Fra min dagbog #8

Om ikke at blive taget alvorligt.

21.09.13
22 år gammel 

Jeg føler mig så magtesløs overfor systemet. Alle ønsker at jeg skal blive rask så hurtigt som muligt, (selvfølgelig, jeg ønsker da også selv, at blive rask) så jeg kan komme i arbejde hurtigst muligt.

Lægen tager mig ikke alvorligt. Jeg er nervøs for at skulle til samtale der mandag. Ikke angst ligefrem, bare utrolig magtesløs følelse af, at mit liv er i hendes hænder, og hun vil ikke det bedste for mig som menneske. Hun ser mig blot som en brik i sygesystemet, og jeg skal bare proppes med medicin og komme ud i job så jeg kan blive velfungerende.

De gange jeg har været hos lægen har jeg opretholdt en overraskende god facade, også selvom jeg har været angst, nervøs, har rødmet osv, så har jeg trodset de følelser og presset igennem, for at kunne kommunikere med lægen eller anden autoritet. Men det har ikke gjort noget godt for mig, for det er som om jeg er blevet misforstået, og de tror, at jeg er velfungerende nok, fordi jeg kan finde ud af at tale om min situation.

Jeg tror det er meget sjældent at se et menneske som slet ikke fungerer, men som stadig kan finde ud af at kommunikere med mennesker og virke velfungerende. Men indeni mig raser orkanen. Uanset hvor meget jeg virker til at holde sammen på tingene udadtil. Det snyder autoriteterne, og jeg har hørt adskillige gange at ”Du er jo en sund og rask pige, når jeg kigger på dig, tænker jeg, at du nok skal blive rask snart”. Men det er ikke det jeg føler indeni. Jeg er komplet modsat indeni.

For en gang skyld, ville jeg bare ønske at lægen kaldte mig syg. At lægen fortalte mig at jeg var syg, at det var alvorligt, og at det er virkelig vigtigt at lytte til mig selv. Det er det, jeg allermest har lyst til at høre.

Jeg ønsker at blive velfungerende, at få et job eller starte på en uddannelse. Mit ultimative mål er, at kunne have en sammenhængende hverdag og føle mig lykkelig og heldig og sund og rask. At have et job, hvor jeg rent faktisk kan betale regningerne. Men lige nu føles det meget langt væk.

Jeg har lang vej, og det har jeg indset. Men problemet er, at det har lægen ikke!
Længe og jobcentret vil jo gerne have mig i job så hurtigt som muligt, og hvis lægen mener, at jeg er jobklar inden for en vis periode, skal jobcentret lytte til hende. Det er det, som skræmmer mig allermest. Allerede den dag man bliver syg og indser at man ikke kan fungere normalt, går til lægen og bliver tilmeldt og derefter sygemeldt kontanthjælp, har man fået frataget sin frihed. Ingenting jeg siger vil kunne ændre en læges holdning til min proces. Det gør mig så vred og ked af det.

Jeg husker dengang jeg gik til lægen og måtte være skuespiller for en dag, for at være sikker på, at hun tog mig alvorligt. Jeg smilede ikke, holdt ikke øjenkontakt rigtigt og opførte mig som om jeg var meget, meget syg. Og der fik jeg så af vide, at jeg var deprimeret. Jamen, er det ikke ironisk. Og latterligt….? En hver person kan jo gå op og spille syg.. men det der er ulempen er, at man ikke aner om de tvinger en til at gå til psykiater, tage medicin eller noget helt tredje.

Ikke engang min terapeut ved rigtig hvordan jeg har det. Jeg taler om tingene med hende, men det er hele tiden på en meget overfladisk måde. Hver gang jeg skal til samtale er hun smilende og imødekommende, og det er provokerende, for hvad hvis jeg føler at jeg er døende indeni? Det er jo socialt acceptabelt at spejle mennesker, i sær autoriteter. Det er så ubehageligt jo.

Jeg føler jo heller ikke selv, det er okay bare at træde ind og være sur og se virkelig syg og ked af det ud. Men jeg får lyst til det, for at jeg i det mindste kan blive taget seriøst. Evt. bryde grædende og skrigende sammen foran lægen.

Tingene ville være meget anderledes hvis der var nogle sociale situationer jeg godt kunne finde ud af. Men det er der jo ikke!!!!!!!! De mest basale ting, kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare invitere en veninde over til mig, eller besøge hende (jeg vil hellere dø). Disse ting, når jeg forklarer dem til lægen, forstår hun åbenbart ikke. Jeg troede det var den nemmeste måde at forklare min situation på: at jeg på det mest basale niveau ikke kan fungere socialt, og derfor er jeg jo selvfølgelig slet, slet ikke klar til at få et job. Hvis jeg kunne invitere veninder over og være i private sammenhæng socialt, var det jo en helt anden situation, og jeg ville være tættere på også at kunne få et job. Men som tingene er nu, er der jo intet jeg kan. Derfor er der heller intet til at holde mig ”sane” med.
Det eneste jeg har er den facade som jeg fx viser overfor fremmede, læger, vejledere og lign. Men det er jo ikke mig, det er en meget lille del af mit offentlige jeg. Det har intet med mit private jeg at gøre.

