Kropsbevidsthed: 4 tips til at mærke din krop

Jeg ved, at jeg nævner mange vigtige redskaber i min proces med angsten, og kropsbevidsthed er endnu et af de vigtige redskaber. Jo bedre vi mærker vores krop, jo bedre kan vi også have tillid til den og give den lov til at reagere.

Her er 4 tips til at mærke din krop:

1. “Hvordan har min krop det?”
Blot at stille dig selv dette simple spørgsmål, får du med det samme rettet din bevidsthed hen på din krop. Det vigtige er ikke, om du kan besvare spørgsmålet, det vigtige er blot at din bevidsthed flyttes over på kroppens fysiske tilstand.

2. Lær at beskrive din krops tilstand
Når du har øvet dig på blot at rette bevidstheden mod kroppen, kan du begynde at sætte ord på, hvad du egentlig mærker. Da jeg begyndte på dette, kunne jeg ikke sige særlig meget, og jeg var ofte i tvivl, om det jeg mærkede reelt var noget jeg følte, eller om det var noget jeg indbildte mig selv.
Men igen er det ikke så vigtigt, hvad der “reelt” sker, det vigtige er at din opmærksomhed er på din krop.
Til at beskrive kroppens fysiske tilstand, altså hvad du mærker både inde i og uden på kroppen, kan du bruge kategorier som fx farver, tekstur, bevægelser, temperatur, vægt samt hvorhenne du mærker det – så præcist som du kan.

Det kan være, at jeg mærker en kuldefornemmelse på nakken. Så kan jeg fortsat forsøge at beskrive hvad jeg mere mærker. Det kan være at det føles som bølgebevægelser af kulde, det føles tungt i nakken eller farven der kommer til mig er blå.

Uanset hvad, så prøv at tune ind på hvad du mærker og se, om du kan mærke mere i det område eller om andre områder kommer ind i din bevidsthed.
I lang tid har jeg kun kunne mærke ét område af min krop af gangen. Det er helt normalt, hvis man hele sit liv har været vant til ikke at mærke sin krop.

3. Lær at mærke din krop i hverdagen
En ting er, at sætte sig ned, som en meditation, og øve sig i at mærke kroppen “på komando”, en anden ting er, at gøre det til en del af ens hverdag. Det kan være så simpelt som at stille spørgsmålet i punkt 1. Uanset hvor du er eller hvad du laver, så prøv at rette din opmærksomhed, din indre bevidsthed ned på din krop. Hvis du er ved at vaske op, så læg mærke til hvordan det fysisk føles – hvad mærker dine hænder? Du behøver ikke at kunne sætte ord på, hvad du mærker, så længe din bevidsthed bare er rettet ned på din krop.

4. Sansestimulering
Sansestimulering er noget jeg ofte har nævnt her på siden, men det kan være en rigtig god måde at mærke kroppen på. Find ud af, hvad du nyder allermest – er det en gåtur, lytte til regnlyde, få massage, tage et varmt bad, spise noget velsmagende mad eller noget helt andet? Find en aktivitet, som stimulerer en eller flere af dine sanser, og forsøg at øve dig i at lægge mærke til, hvad der sker i din krop når du laver denne aktivitet. Mærk, hvordan din krop føles, eller spørg dig selv: “Hvordan har min krop det?” eller “Hvad mærker jeg i min krop lige nu?”.

Fra min dagbog #1

Om at leve op til andres og egne forventniner.

11. maj 2013 

22 år gammel

Dette skel jeg er i, mellem det ydre og det indre – trangen til perfektion og godkendelse, og den konstante uro jeg har overfor andre mennesker, skaber et endnu større skel og en endnu dybere afgrund.

Jeg er bange for at blive afsløret, set. Bange for at angsten ikke længere kan holdes skjult.

Jeg tror, uanset hvor ubehageligt det end er for mig, at jeg skal derud hvor det indre – uroen, angsten, ubehaget, overstrømmer alt det jeg er og jeg ikke længere kan holde fast på den jeg er, og hvordan jeg fremstår, men at de basale og skræmmende angstfølelser tager over og lader mig føle det fuldt ud, så jeg kan finde ud af, at det blot er en følelse.

