De to tilstande af kompleks PTSD

Dette gik op for mig i dag, da jeg var hos lægen og sad på toilettet med dårlig mave, hjertebanken, svimmelhed og rystende krop på grund af min store vagtsomhed og intense angst. Jeg græd og havde fået nok. Men så stoppede det. Pludselig mærkede jeg ingenting. Det var næsten som om jeg fik det godt. At alle sorger var glemt, at der ingen lidelse var. Men så skyllede det over mig igen; min krop der skælvede, hjertet der galopperede, tårene der ingen ende ville tage. 

Der var det, det gik op for mig, hvordan jeg svinger imellem de to tilstande – enten er jeg helt væltet omkuld af angst, skam, vagtsomhed og kan ikke klare at eksistere. Eller også fryser jeg fuldstændig fast, dissocierer, rejser ud af min krop og min sind og er ikke tilstede mere.

Den dissociative tilstand opstår netop, fordi sindet og kroppen ikke kan rumme det massive ubehag og derfor må flygte væk for at overleve.

Jeg kender ikke til noget andet end de to tilstande.

Jeg kender ikke til at føle tillid og tryghed sammen med andre. Jeg kender ikke til at kunne slappe af sammen med andre. Jeg kender ikke til at føle, at jeg ikke er på vagt sammen med andre. Jeg kender ikke til, at føle mig god nok sammen med andre.

Den eneste måde jeg kan være sammen med andre på, er ved at flygte – dissociere. Hvis jeg skal være sammen med andre og være tilstede og være mig og være der, er lidelsen for uudholdelig. Derfor foretrækker jeg at være alene.

Ligeså snart jeg er alene igen, så sænker roen sig. Så er der ikke fare på færde mere. Så er jeg mere okay, og kan bedre bare være mig.

“Trigger me once, shame on you. Trigger me twice, shame on me”

Der er ikke rigtig nogen god måde at oversætte dette til engelsk, men jeg har gået og sagt dette til mig selv i dag, for at minde mig selv om, at jeg ikke skal gå tilbage til noget, som har trigget min PTSD. 

Når man har PTSD, så er der rigtig mange ting (store og små) der kan trigge én. Når man har kompleks PTSD, så er det ikke blot flashbacks til konkrete situationer, men ogs følelsesmæssige flashbacks hvor man bliver sendt ind i panisk angst, skamfølelse, sorg, ensomhed, frygt og jeg kunne blive ved.

Mange ting kan trigge disse flashbacks. Jeg kan selv blive trigget af både stimuli som fx høje lyde eller at blive forskrækket, men hvad der er endnu værre er, at jeg bliver trigget af mennesker (hvilket jeg tror alle med PTSD kan genkende).

Enten er mennesker farlige og udgør en fysisk trussel (de slår mig ned/voldtager mig/slår mig ihjel) eller også udgør de en psykisk trussel (de ignorerer mig/går ind i mig/misforstår mig/gør nar af mig/overskrider mine grænser og på andre måder fejlspejler mig).

Den psykiske trussel er værst, fordi det er noget der sker hele tiden, når jeg interagerer med mennesker.

Det gik op for mig, at jeg selvfølgelig ikke kan undgå mennesker, men jeg kan undgå mennesker som jeg ved ikke har empati. Mennesker der er skamløse og som jeg ved med hundrede procent sikkerhed vil trigge mig – hvis ikke i dag så i morgen.

Jeg har ingen tolerance overfor mennesker, der ikke er i kontakt med deres egen sårbarhed. Mennesker som ubevidst er grove, hensynsløse, respektløse, grænseløse og som ikke er i kontakt med sig selv.

Det er min allerstørste trigger, for det er mennesker som minder om det menneske som forårsagede min PTSD i første omgang – min narcissistiske mor. 

Jeg mister alt for et menneske, hvis de første gang jeg møder dem, viser sig fra en usympatisk eller uempatisk side. For så ved jeg, at det ikke er noget de lærer til næste gang, så er det et træk i dem, som vil blive ved at være der.

