Eksperiment: Anti-Tinder #4 “Hej”.

Jeg er træt af Tinder og de andre dating apps.
Jeg er træt af, at vi kun tør at “tale” med hinanden over sociale medier. 
Jeg er træt af, at vi generelt ikke kommer hinanden ved særligt meget mere.
Jeg er træt af, at der er så mange muligheder for at møde nogen, som man ville passe godt sammen med, men at man aldrig møder den person, fordi man ikke tør at tage kontakt til vedkommende. 
Det har jeg tænkt mig at lave om på.


TREDJE UDFORDRING: “Hej” (altid godt at ledsage et “Hej” med et smil!)

1. Sig “Hej” til en medarbejder
2. Sig “Hej” til en anden kunde/besøgende
3. Sig “Hej” til en på gaden

TIP: Hvis du ikke tør at sige hej, så mim blot ordet mens du smiler til vedkommende.

1. Det er meget naturligt for mig, at hvis jeg både har øjenkontakt og smiler til en medarbejder, så siger jeg næsten altid også “Hej”.
Det er også en del af deres service, at de skal imødekomme kunderne. Selvfølgelig er det udfordrende, når det er en som man synes ser sød ud, så kommer der lidt sommerfugle i maven.

2. Jeg var i en by jeg ikke normalt er i – og er man ikke bare altid mere modig når man er et uvant sted? Især når man er ude og rejse? Man tør bare mere!
Jeg stod på et shawarmasted hvor jeg havde bestilt min mad. Ind kommer en mand, som ligner han har været på arbejde og har pause og skal bestille frokost. Vi får øjenkontakt og smiler til hinanden med det samme og jeg siger “Hej”, han svarer “Hej” igen og jeg flytter mig fra disken, så han kunne komme til.

3. Da jeg først havde sagt “Hej” til den første jeg kom forbi, var det ligesom at bungee-jumpe, jeg følte et kæmpe adrenalinrush og blev ustyrligt glad efterfølgende. Jeg smilede endnu mere og havde lyst til at sige “Hej” til endnu flere. Så det gjorde jeg. På én dag sagde jeg hej til flere fremmede, og en fyr der kom cyklende sagde “Hej” inden jeg selv nåede at sige det. Så jeg må have sendt nogle gode signaler ud.

7 tegn på, at du har fundet noget, du brænder for

1. Du har ikke engang fået morgenmad endnu (“You haven’t even had breakfast yet” – Infinite Waters Diving Deep)
– når du er gået i gang med at lave det, inden du overhoved har fået morgenmad.
– når det er noget af det første du laver om morgenen, inden du gør noget andet.

2. Når tiden flyver afsted 
– pludselig er der gået 2 timer, og du opdagede det ikke engang.
– når tiden går stærkt, er det et tegn på at vi laver noget som vi nyder.
– omvendt går tiden langsommere, når vi fx har det dårligt eller laver noget, vi ikke kan fordrage.

3. Du ville gøre det gratis
– du ville lave det, selv hvis du ikke fik penge for det.

4. Det giver dig energi og glæde
– du føler dig opløftet og du bliver i godt humør af at lave det

5. Du tænker ofte på, hvordan du kan blive endnu bedre til det
– du vil gerne udforske andre områder indefor det du laver, du vil gerne blive bedre, vide mere, undersøge mere

6. Du inspireres af andre, som laver noget lignende
– du kan lide at undersøge andre, som laver noget af det samme du laver, blive inspireret af dem eller få nye idéer

7. Du kan ikke lade være med at lave det
du kan ikke stoppe dig selv
– du kan tænke på det, på alle tider af døgnet og i alle sammenhænge
– det er lige meget hvad du laver, hvor du er og hvem du er sammen med, så kan du tænke på eller have lyst til at lave netop det
– det er hele tiden i din bevidsthed eller ligger lige under overfladen
– du kan ikke slippe det, uanset om du så prøvede på det, for det føles alt for godt

 

 

Når du er pårørende til en med socialfobi

Det kan være meget svært at være pårørende til en med socialfobi. Når man har socialfobi føler man sig, generelt set, mest tryg ved at være alene eller med nogen man kender godt. Dog kan der være tilfælde (som med mig), hvor trygheden forsvinder alle vegne, undtagen når man er alene. Der kan det være svært at se til som pårørende, og vide om man skal blive ved at række ud eller give personen plads. Skal man spørge om man kan hjælpe? Hvad er det rigtige at gøre?

