At leve med kompleks PTSD

hands-3777403_1280

Der har været stille herinde i noget tid, men jeg er hver dag i en healingsproces og med healingsprocesser er det aldrig linært. Det går lidt bedre og så går det lidt værre, og sådan bliver det ved.. 

Jeg har haft nogle tanker omkring kompleks PTSD og hvorfor jeg tror at nogen får det og andre ikke gør.

Kompleks PTSD kommer af langvarige eller gentagne traumer, som er med til at forme hele den person man er.

Kompleks PTSD er min grundtilstand. Jeg har aldrig været tryg ved noget menneske. Den komplekse PTSD kommer især i spil når jeg har med andre mennesker at gøre – når det handler om at knytte sig til andre eller være i samspil med andre eller bare når jeg skal fungere i mit liv.

Den komplekse PTSD er der hele tiden. Jeg kan stå op om morgenen og føle at alt er normal, at jeg er en normaltfungerende person. Så går jeg og laver ting i hjemmet, tager opvasken eller rydder op eller sidder og laver noget kreativt og så lige pludselig sker der noget.

Så kommer jeg ud af min dissocierende tilstand og kommer ind i min grundtilstand – traumet.

Min krop reagerer ved angst, hjertet hamrer og mit åndedræt bliver lukket af – som om jeg bliver kvalt. Så kommer der en stor sorg op i mig. En sorg over at jeg har disse symptomer, at jeg er meget begrænset i mit liv.

Jeg kan gå og flygte lidt i en periode, ved at dissocierere eller holde mig i gang, men så pludselig er jeg inde i traumet igen og lever i det som om jeg er i barndommen igen.

Eller også er jeg sammen med et andet menneske og kan fysisk ikke holde ud at være i min egen krop, fordi jeg er så utryg. Jeg kan hverken komme væk eller dissociere, fordi ubehaget bliver så stort. Jeg kan ikke slukke fra det eller komme væk, for ubehaget er en tilstand der ligger inde i mig hele tiden. Nogle gange er den i dvæle og andre gange er den i udbrud.

Og uanset om den er i dvæle eller i udbrud, så er jeg udfordret hver gang der er et andet eller andre mennesker omkring mig. Uanset hvilken situation det er.

Jeg tænker på, hvordan ikke jeg men mit miljø kan ændre sig, sådan så jeg føler mig mere tryg. Det modsatte af traumet er tryghed.
Og fordi traumet har formet hele min person, formet hele min hjerne, hele min måde at fungere på, kan jeg ikke trykke på en knap og pludselig fungere “normalt”, derimod må jeg justere i mine omgivelser, for at beskytte mig selv, opnå større afstemning og ro og i det hele taget føle mig mere tryg i verden.

Der er i forvejen mange krav og uskrevne regler om, hvordan du skal være og fungere i verden for at være et “ordentligt menneske” (et ikke-skamfuldt menneske), og de regler er slet ikke hensigtsmæssige og især ikke når man har kompleks PTSD.

Jeg må gøre hvad jeg kan, for at indrette mit liv på bedst mulig måde, tage mig af mig selv, lytte til mig selv og give plads til at min krop og sind reagerer og går ind og ud af traumet dagligt. Jeg er hele tiden i gang med at genopleve traumet for at heale det. Traumet kan ikke heales ved at undgå det. Men dermed ikke sagt, at jeg skal udsætte mig selv for yderligere traumatiserende ting, som gør mig endnu mere utryg. Jeg behøver ikke at “udsætte mig selv for faren” for faren ligger hele tiden inde i mig og er hele tiden tilgængelig. Det er derfor det gik op for mig, at jeg tror alle, der er kommet i kontakt med og jævnligt er i kontakt med deres traume, kan nikke genkendende til de kompleks PTSD-symptomer som jeg bl.a. har nævnt her på Ind til kernen. Kompleks PTSD er ikke en sygdom men en reaktion på de traumer vi har oplevet, og når man bliver bevidst om sine traumer, så genlever man dem igen og igen.

De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Når systemet svigter og ikke ser bag facaden

Skrevet i 2013.

Dette er min fortælling om da jeg i 2011 pludselig blev ramt af invaliderende socialfobi og systemets manglende evne til at forstå alvoren i min situation…

Jeg har, som sygemeldt med angst tre gange på to år, set min side af vores såkaldte velfærdssamfund.

Det hele startede en vinterdag i 2011. Jeg havde haft flere ubehagelige oplevelser på mit job. Den dag det virkelig gik op for mig, at noget var galt, låste jeg mig selv inde på badeværelset i en time, hvor jeg skiftevis græd, kastede op og lå sammenkrøllet på gulvet.

Jeg anede ikke hvad der skete med min krop og det skræmte mig, at jeg ikke kunne forklare det, for at berolige mig selv og komme videre med dagen – men panikanfaldene blev ved i flere uger. Jeg måtte gå ud fra kontoret mange gange på en dag og stå et stille sted for at prøve at samle mine tanker. Hver dag, 8 timer om dagen, var min krop, nervesystem og hjerne på konstant vagt overfor lyde, bevægelser, folk der talte til mig, folk jeg skulle kommunikere med. Det blev svære og svære for mig, at holde sammen på en form for normalitet, og jeg prøvede konstant at opretholde min ydre facade, så det hele ikke lige pludselig krakelerede foran mine venner og kolleager.

Jeg husker det som en følelse af, at bide tænderne meget hårdt sammen, smile stift og prøve ikke at sige noget dumt eller skabe for meget opmærksomhed. Jeg blev mere og mere følsom, og en dag på arbejde da jeg gik igennem sneen, gik jeg nysgerrig ind på en hjemmeside der omhandlede angst og social angst. Min søster havde mange gange talt om hendes oplevelser med angst, og jeg følte også jeg kunne genkende de ting pigen skrev derinde, men jeg var rædselsslagen for at finde ud af, at det var det, der også skete med mig.

Da jeg læste symptomerne og beskrivelsen af social angst, lettede tågen nærmest. Jeg fik en smule mere ro over at vide, at jeg ikke var ved at blive sindssyg.
Dog klarede jeg ikke meget længere på jobbet, før jeg kunne mærke, at mit sind og min krop ikke kunne klare mere. Hele min krop sitrede af stress og uro, jeg var svimmel, havde en uvirkelig fornemmelse af, at alt jeg så, var en film. Ikke nok med det, fortsatte min kamp med at holde sammen på mig selv og ikke få angst foran nogle mennesker, men jo mere jeg holdt fast, jo mere faldt jeg sammen indeni. Jeg blev mere og mere usikker, der skulle ingenting til før jeg bøjede hovedet i skam og blev helt rød i hovedet. Mine voldsomme kropslige reaktioner og reaktionerne fra dem omkring mig, gjorde hverken angsten eller skammen over at have angst, bedre.