Der er forskel på mig, hvor alt er taget fra mig og så en person, som får social fobi hvis han/hun skal tale overfor flere mennesker/holde tale/tale i offentligheden/på en scene osv. Det er én begivenhed vi taler om, en meget konkret begivenhed som skaber ubehag. Jeg er social fobien. Jeg oplever den jo konstant, den forsvinder aldrig. Jeg kan have øjeblikke med ro, men den er der stadig, den er i det nederste lag af min bevidsthed, den er hele tiden i mine tanker. Konstant.

Det er forskellen. Jeg ønsker bare at blive forstået, mødt, taget seriøst og respekteret. Jeg ønsker at blive anerkendt, også som syg. Jeg vil gerne anerkendes som en social fobisk person. En som lider af social fobi. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med stempler, tænk på alle de stempler man har fået hele sit liv. Det her er seriøst, og det hjælper mig at indse, at jeg er syg. At jeg har brug for, at lytte til mig selv, lære mig selv og mine grænser at kende. Det gør jeg allerede, men de bliver taget fra mig når jeg skal underlægge mig en læge eller et system. Når jeg skal passe ind, men ikke føler jeg gør eller vil. Det er et problem. Jeg ønsker ikke at blive rask på deres måde, for jeg ved og har indstillet mig på, at hvis jeg gør, så får jeg tilbagefald og får det endnu værre. Og ja, det kan det godt blive. Hver gang jeg bryder sammen tænker jeg, det har aldrig været værre. Indtil næste gang det sker. For en gangs skyld vil jeg bare tages alvorligt.

Hvad skal der til, for at blive taget alvorligt?

De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Når systemet svigter og ikke ser bag facaden

Skrevet i 2013.

Dette er min fortælling om da jeg i 2011 pludselig blev ramt af invaliderende socialfobi og systemets manglende evne til at forstå alvoren i min situation…

Jeg har, som sygemeldt med angst tre gange på to år, set min side af vores såkaldte velfærdssamfund.

Det hele startede en vinterdag i 2011. Jeg havde haft flere ubehagelige oplevelser på mit job. Den dag det virkelig gik op for mig, at noget var galt, låste jeg mig selv inde på badeværelset i en time, hvor jeg skiftevis græd, kastede op og lå sammenkrøllet på gulvet.

Jeg anede ikke hvad der skete med min krop og det skræmte mig, at jeg ikke kunne forklare det, for at berolige mig selv og komme videre med dagen – men panikanfaldene blev ved i flere uger. Jeg måtte gå ud fra kontoret mange gange på en dag og stå et stille sted for at prøve at samle mine tanker. Hver dag, 8 timer om dagen, var min krop, nervesystem og hjerne på konstant vagt overfor lyde, bevægelser, folk der talte til mig, folk jeg skulle kommunikere med. Det blev svære og svære for mig, at holde sammen på en form for normalitet, og jeg prøvede konstant at opretholde min ydre facade, så det hele ikke lige pludselig krakelerede foran mine venner og kolleager.

Jeg husker det som en følelse af, at bide tænderne meget hårdt sammen, smile stift og prøve ikke at sige noget dumt eller skabe for meget opmærksomhed. Jeg blev mere og mere følsom, og en dag på arbejde da jeg gik igennem sneen, gik jeg nysgerrig ind på en hjemmeside der omhandlede angst og social angst. Min søster havde mange gange talt om hendes oplevelser med angst, og jeg følte også jeg kunne genkende de ting pigen skrev derinde, men jeg var rædselsslagen for at finde ud af, at det var det, der også skete med mig.

Da jeg læste symptomerne og beskrivelsen af social angst, lettede tågen nærmest. Jeg fik en smule mere ro over at vide, at jeg ikke var ved at blive sindssyg.
Dog klarede jeg ikke meget længere på jobbet, før jeg kunne mærke, at mit sind og min krop ikke kunne klare mere. Hele min krop sitrede af stress og uro, jeg var svimmel, havde en uvirkelig fornemmelse af, at alt jeg så, var en film. Ikke nok med det, fortsatte min kamp med at holde sammen på mig selv og ikke få angst foran nogle mennesker, men jo mere jeg holdt fast, jo mere faldt jeg sammen indeni. Jeg blev mere og mere usikker, der skulle ingenting til før jeg bøjede hovedet i skam og blev helt rød i hovedet. Mine voldsomme kropslige reaktioner og reaktionerne fra dem omkring mig, gjorde hverken angsten eller skammen over at have angst, bedre.

Selvom jeg blev sygemeldt fra jobbet, var jeg ikke klar til at give op. Jeg ville ikke finde mig i at være syg, eller at skulle være på kontanthjælp, for hvor skulle det hele ende? Jeg hev mig selv op, og sagde til mig selv at jeg måtte tage mig sammen og prøve at være lidt positiv, lade vær at tænke på angsten så meget.