1. Vær ærlig
Tal om, hvordan det er for dig, som pårørende og hvad der er svært for dig i forhold til at personen har socialfobi. Føler du dig svigtet, fordi personen ofte må aflyse jeres aftaler eller har bestemte krav til sociale situationer? Så sig det højt, på en pæn måde. Mennesker med socialfobi er ofte sensitive mennesker som højst sandsynlig vil reagere på en ordentlig måde og vise forståelse for, at det kan være svært at være pårørende. Forhåbentlig vil de også føle de kan være ærlige overfor dig, fx hvis du siger; “Selvom jeg ikke ved 100 procent hvordan det er for dig, så ønsker jeg at du føler du kan være ærlig og sige hvad du har behov for.”

2. Vær der
Det kan godt være du ikke ser meget til den som har socialfobi, eller taler meget med vedkommende. Men det er vigtigt at de ved, at du er der, et eller andet sted. At de kan række ud til dig, og at du er tilgængelig. Det betyder ikke at du skal sidde klar ved din telefon døgnet rundt, men at de ved du er til at stole på og at de kan være trygge ved dig, det gør en stor forskel for personen med socialfobi.

3. Vær tålmodig
Man går ikke bare fra at have socialfobi til ikke at have socialfobi ligepludselig, det er en proces, en proces som måske kan tage mange år. Det er vigtigt at tage den helt med ro og at tage det i hans/hendes tempo, fx hvis du foreslår I laver noget, og personen afslår pga angsten, så respektér det og vid, at det ikke har noget med dig at gøre, men at det er vigtigt at det bliver gjort i personens tempo, når angsteksponeringen finder sted.

4. Ræk ud
Det er godt at række ud til den, som har socialfobi. Når man har socialfobi føler man en stor følelse af usikkerhed over sig selv, man frygter at blive latterliggjort eller set ned på i sociale situationer, man føler sig mildest talt udsat. Meget af det kan bunde i lavt selvværd, så noget af det som kan hjælpe en med socialfobi er, at række ud til dem, vise dem, at du gerne vil dem, vise dem at du holder af dem.

5. Tag det ikke personligt
Hvis personen med socialfobi aflyser en aftale eller har bestemte krav til en social situation, så prøv ikke at blive alt for såret eller irriteret over det. Husk på, at der er forskel på om du ikke gider det der sted hen, hvor den med socialfobi måske føler sig mest tryg. For det står mellem at gide noget og mellem at kunne håndtere noget. Det er vidt forskelligt. Hvis en veninde fx har forslået at vi skal på cafét, og jeg føler det er for angstprovokerende for mig, så kunne jeg foreslå at vi gik en tur i stedet. Hvis hun så blev irriteret over, at hun ikke orkede at gå rundt i det kolde vejr, så kunne jeg godt føle mig såret, fordi for mig handlede det aldrig om jeg gad det, men det handlede om hvor vidt jeg ville blive overvældet af angst. Så hav altid det i baghovedet, at hvis en person aflyser eller vil noget andet, end du vil – så er det højst sandsynlig ikke af lyst men af evne!

Jeg håber du kan bruge disse råd til noget, jeg har også lavet et andet indlæg der handler om, gode råd til hvordan man håndterer når ens ven bliver angst.

Eksperiment: Anti-Tinder #3 Smil.