Selvom jeg blev sygemeldt fra jobbet, var jeg ikke klar til at give op. Jeg ville ikke finde mig i at være syg, eller at skulle være på kontanthjælp, for hvor skulle det hele ende? Jeg hev mig selv op, og sagde til mig selv at jeg måtte tage mig sammen og prøve at være lidt positiv, lade vær at tænke på angsten så meget.

Første kontakt til læge

I løbet af min angstproces fik jeg min første rigtige kontakt til sygesystemet, siden jeg som tolvårig brækkede min næse. Min læge virkede meget sød til at starte med, men da jeg fortalte hende om mine ubehagelige oplevelser på jobbet og at jeg havde en mistanke om, at det var social angst, slog hun det til side og sagde, at jeg bare var en genert pige.
Min veltalende måde at tale på, overfor autoriteter, har hæmmet mig meget i min sygdomsproces.

Min angst er aldrig blevet taget seriøst af nogle læger og det gør mig frustreret, at bare fordi jeg kan tale åbent og overfladisk, samt indsigtsfuldt om, hvad der foregår i mit liv, betyder det ikke, at jeg er velfungerende eller ikke har brug for hjælp.

Sagt på en anden måde, jeg har altid været god til at opretholde en facade overfor andre mennesker. Alt fra læger, psykologer, lærere, klassekammerater, venner, familie. Jeg har ikke kun virket afklaret og positiv, jeg har også virket genert, indadvendt, været den grå mus, haft en meget stiv tale-og kropsmimik men også været meget udadvendt og snakkesalig.

Det jeg prøver at sige er, at blot fordi man har en god måde at formulere sig selv på, eller fordi man har en præsentabelt udseende, eller fordi man kan ”holde sammen på det hele”, betyder det ikke, at man har styr på det, der sker inden i én eller at man har det godt. Tværtimod, burde det være et faresignal at man lukker så meget af, så andre ikke kan se, hvordan man lider. Så er det sundere at lukke det ud og ligne en der har angst.

Men på trods af det, fik jeg det til at ligne, at jeg havde styr på det. Jeg snød folk til at tro, at jeg var sund og velfungerende, jeg tog flot tøj på, gjorde noget ud af mig selv og blev ved at skubbe angsten væk.

Nyt arbejde

Kun små to uger efter min sygemelding ansøgte jeg et nyt job, for jeg ville ikke finde mig i, at skulle blive overtaget af lidt angst. Så tilbage på pinden kom jeg, to uger efter mit liv synedes som et helvede. Jeg skulle arbejde i et supermarked og sidde bag kassen. Selvom jeg startede mildt, med tre dage om ugen, otte timer per dag – og selvom jeg var særdeles dygtig, til at være den søde, sjove, udadvendte pige på job, og fortrænge de følelser der skræmte mig allermest, begyndte de ligeså stille at snige sig op til min bevidsthed.

Modsat det tidligere job, begyndte jeg at føle mig lidt små-sindssyg. Jeg følte tit at jeg svævede ud af min krop, og så mig selv udefra, jeg følte ikke jeg var i min egen krop. Mit syn blev sløret, varmen steg til mit ansigt og bryst, kunderne i køen kikkede, men jeg kunne ikke reagere. Jeg var stivnet på min stol bag kassen, det var forbudt at gå fra kassen, medmindre der var pause, eller man skulle på toilettet.

Det er næsten ufatteligt at forstå, at jeg kunne finde ud af, at scanne varer ind, tage imod penge og give penge tilbage uden over- eller underskud, da hele min bevidsthed havde et slør over sig.

Jeg spiste stadig i kantinen med mine kollegaer, selvom jeg på mit tidligere job havde fået mange angstanfald der. Der kom da også situationer hvor jeg på et splitsekund, helt uventet, mærkede ubehaget stige i mig, mærke hvordan mit ansigt blev varmt, jeg begyndte at ryste indeni og som en helt automatisk reaktion mærke mig selv rejse mig fra stolen, sige noget hurtigt og vende mig om, for derefter at skynde mig væk.

Jeg tænkte ikke engang over, hvad der skete. Jeg mærkede bare ubehaget og flygtede ligeså snart den begyndte at fylde min krop.

Jeg brød sammen igen

Den dag, det blev for meget, var da jeg sad bag kassen. Det var en stille dag, ikke særligt mange kunder, men alligevel havde jeg mine nerver udenpå tøjet. Jeg var hele tiden skrækslagen for, om der ville komme en person hen som jeg kendte, for at tale med mig, mens jeg sad lænket til stolen. Det var en konstant panik over at sidde der og frygte at angsten kom, og samtidig skulle håndtere den, når den kom.

Jeg begyndte at opleve meget overvældende uvirkelighedsfølelse, som er meget almindeligt at opleve når man får angst. Det er en følelse af, at det hele er sløret og bevæger sig i et meget langsomt tempo. Jeg følte hele tiden jeg skulle kaste op, men måtte ikke gå fra min stol bag kassen. Jeg blev mere og mere svimmel og følte jeg var på grænsen mellem at besvime og blive sindssyg. Til sidst måtte jeg bleg og med besvær gå hen til min chef og sige at jeg var syg, hvorefter jeg fik lov til at gå hjem.

Derhjemme brød jeg grædende sammen og gik fuldstændig i panik. Min krop gjorde ondt, jeg rystede over hele kroppen, slog i ting, rev i mit hår, gjorde alt jeg kunne for at holde fast på et eller andet der føltes virkeligt. Jeg ringede til vagtlægen fordi jeg følte, jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg forklarede ham mine symptomer, og han lød meget alvorlig, men fortalte mig at det lød som et angstanfald. Ligeså snart jeg fik sat ord på det og begyndte at genkende fornemmelserne fra tidligere angstanfald, faldt jeg mere og mere til ro. Dagene efter kunne jeg næsten ikke huske hvad der var sket den aften.
Hvad sker der i hjernen, når man får angst? 

Der sker noget helt mærkværdigt når man får et angstanfald. Ens reaktioner bliver aktiveret gennem krybdyrhjernen, den ældste del af hjernen, som vi deler med alle dyr.

Hjernens kvalifikationer styrer vores instinkter. Den registrerer fare, reagerer ved kamp eller flugt og hvis dette ikke er muligt: stivnen. Denne del af hjernen har ingen fornuft eller logik, den reagerer blot ved helt basale ting, som opleves farligt for dette væsen.

Når vi får et angstanfald (eller angst i al almindelighed) er det altså den ældste del af hjernen der er aktiv og vi reagerer helt impulsivt og spontant. Det er stort set umuligt at sige noget til os selv eller prøve at tænke anderledes, da de nyere dele af hjernen ikke er aktive på dette tidspunkt. Derfor kan det også være vanskeligt at huske et angstanfald og at beskrive det med ord, da den tænkende og følende del af hjernen ikke var centrale.
Jeg måtte “spille” syg, for at blive taget alvorligt 

Jeg sygemeldte mig for anden gang det år, men min chef troede ikke på, at jeg havde grund til at sygemelde mig. Jeg måtte blive ved med at forklare hende, at jeg ikke kunne mere og derefter gik jeg til lægen, for at få en sygemelding. Igen oplevede jeg, at min chef kun så den facade, jeg succesfuldt opretholdte på arbejdet, så hun bagataliserede min angst og stress, for det kunne hun jo ikke se på mig.

