Mit allerførste (gratis) online kursus

anemone-1533515_1280

Jeg har lavet mit allerførste kursus!

De sidste tre dage har jeg skrevet intensivt på et online kursus der hedder “Bliv ven med din angst – fra bekæmpelse til omfavnelse”, som handler om hvordan du kan lære at blive ven med din angst ved at omfavne den..

Kurset tager udgangspunkt i mine egne erfaringer med angsten og hvad der har hjulpet mig gennem årene.

Over 47 (jeg aner ikke hvordan jeg er kommet op på det antal) lektioner, kommer jeg rundt om mange forskellige emner bl.a.:

omfavnelse af angst
ikke-gøren og accept
angteksponering
fysisk og psykisk bevidsthed
egenomsorg

og meget mere…

Derudover er der en masse forskellige øvelser og spørgsmål til efterttanke, sådan så du kan få større indsigt i dig og din proces med angsten.

Kurset er gratis og kan findes lige her:

“Bliv ven med din angst – fra bekæmpelse til omfavnelse” 

Mit møde med psykiatrien

Dette indlæg er skrevet ud fra min egen erfaring og holdninger til psykiatrien og vores sundhedssystem.

I løbet af de snart 8 år jeg har haft en angstlidelse har jeg været forbi læger, psykologer og psykiatrere af flere omgange, og de fleste oplevelser har haft samme resultat og har efterladt mig med samme følelse; følelsen af at være misforstået, sygeliggjort, set ned på og behandlet som et menneske, der ikke er på lige fod med andre.

Når man får psykiske udfordringer på den ene eller anden måde, er det i forvejen en meget overvældende oplevelse. Man er forvirret, følsom og har brug for at føle sig forstået og mødt af omverdenen. Det er utroligt grænseoverskridende at søge hjælp og til dem som gør det vil jeg sige; du er så sej, at du rækker ud for at få hjælp!

Dog er vores system desværre så opsat på at a) tjene og spare penge, b) få kontrol og c) behandle menneskerne i samfundet som brikker, som skal passe ind i systemet.

Det har i årevis frustreret mig, hvor lidt der blivet set på det menneske, som man har med at gøre, uanset om det er hos lægen eller på jobcentret. Der er ikke længere råd, overskud eller tid til, at være der for det menneske som kommer for hjælp, det er kommet helt ned til det lavpraktiske; er du syg, så sender vi dig i behandling.

Da jeg første gang gik til lægen på grund af min angst, sagde hun; “Det er ikke angst, du er bare genert”. Jeg forsøgte at forklare hende, hvorfor jeg mente det var angst, jeg ønskede at få noget hjælp, jeg havde det ikke godt og rakte ud for at få nogen til at hjælpe, men der blev ikke gjort noget. Det var først flere uger senere, at jeg måtte overbevise min læge, ved at spille skuespil overfor hende.

Når man går til lægen med sin angst, gør de ikke noget for at finde en god psykolog til en, de husker heller ikke en på, at angst er naturligt og noget vi alle kan opleve. At der er en årsag til angst og at der ikke er noget forkert i at få angst.
Nej, man bliver sygeliggjort eller også bliver man ikke taget seriøst. Man må selv prøve at finde en psykolog eller behandler, uden man nødvendigvis ved hvad man skal kigge efter og uden nogen anbefaling. Men allerførst bliver man sendt til psykiatrien.

Jeg blev kaldt ind til en samtale med en kvinde som vist nok var sygeplejerske med videreuddannelse i psykatri. Jeg var meget opsat på at finde ud af, hvad hendes baggrund var for at sidde der, for jeg ønskede at føle mig forstået. Jeg forsøgte at kigge hende i øjnene og få kontakt med hende, men hun var iskold og kiggede ned i sine papirer – når jeg endelig så hende i øjnene så hun ud som om hun ikke ønskede at tale med mig. Hun så sur, utilfreds, vred og provokeret ud.
Jeg tænkte; “Hvordan kan man tillade sig at sidde og arbejde med mennesker som lider, når man tydeligvis selv lider i den stilling? Kan man så ikke finde noget andet, hvor ens adfærd ikke skal gå ud over i forvejen sårbare mennesker?”