Derfor, vil jeg gøre alt for ikke at gå tilbage i en fælde, som jeg ved vil klappe i igen.

“Du ligner en luder”. Når mor er ond

Første gang min mor sagde disse ord til mig, var da jeg var 11-12 år gammel. Jeg havde været i Tøj & Sko og købt en langærmet trøje fra dameafdelingen. 

Jeg elskede at købe tøj fra dameafdelingen, for jeg længtes efter at være voksen. Jeg nåede nok aldrig at føle mig som et barn og jeg kunne ikke relatere til børnetøjet.

Trøjen var lysebrun og strikket med bådudskæring og en brun rose var syet fast tæt ved halsudskæringen.

Hele familien gjorde sig klar til en fest eller en anden begivenhed hos familie eller venner, og jeg kom gående ned ad trappen i min nye yndlingsbluse, som jeg følte mig rigtig flot i.

Da møder jeg min mors blik. Hun står nede i stuen. Hendes blik er alvorligt, hårdt, ukærligt, ondskabsfuldt. Jeg forstår det ikke, men hun siger blot: “Du ligner en luder”, uden at fortrække en mine.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger eller gør. Jeg føler at jeg gik op og skiftede til noget andet. Jeg gik i hvert fald aldrig med den trøje igen. Jeg havde så meget skam, at jeg havde lyst til at brænde trøjen og mig selv med.

Når mor vil have kontrollen

in mor elskede at have magten. Hun elskede at trumfe med sin mening, at få kontrol over mig og styre mig, sådan så hun fik sin vilje. Hendes mening var altid den rigtige – og ingen kunne sige eller gøre noget, for at deres mening kunne blive lige så rigtig.

Jeg skulle kunne lide de samme ting som hende, og være enig med hende. Jeg lærte da også at det ikke nyttede at gøre modstand, men i stedet acceptere at jeg lignede en luder, fordi det var jo det hun havde sagt.

Der var ikke plads til, at jeg kunne sige: “Jeg er faktisk glad for den her trøje, og jeg synes ikke det er pænt at kalde en man elsker for en luder”. Hvor skulle jeg få det selvværd og selvtillid fra til at sige de ting, når hun ikke havde givet mig det? At sætte grænser overfor en narcissist, er i forvejen meget svært – for de er selv grænseløse og straffer, hvis man selv sætter grænser overfor dem. De lærer ikke deres børn, at grænser er sunde og acceptable og at man har ret til at sætte dem.

Hendes kommentar efterlod mig med skamfølelse og forkerthedsfølelse. Jeg havde lyst til at krybe ned i et musehul.

Anden gang jeg blev kaldt for luder

Anden gang hun sagde de samme ord til mig, var nok et par år senere. Jeg havde taget nogle selfies af mig selv, fordi min søster havde givet mig hendes store øreringe med falske diamanter i. I den periode havde jeg lidt min egen stil – jeg gik nemlig med hvide undertrøjer med blonder i udskæringen i stedet for almindelige stropbluser.

Billederne jeg havde taget var på ingen måde seksuelle, men jeg følte mig meget smuk og de var sort/hvide og jeg smilede ikke på dem, men prøvede at tage nogle modelbilleder, hvor man bare fik ansigt og skuldre med. Jeg syntes det blev så flot, at jeg sendte et til min daværende veninde.

Jeg følte mig aldrig god nok, så det at jeg havde taget et billede hvor jeg faktisk syntes jeg så smuk ud, det var jeg stolt af. Jeg havde brug for at vise det til min mor og få hendes bekræftelse. Hun sad nede i sofaen og læste avis. Forsigtigt viste jeg hende så billedet, og igen var hendes respons: “Du ligner en luder”.

Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men jeg gik op på mit værelse i skam og slettede billedet.

Når jeg tænker tilbage på disse to hændelser, har jeg aldrig tænkt at det var unormalt eller slemt. Jeg har altid tænkt, at alle mødre sikkert indimellem har sagt det til deres børn. Men det er jo ikke normalt eller rigtigt, at kalde sit barn for luder.