Jeg gik til min læge og måtte bevidst bruge min facade, men i stedet for denne gang at virke ovenpå, gik jeg ind til lægekonsultationen og prøvede så vidt som muligt at udtrykke det, jeg følte indeni: fuldstændig opgivelse, drænet helt for alt liv. Min læge kunne godt se, at jeg ikke havde det godt, men hun prøvede alligevel at overtale mig til blot at arbejde nogle få timer om ugen.

Det, der gør mig allermest vred ved dette er, at folk som er syge ikke burde tvinges ud i arbejde. Vi bliver nød til at begynde at få mere respekt for folk, som er blevet syge af den ene eller anden grund. Vores samfund er ikke glad for sygdom, men jeg mener absolut ikke at det hjælper, at presse de syge til at udføre et job, når man ikke engang er i stand til at få sit privatliv til at hænge sammen.

Som det står til nu, i september 2013, er jeg tilmeldt en aktiveringsplan med uddannelses- og mentorplan via jobcentret. Jeg er under ingen omstændigheder klar til at komme i job, men alligevel får jeg af vide, at deres aktiveringstilbud går ud på ditten og datten og at jeg skal være med i det.

Jeg tror igen, jeg er blevet misforstået af systemet.

Alt gør mig angst

Nogle gange får jeg ubehag bare ved at være i min lejlighed, ved at sidde ved mit spisebord, fordi min krop regrederer tilbage til alle de gange jeg har fået angstanfald ved et spisebord.

Jeg bliver rød i hovedet og nervøs når jeg skal kigge mig selv i spejlet for længe tid af gangen, fordi jeg skammer mig over den jeg er som menneske, og fordi jeg i mine øjne ser alle de øjne der nogensinde har set på mig, de øjne som har grint af mig, sagt grimme ord til mig, mobbet mig, udstillet mig, sat mig i centrum og fortalt mig, at jeg ikke var noget værd.

Jeg har ikke set min far i et halvt år, min mor har jeg ikke set et år. Min storesøster, som jeg føler mig meget tæt på, har jeg ikke brugt mere end en time sammen det sidste halve år, min lillesøster ser jeg sjældent og det gør ondt, for hun skal snart ud og rejse i 8 måneder, og jeg ville ønske jeg havde overskuddet til at være der for hende noget mere.

Min lillebror som minder meget om mig selv, er snart en voksen mand, han har sin egen lejlighed, men jeg har aldrig været der og besøge ham, fordi jeg er bange for hvordan min krop reagerer og at alt kommer ud af kontrol.

Jeg lever konstant i en tilværelse som svækker mig mere og mere, jeg er bange for at købe ind, men tvinger mig selv til det, så jeg er sikker på, jeg har mad. Jeg får ofte angstanfald når jeg står og skal betale.

Jeg får ikke lov at være den person, jeg ønsker at være

Men mest af alt skærer det i mit hjerte, at jeg ikke kan være den person jeg så dybt ønsker.

Alt er revet væk fra mig, på meget kort tid, hele min tilværelse er blevet begrænset, og jeg skyder skylden på mig selv. Jeg føler mig medskyldig over den jeg er nu i dag. Jeg skammer mig overfor alle omkring mig, som én efter én er gledet væk.

Det sårer mig, at jeg har skubbet min familie væk, selvom vi altid har været mere eller mindre splittede, jeg skammer mig over at jeg er mine forældres datter, at de skulle få en datter, som har skubbet dem væk pågrund af angsten..

Jeg kommer ikke videre førend jeg har indset, at jeg ikke kan komme videre, før jeg mærker alt det ubehag, der er forbundet med angsten. Før jeg indser, at angsten godt må være der, jeg må gerne blive kogende rød i ansigtet, jeg må gerne ryste og stamme, jeg må gerne blive nervøs, jeg må gerne blive usikker, jeg må gerne blive genert, jeg må gerne snakke meget, jeg må gerne være genert og indadvendt, jeg bliver nød til at føle alt det, som jeg frygter aller mest. Jeg må gerne føle, at jeg intet er værd. Jeg må gerne skamme mig over, at jeg intet er, og at jeg har skubbet alle væk.

At blive misforstået at systemet

Jeg er et menneske, som altid har haft behov for at blive mødt og haft en naturlig trang til at kunne kommunikere med mennesker. Det er min facade. Når jeg er til samtaler med lægen eller min vejleder og andre autoriteter, holder jeg stadig fast i min evne til at kommunikere. Det er vigtigt for mig at vise interesse, holde øjenkontakten og formulere mig rigtigt. Men min måde at kommunikere på strider totalt i mod, det jeg føler, når jeg er mig selv, når jeg er hjemme.

Det er et helvede for mig at eksistere, det er en evig kamp og at endnu en gang at skulle blive misforstået af systemet og få af vide at ”Nårh, du virker til at have meget styr over tingene” og ”Du er jo en sød og god pige, så du skal nok blive jobklar”, er ikke ting jeg har brug for, at få af vide.

For en gang skyld har jeg brug for, at folk ser mig, som den jeg er ud over min facade og min trang til at kommunikere. Det er ikke mig. Det sande mig har opgivet lysten til alt, der før føltes naturligt og rart.

Den sande mig, ønsker ikke at eksistere. Jeg har brug for at mærke de ting der sker og tage det alvorligt – det er det eneste som føles rigtigt for mig nu. Jeg skal bevæge mig i det tempo, som føles naturligt og godt for mig, jeg skal ikke lægges på samfundets bånd og køres igennem systemet. Det skal ingen udsættes for, i en sådan situation.

En ting er, at man er job-løs men ellers har et velfungerende liv, men blot ikke kan få et job. En anden ting er, at være så syg, at ens hverdag er blevet en kamp, og man ikke engang kan gå ned for at købe en liter mælk, før man smider mælken og løber ud af butikken for at kunne trække vejret igen.

Hvad med alle os, som har en skæbne der æder os indefra og ud? Hvad med os, som kæmper hele tiden?

Hvornår er der nogen, som åbner øjnene og indser, at vi har det svært og har brug for at få den hjælp som vi har behov for?
Hvornår er der nogen, som tager min situation alvorligt? Og hvordan skulle jeg selv kunne komme videre i mit liv, hvis ingen ser mig hvor jeg er og hvis ingen tager mig alvorligt?