Første kontakt til læge

I løbet af min angstproces fik jeg min første rigtige kontakt til sygesystemet, siden jeg som tolvårig brækkede min næse. Min læge virkede meget sød til at starte med, men da jeg fortalte hende om mine ubehagelige oplevelser på jobbet og at jeg havde en mistanke om, at det var social angst, slog hun det til side og sagde, at jeg bare var en genert pige.
Min veltalende måde at tale på, overfor autoriteter, har hæmmet mig meget i min sygdomsproces.

Min angst er aldrig blevet taget seriøst af nogle læger og det gør mig frustreret, at bare fordi jeg kan tale åbent og overfladisk, samt indsigtsfuldt om, hvad der foregår i mit liv, betyder det ikke, at jeg er velfungerende eller ikke har brug for hjælp.

Sagt på en anden måde, jeg har altid været god til at opretholde en facade overfor andre mennesker. Alt fra læger, psykologer, lærere, klassekammerater, venner, familie. Jeg har ikke kun virket afklaret og positiv, jeg har også virket genert, indadvendt, været den grå mus, haft en meget stiv tale-og kropsmimik men også været meget udadvendt og snakkesalig.

Det jeg prøver at sige er, at blot fordi man har en god måde at formulere sig selv på, eller fordi man har en præsentabelt udseende, eller fordi man kan ”holde sammen på det hele”, betyder det ikke, at man har styr på det, der sker inden i én eller at man har det godt. Tværtimod, burde det være et faresignal at man lukker så meget af, så andre ikke kan se, hvordan man lider. Så er det sundere at lukke det ud og ligne en der har angst.

Men på trods af det, fik jeg det til at ligne, at jeg havde styr på det. Jeg snød folk til at tro, at jeg var sund og velfungerende, jeg tog flot tøj på, gjorde noget ud af mig selv og blev ved at skubbe angsten væk.

Nyt arbejde

Kun små to uger efter min sygemelding ansøgte jeg et nyt job, for jeg ville ikke finde mig i, at skulle blive overtaget af lidt angst. Så tilbage på pinden kom jeg, to uger efter mit liv synedes som et helvede. Jeg skulle arbejde i et supermarked og sidde bag kassen. Selvom jeg startede mildt, med tre dage om ugen, otte timer per dag – og selvom jeg var særdeles dygtig, til at være den søde, sjove, udadvendte pige på job, og fortrænge de følelser der skræmte mig allermest, begyndte de ligeså stille at snige sig op til min bevidsthed.

Modsat det tidligere job, begyndte jeg at føle mig lidt små-sindssyg. Jeg følte tit at jeg svævede ud af min krop, og så mig selv udefra, jeg følte ikke jeg var i min egen krop. Mit syn blev sløret, varmen steg til mit ansigt og bryst, kunderne i køen kikkede, men jeg kunne ikke reagere. Jeg var stivnet på min stol bag kassen, det var forbudt at gå fra kassen, medmindre der var pause, eller man skulle på toilettet.

Det er næsten ufatteligt at forstå, at jeg kunne finde ud af, at scanne varer ind, tage imod penge og give penge tilbage uden over- eller underskud, da hele min bevidsthed havde et slør over sig.

Jeg spiste stadig i kantinen med mine kollegaer, selvom jeg på mit tidligere job havde fået mange angstanfald der. Der kom da også situationer hvor jeg på et splitsekund, helt uventet, mærkede ubehaget stige i mig, mærke hvordan mit ansigt blev varmt, jeg begyndte at ryste indeni og som en helt automatisk reaktion mærke mig selv rejse mig fra stolen, sige noget hurtigt og vende mig om, for derefter at skynde mig væk.

Jeg tænkte ikke engang over, hvad der skete. Jeg mærkede bare ubehaget og flygtede ligeså snart den begyndte at fylde min krop.

Jeg brød sammen igen

Den dag, det blev for meget, var da jeg sad bag kassen. Det var en stille dag, ikke særligt mange kunder, men alligevel havde jeg mine nerver udenpå tøjet. Jeg var hele tiden skrækslagen for, om der ville komme en person hen som jeg kendte, for at tale med mig, mens jeg sad lænket til stolen. Det var en konstant panik over at sidde der og frygte at angsten kom, og samtidig skulle håndtere den, når den kom.

Jeg begyndte at opleve meget overvældende uvirkelighedsfølelse, som er meget almindeligt at opleve når man får angst. Det er en følelse af, at det hele er sløret og bevæger sig i et meget langsomt tempo. Jeg følte hele tiden jeg skulle kaste op, men måtte ikke gå fra min stol bag kassen. Jeg blev mere og mere svimmel og følte jeg var på grænsen mellem at besvime og blive sindssyg. Til sidst måtte jeg bleg og med besvær gå hen til min chef og sige at jeg var syg, hvorefter jeg fik lov til at gå hjem.

