. Vær kærlig, blid og empatisk overfor dig selv
Det nytter intet at begynde at blive hård overfor dig selv, når du f.eks. begynder at eksponere dig selv for angsten. Det kan godt være andre siger; du er nødt til at presse dig selv og gå ud af din comfortzone. Nej! Det eneste du er “nødt” til er, at lytte til dig selv. Hvis det føles rigtigt, gør det, hvis ikke så lad være. Der kommer ikke noget godt ud af at presse og stresse sig selv, når man i forvejen er meget følsom og måske nemt bliver angst. Vis dig selv forståelse og acceptér at du har det som du har det lige nu og her. Du må godt føle dig angst, du må godt føle det er svært og grænseoverskridende at være i, du må godt gå hvis du ikke kan klare det. Giv dig selv al den tilladelse du overhoved kan finde indeni. Uanset hvor slemt du har det, så bliv ved at komme tilbage til din indre kerne – bliv ved at komme tilbage til blidheden og ømheden overfor dig selv – respektér dig selv, hvert et skridt du tager er en sejr. Og hver gang du føler at du ikke kan noget, du gerne ville kunne, så vis dig selv kærlighed og empati i stedet for at slå dig selv i hovedet over det.

5. Tilbagefald er naturligt
Hvis du begynder at blive mere og mere ven med din angst, vil du også på et tidspunkt opleve tilbagefald og det kan nemt styrte ens tillid og tro. Men det er helt naturligt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage. Du kan aldrig komme tilbage til nulpunktet, men det kan føles sådan! Men vid, at hver gang du bevæger dig fremad er det fordi du har fået nogle uerstattelige evner til at rumme angsten og de evner forsvinder ikke, bare fordi du får tilbagefald.

 

For at downloade min GRATIS e-bog klik her: Bliv ven med din angst – indtilkernen.com.

 

Hvad er dit bedste råd, til at blive ven med din angst?

4 gratis e-bøger omhandlende angst, empati og drømmetydning

Her vil der løbende blive uploadet forskellige e-bøger, som er produceret af mig og som kan downloades med det samme, helt gratis.

 

“Sådan lærer du at få empati for dig selv”, 12. juli 2017

poppy-2310189_960_720
Sådan lærer du at få empati for dig selv – indtilkernen.com 5 råd til at lære at være med det, der er

“Din guide til angsteksponering”, 30. juni 2017

summer-2192811_960_720
Din guide til angsteksponering – indtilkernen.com 9 øvelser til at komme i gang med angsteksponering.

“Bliv ven med din angst”, 24. juni 2017

lotus-614494_960_720
Bliv ven med din angst – indtilkernen.com    10 råd og øvelser til at arbejde med angsten. Kropslig, kognitiv og mental træning til dig og din angst.

“Lær at tyde og leve dine drømme”, 22. juni 2017

bluebell-115283_960_720
Lær at tyde og leve dine drømme – indtilkernen.com   6 råd til bl.a. at lære drømmetydning, at få lucide drømme, forstå underbevidsthedens budskaber, forløse fortrængte følelser og hvordan man kan bruge drømmetydning i forhold til angst og sin selvudvikling.

 

 

Sådan vender du angstanfaldet til en ro

De sidste 2 timer har jeg haft et stigende angstanfald. Mine lunger lukkede sig sammen, åndedrættet blev overfladisk, det svimlede, alting føltes uvirkeligt og jeg frygtede konstant at lige om lidt ville jeg falde død om, få et hjertetilfælde eller besvime.

Underligt nok – selvom jeg godt ved, at det er et angstanfald jeg har og jeg kan sige til mig selv; “Lige nu trækker du ikke vejret normalt – det er derfor du bliver svimmel. Du har et angstanfald, det er derfor du føler du skal dø. Der er ikke noget i vejen med det” er jeg alligevel helt ude af den og kan mærke hele min krop spænde, selvom mit hoved siger; “Det er okay, træk vejret ned i maven”.

At kunne tale til sig selv under angstanfaldet…
Den eneste måde, hvorpå jeg kan vende angstanfaldet til nærvær, omsorg og ikke mindst forløsning for mig selv, er når jeg lægger min ene hånd på min mave og min anden hånd på min brystkasse og siger til mig selv; “Det er okay at du bliver bange lige nu. Det er okay at du ikke kan trække vejret normalt. Lige nu skal du slet ikke gøre noget. Du må godt føle dig ude af kontrol.”