Denne frustration får mig blot til at ønske endnu større alvor for mig selv, og hvis andre ikke kan spejle mig eller tage mig alvorligt, så må jeg gøre det selv.

Dette er bare endnu et eksempel på, at jeg ikke får lov at opleve at nogen tager sig af mig – dette er endnu et resultat af, at jeg må stå med det hele selv, som jeg har gjort altid. Og det er synd, for endelig ønsker jeg faktisk at nogen vil hjælpe mig, jeg vil så gerne have hjælp, men når der ikke er nogen, så må jeg gøre det selv og dermed erfare at jeg ikke har brug for andre mennesker og dermed kan jeg retfærdiggøre min socialfobi  – at mennesker er farlige og ikke til at regne med – at jeg kun kan regne med mig selv.

Så kan jeg ellers fortsat leve et liv i ensomhed uden nogle sociale relationer.

Sundhedssystemet har kun forværret min tilstand

I min journal, udredt af en privatpraktiserende psykiater står der “patienten har en tilstand der kan opfylde kriterierne for PTSD”. For 4 år siden fik jeg diagnosen ængsteliv evasiv. Og så er jeg gentagne gange blevet henvist til behandling pga angst.

PTSD

Min tilstand gør, at jeg føler mig i fare hele tiden. Min krop er konstant på vagt og når jeg skal have med andre mennesker at gøre, føler jeg ekstrem skam og følelsen af at blive udslettet og overvældet – jeg mister mig selv.
Skammen overdøver glæden ved at være sammen med andre.

Jeg har desværre også haft flere traumatiserende oplevelser i sundhedssystemet, end jeg har fået en hjælpende hånd.

Når man har PTSD-symptomer, og især når det er kompleks PTSD (som ses i ofre for barndomssvigt eller andre længerevarende svigt), så er hjernen konstant i gang med at scanne omgivelserne for fare. Man har lært, at verden er et utrygt sted, og dermed “finder” hjernen farer, selv der hvor der ikke er fare på færde.

Man kan sige at ens hjerne og krop er på overarbejde hele tiden. Det i sig selv kan være meget drænende, og det gør at jeg har meget brug for ro.

På jobcentret

Sagen er den, at jeg er på kontanthjælp, og at jobcentret er iskolde overfor, at jeg har disse symptomer. De forventer at jeg skal møde ind og “yde” på samme måde som alle de andre. Der bliver ikke udvist hensyn til min tilstand og hvad der trigger mig.

Det har stresset mig, at være ledig, for jeg får aldrig fred – jobcentret bliver ved at kontakte mig og jeg bliver ved at sygemelde mig – og med en hjerne der i forvejen er på overarbejde, er det en dobbelt stressfaktor.

Det seneste stykke tid er det blevet så slemt med min tilstand, og jeg har udvist mange stresssymptomer og generelt følt mig udpint og følelsen af, ikke at kunne klare mere – min evne til at “udholde” er hørt op….

Hos lægen

Så jeg tog til lægen, for at bede om at få en lægeerklæring, så jeg kan få lov at få fred fra jobcentret og få det, de kalder “standby”.
Så vil jeg på sigt også kunne føle mig tryg nok til at komme i behandling. Som jeg forklarede lægen, så er det traumatiserende for mig, hver gang jeg er ude bland andre mennesker – min hjerne skaber et nyt traume hele tiden, og jeg har oplevet meget svigt fra dem, der skulle hjælpe mig, så jeg har brug for fred og ro og tryghed, før jeg kan begynde at tale med behandlere.

Lægen tog ikke notits af, at jeg har haft denne tilstand og disse symptomer de sidste 9 år. Og at det er normalt at opleve sværere perioder og tilbagefald især med PTSD og personlighedsforstyrrelse.

I stedet så hun mig som om, at det her var noget helt nyt. At jeg aldrig havde haft det værre, og at det var meget, meget alvorligt. Jeg følte mig faktisk sygeliggjort. For hvad med alle de andre gange, jeg havde haft det ligeså slemt (hvis ikke værre), men ikke blev taget alvorligt? Og hvorfor blev jeg taget alvorligt, men ikke lyttet til?

Jeg fortalte, hvad jeg havde behov for

Jeg gjorde mig virkelig omhyggelig ved igen og igen at sige til hende: “Jeg har behov for ro nu. Jeg har behov for en lægeerklæring, så jeg kan få fred. Jeg kan ikke mere, det her er mit sidste råb om hjælp”.

Og i stedet for at gribe min bold og faktisk hjælpe mig lige dér og imødekomme, hvad jeg sagde, så fortsatte hun, det hun havde gang i.

Hun skulle tjekke om jeg var psykotisk, ved at spørge mig: “Er der nogen der taler til dig?” og “Ser du ting der ikke er der?”. Nåh, psykotisk var jeg ikke.

Så skulle hun høre, om jeg havde tanker om at tage mit eget liv. Det var der ikke, men som jeg forklarede hende, så kan tanken om døden være det eneste der kan bringe en ende på lidelsen.

Hun rynkede hele tiden sin pande, og så meget alvorlig ud.

Hun fortalte mig, at jeg ikke kunne få en lægeerklæring, for så skulle jeg selv betale for det.
“Jamen det vil jeg gerne”. Nåh, men det kunne stadig ikke lade sig gøre.


“Du har fået det værre! Du må ind og udredes igen”

“Du er simpelthen nødt til at komme ind på akut psykiatrisk afdeling, for at blive udredt.” Igen og igen forklarede jeg hende at jeg lige er blevet udredt (jeg havde endda min journal med i hånden). Men nej, det var ikke tilstrækkeligt for hende og hendes behov.
Hun mente (og det her er en kvinde jeg aldrig før har mødt og talt med, som ikke kender min sygdomshistorik), at jeg skulle udredes igen, for jeg har fået det værre end dengang. Undskyld mig? Kender du mig? Ved du overhoved noget? Ved du at jeg har haft det sådan her i 9 år, hvor det er gået op og ned? Du lytter jo slet ikke. Jeg har været i det her hul mange gange, og hver gang har jeg erfaret hvad der hjælper mig: ro. Jeg kender mig selv virkelig godt efterhånden – så hav dog tillid til mig for jeg har tillid til mig selv og har brug for din tillid og støtte!

Jeg måtte blive ved at sige, at jeg lige er blevet psykisk angrebet af den sidste psykiater jeg var hos, og dermed er det traumatiserende for mig at skulle tale med endnu en behandler, og især når jeg føler mig så utryg. Igen fik jeg understreget – det eneste jeg har brug for lige nu er ro (en lægeerklæring).

Men det kunne hun ikke give mig. Hun holdt fast med næb og kløer i, at nu skulle jeg udredes igen.