For det første, seksualiserer moren sit barn og kæder det sammen med en sexarbejder. Jeg havde ingen tanker omkring at jeg var eller havde ønsket om at være sexet eller forførende. Jeg ville bare gerne føle mig smuk.

For det andet, er det at knuse barnet fuldstændig. Knuse dets selvværd og selvtillid og udskamme dem gevaldigt.

Ikke så underligt, at jeg har lavt selvværd og skamfølelse.

Min mor ville nok i dag benægte at hun nogensinde havde sagt det, eller også ville hun finde en rigtig god og retfærdig forklaring på det – at det var fordi hun mente jeg var al for voksen. Uanset hvad så har min mor altid elsket at knuse mig. Hver gang jeg har været begejstret for noget, så skulle hun nok sørge for at få mig til at få det dårligt over at være begejstret. Hun kunne ikke lide, at jeg troede på mig selv. Hvis jeg viste bare en lille smule selvtillid, så kaldte hun mig selvisk eller egoistisk.

Ovenstående kan kategoriseres som psykisk vold, da den eneste hensigt med det er, at kontrollere mig, til at lade være at klæde mig på den måde, som hun mente var upassende.

Når mor er ond

Det er svært at acceptere, at jeg har haft en mor, som kunne være ond. Bevares, hun kunne også være sød sommetider, men jeg kunne aldrig vide, hvornår hun vendte på en tallerken.

Min mor er narcissist. Det har altid handlet om hende, hendes behov, hendes følelser, hendes meninger. Og ligeså snart jeg har taget rampelyset lidt, så har hun været klar til at slå mig ned (psykisk, ikke fysisk).

Samtidig med hendes ondskabsfulde handlinger og ord, så har hun også samtidig været rigtig god til at spille den perfekte mor. Den rolle, har hun været rigtig god til at tage. Fx ved at sige til mig, at jeg var det bedste barn, at jeg var et ønskebarn, at hun elsker mig af hele sit hjerte, at hun er så stolt af mig osv.

Disse ord tager man også ind som barn, men ligeså snart mor vender, så gælder disse ord ikke mere. Det er betinget kærlighed. At jeg kun er elsket og ønsket, når jeg gør som hun vil have det. Ligeså snart jeg afviger fra hendes forventninger og ønsker, så behandler hun mig som om jeg er uelsket og uønsket.

Dette skaber ekstrem stress i et barn. Først siger mor “jeg elsker dig” så siger hun “jeg hader dig”. Frem og tilbage, først er man lige tryg, og så bliver man utryg. Det skaber stress, det skaber utryghed og det skaber et meget uforudsigeligt hjem.

Det er derfor at jeg har fået kompleks PTSD, for den måde at behandle et barn på, med denne skiftende adfærd, er ekstremt utrygt og stressende for barnet. Jeg har været på vagt hele tiden, både i forhold til min egen adfærd og hendes adfærd. Hele tiden sørge for, ikke at træde forkert og gøre mor ond (for ja, det var jo min skyld, at hun blev ond – det var fordi jeg ikke havde indordnet mig ordentligt).

I dag har jeg ikke kontakt med min mor (eller far). Og det passer mig rigtig god, for endelig kan jeg vælge mig selv til. Endelig kan jeg give mig selv den værdi jeg fortjener og altid har fortjent.

Fra min dagbog #5

Om at være ensom og alene i december.

30.12.13
22 år gammel

Det er svært at beskrive, hvor smertefuld det er, at være ensom i decembermåned. Ikke nok med, at jeg ikke har holdt jul med min familie, men nu er det Nytårsaften i morgen, og jeg mærker ensomheden endnu mere.

Det sværeste er nok, når jeg gerne vil være social, men min social fobi spænder ben for det. Det var nemmere i begyndelsen, hvor jeg rent faktisk nød ikke at være sammen med nogle mennesker. Jeg nød alenetiden så meget og det at skulle være sammen med nogle andre mennesker, skabte så meget frygt i mig, at jeg mistede lysten til det.