Derudover er det vigtigt at jeg befinder mig et sted, hvor jeg ved jeg kan være mig, hvor jeg ikke bliver forstyrret af noget omkring mig eller skal forholde mig til andet end blot at være der for mig selv.

Hvad der efterfølgende sker…
Lige så snart, og for hver gang jeg kan gøre dette, så mærker jeg først en ked-af-det-hed sprede sig som vand der koger indvendigt, og buldrer op og skyller op til min bevidsthed og bliver til gråd. Jeg tillader mig selv at blive ked af det, ikke bremse følelsen eller tårene, men lade dem få frit løb og med det samme, oplever jeg en forløsning. En ro der sænker sig. En okay-hed over at være hvor jeg. Dette betyder ikke at jeg pludselig er fuldstændig angstfri eller slet ikke ked af det eller anspændt, men det letter på en stor del af trykket, anspændtheden og angsten og det gør at denne ro kan sprede sig og blive til en afslappethed over at være mig med de følelser og tanker, der er der lige nu.

Det er der, hvor jeg er nu. Jeg kan ikke smile eller være “ovenpå”, men jeg føler jeg er i mig selv. Jeg tænker ikke frem eller tilbage, jeg bekymrer mig ikke, jeg føler ikke der noget jeg skal gøre eller være. Jeg føler bare, at jeg kan være.

Sådan er det at have undvigende adfærd (og sådan giver du slip på den)

Det er meget almindeligt at undgå ting, steder eller mennesker, når man har angst. Vi gør det for at føle os trygge.

Undvigelsesadfærd betyder, at du har udviklet en automatisk flugtmulighed som du bruger dag ud og dag ind. Det er svært at give slip på denne undvigelsesadfærd, fordi der er så meget angst forbundet med det, du undgår.

På grund af min undvigelsesadfærd udviklede jeg en angst for at være fanget i en situation – ikke kun fanget som i lukket inde i et rum, men også hvis jeg skulle sidde til bords med andre – det var en følelse af at være fanget, fordi jeg ikke syntes det var acceptabelt bare at gå fra situationen.

Jeg var angst for at få angst, når jeg sad i en sådan situation og angst for, at andre kunne se, at jeg blev angst. F.eks. kunne jeg mærke at jeg begyndte at rødme, især hvis opmærksomheden blev rettet på mig, jeg kunne ikke slappe af, og jeg frygtede at folk kunne se rødmen og ville kommentere på det. Jeg syntes det var underligt at rødme, når der ikke umiddelbart var noget at rødme/få angst over (i andres øjne).

At give slip på undvigelsesadfærden
Da jeg begyndte at give slip på min undvigelsesadfærd, var det fordi jeg følte mig klar til det og følte mig modig nok til at gøre det. Det var nemmere end jeg havde troet og jeg fik det bedre nærmest med det samme.
I stedet for at lytte til min undvigelsesadfærd og blive væk fra bestemte situationer, begyndte jeg at sige ja til mulighederne.

Dette er de 4 skridt jeg tog, til bedre at kunne give slip på undvigelsesadfærden og være i de situationer som jeg prøvede at undgå:

1. Jeg begyndte at fokusere på det jeg skulle; glæden ved at være i den situation, fremfor hvor bange jeg var for det.

2. I stedet for at fokusere på alle de forskellige tanker, begyndte jeg i stedet at fokusere på, at trække vejret, ikke sige så meget og i stedet lytte til hvad andre havde at sige og være opmærksom på hvad der skete omkring mig.

3. Hvis jeg fik lyst til at sige noget, så gjorde jeg det.

4. Det er vigtigt ikke at være hård ved dig selv, hvis du ikke føler du kan være i en situation. Det tager tid at vænne sig til, at noget som man før har undgået, pludselig er noget som man godt kan være i. Hvis du pludselig har behov for at undvige situationen, komme væk eller blive væk, så lyt til det og gør det. Du får ikke noget ud af, at presse dig selv. Vær tro mod dig selv og gør det, som føles godt for dig. Det er helt normalt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage, for i det store hele bevæger du dig alligevel fremad.
Det er også okay, at du ikke føler dig angstfri – det er heller ikke formålet at være angstfri, formålet er at du lærer at være okay med at være dig – både med angst og uden angst.

Har du også undvigelsesadfærd? og er der noget du undgår af frygt for, hvad der kunne ske hvis du var i det?