Jeg er træt af Tinder og de andre dating apps.
Jeg er træt af, at vi kun tør at “tale” med hinanden over sociale medier. 
Jeg er træt af, at vi generelt ikke kommer hinanden ved særligt meget mere.
Jeg er træt af, at der er så mange muligheder for at møde nogen, som man ville passe godt sammen med, men at man aldrig møder den person, fordi man ikke tør at tage kontakt til vedkommende. 
Det har jeg tænkt mig at lave om på.
ANDEN UDFORDRING: Smil

1. Smil til en medarbejder
2. Smil til en anden kunde/besøgende
3. Smil til en på gaden

TIP: Smil til vedkommende som om det var en du kendte i forvejen. Så føles det mere naturligt. 

Meningen med smilet er, at der selvfølgelig også er øjenkontakt samtidig.

1. Smilet til medarbejderen er lidt en del af hele serviceoplevelsen, man får øjenkontakt, smiler og siger endda også “Hej” når man kommer ind et sted. Alligevel er det faktisk lidt mere grænseoverskridende for mig, kun at have øjenkontakt og smile men ikke at sige hej.

2. Da jeg smilede til en anden kunde, var det meget grænseoverskridende, det er ikke naturligt for os at smile til hinanden, det er nemmere bare at kigge ned i sin telefon eller holde sig helt for sig selv. Alligevel var det rart at gøre. Jeg føler også jeg kan glæde en andens dag med at smile.

3. At smile til en til gaden var bare endnu mere angstprovokerende. Man virker lidt skør, synes jeg. Folk er ikke vant til det. Det positive var, at jeg fik 90 % smil tilbage, så det gav blod på tanden.

Præstationssamfund: Når man ikke bare må “være”

Vær stærk, vær sjov, vær munter, vær letsindig, vær optimistisk, vær en søster eller en bror, vær en partner, vær en forælder, vær en ansat, vær en sportsdreng, vær en designertøjspige, vær god, vær dygtig, vær kompetent, vær ovenpå…..

Hvornår må man bare være?…

Hvad er du?
Hvorfor er du?
Hvor meget er du?
Hvordan er du?

Det er som om, vi skal kunne besvare alle disse spørgsmål, for at have nogen form for værdi i tilværelsen.
Vi kæmper en evig kamp med os selv, om at være gode nok, men vi kan aldrig nå i mål. Det vil aldrig blive nok

Hvornår må vi skille os af med alt det, der kommer før og efter “være”, og blot være til?
Få lov at være dem vi er uden alle disse roller, uden alle disse svar på spørgsmålet om hvad vi kan præstere?

Hvornår kan vi få lov til, ikke at skulle passe ind i et puslespil, eller passe ind i en rolle, passe ind i et samfund eller på en arbejdsplads?
Der, hvor vi bare er os, hvad end det så indebærer.

Hvorfor skal vi være uniforme?
Hvorfor skal vi passe ind i en masse forskellige roller og fællesskaber for at være gode nok, fremfor at være de enkelte individer vi er, og hver især have respekt for at vi er forskellige? Vi har forskellige baggrunde, forskellige udgangspunkter og helt forskellige sind. Vi kæmper alle på hver vores måde og vores synspunkt er ligeså unikt som den næstes.
Hvorfor kan vi ikke bare give plads til den forskellighed? Hvorfor skal vi være så ens?

Vi vil gerne være noget eller være nogen, for så føler vi os værdifulde…
For det er sådan vi er opdraget af vores forældre, vores omgivelser og af vores samfund. Det er sådan vores samfund bedst fungerer – når vi præsterer noget i alle de roller vi indgår i.
Hvis vi var lidt for meget os selv og ikke vores roller, så ville samfundet ikke kunne fungere, bilder vi os måske ind. Så ville vi måske også blive udstødt? Blive stemplet som et undermenneske, et menneske der ikke fortjener at være en del af nogle af fællesskaberne?

Hvad hvis vi kunne føle os værdifulde blot ved at være?

Vi lærer, helt diskret, at vi er værdifulde igennem de roller vi påtager os – både i hjemmet og udenfor hjemmet. Det er en del af den hjernevask samfundet og de miljøer vi har været i, har lært os.