Derhjemme brød jeg grædende sammen og gik fuldstændig i panik. Min krop gjorde ondt, jeg rystede over hele kroppen, slog i ting, rev i mit hår, gjorde alt jeg kunne for at holde fast på et eller andet der føltes virkeligt. Jeg ringede til vagtlægen fordi jeg følte, jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg forklarede ham mine symptomer, og han lød meget alvorlig, men fortalte mig at det lød som et angstanfald. Ligeså snart jeg fik sat ord på det og begyndte at genkende fornemmelserne fra tidligere angstanfald, faldt jeg mere og mere til ro. Dagene efter kunne jeg næsten ikke huske hvad der var sket den aften.
Hvad sker der i hjernen, når man får angst? 

Der sker noget helt mærkværdigt når man får et angstanfald. Ens reaktioner bliver aktiveret gennem krybdyrhjernen, den ældste del af hjernen, som vi deler med alle dyr.

Hjernens kvalifikationer styrer vores instinkter. Den registrerer fare, reagerer ved kamp eller flugt og hvis dette ikke er muligt: stivnen. Denne del af hjernen har ingen fornuft eller logik, den reagerer blot ved helt basale ting, som opleves farligt for dette væsen.

Når vi får et angstanfald (eller angst i al almindelighed) er det altså den ældste del af hjernen der er aktiv og vi reagerer helt impulsivt og spontant. Det er stort set umuligt at sige noget til os selv eller prøve at tænke anderledes, da de nyere dele af hjernen ikke er aktive på dette tidspunkt. Derfor kan det også være vanskeligt at huske et angstanfald og at beskrive det med ord, da den tænkende og følende del af hjernen ikke var centrale.
Jeg måtte “spille” syg, for at blive taget alvorligt 

Jeg sygemeldte mig for anden gang det år, men min chef troede ikke på, at jeg havde grund til at sygemelde mig. Jeg måtte blive ved med at forklare hende, at jeg ikke kunne mere og derefter gik jeg til lægen, for at få en sygemelding. Igen oplevede jeg, at min chef kun så den facade, jeg succesfuldt opretholdte på arbejdet, så hun bagataliserede min angst og stress, for det kunne hun jo ikke se på mig.

Jeg gik til min læge og måtte bevidst bruge min facade, men i stedet for denne gang at virke ovenpå, gik jeg ind til lægekonsultationen og prøvede så vidt som muligt at udtrykke det, jeg følte indeni: fuldstændig opgivelse, drænet helt for alt liv. Min læge kunne godt se, at jeg ikke havde det godt, men hun prøvede alligevel at overtale mig til blot at arbejde nogle få timer om ugen.

Det, der gør mig allermest vred ved dette er, at folk som er syge ikke burde tvinges ud i arbejde. Vi bliver nød til at begynde at få mere respekt for folk, som er blevet syge af den ene eller anden grund. Vores samfund er ikke glad for sygdom, men jeg mener absolut ikke at det hjælper, at presse de syge til at udføre et job, når man ikke engang er i stand til at få sit privatliv til at hænge sammen.

Som det står til nu, i september 2013, er jeg tilmeldt en aktiveringsplan med uddannelses- og mentorplan via jobcentret. Jeg er under ingen omstændigheder klar til at komme i job, men alligevel får jeg af vide, at deres aktiveringstilbud går ud på ditten og datten og at jeg skal være med i det.

Jeg tror igen, jeg er blevet misforstået af systemet.

Alt gør mig angst

Nogle gange får jeg ubehag bare ved at være i min lejlighed, ved at sidde ved mit spisebord, fordi min krop regrederer tilbage til alle de gange jeg har fået angstanfald ved et spisebord.

Jeg bliver rød i hovedet og nervøs når jeg skal kigge mig selv i spejlet for længe tid af gangen, fordi jeg skammer mig over den jeg er som menneske, og fordi jeg i mine øjne ser alle de øjne der nogensinde har set på mig, de øjne som har grint af mig, sagt grimme ord til mig, mobbet mig, udstillet mig, sat mig i centrum og fortalt mig, at jeg ikke var noget værd.

Jeg har ikke set min far i et halvt år, min mor har jeg ikke set et år. Min storesøster, som jeg føler mig meget tæt på, har jeg ikke brugt mere end en time sammen det sidste halve år, min lillesøster ser jeg sjældent og det gør ondt, for hun skal snart ud og rejse i 8 måneder, og jeg ville ønske jeg havde overskuddet til at være der for hende noget mere.

Min lillebror som minder meget om mig selv, er snart en voksen mand, han har sin egen lejlighed, men jeg har aldrig været der og besøge ham, fordi jeg er bange for hvordan min krop reagerer og at alt kommer ud af kontrol.

Jeg lever konstant i en tilværelse som svækker mig mere og mere, jeg er bange for at købe ind, men tvinger mig selv til det, så jeg er sikker på, jeg har mad. Jeg får ofte angstanfald når jeg står og skal betale.