Jeg forsøgte adskillige gange i løbet af samtalen (som nærmere var en afhøring) på at få en dialog med kvinden. Jeg ønskede at få hende til at forstå mig, fremfor at hun skulle følge sit manuskript, som hun desperat klamrede sig til. Hun havde en række spørgsmål hun skulle stille og så viste hun mig på væggen, alle de plancher de havde med alverdens psykiatriske diagnoser og fortalte mig, at en af dem skulle jeg passe ind i.

Når hun stillede mig et spørgsmål og jeg forsøgte at uddybe mit svar, for at få hende til at forstå mig mere akkurat, afbrød hun mig – nærmest hidsigt – og bad mig om ikke at tale yderligere om det, for hun var ikke interesseret i at jeg gik i detaljer.

Jeg følte mig dybt skuffet, afvist og mildest talt helt gal på den – her kommer man ind med en sårbarhed, noget som er svært, og man har et ønske om at blive mødt og set som et ligeværdigt menneske, istedet får man af vide at man skal stoppe med at tale om sin situation, for ja – de skal bare have deres ja eller nej, sådan at de kan finde den diagnose jeg passer i. Det er deres vigtigste og eneste formål.

Da jeg gik ud fra samtalen og kom ud til min cykel brød jeg ud i gråd. Jeg følte mig så misforstået, så sygeliggjort og samtidig havde jeg siddet og skulle åbne mig op om, det som var så svært for mig, overfor et menneske som tydeligvis var dybt uinteresseret i mig og egentlig bare gerne ville have samtalen hurtigt overstået.

Jeg har respekt for, at det ikke må være nemt at arbejde og støtte det her system, med alle de paragraffer der skal overholdes og den begrænsede tid, som er til hvert menneske. Når man arbejder under bestemte rammer og har et vist antal minutter til hver borger, så er der ikke penge eller tid til, at kunne gå i dybden med hvert enkelt menneske, men det gør mig ikke mindre frustreret over, at man vælger at tage en uddannelse i at hjælpe andre, når man hverken har de menneskelige evner til at hjælpe sig selv eller hjælpe andre. Her så jeg et menneske der selv led, men som ikke engang kunne håndtere sin egen lidelse – derimod blev hendes irritation og dårlige energi læsset over på mig, som i forvejen led.

Det er et problem, at de mennesker som skulle tage sig af de mest sårbare, sjældent selv har særlig meget overskud til sig selv.

Jeg er af den overbevisning, at for at kunne arbejde med andre mennesker, er man nødt til at arbejde med sig selv. Man er nødt til at kunne rumme sig selv, rumme den frustration og irritation som i mange tilfælde normalt kommer til at gå udover det menneske de sidder overfor. At kunne rumme sin egen lidelse og sine egne udfordringer gør det nemmere også at rumme andres.

Derfor har jeg en så dyb og brændende en lyst til at hjælpe andre – men ikke på den måde jeg er blevet “hjulpet” af læger, psykiatrere og psykologer.

Jeg ønsker at kunne hjælpe andre på en medmenneskelig, empatisk og rummelig måde. På en måde, hvor relationen er ligeværdig, hvor jeg ikke hæver mig over det menneske jeg hjælper (også fordi jeg ved hvordan det er, at være i en sårbar position og føle sig udfordret af livet) og hvor at jeg evner at kunne rumme mig selv først og fremmest.

For i det at jeg gør det, så rummer jeg også det menneske jeg sidder med. Så er der ikke noget at blive vred eller frustreret over, fordi at jeg først og fremmest vægter egenbevidsthed først, og er opmærksom på mine egne udfordringer og er bevidst om mig selv – på den måde er det også nemmere at kunne huske på, at man er to individuelle personer og at der skal være plads til begge.

 

 

#1 råd mod tankemylder og bekymringer

Noget af det jeg har lært i min angstproces har været, at alting har en årsag.