En dyb og frustrerende følelse, som trækker strenge til alle tidligere temaer i mit liv. Den følelse, som altid har været der, altid vil være der. Og den er okay. Den er ikke en fjende, den er en ven, som kan hjælpe mig til endelig at kunne se mig selv som den og det jeg er. På dybet af det hele.

Masken kommer af, alt jeg tidligere har kæmpet for, for at passe ind, det er væk, og under den ligger angsten, og angsten for angsten. Og under angsten, ligger jeg. Sårbar og skrøbelig som jeg er.

Den jeg er, på trods af alt, ligger under angsten og under det ydre. Når masken kommer af, og angsten opløses, er det mit sande jeg’s ansigt der står frem. Det kan ingen dømme, det kan ikke mærke angst, glæde eller sorg. Det er blot.

3 råd til at tale med din indre kritiker

Først handler det om, at kunne identificere din indre kritiker, den indre stemme i dig, som står klar til at slå dig i hovedet, over hver gang du er menneskelig, hver gang du kommer til at træde i spinaten, siger noget pinligt, handler på en uhensigtsmæssig måde eller taler før du tænker.

Kritikeren er altid på spring og klar til at kritisere dig, nedgøre dig og bedømme dig. Uanset hvor godt du klarer dig, så har din indre kritiker altid en “men”-kommentar og er klar til at fortælle dig, at du ikke gør det godt nok eller er god nok.

Den indre kritikers stemme er meget højere end vores egen støttende, omsorgsfulde og empatiske stemme. Den indre stemme som støtter os og siger “du er lige som du skal være”, “du kan ikke gøre noget forkert”, “uanset hvad så er du god nok, også selv hvis du føler svære følelser”, “du klarer det så godt!”, “jeg er stolt af dig!” osv..

Læg mærke til, når du har været i en udfordrende situation eller når du føler at du ikke er god nok eller ikke føler dig tilpas i dig selv, hvilken stemme der kommer frem og hvad den siger..

Her er 3 råd til, hvordan du kan tale med din indre kritiker:

1. Skriv stemmen ned

Skriv ned hvad stemmen siger og læg mærke til, om det stemmer overens med virkeligheden. Skriv så et modsvar til stemmen.
Hvis stemmen siger: “Nej hvor var det forfærdeligt, du har virkelig gjort dig selv til grin, tænk du ikke engang vidste hvad du skulle sige og gik i stå. Hvor er det pinligt, hvad må de andre ikke tænke om dig?”
Så kunne et modsvar lyde:
“Det kan godt være, at jeg syntes det var pinligt ikke at vide hvad jeg skulle sige, det kan også godt være at folk tænker kritisk om mig. Og hvad så? Så må de gøre det. Jeg er ikke perfekt og jeg kan ikke gøre for at jeg nogle gange ikke ved hvad jeg skal sige. Jeg er bare menneske. Jeg gør det så godt jeg kan.”

2. Tal højt med stemmen

Sig højt, hvad stemmen siger, når den kommer og tal tilbage til den. På samme måde som at skrive et modsvar, men her kan du på en anden måde blive ved at tale til stemmen og begynde at mærke den anden stemme i dig, som støtter dig og som vil dig det bedste. Kritikeren vil dig ikke det bedste, den vil bare gerne kræve mere af dig.

Så når du begynder at høre stemmen, så sig højt hvad den siger, fx:
“Nu dummede du dig igen. Du troede rigtigt at folk kunne lide dig, men nu har du igen trådt i spinaten. Haha. Hvor er du sølle, nu kan folk se hvor lavt selvværd du er, du er slet ikke så selvsikker som de tror du er! Haha!”.

Det hjælper at lægge en bevidst stemme på, som ikke er din egen talende stemme, sådan så du lader som om at du “spiller” din indre kritiker. Din indre kritiker er ikke din egen stemme men er alle de krav og forventninger du har fået kastet i hovedet hele dit liv. Det er en illusion at der er disse forventninger til hvordan du skal være.