Jeg får ikke lov at være den person, jeg ønsker at være

Men mest af alt skærer det i mit hjerte, at jeg ikke kan være den person jeg så dybt ønsker.

Alt er revet væk fra mig, på meget kort tid, hele min tilværelse er blevet begrænset, og jeg skyder skylden på mig selv. Jeg føler mig medskyldig over den jeg er nu i dag. Jeg skammer mig overfor alle omkring mig, som én efter én er gledet væk.

Det sårer mig, at jeg har skubbet min familie væk, selvom vi altid har været mere eller mindre splittede, jeg skammer mig over at jeg er mine forældres datter, at de skulle få en datter, som har skubbet dem væk pågrund af angsten..

Jeg kommer ikke videre førend jeg har indset, at jeg ikke kan komme videre, før jeg mærker alt det ubehag, der er forbundet med angsten. Før jeg indser, at angsten godt må være der, jeg må gerne blive kogende rød i ansigtet, jeg må gerne ryste og stamme, jeg må gerne blive nervøs, jeg må gerne blive usikker, jeg må gerne blive genert, jeg må gerne snakke meget, jeg må gerne være genert og indadvendt, jeg bliver nød til at føle alt det, som jeg frygter aller mest. Jeg må gerne føle, at jeg intet er værd. Jeg må gerne skamme mig over, at jeg intet er, og at jeg har skubbet alle væk.

At blive misforstået at systemet

Jeg er et menneske, som altid har haft behov for at blive mødt og haft en naturlig trang til at kunne kommunikere med mennesker. Det er min facade. Når jeg er til samtaler med lægen eller min vejleder og andre autoriteter, holder jeg stadig fast i min evne til at kommunikere. Det er vigtigt for mig at vise interesse, holde øjenkontakten og formulere mig rigtigt. Men min måde at kommunikere på strider totalt i mod, det jeg føler, når jeg er mig selv, når jeg er hjemme.

Det er et helvede for mig at eksistere, det er en evig kamp og at endnu en gang at skulle blive misforstået af systemet og få af vide at ”Nårh, du virker til at have meget styr over tingene” og ”Du er jo en sød og god pige, så du skal nok blive jobklar”, er ikke ting jeg har brug for, at få af vide.

For en gang skyld har jeg brug for, at folk ser mig, som den jeg er ud over min facade og min trang til at kommunikere. Det er ikke mig. Det sande mig har opgivet lysten til alt, der før føltes naturligt og rart.

Den sande mig, ønsker ikke at eksistere. Jeg har brug for at mærke de ting der sker og tage det alvorligt – det er det eneste som føles rigtigt for mig nu. Jeg skal bevæge mig i det tempo, som føles naturligt og godt for mig, jeg skal ikke lægges på samfundets bånd og køres igennem systemet. Det skal ingen udsættes for, i en sådan situation.

En ting er, at man er job-løs men ellers har et velfungerende liv, men blot ikke kan få et job. En anden ting er, at være så syg, at ens hverdag er blevet en kamp, og man ikke engang kan gå ned for at købe en liter mælk, før man smider mælken og løber ud af butikken for at kunne trække vejret igen.

Hvad med alle os, som har en skæbne der æder os indefra og ud? Hvad med os, som kæmper hele tiden?

Hvornår er der nogen, som åbner øjnene og indser, at vi har det svært og har brug for at få den hjælp som vi har behov for?
Hvornår er der nogen, som tager min situation alvorligt? Og hvordan skulle jeg selv kunne komme videre i mit liv, hvis ingen ser mig hvor jeg er og hvis ingen tager mig alvorligt?

Denne frustration får mig blot til at ønske endnu større alvor for mig selv, og hvis andre ikke kan spejle mig eller tage mig alvorligt, så må jeg gøre det selv.

Dette er bare endnu et eksempel på, at jeg ikke får lov at opleve at nogen tager sig af mig – dette er endnu et resultat af, at jeg må stå med det hele selv, som jeg har gjort altid. Og det er synd, for endelig ønsker jeg faktisk at nogen vil hjælpe mig, jeg vil så gerne have hjælp, men når der ikke er nogen, så må jeg gøre det selv og dermed erfare at jeg ikke har brug for andre mennesker og dermed kan jeg retfærdiggøre min socialfobi  – at mennesker er farlige og ikke til at regne med – at jeg kun kan regne med mig selv.

Så kan jeg ellers fortsat leve et liv i ensomhed uden nogle sociale relationer.

Fra min dagbog #7

Om at se på og reagere anderledes på angsten.

18.12.13

22 år gammel

Nu græder jeg. For den største forløsning er forklaringen. Forståelsen.