Men nu, når jeg rent faktisk har lyst til at være sammen med mennesker, er det samtidig endnu sværere. Lysten til at være sammen med andre strider imod min manglende evne til at være i sociale sammenhæng. Det forstærker angsten for ensomheden endnu mere.

Man oplever mere og mere ubehag ved at være alene, fordi det er så naturlig en ting, at være sammen med mennesker. December måned har været den måned hvor jeg har været aller mest alene. Jeg har først set M i dag, men hele måneden har jeg været mig selv.

Jeg kan godt lide at være alene, men på et eller andet tidspunkt, så mærker jeg pludselig den mangel i mig selv: den manglende evne til at fungere blandt andre mennesker.

Folk som fortrænger og er mere overfladiske, er faktisk nemmere at omgås, fordi jeg får et afbræk fra min egen “sindssyge”.

Jeg har allermindst lyst til at være sammen med folk jeg kender.

Jeg får det dårligt, når jeg har modstand mod at være alene. Hvis jeg bare er tilstede nu her, er der jo ikke noget decideret problem. Men ligeså snart jeg begynder at tænke på, at alle jeg kender skal holde noget sammen med deres venner, så bliver jeg trist over, at jeg ikke er en del af det mere.

Jeg har selv meldt mig ud af det sociale liv jeg havde førhen. Men jeg har ikke selv valgt, at blive ramt af angst.

Dem som kender mig og som har tilbragt tid med mig de seneste par år, har ikke længere interesse i mig. De har måske mærket, at jeg har trukket mig, og derfor har de også trukket sig. Det er jo sådan det er.

Selvom de fleste ved, at jeg har angst, så ved de måske ikke at det er så slemt. De fleste mennesker har det jo med at skyde skylden på sig selv, og tro, at grunden til jeg trækker mig, er på grund af dem. Og så får de modstand mod mig, fordi de er bange for jeg sårer dem.. måske..

“I krig med kroppen” tackler skam og selvhad helt forkert

Billedet er lånt fra www.dr.dk

På DR kører lige nu programmet “I krig med kroppen” som handler om en håndfuld mennesker der alle kæmper med skam og selvhad. De bliver så med hjælp fra to coaches ledt igennem forskellige øvelser, som skal lære dem at slippe deres selvhad og skam. 

Min kritik af programmet er ikke rettet mod deltagerne, men mod de coaches som skal hjælpe dem. Jeg har så stor respekt for de deltagere, og det berørte mig virkelig at de stod frem med deres store skamfølelse over dem selv og turde blive set og hørt i det.

Hvis vi skal se på et helt overordnet plan, så har disse mennesker kæmpet med skam over dem selv i mange år. De har gået med mange år med de samme tanker om sig selv om at de ikke er noget værd og ikke burde være eksisteret.

I flere af øvelserne er der fokus på, at de skal nedskrive eller tale om de tanker de har om sig selv, eller de problemer de har. I et af afsnittene skal de skrive disse problemer ned på en tung sten, som de så senere skal smide.

Lidelse er ikke et valg, ligesom fravær af lidelse heller ikke er et valg

Jeg bliver frustreret over mange ting. Blandt andet det, at de taler om deres skam som noget de kan vælge til og fra. At de kan vælge at smide stenen, og smide den “dårlige vane”, eller at de vælger at de nu vil tale bedre til sig selv.

Det er ikke et valg man tager. Grunden til det er, at der er en årsag til at denne skam i det hele taget er der. Som de også demonstrerer i første afsnit, så er der nogle mennesker som ikke oplever samme skam og selvhad over sig selv. Det må jo også betyde at der er noget der har sat dette igang hos disse mennesker. Fx mobning, som vi også hører om hos en af deltagerne, men noget der slet ikke bliver talt om er hvordan deres forældre har talt til dem.

Vi bliver ikke født med den “Sure djævel”

Børn bliver ikke født ind i verden ved at tale grimt om sig selv. Børn bliver ikke født ind i verden med skam over at være i live. Det er noget der kommer med årene og især forældrene har større ansvar end der bliver lagt på dem.