Vi lærer at vi er værdifulde på grund af det vi gør og den måde vi er på…
Vi lærer hvad det vil sige, at være værdifuld og “god nok”.

  • Vores forældre fortalte os at vi var værdifulde – fordi vi gjorde eller var noget bestemt
  • Vores lærere roste os, når vi præsterede noget som de mente var “godt”
  • Vores venner ville kun lege med os, når vi kunne finde på en god leg at lege. De gad ikke være sammen med os, hvis vi ikke lige kunne overskue at lege
  • Vores voksne venner bliver irritable eller utilpasse, hvis vi ikke har noget at sige i samtalen eller har en “dårlig dag”
  • Hvis vi ikke tager ansvaret og holder dynamikken kørende i samtaler med andre mennesker , så er vi inkompetente og fejlbehæftet
  • Vores partner siger “op med humøret” hvis vi er sårbare – som om at “op med humøret” skulle gøre os mindre sårbare, mere robuste og… mere glade?
  • Vi må åbenbart heller ikke være nedtrykte eller i dårligt humør, for så har vi ikke nogen værdi, så må der være noget galt.

Hvor ofte ser man egentlig nogle fællesskaber, hvor man bare er sammen?
Fællesskaber hvor man ikke er i gang med at præstere, enten igennem det man gør, det man siger, det tøj man har på, den maske man tager på eller den måde man taler og opfører sig på.
I alle fællesskaber er vi hele tiden i gang med at skulle præstere, for at bekræfte overfor os selv og omverdenen, at vi hører til og er værdifulde.

Kommer der en sprække i facaden, som kunne modbevise at vi passer ind, så krakelerer det hele – og så er vi allerede blevet udstødt. Så har vi lige bevidst for os selv og omverdenen at vi ikke passer ind. Og hvad fanden laver vi så i det her fællesskab? Så har vi da slet ikke ret til at “være med”, så er vi da slet ikke gode nok til at “høre til” nogle steder.

Vi tror lykken er, at vi kan kopiere hinanden – spejle hinanden i hvor meget vi kan være.
Jo mere man spejler og bliver spejlet i denne præstation, jo mere ulykkelig kan man føle sig. Man kommer længere og længere væk fra sig selv, man bliver bedre og bedre til at “spille et spil” og dermed bliver det endnu sværere at give sig selv lov til blot at være den man er, i det Nu, der er her.

Det er en svær kamp, for der er hele tiden nogen, som er i gang med at spejle os i at vi skal præstere noget bestemt.
Derfor er det eneste middel at søge sit eget selskab samt selskab med mennesker som man blot kan være sammen med – hvor man føler værdi i blot at være den man er, uden at skulle være et skridt foran sig selv hele tiden og skulle præstere, for bare at være til.

Sådan er det at have uvirkelighedsfølelser

I et tidligere indlæg, har jeg skrevet om at depersonalisere, fordi at uvirkelighedsfølelsen er en af de største symptomer på depersonalisering. Dette indlæg skal dog kun handle om uvirkelighedsfølelsen i sig selv. Hvordan det føles, og hvad vi kan gøre ved den.

Når jeg får uvirkelighedsfølelsen, er det som om at min opmærksomhed eller bevidsthed er et andet sted. Fokuserer jeg meget på det, bliver uvirkelighedsfølelsen større og min kontakt til min krop, vejtrækning og følelser forsvinder mere og mere. Dog kan jeg godt blive bange eller få hjertebanken, fordi uvirkelighedsfølelsen bringer mig væk fra Nuet og væk fra mig selv.

Uvirkelighedsfølelsen kommer ofte, hvis jeg har været alene i et stykke tid og har gået og lavet ting i min egen verden og pludselig “opdager”, at jeg er alene og at jeg på en måde er drevet væk fra mig selv. Jeg er drevet for meget ind i de ting der sker omkring mig, vasketøjet der flyder, eller den skærm jeg sidder og kigger ind i.