Så kan du tale højt tilbage (med din egen stemme) til kritikeren:
“Jeg kan høre på dig at du er meget påvirket af at jeg har trådt i spinaten. Det må også være rigtig ubehageligt for dig, at jeg ikke kan være perfekt. Men jeg er ikke en Gud. Jeg er ikke perfekt, jeg er helt uperfekt, og det er lige som det skal være. Det kan godt være at du ikke elsker mig som den jeg er, men jeg vælger at elske mig selv som jeg er, med alle de fejl og mangler jeg har og hele det uperfekte menneske jeg er.
Jeg kan ikke styre om folk tænker det ene eller det andet, og jeg gider ikke bruge min energi på at bekymre mig om det. Det kan du gøre hvis du har lyst til, du kan bekymre dig og brokke dig alt det du vil, det blander jeg mig ikke. Men jeg vil gerne være god ved mig selv og støtte mig selv. Jeg er ikke interesseret i at være hård ved mig selv, og jeg tillader dig ikke at være hård mod mig.”

Din indre, støttende stemme, er din sande stemme. Det er den stemme der er din det er den som vil dig det bedste og som er tålmodig og kærlig overfor dig.

3. Forestil dig, hvis du talte sådan til din bedste ven

En god måde at blive bevidst om, hvad det er den indre kritiker er ude på og hvad den “vil” med alle de kritiske ord og sætninger, det er ved at forestille dig at du sagde disse ting til din bedste ven. Hvordan ville det være? Hvordan ville din ven have det? Han/hun ville nok ikke føle sig særlig støttet eller holdt af. Hvordan ville du have det hvis din ven talte sådan til dig? Ville du så være venner med vedkommende? Ville du føle dig holdt af?
Det handler ikke om, at vi skal ignorere den indre kritiker. Det handler tværtimod om at lytte til den og kunne skelne den stemme med vores egen stemme. Vi kan komme til at tro, at den indre kritiker er vores indre, sande stemme. Og derfor lytter vi helt ubevidst til den. Vi skubber, presser og stresser os selv, til at være mere og gøre mere hele tiden, for det er aldrig nok, hvis det står til den indre kritiker.

Men der er hele tiden en anden del af dig – din indre, støttende, kærlige, empatiske og omsorgsfulde stemme. Den stemme er måske meget lav lige nu. Og fordi den indre kritikers stemme råber højt til dig, kan det være svært at høre den anden stemme.
Derfor er de ovenstående øvelser både til for at blive bevidst om, hvilken stemme der er den indre kritiker samt at styrke din indre sande stemme i at støtte dig, hjælpe dig og være der for dig!

Hvad er lykke….?

…. for dig? 

Lykke er individuel, er den ikke? Hvad der er lykke for mig, er ikke nødvendigvis lykke for dig. Ligeså kompleks kærlighed er, ligeså kompleks er lykke.

Kan du huske de der små tegninger “Lykken er…”?

Det var altid meget simplificerede eksempler på, hvad lykke kunne være. Men egentlig også sødt. At lykken kan være at få et kram. Lykken kan være at solen skinner. Lykken kan være at spise en hotdog.

Jeg tror lykke hænger meget sammen med taknemmelighed. Når jeg føler taknemmelighed, så føler jeg lykke. Og det er uanset om det er taknemmelighed for at have en seng at putte mig ned i eller om det er at have muligheden for og lysten til at spise et nærende måltid.

Jeg forsøger at være taknemmelig overfor de små ting, og det er det, der gør mig lykkelig. For det er ikke nødvendigvis de materielle ting eller de ting, der er i mit miljø – både ude og inde. Det er ligeså meget taknemmeligheden for mit sind, for min innovative måde at tænke på, for de mennesker jeg kender og som kender mig. For muligheden for at elske og blive elsket. Det er lykken for mig.

Lykken er ikke én ting, ligesom kærlighed heller ikke er en ting.
Lykken for mig er ligeså meget at skule igennem alt det her lidelse. Angst, skam, kompleks PTSD, lidelse der får mig til at overgive mig mere til livet, fordi det gør så ondt at lide at jeg ikke kan kæmpe mere, men blot må give mig hen.

Det er lykken at jeg kan være der så meget for mig selv og for andre. Det er lykken at få større og større empati hver dag, i en verden hvor empatien nogle gange føles som om den indskrænkes.

Det er lykken at være mig.

For seks år siden var det ikke lykken at være mig.
For seks år siden hadede jeg mig selv 100 %.
For seks år siden havde jeg ingen kærlighed til mig selv eller andre.
For seks år siden herskede angsten og lidelsen mere end livet og kærligheden.

Nu er det pludselig lykken at være den jeg er, også selvom jeg langt fra er lidelsesfri eller angstfri….