Uanset hvilke fysiske, psykiske eller følelsesmæssige symptomer du får, så er der altid en årsag til dem. De kommer aldrig bare af ren tilfældighed.

Derfor har jeg også længe interesseret mig for, hvorfor vi har så nemt ved bekymring og tankemylder, og hvorfor det virker som om at det er noget af det som er aller sværrest at “komme af med”.

Årsagen bag

Mit tankemylder og mine bekymringer har altid kredset om, at jeg enten ikke gjorde det godt nok (selvtillid), ikke var godt nok (selvværd), at jeg skulle være på en bestemt måde (præstationer og forventninger), at folk forventede noget af mig, som jeg ikke kunne leve op til (utilstrækkelighed) og at jeg følte mig forkert (skam) og ikke ønskede at føle som jeg gjorde (bekæmpelse, mangel på omfavnelse).

 

Omfavnelse af følelserne

Ligeså snart jeg kunne begynde at opdage årsagen til mine bekymringer, opdagede jeg også en forløsning, fordi nu kunne jeg forholde mig til roden af “problemet” og øve mig i at omfavne det ubehag jeg oplevede, som ikke kun var kognitivt ubehag men også følelsesmæssigt ubehag.

Jo mere jeg kunne forholde mig til årsagen og til de følelser som lå under overfladen og gav mig tankemylder, jo mindre tankemylder fik jeg også – for jeg kunne hele tiden forholde mig til årsagen bag fremfor at “få styr på” mit tankemylder.

Det blev klart at tankemylderet faktisk var en form for forvirring og bekæmpelse af de følelser jeg havde omkring mig selv og når jeg kunne omfavne de følelser, havde jeg ikke noget at være forvirret over og ikke noget at bekæmpe.

Dermed ikke sagt, at jeg aldrig bekymrer mig eller har tankemylder – det sker stadig, men jeg når altid at forholde mig til, hvorfor jeg får det, inden at det har eskaleret fuldstændigt.
Jeg opdagede også, at en fysisk forløsning af følelserne – fx at give mig selv lov til at græde, havde stor effekt på bekymringen, og var med til at få den til at blive forløst.

4 skridt til at lære accept

Vi kan heale vores lidelse og smerte med medfølelse, sagde Buddha. 

Det er nemt at acceptere vores reaktion, når der sker noget godt og glædeligt for os. Vi smiler, griner, hopper, klapper og skriger af glæde. Det er nok de færreste som tænker; “Jeg må hellere lade være at udtrykke min glæde for meget, det er nok ikke så godt”.

De svære følelser; sorg, frygt, vrede, angst, sårethed eller ensomhed er ikke følelser vi ønsker at forholde os til, vi ønsker slet ikke at mærke dem, fordi det er ubehageligt for os. Vi gemmer dem væk og prøver at holde fokus på de positive ting i vores liv, så vi ikke skal forholde os til det, som gør ondt på os. Problemet er, at vi ikke kan flygte fra dem, gemme os eller glemme dem. Følelserne vi prøver at holde væk, skal man se som en badebold under vand; de fleste bruger al deres energi på at holde bolden under vandoverfladen – det er meget udmattende! Til sidst kan vi ikke længere holde den under vand, så vi giver slip og bolden titter frem og lægger sig på vandoverfladen – men vi ved ikke hvordan vi skal forholde os til følelserne. Vi har frygtet dem så længe, at vi er blevet mere og mere bange for dem, så vi prøver at få bolden under vand igen.

Nye undersøgelser har vist, at medfølelse har en positiv effekt på det sted i hjernen, som regulerer følelser. Undersøgelserne viser at vi kan heale vores negative følelser allerbedst ved at imødekomme dem og acceptere dem, i stedet for at yde modstand mod dem.

Her er 4 skridt, til at lære at få accept overfor dine følelser; 

1. Vær bevidst
Lær dig selv at blive opmærksom og bevidst omkring dig selv, din krop, dine følelser, verden omkring dig, din fortid og alt som giver dig bevidsthed omkring dig.