Når man har det mærkeligt, er det tit fordi man ikke forstår, fordi man ikke forstår hvad der sker. Når man ikke forstår er det fordi man ikke vil forstå. Man tør ikke forstå, for man ønsker ikke at forklaringen er sand. Den skræmmer én. Man fortrænger forklaringen selvom man godt kender årsagen til ens tilstand. Man vil hellere fortrænge den og gå rundt i uvished og forvirring og sige: ”Jeg har det underligt.. jeg har det dårligt.. jeg er ked af det, nej.. angst.. bange.. jeg ved det ikke”. Men det kom bare til mig, ligesom det gør, når jeg har det underligt. Denne gang var det blot på grund af mine egne skrevne ord, der ledte mig hen til min egen forklaring.

Jeg forstod pludselig, hvorfor jeg har og har haft det så mærkeligt de seneste dage.

Jeg har nu flere gange oplevet, at jeg i sociale situationer nærmest bliver chokeret, fordi tingene ikke er som de plejer. Jeg er i en større ro, der er ikke det samme tankeræs, og selvom tankeræset måske kommer, så reagerer min krop ikke længere på samme måde som tidligere.

Derfor sker der det, at enten er min krop angstfuld og reagerer med angstreaktioner og mine angsttanker er borte, så jeg derfor ikke kan analyse hvad der sker med mig, og derfor gør angstreaktionerne til et problem der skal bekæmpes. Eller også får jeg angsttanker og min krop reagerer ikke.

Det er begge to nogle forvirrende situationer, fordi det føles som om min krop og mine tanker arbejder på to forskellige tidspunkter og i stik modsat retning af hinanden.

Det er meget forvirrende, men det er også en forløsning at mærke det. Selvom jeg, fx i går, da M kom hen til mig og vi talte, kunne mærke den almindelige angst og angstreaktionerne. Jeg fik angsttankerne og min krop reagerede med angst. Alligevel var jeg dog bevidst om det.

Jeg tror også det er det, der sker. Måske får jeg angsttanker, men de er ikke så relevante længere. For et år siden var jeg måske uklar over hvilke tanker jeg fik, og jeg kunne måske heller ikke adskille tankerne fra situationen og min krop. Nu er jeg blevet mere bevidst tror jeg, ikke sagt at jeg ikke får angst mere eller ikke bliver ”carried away” af tankerne.

Hvis jeg giver slip overfor at prøve at forstå hvorfor jeg har det som jeg har det og i stedet prøver at være tilstede, så mærker jeg håbet mere.

Jeg er bange for, at det håb jeg har mærket i forbindelse med de her sociale situationer, er noget jeg forestiller mig. At det bare var ”held”. At det bare var et tilfælde. At jeg faktisk ikke har fået det bedre eller har rykket mig.

Jeg er bange for at have håb. Netop fordi, at før var jeg bare angst hele tiden og fanget i angsttankerne og var fanget i at der måske ikke var noget håb.

Nu, når jeg har mærket et håb, et lys, er jeg endnu mere bange. Fordi jeg har mærket at der virkelig er lys forenden, men jeg tør ikke tro på det, for hvad hvis det bare er noget jeg forestiller mig, en illusion, og jeg så bliver kastet tilbage i at blive overvældet af angsten, som før? Det er det, jeg frygter lige nu.

I det mindste var der før intet lys og intet håb, der havde jeg fundet mig i at alt så dystert ud. Men måske frygter jeg, at der er håb for mig? Jeg frygter lyset mere end mørket?

Jeg har bare mærket en modtagelighed overfor angsten i disse situationer.
Det har stadig været svært, men jeg har på en eller anden måde kunne tage imod ubehaget.

Jeg har også skræmt mig selv lidt, fordi jeg nærmest har siddet som en skræmt lille fugl og stirret på den person der sad overfor mig, og mine tanker har kredset omkring: hvorfor får jeg ikke angst? Hvad sker der? Hvor bliver den af? Er det angst jeg mærker nu, eller er det noget jeg forestiller mig? Som om jeg begyndte at tvivle på mine tidligere tanker, som om jeg ikke tror på dem længere.

Det er nok den der usikkerhed, uvidenhed, ukendthed og også den neutralitet, som jeg mærker meget, der skræmmer mig. Det, at man ikke kan lægge det ene i én skål og det andet i en anden. Der er ikke noget, der er godt eller ondt eller sort eller hvidt, som jeg ellers altid har fået af vide og er opdraget med.

Sundhedssystemet har kun forværret min tilstand

I min journal, udredt af en privatpraktiserende psykiater står der “patienten har en tilstand der kan opfylde kriterierne for PTSD”. For 4 år siden fik jeg diagnosen ængsteliv evasiv. Og så er jeg gentagne gange blevet henvist til behandling pga angst.

PTSD

Min tilstand gør, at jeg føler mig i fare hele tiden. Min krop er konstant på vagt og når jeg skal have med andre mennesker at gøre, føler jeg ekstrem skam og følelsen af at blive udslettet og overvældet – jeg mister mig selv.
Skammen overdøver glæden ved at være sammen med andre.

Jeg har desværre også haft flere traumatiserende oplevelser i sundhedssystemet, end jeg har fået en hjælpende hånd.