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.

Angst for at rødme… på arbejdet

For en del år siden arbejdede jeg som tjener på et hotel/restaurant. På daværende tidspunkt havde jeg lidt af angst for at rødme (også kaldet erytrofobi) i kun halvandet år.

Min sociale fobi har igennem alle årene været forbundet med en angst for at rødme, da et af angstens symptomer bl.a. er at blodet strømmer ud i huden, da nervesystemet og ens alarmberedskab kører på fuld skrue. Man føler, der er fare på færde, så kroppen gør klar til kamp eller flugt. Det er meget angstfuldt at mærke rødmen stige op i ansigtet, for det er noget alle kan se – alle kan se, at du er utilpas, flov, utryg, skamfuld osv. Du er blottet, der hvor du er allermest sårbar.

På hotellet var min krop konstant i gang. Jeg løb frem og tilbage når der var rigtigt travlt, og det fik automatisk min krop til at blive svedig, rød og varm.

Den konstante varme i hovedet blev en trigger, fordi jeg ofte troede at jeg havde angst, selvom det blot var fordi jeg havde det varmt. Travlheden var med til at trigge angsten, da varmen og de røde kinder mindede mig om angstens symptomer. Samtidig kunne travlheden også være en hjælp, for hvis jeg så fik angst eller rødmede så kunne jeg indvendigt sige til mig selv, at det jo var på grund af at jeg fór sådan rundt og derfor fik røde kinder. Det var en måde at bedre kunne håndtere angsten, jeg kunne snyde mig selv.

Angst for frokostpausen

Det værste punkt på dagsordenen var, udover at skulle dække bord sammen med en anden tjener og stå og small-talke imens, frokostpausen.
På mit tidligere arbejde, var kantinen det sted, som vakte mest angst i mig. Så når det blev frokost kunne jeg finde på at gå udenfor og sidde eller gå lidt rundt og trække noget frisk luft. Jeg lærte at det gav mig angst at sidde til bords sammen med andre mennesker.

På hotellet var der frokost for både tjenere og kokke hver dag kl. 17. Det var tidspunktet efter at frokostgæsterne var gået, og der endnu ikke var kommet nogle aftengæster.
Kokkene lavede frokost og vi tjenere skulle bære det ud i restauranten og dække op til alle der var på arbejde den dag. Men min store frygt for at skulle sidde ved et bord sammen med andre, var så stor, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at undgå frokostpausen.

Oftest ville en anden tjener komme hen til mig og sige, at der var frokost nu og jeg blev næsten truffet over at de ville spørge mig. Godt nok vidste de ikke, at jeg gik rundt med den angst, men jeg følte at de nærmest gjorde nar af mig ved at sige det.

For det meste ville jeg nappe en bid mad fra køkkenet inden de andre skulle spise, og nærmest sluge det i én bid på vejen op ad trappen. Ellers ville jeg blot sige, at jeg ikke var sulten og i stedet holde min egen pause ved at gå udenfor, eller simpelthen bare lade være at spise noget og vente til jeg kom hjem. Det er utroligt hvad angst kan gøre ved én – at man hellere vil undgå livsvigtig næring, end at være udsat for det.

I de seks måneder jeg arbejdede på hotellet spiste jeg kun frokost med de andre to gange og begge gange var det dage, hvor hele restauranten allerede var dækket op til aftengæsterne og vi derfor måtte spise i et lille mørkt lokale ved siden af. Mørket hjalp mig, i den forstand, at jeg på den måde ikke følte at de kunne se min angst og min rødmen ligeså meget, som ude i den meget oplyste og meget varme restaurant. Begge de gange jeg spiste frokost, var det kun med en eller to andre personer, og det hjalp også på situationen.

Jeg følte mig nærmest stolt, efter at have klaret de 5 eller 10 minutter i rummet, men alligevel gav det mig ikke modet til, at spise frokost med de andre igen. Den eneste grund til, at jeg spiste frokost de to gange var, at en anden tjener nærmest havde gennet mig ind i rummet med tallerkner til os, og jeg ikke følte jeg kunne springe fra. Det var ikke en sejr at have spist med dem, det var nærmere bare en lettelse over, at have overlevet det.

Det gik op for mig, at der ikke var noget behov for at jeg skulle sige en masse i pausen. Folk var trætte og sultne og det var okay bare at sidde i stilhed og spise.