Min erfaring siger mig, at uvirkelighedsfølelsen opstår, når jeg er drevet for langt væk fra mig selv og væk fra Nuet og derudover kan få endnu større uvirkelighedsfølelse, fordi jeg begynder at se mig selv udefra, eller fra et andet perspektiv som gør at jeg har tabt kontakten til mig selv. Det kan godt være meget skræmmende og ubehageligt og nogle gange, hvis man bliver rigtig angst, kan man føle at man måske er ved at miste forstanden.
Ens hænder føles som en andens hænder, som om de ikke sidder på en selv. Når man kigger ned af sig, kan man ikke forstå at det er en selv man kigger på og at den her krop er min. Derudover kommer følelsen også når jeg bliver understimuleret, det vil jeg komme mere ind på nedenfor.

Der er 5 råd, som jeg bruger flittigt og som jeg ved hjælper på uvirkelighedsfølelsen, og dem vil jeg gerne dele med dig.

1. Natur og frisk luft
Jeg har aldrig oplevet at få uvirkelighedsfølelsen ude i naturen eller den friske luft – kun hvis jeg decideret har følt den så kraftigt, at jeg slet ikke kunne komme tilbage til mig selv igen. Men hvis du går ud i naturen, en park, en skov eller ud til vandet og virkelig tager dig tid til at sanse det, som sker omkring dig og vigtigst af alt sanse din krop og din vejrtrækning, kan det bringe dig tilbage til dig selv.

2. Andre mennesker/dyr
Vi har brug for andre mennesker. For lang tid alene kan godt gøre at vi føler uvirkelighedsfølelsen. Hvis du ikke har mulighed for at mødes med et andet menneske, kan du måske tale i telefon med en eller skrive med en på SMS eller gennem internettet. Det kan også være en god idé at se om du må låne en vens hund et par timer eller tage på besøg hos nogen med dyr, så du kan få lov at kæle med dyret. Dyr har så stor kontakt med det naturlige og Nuet, og det kan vi lære meget af.

3. Sanseoplevelser
Sansing er uhyrlig vigtig, når man får uvirkelighedsfølelsen. At sanse din egen krop og mærke den fysisk og mærke din vejrtrækning er med til at du kommer tilbage til Nuet, ud af dine tanker og ind i kroppen. Træk vejret dybt og læg mærke til, hvordan din hud føles, hvordan dine lemmer føles osv. Du kan bevidst søge nogle sanseoplevelser, fx ved at give dig selv massage (eller få en anden til at gøre det), tage et langt bad med kraftig vandstråle og læg mærke til hvordan vandet føles på din krop, gå en rask tur, så du mærker din krops bevægelser eller gå ud i naturen og rør ved træerne eller sid på jorden. Uvirkelighedsfølelsen kan opstå, fordi vi simpelthen er understimulerede. Det betyder ikke at du skal ud og overstimulere dig selv, for det kan ofte være overvældende hvis man i forvejen er sårbar, men det betyder at det kan hjælpe meget at bruge sine sanser.

4. Vær aktiv
Lav noget aktivt men hver samtidig opmærksom, på det du laver. Hvis du gør rent, så tag dig tid til det og bring bevidstheden ind i det arbejde du laver. Du kan også lave mad og bruge bevidstheden til at virkelig sanse de fødevarer du bruger og blive ved at bringe opmærksomheden ind i at tilberede og spise maden.

5. Vejtrækning
Hvis alt andet fejler, så er det simpleste bare at bringe din opmærksomhed og bevidsthed ind i din vejrtrækning. Du behøver ikke at lave nogle bestemte åndedrætsøvelser (men hvis du vil, har jeg en føljeton her på siden som blot hedder “Vejtrækningsøvelse”). Hvis du ikke orker at lave nogen øvelse kan du blot nøjes med at bringe din opmærksomhed ind i din vejrtrækning og lægge mærke til hvor luften er, når du trækker vejret ind, hvordan din krop føles når lungerne fyldes med luft og hvordan det føles når du puster ud igen. Bliv ved med at rette opmærksomheden på dine vejrtrækning, og det vil bringe dig mere i kontakt med din krop igen.