2. Erkend følelsen
Erkend og værdsæt følelsen – døm den ikke. Lær at observere følelsen helt ufordømmende. Den ubehagelige følelse er ofte som et dybt sår, noget du savner i dig eller en følelse af sårethed. Her giver det virkelig god mening at vise omsorg for dig selv. Se dig selv som et barn, der ikke har nogen som viser omsorg for det. Når du har modstand mod barnet, er det som at vende det ryggen og barnet er efterladt med ubehaget. Imødekommer og omfavner du barnet, ser det og elsker det midt i ubehaget, da viser du omsorg og tillader såret at heale.

3. Sig; “Det er okay”.
Fordi negative følelser føles ubehagelige, lærer vi også, at det ikke er okay at føle dem. Men vi kan omlære dette, vi kan få en ny tilgang til ubehaget og lære os selv at det er okay at have denne følelse (følelser er ikke noget man er, det er noget man har). Jeg har gjort det ved at blive ved at sige til mig selv; “Det er okay. Jeg er okay”. I starten sagde jeg det bare, uden at føle det. Men efter at have sagt det igen og igen, begynder hjernen at forstå hvad det vil sige og begynder at ændre reaktionen på de ubehagelige følelser.
På et tidspunkt vil du føle accept, når du siger; “Det er okay”.

4. Gentag
Det er ikke bare én gang vi imødekommer de ubehagelige følelser, det må gøres igen og igen. For hver gang du lærer dig selv, at det er okay at have denne følelse, vil byrden lette en lille smule fra dine skuldre. Næste gang følelsen kommer vil den ikke føles ligeså stor og smertefuld som sidst. Hver gang du får lyst til at komme væk fra følelsen, så tillad dig selv i stedet at give dig hen til den. Udforsk den, mærk den, observér den, forstå den.

Jeg hørte engang et ret godt citat, som gik noget i retningen af; “Åbn dit hjerte for dig selv. Hvis dit hjerte er lukket, så hav først hjertet åbent for, at det er lukket.
Hvis det er svært at acceptere følelsen, så start med at sig til dig selv; “Det er okay at jeg har svært ved at acceptere denne følelse”.

Jo mere du lærer at acceptere følelserne, jo mindre smertefuld vil følelserne virke og det vil blive nemmere at gøre igen og igen. Du vil begynde at mærke følelsen mere rent, fremfor at du mærker en ubehagelig følelse og derefter mærker et ubehag over følelsen.


Guide: 6 råd til afslapning i hverdagen

Det modsatte af angst, har jeg opdaget, er afslapning.

Når vi føler angst, så er vores kroppe anspændte, hjertet banker, munden er tør, vi er på vagt fysisk og psykisk overfor farer – kroppen er i alarmberedskab. Vi skal være “på” og kroppen stresser, for at vi kan forholde os til de (mulige) farer der kunne være.

For nogle år tilbage, var det som om jeg pludselig opdagede, at det modsatte af at føle angst var at slappe af.
Da jeg begyndte at tænke over det, gik det op for mig at jeg sjældent befandt mig i et afslappet stadie. Der skulle hele tiden ske noget, nogle gange glemte jeg at trække vejret, og angsten var også konstant nogle gange, så det føltes umuligt at kunne slappe af.

Det er også især svært at slappe af, hvis man allerede er i gang med at få et angstanfald. Men afslapning kan være en forebyggelse af angsten, det kan være en måde at dyrke en større ro i sin tilværelse, når vi ikke føler os angste.


Så hvordan kan vi bruge afslapning som et middel til at reducere angsten og/eller forebygge den?

Det kan vi ved at bringe afslapnings-elementet ind i vores hverdag, som en del af vores rutiner og ved generelt set at lede vores fokus hen på afslapning når vi oplever at vi begynder at blive anspændte, angste eller stressede.

Her er nogle metoder, hvorpå du kan opnå større afslapning i løbet af din arbejds- eller skoledag.

1. Vejrtrækning. Den siger sig selv, men jeg har fået allermest ud af blot at rette min opmærksomhed på vejrtrækningen, frem for at forsøge at trække vejret anderledes.