Når man har PTSD-symptomer, og især når det er kompleks PTSD (som ses i ofre for barndomssvigt eller andre længerevarende svigt), så er hjernen konstant i gang med at scanne omgivelserne for fare. Man har lært, at verden er et utrygt sted, og dermed “finder” hjernen farer, selv der hvor der ikke er fare på færde.

Man kan sige at ens hjerne og krop er på overarbejde hele tiden. Det i sig selv kan være meget drænende, og det gør at jeg har meget brug for ro.

På jobcentret

Sagen er den, at jeg er på kontanthjælp, og at jobcentret er iskolde overfor, at jeg har disse symptomer. De forventer at jeg skal møde ind og “yde” på samme måde som alle de andre. Der bliver ikke udvist hensyn til min tilstand og hvad der trigger mig.

Det har stresset mig, at være ledig, for jeg får aldrig fred – jobcentret bliver ved at kontakte mig og jeg bliver ved at sygemelde mig – og med en hjerne der i forvejen er på overarbejde, er det en dobbelt stressfaktor.

Det seneste stykke tid er det blevet så slemt med min tilstand, og jeg har udvist mange stresssymptomer og generelt følt mig udpint og følelsen af, ikke at kunne klare mere – min evne til at “udholde” er hørt op….

Hos lægen

Så jeg tog til lægen, for at bede om at få en lægeerklæring, så jeg kan få lov at få fred fra jobcentret og få det, de kalder “standby”.
Så vil jeg på sigt også kunne føle mig tryg nok til at komme i behandling. Som jeg forklarede lægen, så er det traumatiserende for mig, hver gang jeg er ude bland andre mennesker – min hjerne skaber et nyt traume hele tiden, og jeg har oplevet meget svigt fra dem, der skulle hjælpe mig, så jeg har brug for fred og ro og tryghed, før jeg kan begynde at tale med behandlere.

Lægen tog ikke notits af, at jeg har haft denne tilstand og disse symptomer de sidste 9 år. Og at det er normalt at opleve sværere perioder og tilbagefald især med PTSD og personlighedsforstyrrelse.

I stedet så hun mig som om, at det her var noget helt nyt. At jeg aldrig havde haft det værre, og at det var meget, meget alvorligt. Jeg følte mig faktisk sygeliggjort. For hvad med alle de andre gange, jeg havde haft det ligeså slemt (hvis ikke værre), men ikke blev taget alvorligt? Og hvorfor blev jeg taget alvorligt, men ikke lyttet til?

Jeg fortalte, hvad jeg havde behov for

Jeg gjorde mig virkelig omhyggelig ved igen og igen at sige til hende: “Jeg har behov for ro nu. Jeg har behov for en lægeerklæring, så jeg kan få fred. Jeg kan ikke mere, det her er mit sidste råb om hjælp”.

Og i stedet for at gribe min bold og faktisk hjælpe mig lige dér og imødekomme, hvad jeg sagde, så fortsatte hun, det hun havde gang i.

Hun skulle tjekke om jeg var psykotisk, ved at spørge mig: “Er der nogen der taler til dig?” og “Ser du ting der ikke er der?”. Nåh, psykotisk var jeg ikke.

Så skulle hun høre, om jeg havde tanker om at tage mit eget liv. Det var der ikke, men som jeg forklarede hende, så kan tanken om døden være det eneste der kan bringe en ende på lidelsen.

Hun rynkede hele tiden sin pande, og så meget alvorlig ud.

Hun fortalte mig, at jeg ikke kunne få en lægeerklæring, for så skulle jeg selv betale for det.
“Jamen det vil jeg gerne”. Nåh, men det kunne stadig ikke lade sig gøre.


“Du har fået det værre! Du må ind og udredes igen”

“Du er simpelthen nødt til at komme ind på akut psykiatrisk afdeling, for at blive udredt.” Igen og igen forklarede jeg hende at jeg lige er blevet udredt (jeg havde endda min journal med i hånden). Men nej, det var ikke tilstrækkeligt for hende og hendes behov.
Hun mente (og det her er en kvinde jeg aldrig før har mødt og talt med, som ikke kender min sygdomshistorik), at jeg skulle udredes igen, for jeg har fået det værre end dengang. Undskyld mig? Kender du mig? Ved du overhoved noget? Ved du at jeg har haft det sådan her i 9 år, hvor det er gået op og ned? Du lytter jo slet ikke. Jeg har været i det her hul mange gange, og hver gang har jeg erfaret hvad der hjælper mig: ro. Jeg kender mig selv virkelig godt efterhånden – så hav dog tillid til mig for jeg har tillid til mig selv og har brug for din tillid og støtte!

Jeg måtte blive ved at sige, at jeg lige er blevet psykisk angrebet af den sidste psykiater jeg var hos, og dermed er det traumatiserende for mig at skulle tale med endnu en behandler, og især når jeg føler mig så utryg. Igen fik jeg understreget – det eneste jeg har brug for lige nu er ro (en lægeerklæring).