Sjældent bliver der talt om forældrenes rolle i alt det her. Forældre bliver næsten gjort til guder i vores verden (medmindre der ligefrem er foregået fysisk eller seksuel vold). Men den hårde måde hvorpå vores forældre har talt til os på (psykisk vold) bliver der ikke talt om.

Det er et stort problem og en stor fejl fra disse coaches side at de ikke taler om årsagerne. Der bliver ikke vist omsorg eller empati for deres tanker om sig selv. Der bliver ikke sagt “det er okay at føle skam”. Lige med det samme kommer der fokus på, hvad det gør ved dem, at tale sådan til sig selv.

 

Du forstærker skammen, ved at tale negativt om den

Igen et stort problem – for lige der bliver skammen så forstærket endnu mere. “Hvordan kan du tænke på at tale sådan om dig selv?”, “Du kan ikke se det jeg ser”, “Du skal stoppe med at tale sådan til dig selv”. Alle disse sætninger er med til at forværre forkertheden over at have disse tanker og følelser, frem for at de bliver mødt med anerkendelse og “Det kan jeg godt forstå du tænker”, eller “Det er også fordi dine forældre har talt nedladende til dig”.

Der bliver ikke sat nogen forbindelse mellem deltagerne og deres forældre. Ja, de bliver faktisk slet ikke nævnt.

Begge coaches sagde blandt andet ting som “Hvad tror du det gør ved dig, at tale sådan om dig selv?”. Igen bliver der lagt vægt på, at sådan som de taler om dem selv er forkert og negativt og at de kunne tale til sig selv på en anden måde. Der bliver lagt vægt på, at de skal se hvor forkert og skadeligt det er for dem at tale sådan om sig selv, sådan så de bliver tvunget til at fjerne sig endnu mere fra problemet og have endnu mere fokus på hvordan de kan vende skuden, frem for at forholde sig til de følelser.

Det er næsten som om at der er berøringsangst overfor skam og selvhad (og over forældrenes rolle i alt det her!). Der bliver ikke talt om, at disse følelser er okay at have. At der er en årsag til, at de får det sådan. At det ikke er vedkommendes skyld at han/hun har det sådan.

Intet fokus på årsag eller omfavnelse – kun på at flytte sig mere fra problemet

Det skulle ikke undre mig, at disse teknikker rent faktisk virker på folk. For det gør at de flytter sig fra smerten, har fokus på det positive og bliver endnu mere ubevidste i forhold til de årsager der ligger til grund for disse tanker.

På intet tidspunkt bliver der talt om, om der er relationer i disse menneskers liv, som er med til at fastholde dem i en skamfuld tilstand. Fx en ven der kritiserer dem hele tiden, at de bliver mobbet på arbejdet, at deres forældre ikke anerkender dem osv.

Bare ved at flytte sig fra problemet, løser man ikke problemet. Og man løser især ikke årsagen. En af de vigtigste ting er grænsesætning – både overfor ting der sker nu (fx relationer der er nedbrydende for én) og situationer der har været førhen (fx barndommen, hvor man er blevet nedbrydt af forældre, lærere eller andre).

Hvis vi ikke forstår at andre mennesker kan skade vores selvbillede, og at andre mennesker var dem som udskammede os i første omgang (inden vi udskammede os selv), så er det en lost cause. For så vil vi blive ved at gå i ring om os selv, fordi den underliggende årsag stadig er der.

Så hvad kan vi gøre (eller rettere sagt ikke gøre) i stedet?

Faktisk er det meget sigende, hvor meget fokus der er på at gøre i det her program. For gøren er nemlig det som flytter os allermest effektivt fra skammen. Samtidig er gøren også det der forstærker skammen endnu mere. Det bliver en kamp mellem gøren og skam, som aldrig ender, for vi kan blive ved at gøre, blive ved at flygte – men skammen vil stadig husere indeni os, indtil vi forholder os til den.

Der bliver ikke lagt vægt på, at forstå hvorfor skammen i det hele taget er der – nej vi går direkte igang med at gøre noget , for at komme væk fra den og styrke os selv.