Baglokalet og negativ opmærksomhed

En anden ting, som var angstfuld for mig på arbejdet var, at være i baglokalet. Det var her vi opholdt os, når ikke der var ting at lave i restauranten. Det var både et sted folk hang ud og havde et par minutters pause, mens de drak kaffe, men også det sted, hvor opvaskeren stod og det sted hvor vi skrev bestillingerne ind i systemet. Det var både travlt, med folk løbende ud og ind, men i de mindre travle timer, var det her, man opholdt sig.

Jeg prøvede tit at sørge for at være i restauranten, det meste af tiden. I baglokalet ville folk begynde at small-talke og henvende sig til mig. De ville påpege at mit slips sad forkert, komme hen og rette på min krave eller fortælle mig, at jeg havde noget blåt på kinden. Disse ting gjorde min angst endnu værre, fordi jeg for alt i verden bare ønskede, at folk ikke lagde mærke til mig. Jeg ønskede bare at være i fred og ikke skabe nogen form for opmærksomhed.

Det var ubehageligt at stå i så lille og lyst et rum, uden aircondition, med brændende kinder, nærmest rystende af angst og stress, mens en anden tjener ville komme hen, stille sig overfor mig og begynde at tale om eller til mig. Jeg følte mig helt vildt usikker. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, hvor jeg skulle have mine hænder eller hvordan jeg skulle stå. Og jeg kunne ikke bare komme væk derfra.. Jeg var jo på arbejde.

Denne usikkerhed omkring mig selv og relationen til mine kolleger, gjorde blot min angst værre. Både angsten for, at de ville gøre det, som de hele tiden gjorde: sætte mig i spotlightet og give mig (ofte nedladende og negativ) opmærksomhed og selve angsten der kom frem i disse situationer.

Det var ikke kun kollegerne og hotellets ejer og chef, men også kunderne der henvendte sig negativt til mig eller kritiserede mit arbejde eller maden. Det var alt sammen med til, at angsten blev stærkere i de situationer, hvor jeg følte mig udsat, og at angsten for angsten blev større.

Angst for at rødme og undgåelsesadfærd

Mine muligheder for at have helle, komme væk eller undgå det ubehag, blev indskrænket mere og mere i takt med, at jeg til sidst var angstfuld hele tiden. For som angstlidende er der to angstfølelser: angsten i sig selv, og angsten for angsten.

Hvis jeg stod i baglokalet og en person talte til mig og jeg følte mig udsat, prøvede jeg at undgå at gøre eller sige for meget. Jeg brugte også mit smil som en måde at dække for min usikkerhed.

Det er også meget normalt, at når man smiler eller griner, får ens ansigt helt naturligt mere rødlig farve. Derfor ville jeg, når jeg kunne mærke angsten komme, blot begynde at smile – stort eller småt. På den måde havde jeg en opfattelse af, at folk ikke ville tænke at det var helt malplaceret, at jeg blev rød i hovedet. Så fik jeg røde kinder fordi jeg smilede. Det var min forestilling og en af de måder jeg kunne “redde” mig selv på. Måske endnu en måde, hvorpå jeg kunne snyde mig selv til at tænke “nejnej, det er ikke angst – det er fordi jeg smiler!”. Angsten var meget skamfuld for mig, jeg tude ikke engang indrømme overfor mig selv, at jeg led af angst dengang.

Det værste ved at være bange for at rødme er, at rødme ikke anses for noget selvsikre eller stærke personer bliver ramt af. Alligevel er det så naturlig en ting – noget vi alle oplever på det ene eller andet tidspunkt, og vi bliver alle sammen lidt usikre når vi rødmer. Men det er en kropslig reaktion som jeg tror er forbundet meget med skam over sig selv eller situationen.

Når jeg i en ganske almindelig (men for mig, angstfuld situation) pludselig bliver rød i hovedet af angst, bliver jeg endnu mere angst og føler meget skam forbundet med det. Jeg føler min facade krakelerer og samtidig synes jeg det er pinligt, fordi der jo i bund og grund ikke er noget at rødme over. Men det er der jo. Jeg rødmer fordi jeg bliver angst, men det er jo ikke alle, der kan gennemskue det, og skammen over at rødme er så stor, at det kan være svært at sige højt.