Min psykiske tilstand går op og ned

Det er næsten som om, at lægerne ikke har nogen forståelse for, at psykiske udfordringer som er længerevarende – og især er en reaktion på en barndom med omsorgssvigt – er en lang proces – en proces der varer hele livet. At jeg i følge psykiateren der udredte mig har PTSD og det vil sige at der kommer op- og nedture. Der kommer tidspunkter hvor jeg bliver trigget af alting, og har brug for rigtig meget ro. (Ved man bare lidt om PTSD, så ved man at det er et af kerneområderne – at man bliver meget nemt overvældet og har brug for fred og ro og hvile).

Det er skræmmende at jeg sad der og græd og rystede og ikke kunne kigge hende i øjnene, men jeg sad der fanme. Jeg sad der og bad om én ting – at få en lægeerklæring så jeg kunne få ro. Bare få 1 måneds ro. Sådan så jeg ville kunne komme i behandling eller udredning eller whatever. Men når man bliver så nemt trigget, som jeg gør for tiden, så er det allerfarligste at begynde at udsætte mig selv for endnu flere triggere.

Hun blev ved at sige: “Kan vi aftale at du tager ud på psykiatrisk afdeling nu her?”. Jeg svarede stålfast: “Nej det kommer ikke til at ske”. Hun blev ved og ved og ved. Indtil jeg bare sagde orden: “Jaja, det skal jeg nok”. Jeg kunne se på hende, at hun kunne se jeg løj.

Jeg fortalte, hvad jeg har brug for. Jeg har haft det sådan her i 9 år, så jeg kender efterhånden mig selv rigtig godt, og jeg ved godt hvad der hjælper mig og hvad der forværrer min situation. Jeg har haft de her dyk utallige gange, og hver gang har jeg erfaret, at det har hjulpet mig at få ro – trække stikket og lade op. Det har ikke hjulpet mig at presse mig selv yderligere.

Ingen læge, psykiater eller terapeut kan få mig til at tvivle på min egen mavefornemmelse.

Lægerne forværrer min tilstand, ved at have mistillid til mig

Hvornår er det blevet normalt at individet skal have mistillid til sig selv og tillid til lægen? Det er klart, vi kan have svært ved at lytte til vores indre stemme, når der sidder en autoritet som er uddannet og professionel og fortæller os, hvad vi har brug for.

Det, der også gør situationen endnu værre er, at det som lægerne gør, når de udtrykker hvad de mener man har brug for, og hvad reglementet siger de skal gøre, og ikke lytter til mig og mine behov og prøver at forstå mig, så er de faktisk lige dér i gang med at forværre min situation.

De er i gang med at forværre min PTSD og min utryghed. De er i gang med at lære mig at jeg ikke kan have tillid til mig selv. at jeg ikke skal lytte til min mavefornemmelse. På samme måde som min tidligere psykiater der sagde: “Du må ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”. Endnu engang skal jeg bekræftes i, at den jeg er ikke fortjener at have en stemme, ikke fortjener at have behov eller grænser, at jeg ikke har ret til at lytte til mine behov, at jeg umuligt kan kende mig selv så godt at jeg ved hvad jeg har behov for. Men det siger noget om, hvor følelsesmæssig intelligent jeg må være – at selvom jeg er helt ude på kanten af livet, og føler jeg ikke kan mere – så holder jeg stadig om mig selv, beskytter mig selv, elsker mig selv, lytter til mig selv og ved lige præcis hvad jeg har behov for!

Så hvis du sidder derude og har følt dig misforstået, ikke taget alvorligt, ikke lyttet til, ikke blive udvist tillid eller er blevet sygeliggjort – du er ikke alene. Og uanset hvad, så er det kun dig, der kender dig selv inderst inde og ved hvad du har behov for. Og du har ret til at have dine behov og sætte grænser. Selvom de er uddannede læger, så betyder det ikke at de kender dig. Så bliv ved at lyt til dig selv!

Det er mig der kommer først – det er mig der er den, der kæmper, det er mig der har brug for hjælp – så hvorfor skal jeg opfylde hendes behov?
Burde det ikke være omvendt? Og til lægerne: udvis tillid til din klient – tillid til klienten spejler dem i deres egen tillid til sig selv. Udviser du mistillid overfor din klient, så kan du regne med at de også kommer til at føle mistillid til sig selv og dermed forværrer deres tilstand sig blot endnu mere.

Og nej – jeg tog ikke ud på psykiatrisk afdeling – for jeg vidste, at hvis jeg havde gjort det i den tilstand, så havde jeg fået det endnu værre. Så jeg gik fra lægen og cyklede mod mit hjem, grinende og smilende over at have sagt “ja” til mig selv og lyttet til min indre stemme, som kender mig aller bedst! 

Jeg melder mig ud af systemet…

Hvordan er det at være syg i det her system? 
Ubærligt. Jeg bliver misforstået, fejlspejlet, mødt med manglende empati, presset, stresset, udkørt, ødelagt, set på med kolde øjne, stemplet som “syg”, ikke taget alvorligt, behandlet som en ting. 

Det er ikke underligt at jeg i 9 år har forsøgt at gøre hvad jeg kan, for at holde mig til at gå hos psykoterapeuter og gå en stor cirkel udenom læger, psykiatere og det psykiatriske system.

Mit første møde hos en læge med mine angstsymptomer blev mødt med ordene: “Jeg tror bare du er lidt genert”.

Siden da har jeg haft én god oplevelse i systemet, og det var hos en psykoterapeut i visitationen.

Jeg hører altid folk sige, og læser altid om, at hvis man har udfordringer – fysisk eller psykisk – så er det første man gør at gå til lægen.

I sig selv er selve det at skulle til lægen en udfordring for mig, både fordi jeg er bange for mennesker, bange for autoriteter og fordi jeg er blevet traumatiseret af de mennesker som skulle elske, støtte og hjælpe mig, samt fordi jeg har haft så helvedes mange dårlige oplevelser hos lægen, at jeg ikke længere har noget håb om at blive hjulpet. Odds’ene er ikke specielt gode for mig. Derfor er det ikke nogen overraskelse for mig, når jeg møder ind hos lægen og jeg igen-igen bliver misforstået og fejlspejlet.

Jeg tænker på dem, som måske er endnu længere ude. Dem der slet ikke har nogle omkring sig. Dem der oveni hatten måske også har et misbrug.
Hvem hjælper dem? og ikke bare hjælper dem med at komme ud af misbruget, men støtter dem, har deres ryg, ser mennesket ikke sygdommen?

Jeg har ikke diagnosen PTSD, men jeg har alle symptomerne, og det er tydeligt at det er en traumatisk opvækst der gør, at jeg kæmper i dag.
Fordi jeg ikke har diagnosen, kan jeg heller ikke bare få hjælp til PTSD.
Lægen hægter sig ved den diagnose jeg har i forvejen, som jeg aldrig har kunne spejle mig i – ængsteliv evasiv personlighedsforstyrrelse.