Den måde vi derimod kan forholde os til det på, er ved ikke gøren. Altså væren. At være med det de følelser og tanker vi har lige nu.

Vi kan begynde at forholde os til følelserne, ved at drage omsorg for dem. Fortælle os selv, at det er okay at vi føler sådan om os selv (fordi vi forstår at det er en årsag til det), fortælle os selv at vi godt må skamme os, og godt må føle forkerthed. At der ikke er noget vi skal – vi må godt tale grimt til os selv. Der er alt for meget fokus på, at det er “fy fy” at tale grimt til sig selv, at det er forkert og at det er lige direkte skamfuldt at tale grimt om sig selv. Fx at tænke at man ikke burde eksistere.

Selvkærlighed gennem lidelse

Disse tanker og følelser er voldsomme. Og måske er det derfor det skræmmer os i det omfang at vi føler vi skal flygte endnu mere fra det og gøre endnu mere for at tænke anderledes om os selv. Men hvad med at forstå, at det faktisk er alvorligt at have disse følelser – at det vidner om den lidelse man har måtte udholde fordi andre har gjort én fortræd? At forstå hvor meget smerte det kræver for at tænke at man vil udslette sig selv fra sin eksistens?
Og hvordan har det lille barn haft det, med disse tanker? Hvor bange, alene og uelsket har det barn ikke følt sig?

Hvorfor skal vi blive ved at løbe fra det lille barn? Hvorfor stopper vi ikke op og omfavner det, fortæller det at det godt må føle sig bange, at det er helt naturligt at det føler sig skamfuldt og forkert. At vi holder af det, uanset hvor skamfuldt det føler sig?

Det kan da i sandhed lære os noget om at elske os selv. Hvis vi kan elske det barn vi var, som blev trådt på og udskammet – elske det præcis sådan som det er – midt i selvudslettelsen – så elsker vi virkelig os selv – for vi elsker ikke os selv, fordi vi er glade eller fri for lidelse, men vi elsker os selv selv med disse voldsomme og intense følelser af selvudslettelse.

Jeg har levet med PTSD i over 8 år uden at vide det

Hvordan kan man leve med en lidelse i så mange år uden at vide det? 
Jeg troede “bare” det var angst. At nogen fik angst, og andre ikke gjorde. Jeg begyndte heller ikke at kæde angsten sammen med min traumatiske barndom før for få år siden. Jeg tænkte bare – nogle får angst og andre gør ikke. Nogle er sårbare og nogle er mindre sårbar. 

Efter at jeg er begyndt at læse min dagbog fra jeg var 22 år gammel (altså for seks år siden), er det begyndt at gå op for mig, at jeg dengang havde det nærmest præcis som jeg har det i dag.

Jeg har gået hos adskillige psykologer og terapeuter for at afhjælpe min sociale angst, og det er kun et års tid siden jeg fandt ud af, at det jeg før troede var social angst, faktisk er kompleks PTSD.

Hvordan PTSD adskiller sig fra angst

Angst og PTSD minder om hinanden, da begge kan føles ens – det sympatiske nervesystem bliver også aktiveret under både PTSD og angst-symptomer, men når man ser bagom er der stor forskel på de to. PTSD er post traumatisk stressreaktion, og da min PTSD er kompleks betyder dette at jeg har været udsat for årelang stress på mit nervesystem som har ødelagt det og gjort det meget overfølsomt overfor stress, kan man sige.

Peter Levine beskriver på et tidspunkt denne effekt på nervesystemet. Man skal forestille sig en fjeder som har lavet store bevægelser i årevis – til sidst bliver fjederen også ødelagt, og denne høje energi er udmattende og ødelæggende for både krop og sind.

Dermed hjælper angsteksponering heller ikke på PTSD som det gør på angst, og jeg kan derfor bedre forstå, hvorfor min angsteksponering ikke har skabt større ro i mit liv eller mindre angst og PTSD-symptomer – derimod er jeg blevet endnu mere stresset og har fået endnu større brug for ro end førhen.