Men det kunne hun ikke give mig. Hun holdt fast med næb og kløer i, at nu skulle jeg udredes igen.

Min psykiske tilstand går op og ned

Det er næsten som om, at lægerne ikke har nogen forståelse for, at psykiske udfordringer som er længerevarende – og især er en reaktion på en barndom med omsorgssvigt – er en lang proces – en proces der varer hele livet. At jeg i følge psykiateren der udredte mig har PTSD og det vil sige at der kommer op- og nedture. Der kommer tidspunkter hvor jeg bliver trigget af alting, og har brug for rigtig meget ro. (Ved man bare lidt om PTSD, så ved man at det er et af kerneområderne – at man bliver meget nemt overvældet og har brug for fred og ro og hvile).

Det er skræmmende at jeg sad der og græd og rystede og ikke kunne kigge hende i øjnene, men jeg sad der fanme. Jeg sad der og bad om én ting – at få en lægeerklæring så jeg kunne få ro. Bare få 1 måneds ro. Sådan så jeg ville kunne komme i behandling eller udredning eller whatever. Men når man bliver så nemt trigget, som jeg gør for tiden, så er det allerfarligste at begynde at udsætte mig selv for endnu flere triggere.

Hun blev ved at sige: “Kan vi aftale at du tager ud på psykiatrisk afdeling nu her?”. Jeg svarede stålfast: “Nej det kommer ikke til at ske”. Hun blev ved og ved og ved. Indtil jeg bare sagde orden: “Jaja, det skal jeg nok”. Jeg kunne se på hende, at hun kunne se jeg løj.

Jeg fortalte, hvad jeg har brug for. Jeg har haft det sådan her i 9 år, så jeg kender efterhånden mig selv rigtig godt, og jeg ved godt hvad der hjælper mig og hvad der forværrer min situation. Jeg har haft de her dyk utallige gange, og hver gang har jeg erfaret, at det har hjulpet mig at få ro – trække stikket og lade op. Det har ikke hjulpet mig at presse mig selv yderligere.

Ingen læge, psykiater eller terapeut kan få mig til at tvivle på min egen mavefornemmelse.

Lægerne forværrer min tilstand, ved at have mistillid til mig

Hvornår er det blevet normalt at individet skal have mistillid til sig selv og tillid til lægen? Det er klart, vi kan have svært ved at lytte til vores indre stemme, når der sidder en autoritet som er uddannet og professionel og fortæller os, hvad vi har brug for.

Det, der også gør situationen endnu værre er, at det som lægerne gør, når de udtrykker hvad de mener man har brug for, og hvad reglementet siger de skal gøre, og ikke lytter til mig og mine behov og prøver at forstå mig, så er de faktisk lige dér i gang med at forværre min situation.

De er i gang med at forværre min PTSD og min utryghed. De er i gang med at lære mig at jeg ikke kan have tillid til mig selv. at jeg ikke skal lytte til min mavefornemmelse. På samme måde som min tidligere psykiater der sagde: “Du må ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”. Endnu engang skal jeg bekræftes i, at den jeg er ikke fortjener at have en stemme, ikke fortjener at have behov eller grænser, at jeg ikke har ret til at lytte til mine behov, at jeg umuligt kan kende mig selv så godt at jeg ved hvad jeg har behov for. Men det siger noget om, hvor følelsesmæssig intelligent jeg må være – at selvom jeg er helt ude på kanten af livet, og føler jeg ikke kan mere – så holder jeg stadig om mig selv, beskytter mig selv, elsker mig selv, lytter til mig selv og ved lige præcis hvad jeg har behov for!

Så hvis du sidder derude og har følt dig misforstået, ikke taget alvorligt, ikke lyttet til, ikke blive udvist tillid eller er blevet sygeliggjort – du er ikke alene. Og uanset hvad, så er det kun dig, der kender dig selv inderst inde og ved hvad du har behov for. Og du har ret til at have dine behov og sætte grænser. Selvom de er uddannede læger, så betyder det ikke at de kender dig. Så bliv ved at lyt til dig selv!

Det er mig der kommer først – det er mig der er den, der kæmper, det er mig der har brug for hjælp – så hvorfor skal jeg opfylde hendes behov?
Burde det ikke være omvendt? Og til lægerne: udvis tillid til din klient – tillid til klienten spejler dem i deres egen tillid til sig selv. Udviser du mistillid overfor din klient, så kan du regne med at de også kommer til at føle mistillid til sig selv og dermed forværrer deres tilstand sig blot endnu mere.

Og nej – jeg tog ikke ud på psykiatrisk afdeling – for jeg vidste, at hvis jeg havde gjort det i den tilstand, så havde jeg fået det endnu værre. Så jeg gik fra lægen og cyklede mod mit hjem, grinende og smilende over at have sagt “ja” til mig selv og lyttet til min indre stemme, som kender mig aller bedst!