Jeg er træt af alle de mærkater. Jeg er træt af, at vi skal kalde det noget, når det i sidste ende handler om traumer det hele. Man er ikke født med en personlighedsforstyrrelse, det er noget der udvikles fordi ens udvikling er blevet forstyrret af traumer. Så nemt kan det siges.

Jeg er træt af, at der er regler. Jeg er træt af at der er regler for, hvor meget og hvordan man kan hjælpes. Jeg er træt af dem på jobcentret, som er ligeglade med at jeg kæmper hver dag, hele tiden. Som på grund af de paragraffer de er underlagt, ikke kan imødekomme de behov jeg har. De forværrer min tilstand ved at presse mig, og dermed bliver jeg aldrig klar til arbejde eller uddannelse.

Jeg er træt af at der ikke er noget hjælp der er rettet mod nogle som mig. Som har masser af kompetencer, men som har helt specielle udfordringer, der gør at helt basale ting er en kamp.

Jeg er træt af det hele. Jeg er træt af den manglende hjælp. Jeg er træt af, hvor meget det kræver af mig overhoved at bede om hjælp, for så at finde ud af, at jeg står alene som jeg hele tiden har gjort. “Gå nu til din læge, tro ikke at du skal klare alting selv, der er folk til at hjælpe dig!”, sagde min sagsbehandler forleden.
Nej, der er ej. Det bliver bevist gang på gang. Jeg skal selv tage skeen i egen hånd, hvis jeg vil have det bedre, for de mennesker der står derude rundt omkring mig, som skulle hjælpe mig, de er i gang med at forværre min tilstand.

Personlighedsforstyrrelser findes ikke. Her er min forklaring.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse? 
Der findes et hav af forskellige diagnoser, som har betegnelsen “personlighedsforstyrrelse”. Som ordet antyder, er det en forstyrrelse i personligheden – altså en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. 

Dette betyder med al sandsynlighed at der er sket et eller flere traumer (især længerevarende) som har været med til at forme personligheden i den grad, at udviklingen af dette menneske ikke er sket på optimal vis. Du er ikke født med denne forstyrrelse – men du kan være født med sårbarhedsfaktorer, som gør dig mere udsat overfor at udvikle det som vi kalder en personlighedsforstyrrelse.

Dette menneske har oplevet et eller flere traumer – fysisk, psykisk eller seksuelt, som har skabt så stor utryghed, skam, angst, usikkerhed, stress, rædsel, depression, mistillid mm., sådan at den naturlige udvikling ikke har kunne finde sted – eller kun har kunne opstå i mindre grad.

Al denne mangel på omsorg, krænkelse eller på anden vis misbrug af mennesket, har altså stået i vejen for den naturlige udvikling – har forstyrret udviklingen.

Dermed får dette menneske en personlighedsforstyrrelse.

Der bliver, efter min meing, lagt alt for stor vægt på, at der er tale om en forstyrrelse i mennesket – at mennesket enten har borderline, skizoid forstyrrelse, ængstelig evasiv osv.

Der bliver sjældent lagt vægt på hvorfor denne forstyrrelse er opstået, hvad det er personen mangler, for at føle sig hel, tryg, tillidsfuld mm, eller hvordan dette menneske kan fungere med denne mangel.

Vi taler ikke om hvor stor en rolle forældrene har. Hvor stort et ansvar de har. Og hvor meget der tyder på, at forældrene er den bærende rolle i udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.

Traumet sker pågrund af svigt og traumer i relationen til vores omsorgspersoner – for det er der udviklingen skal ske. Så hvis der er en mangel i denne relation, eller der sker krænkelser eller andre former for svigt, så har barnet ikke andre steder at vænne sig hen.

Når jeg taler om traumer taler jeg om alt fra seksuelle overgreb, til fysisk vold, fangenskab, mobning, psykisk vold, manipulation og mind control, ignorering, forladthed og meget mere. Der er ikke grænser for, hvad der kan være traumatiserende.

Vi tror at traumer kun er, når et barn bliver slået, ikke får tøj på kroppen eller mad eller bliver voldtaget. Men traumerne er også alt det, vi ikke taler om. Fx når forældre bruger ignorering som en straf og form for kontrol. Eller når forældre ikke kan rumme eller afstemme barnets følelser. Når forældrene laver sjov med barnets følelser, eller forsøger at kontrollere det eller forme det, for selv at føle at de vinder.

Børn der bliver traumatiseret af deres forældre, bliver traumatiseret af mennesker, som selv er blevet traumatiseret. Ikke-traumatiserede mennesker, kan ikke traumatisere andre i den grad. Omsorgssvigt kan ikke ske, medmindre personen selv har været udsat for omsorgssvigt.

Og problemet er, at når vi ikke taler om, den rolle forældrene har – at de i rigtig mange tilfælde efterlader deres barn med traumer – så fortsætter det.

Så vokser barnet op og får måske en personlighedsforstyrrelse.

Så kan traumet fortsætte i det at dette menneske erfarer, at det er i mangel, det er forkert, det har en forstyrrelse. Denne forstyrrelse bliver ved og stikker dybere for hver dag der går – fordi det der er fælles for alle personlighedsforstyrrelser er, at der er dybe skamfølelser, følelser af lavt selvværd, følelse af ikke at have værdi, at være forkert på bunden, ikke at fortjene noget godt osv.

Og at få af vide, at man har en forstyrrelse, biddrager ikke ligefrem til at føle sig mere okay. Det kan dog – fx i mit eget tilfælde – være med til at få os til at forstå, at personlighedsforstyrrelsen er kommet af en årsag, og den årsag skal findes i barndommen.

Hvis ikke vi trækker denne forbindelse mellem de udfordringer vi står i lige nu og her med vores personlighedsforstyrrelse og vores barndom og de traumer vi har været udsat for. Så er vi dømt til at fortsætte “forstyrrelsen”. Vi er dømt til at komme til at traumatisere andre, selv sidde fast, ikke være i stand til at hjælpe os selv eller erfare at vi har værdi.

Ikke alle der har været udsat for traumer får en personlighedsforstyrrelse. Ligeså vel som ikke alle der har haft længerevarende traumer ikke får kompleks PTSD.
Men, der burde være mere fokus på, at det vi oplever nu – om det er kompleks PTSD eller personlighedsforstyrrelser – er en reaktion på traumer i barndommen og at vi ikke behøver at kalde det alt muligt, men blot at forstå denne sammenhæng.

På samme måde, som at vi ikke dømmer et træ fordi det er flået op med roden, men kan forstå at grunden til at roden er flået op, er fordi der har været jordskælv. Det er ikke træets skyld. Det er ikke træet der er “forkert”. Men der er sket noget, som har forårsaget at roden er revet op af jorden.

Vi er nødt til at forstå årsagen for at hjælpe os selv. På samme måde som at vi må forstå at det er jordskælvet der er årsagen til at træet er flået op ad jorden. Hvis det var en “forstyrrelse i træet”, så kunne det være at det skulle beskæres eller “gøres rigtig”. Men det er det ikke – det er ikke en forstyrrelse i os eller i træet, men en udefrakommende faktor som har forårsaget dette.