Der er mange ting, der går op for mig..

Jeg kan ikke fungere som andre, som jeg ellers altid har troet jeg kunne

Det kan være svært at se en vej ud af PTSD’en, fordi min er en konsekvens af årelange traumer i barndommen. Den stress og utryghed der er forekommet i min barndom har været en erstatning for al den sunde udvikling der skulle have været. Derfor fungerer jeg ikke som andre mennesker, der ikke er blevet udpint og stresset igennem deres liv.

På samme måde, kan jeg heller ikke sammenligne mig med velfungerende mennesker, der har et fuldtidsjob, venner, kæreste og en pakket kalender. Det ser anderledes ud for mig. Jeg er nødsaget til at være meget alene, for det er sådan jeg får ro. Ligeså snart der er andre mennesker, så går mit alarmberedskab i gang. Uanset om jeg skal ned og købe ind, skal til koncert, går forbi et andet menneske på gaden, ses med en veninde eller går på arbejde. Alt med mennesker indebærer stress for mig. Jeg kan godt finde ud af at fungere i det en lille smule, men ikke “fuldtid”.

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg i mange år har følt at andre mennesker ville angribe mig med en knytnæve i ansigtet, når jeg gik forbi dem. Det er ikke “bare” en usikkerhed sammen med andre mennesker, men en decideret frygt for at blive gjort fortræd.

Arbejde

Derfor kan jeg heller ikke have et fuldtidsarbejde (jeg har prøvet, og blev sygemeldt af det). Når jeg ser tilbage på de jobs (inklusiv frivillige jobs) jeg har haft de sidste otte år, kan jeg i alt tælle seks forskellige jobs (som har varet alt fra 3 måneder til 1,5 år), kan jeg se nogle ligheder. For eksempel at jeg altid – hver eneste gang jeg gik på arbejde – havde angst. Hver eneste dag på arbejdet, var toiletpauserne ligesom en opdagelse af, hvor meget på vagt jeg hele tiden var.

Hver gang jeg gik på toilettet udnyttede jeg tiden til bare at sidde og lukke øjnene og trække vejret indtil lyset automatisk slukkede derinde. Jeg skyllede koldt vand over mine håndled for at nedkøle min krop og afstresse mit system. Om vinteren satte jeg mig alene udenfor i min pause for at blive så kold i kroppen, at jeg ikke kunne mærke hvor meget jeg rystede indvendigt. Jeg forsøgte at meditere, lave vejtrækningsøvelser og traumeforløsende øvelser som min psykolog havde lært mig. Intet af det hjalp.

Når jeg ser tilbage, ser jeg et menneske som igen og igen har forsøgt og igen og igen måtte sige jobbet op, fordi stressen overtog det hele. Disse job var vel at mærke deltidsjobs og alligevel fik jeg nok.

Det er først nu jeg er begyndt at tænke over, hvor meget jeg rent faktisk har kæmpet for at fungere i samfundet med et job, venner, familie og fritidsinteresser. Hver gang jeg vælger noget til, må jeg vælge noget fra.

Min konto har et forskelligt beløb for hver dag

Jeg har haft en god periode nu, i forhold til at jeg har kunne ses med venner og familie jævnligt og dermed ikke isoleret mig selv fuldstændigt. Jeg dyrker også mine fritidsinteresser på det højeste disse dage. Men samtidig så er jeg også arbejdsløs, og er ikke i noget aktivering. Hvis jeg havde et job eller var i aktivering ville jeg nok ikke have samme evne til at lave meget mere udover det.

Hver dag jeg står op har jeg et vist beløb på min konto. Og hver dag er det et forskelligt beløb. Hvis jeg har sovet meget dårligt, er dette beløb mindre. Hvis jeg har spist noget der var for hårdt for min krop at fordøje, er dette beløb mindre. Hvis jeg har følelserne uden på tøjet eller har en aftale den dag, er mit beløb mindre. For hver beslutning jeg tager, er der en risiko for at mit beløb bliver mindre (læs evt om Spoon Theory, som beskriver dette meget godt).