Når vi forstår årsagen, kan vi også bedre hjælpe os selv. Hvis vi er i kontakt med traumet, kan vi også bedre hjælpe os selv, til at passe på os selv i visse situationer – eller sætte spørgsmålstegn ved de relationer vi er i nu – er denne ven eller veninde med til at fortsætte traumet fx?

Hvis det bare er en forstyrrelse i os, så er det jo “bare” os der skal ændre os? Så er der noget galt med os på bunden, som vi må ændre på. Men det er jo ikke tilfældet. Det handler ikke om at noget er galt i os, men at vi har tilpasset os efter noget der ikke har været godt for os. Og måske befinder vi os ligenu i noget, som er med til at forværre eller vedligeholde dette der ikke er godt for os?

Og dermed er det ikke en forstyrrelse i os men os der reagerer på en forstyrrelse udenfor os. Dermed bliver vi det, som psykiatrien vil kalde “forstyrrede”.
Vi må og skal forstå denne sammenhæng mellem årsag og reaktion. Vi er en reaktion på en årsag.
Når vi er i kontakt med traumet og forstår denne årsag, kan vi også bedre hjælpe os selv på allerbedste måde!
På samme måde som at forstå at det var et jordskælv der fik træet til at blive revet op – dette kan hjælpe os til ikke blot at plante træet igen, men måske at bygge et mere solidt fundament for træet, eller flytte det til et mindre udsat område.

Derfor er det alfa omega at forstå, at de udfordringer vi oplever nu her, og det som andre kalder “personlighedsforstyrrelse” ikke er en forstyrrelse i os som mennesker, men er os som har reagereret på en forstyrrelse udenfor os. Det er ikke os der er forkerte eller gal på den. Vi har blot tilpasset os noget der var usundt, dysfunktionelt, ikke optimalt og som har givet os udfordringer i måden vi har udviklet os på.

Vi kan lære at tilpasse os igen. Vi kan lære at få en bedre jord at gro i. Vi kan lære at hjælpe os selv, sådan så vi ikke traumatiserer os selv uderligere. Vi kan lære at tilpasse os til noget der er sundt, noget der opbygger os og hjælper os.

Det er ikke dig der er syg – det er samfundet der er sygt.
Søg ind i dig selv, og du vil møde dig selv der.

De to tilstande af kompleks PTSD

Dette gik op for mig i dag, da jeg var hos lægen og sad på toilettet med dårlig mave, hjertebanken, svimmelhed og rystende krop på grund af min store vagtsomhed og intense angst. Jeg græd og havde fået nok. Men så stoppede det. Pludselig mærkede jeg ingenting. Det var næsten som om jeg fik det godt. At alle sorger var glemt, at der ingen lidelse var. Men så skyllede det over mig igen; min krop der skælvede, hjertet der galopperede, tårene der ingen ende ville tage. 

Der var det, det gik op for mig, hvordan jeg svinger imellem de to tilstande – enten er jeg helt væltet omkuld af angst, skam, vagtsomhed og kan ikke klare at eksistere. Eller også fryser jeg fuldstændig fast, dissocierer, rejser ud af min krop og min sind og er ikke tilstede mere.

Den dissociative tilstand opstår netop, fordi sindet og kroppen ikke kan rumme det massive ubehag og derfor må flygte væk for at overleve.

Jeg kender ikke til noget andet end de to tilstande.

Jeg kender ikke til at føle tillid og tryghed sammen med andre. Jeg kender ikke til at kunne slappe af sammen med andre. Jeg kender ikke til at føle, at jeg ikke er på vagt sammen med andre. Jeg kender ikke til, at føle mig god nok sammen med andre.

Den eneste måde jeg kan være sammen med andre på, er ved at flygte – dissociere. Hvis jeg skal være sammen med andre og være tilstede og være mig og være der, er lidelsen for uudholdelig. Derfor foretrækker jeg at være alene.

Ligeså snart jeg er alene igen, så sænker roen sig. Så er der ikke fare på færde mere. Så er jeg mere okay, og kan bedre bare være mig.

“Trigger me once, shame on you. Trigger me twice, shame on me”

Der er ikke rigtig nogen god måde at oversætte dette til engelsk, men jeg har gået og sagt dette til mig selv i dag, for at minde mig selv om, at jeg ikke skal gå tilbage til noget, som har trigget min PTSD. 

Når man har PTSD, så er der rigtig mange ting (store og små) der kan trigge én. Når man har kompleks PTSD, så er det ikke blot flashbacks til konkrete situationer, men ogs følelsesmæssige flashbacks hvor man bliver sendt ind i panisk angst, skamfølelse, sorg, ensomhed, frygt og jeg kunne blive ved.

Mange ting kan trigge disse flashbacks. Jeg kan selv blive trigget af både stimuli som fx høje lyde eller at blive forskrækket, men hvad der er endnu værre er, at jeg bliver trigget af mennesker (hvilket jeg tror alle med PTSD kan genkende).

Enten er mennesker farlige og udgør en fysisk trussel (de slår mig ned/voldtager mig/slår mig ihjel) eller også udgør de en psykisk trussel (de ignorerer mig/går ind i mig/misforstår mig/gør nar af mig/overskrider mine grænser og på andre måder fejlspejler mig).

Den psykiske trussel er værst, fordi det er noget der sker hele tiden, når jeg interagerer med mennesker.

Det gik op for mig, at jeg selvfølgelig ikke kan undgå mennesker, men jeg kan undgå mennesker som jeg ved ikke har empati. Mennesker der er skamløse og som jeg ved med hundrede procent sikkerhed vil trigge mig – hvis ikke i dag så i morgen.

Jeg har ingen tolerance overfor mennesker, der ikke er i kontakt med deres egen sårbarhed. Mennesker som ubevidst er grove, hensynsløse, respektløse, grænseløse og som ikke er i kontakt med sig selv.

Det er min allerstørste trigger, for det er mennesker som minder om det menneske som forårsagede min PTSD i første omgang – min narcissistiske mor. 

Jeg mister alt for et menneske, hvis de første gang jeg møder dem, viser sig fra en usympatisk eller uempatisk side. For så ved jeg, at det ikke er noget de lærer til næste gang, så er det et træk i dem, som vil blive ved at være der.

Derfor, vil jeg gøre alt for ikke at gå tilbage i en fælde, som jeg ved vil klappe i igen.

“Du ligner en luder”. Når mor er ond

Første gang min mor sagde disse ord til mig, var da jeg var 11-12 år gammel. Jeg havde været i Tøj & Sko og købt en langærmet trøje fra dameafdelingen. 