Der hvor mit arbejdsliv fungerer

Selvom jeg er arbejdsløs har jeg stadig et deltidsjob. Det er det job jeg har haft længst tid (snart fire år). Det er det job jeg har været mest glad for. Jeg fungerer lidt som en slags assistent for ét menneske. Det er én-til-én arbejde med meget blandede arbejdsopgaver og jeg ved hvad min rolle er men hver arbejdsdag er forskellig. Nogle måneder arbejder jeg 1 time andre måneder arbejder jeg op til 20 timer.
Der er ikke mulighed for flere timer, og hvis der var, ved jeg heller ikke om det ville skabe mere stress for mig, men som det ser ud nu er det det eneste job, hvor jeg ikke er i alarmberedskab og på vagt hele tiden. Jeg kan få lov at være mig selv, jeg skal ikke være “på” hele tiden og meget af tiden kan jeg være en flue på væggen.

Det at kunne forsørge sig selv – have et job og tjene penge så jeg kan leve – det er så altafgørende en ting. Det er noget jeg brænder så meget for, og som jeg har formået at kunne det meste af mit arbejdsliv (fra jeg var 17-22 og igen fra jeg var 24-27). Lige nu forsørger jeg ikke mig selv, og det er svært for mig at acceptere at være på offentlig forsørgelse. Det er svært for mig at tage imod hjælp, nok også fordi jeg har følt at jeg altid skulle forsørge mig selv. Jeg kan huske en periode i min barndom da jeg var syg med influenza i 3 uger. Jeg lavede mad til mig selv hver dag. Jeg lavede en grøntsagsuppe med bouillon, grøntsager og soyasauce.

At kunne forsørge mig selv er ligmed kontrol både fysisk og psykisk. At der ikke er nogen der kan styre mig, at jeg er uafhængig og selvstændig og kan klare mig selv.

Jeg har klaret mig selv i mange år, og jeg har klaret mig selv med PTSD-symptomer hver eneste dag og stress i mit system, opkast hver morgen inden jeg skulle på arbejde og en manglende evne til at slappe af nogensinde.

Måske er det ikke mig, den er “gal med”?

Jeg forsøger at acceptere, at det er svært for mig at fungere. At jeg gør det så godt jeg kan. At jeg ikke har valgt at få PTSD, men det er sket for mig. At jeg har kæmpet for at fungere og for at komme “op på hesten”, forsørge mig selv med et arbejde, lave afslappende øvelser og hele tiden været der for mig selv.

Det har været en ond cirkel i mange år, fordi jeg gang på gang har slået mig selv i hovedet og fastholdt mig selv i at jeg er forkert. Hvorfor kan jeg ikke fungere? Hvorfor kan jeg ikke slappe af? Hvorfor er det stadig angstfuldt for mig efter så mange år? Hvorfor bliver det ikke bedre? Jeg kæmper og kæmper, og det bliver kun værre og værre. Jeg har set det som en kæmpe mangel i mig selv, at jeg ikke har kunne klare at gå på arbejde af ren og skær stress og angst. At der var noget galt med mig, at jeg ikke kunne det. Nu begynder det ligeså stille at gå op for mig.

Det der er “galt”, er at jeg har PTSD. Jeg er ikke forkert. Jeg har PTSD og jeg har befundet mig i miljøer som har været stressende for mig. Måske er svaret “bare”, at jeg skal lede videre efter et miljø som opbygger mig – ikke nedbryder mig – et miljø hvor der kan være plads til at jeg er dette menneske jeg er, med de symptomer jeg oplever, hvor jeg ikke bliver yderligere stresset eller føler at jeg skal være PTSD-fri for at kunne være der. Jeg er sikker på, at der nok skal være plads et sted til en som mig. Måske hvor jeg kan arbejde selvstændigt, måske hvor jeg kan være ude i naturen, måske hvor jeg kan arbejde med planter eller måske hvor jeg ikke skal arbejde 30 timer om ugen.

Jeg tror i hvert fald på, at der er en vej for mig, også selvom jeg ikke kan se den endnu..