Jeg elskede at købe tøj fra dameafdelingen, for jeg længtes efter at være voksen. Jeg nåede nok aldrig at føle mig som et barn og jeg kunne ikke relatere til børnetøjet.

Trøjen var lysebrun og strikket med bådudskæring og en brun rose var syet fast tæt ved halsudskæringen.

Hele familien gjorde sig klar til en fest eller en anden begivenhed hos familie eller venner, og jeg kom gående ned ad trappen i min nye yndlingsbluse, som jeg følte mig rigtig flot i.

Da møder jeg min mors blik. Hun står nede i stuen. Hendes blik er alvorligt, hårdt, ukærligt, ondskabsfuldt. Jeg forstår det ikke, men hun siger blot: “Du ligner en luder”, uden at fortrække en mine.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger eller gør. Jeg føler at jeg gik op og skiftede til noget andet. Jeg gik i hvert fald aldrig med den trøje igen. Jeg havde så meget skam, at jeg havde lyst til at brænde trøjen og mig selv med.

Når mor vil have kontrollen

in mor elskede at have magten. Hun elskede at trumfe med sin mening, at få kontrol over mig og styre mig, sådan så hun fik sin vilje. Hendes mening var altid den rigtige – og ingen kunne sige eller gøre noget, for at deres mening kunne blive lige så rigtig.

Jeg skulle kunne lide de samme ting som hende, og være enig med hende. Jeg lærte da også at det ikke nyttede at gøre modstand, men i stedet acceptere at jeg lignede en luder, fordi det var jo det hun havde sagt.

Der var ikke plads til, at jeg kunne sige: “Jeg er faktisk glad for den her trøje, og jeg synes ikke det er pænt at kalde en man elsker for en luder”. Hvor skulle jeg få det selvværd og selvtillid fra til at sige de ting, når hun ikke havde givet mig det? At sætte grænser overfor en narcissist, er i forvejen meget svært – for de er selv grænseløse og straffer, hvis man selv sætter grænser overfor dem. De lærer ikke deres børn, at grænser er sunde og acceptable og at man har ret til at sætte dem.

Hendes kommentar efterlod mig med skamfølelse og forkerthedsfølelse. Jeg havde lyst til at krybe ned i et musehul.

Anden gang jeg blev kaldt for luder

Anden gang hun sagde de samme ord til mig, var nok et par år senere. Jeg havde taget nogle selfies af mig selv, fordi min søster havde givet mig hendes store øreringe med falske diamanter i. I den periode havde jeg lidt min egen stil – jeg gik nemlig med hvide undertrøjer med blonder i udskæringen i stedet for almindelige stropbluser.

Billederne jeg havde taget var på ingen måde seksuelle, men jeg følte mig meget smuk og de var sort/hvide og jeg smilede ikke på dem, men prøvede at tage nogle modelbilleder, hvor man bare fik ansigt og skuldre med. Jeg syntes det blev så flot, at jeg sendte et til min daværende veninde.

Jeg følte mig aldrig god nok, så det at jeg havde taget et billede hvor jeg faktisk syntes jeg så smuk ud, det var jeg stolt af. Jeg havde brug for at vise det til min mor og få hendes bekræftelse. Hun sad nede i sofaen og læste avis. Forsigtigt viste jeg hende så billedet, og igen var hendes respons: “Du ligner en luder”.

Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men jeg gik op på mit værelse i skam og slettede billedet.

Når jeg tænker tilbage på disse to hændelser, har jeg aldrig tænkt at det var unormalt eller slemt. Jeg har altid tænkt, at alle mødre sikkert indimellem har sagt det til deres børn. Men det er jo ikke normalt eller rigtigt, at kalde sit barn for luder.

For det første, seksualiserer moren sit barn og kæder det sammen med en sexarbejder. Jeg havde ingen tanker omkring at jeg var eller havde ønsket om at være sexet eller forførende. Jeg ville bare gerne føle mig smuk.

For det andet, er det at knuse barnet fuldstændig. Knuse dets selvværd og selvtillid og udskamme dem gevaldigt.

Ikke så underligt, at jeg har lavt selvværd og skamfølelse.

Min mor ville nok i dag benægte at hun nogensinde havde sagt det, eller også ville hun finde en rigtig god og retfærdig forklaring på det – at det var fordi hun mente jeg var al for voksen. Uanset hvad så har min mor altid elsket at knuse mig. Hver gang jeg har været begejstret for noget, så skulle hun nok sørge for at få mig til at få det dårligt over at være begejstret. Hun kunne ikke lide, at jeg troede på mig selv. Hvis jeg viste bare en lille smule selvtillid, så kaldte hun mig selvisk eller egoistisk.

Ovenstående kan kategoriseres som psykisk vold, da den eneste hensigt med det er, at kontrollere mig, til at lade være at klæde mig på den måde, som hun mente var upassende.

Når mor er ond

Det er svært at acceptere, at jeg har haft en mor, som kunne være ond. Bevares, hun kunne også være sød sommetider, men jeg kunne aldrig vide, hvornår hun vendte på en tallerken.

Min mor er narcissist. Det har altid handlet om hende, hendes behov, hendes følelser, hendes meninger. Og ligeså snart jeg har taget rampelyset lidt, så har hun været klar til at slå mig ned (psykisk, ikke fysisk).

Samtidig med hendes ondskabsfulde handlinger og ord, så har hun også samtidig været rigtig god til at spille den perfekte mor. Den rolle, har hun været rigtig god til at tage. Fx ved at sige til mig, at jeg var det bedste barn, at jeg var et ønskebarn, at hun elsker mig af hele sit hjerte, at hun er så stolt af mig osv.

Disse ord tager man også ind som barn, men ligeså snart mor vender, så gælder disse ord ikke mere. Det er betinget kærlighed. At jeg kun er elsket og ønsket, når jeg gør som hun vil have det. Ligeså snart jeg afviger fra hendes forventninger og ønsker, så behandler hun mig som om jeg er uelsket og uønsket.

Dette skaber ekstrem stress i et barn. Først siger mor “jeg elsker dig” så siger hun “jeg hader dig”. Frem og tilbage, først er man lige tryg, og så bliver man utryg. Det skaber stress, det skaber utryghed og det skaber et meget uforudsigeligt hjem.

Det er derfor at jeg har fået kompleks PTSD, for den måde at behandle et barn på, med denne skiftende adfærd, er ekstremt utrygt og stressende for barnet. Jeg har været på vagt hele tiden, både i forhold til min egen adfærd og hendes adfærd. Hele tiden sørge for, ikke at træde forkert og gøre mor ond (for ja, det var jo min skyld, at hun blev ond – det var fordi jeg ikke havde indordnet mig ordentligt).

I dag har jeg ikke kontakt med min mor (eller far). Og det passer mig rigtig god, for endelig kan jeg vælge mig selv til. Endelig kan jeg give mig selv den værdi jeg fortjener og altid har fortjent.