2. Lukke øjnene. Uanset om du er på toilettet, holder pause, sidder til undervisning eller på kontoret, så har du altid ret til at lukke dine øjne, for at holde en pause fra det, der sker omkring dig. Blot det at lukke øjnene og det, at der bliver mørkt og du i nogle sekunder ikke skal fokusere på det omkring dig, kan give større ro.

3. Musik. Det kan godt være du ikke altid kan få lov at tage musik i ørene, men når det er muligt, så find noget afslappende musik eller noget du bliver glad i låget af.

4. Vær mere fri med din krop. Nogle gange tror jeg vi er bange for at folk dømmer os, hvis vi slipper os selv mere løs og fx bryder ud i dans eller begynder at lave strækøvelser. Men det er der intet underligt i. Desuden bliver der prædiket om igen og igen at vi ikke bevæger os nok og at vi sidder for meget ned – det er ikke godt for vores sundhed i længden, så op fra stolen og gå lidt på stedet eller lav en lille dans eller hvad du har lyst til og glem for et øjeblik andre mennesker – de kan være ligeglade – det handler om dig og om hvad der gør dig i godt humør og afslappet! Jeg plejer at forestille mig hvordan det måtte være at være barn igen og bevæge mig som det passer mig og være ligeglad med andre menneskers meninger. Faktisk bare lade min krop opføre mig som et barns!

5. Lav citronjuice. I en periode hvor jeg havde nærmest kronisk angst, måtte jeg ty til at lave og drikke citronjuice, fordi det bragte mit nervesystem ind i en kæmpe ro og tankerne fik lov at bare fordampe. Jeg har skrevet om hvordan man laver citronjuice lige her.

6. Vær kreativ. Du behøver ikke være en særlig kreativ for at lave noget kreativt. Det er egentlig også ligemeget om du sidder og laver en krusedulle på et stykke papir eller om du er virkelig dygtig til at tegne, det handler bare om at udtrykke sig på en kreativ måde, bruge sin fantasi frem for at sidde fast i anspændtheden og tankerne. Det kan også være du har lyst til at sidde og farve i en malebog.

 

——-

Jeg har før skrevet om det at slappe mere af i hverdagen, og kommer med idéer til hvordan du igennem hygge-aktiviteter, kan opnå større afslapning. Læs indlægget lige her.

 

 

Et sensitivt nervesystem; 5 gode råd

Nogle mennesker er født med sårbarhedsfaktorer, som gør dem disponeret for psykiske eller fysiske sygdomme. Vores gener kan være med til at bestemme, om vi kommer til at blive ramt af angst. Derudover har det miljø man vokser op i, også en stor indflydelse på ens helbred.

Den familie jeg voksede op i var meget præget af, at jeg ikke kunne slappe af. Der var aldrig rigtig ro. Det var meget stressende at være derhjemme.
Derudover er min mor en person som har en meget stor personlighed og som fylder rigtig meget, jeg skulle hele tiden være opmærksom på hendes humør og hvordan hun nu havde det. Jeg måtte hele tiden rette mig ind efter hendes måde at være på og passe på hvad jeg gjorde eller sagde, for ikke at hun blev såret. Hun er selv et meget sårbart menneske, men istedet for at blive forsigtig blev hun mere voldsom, udskældende, kunne nemt fare op og nemt blive vred eller såret. Hendes selvfølelse blev nemt truet.

At jeg hele tiden skulle være på vagt overfor min egen mor, har gjort at jeg har følt mig meget ængstelig og meget stresset som barn. Der var en indre uro hele tiden, jeg kunne aldrig rigtig give mig hen og slappe helt af. Jeg var hele tiden “på dupperne”.

Så hvis det er rigtigt, at jeg er født sårbar, så har dette miljø i hvert fald ikke gjort mig mindre sårbar. Alle de oplevelser jeg har været ude for som et omsorgssvigtet barn, har gjort at mit nervesystem er meget, meget sensitivt. Lys, lyd, lugte men også følelser, mennesker og stemninger påvirker mig rigtig meget. Mit nervesystem er indstillet til at reagere på fare og på andre mennesker, så jeg hele tiden ved, hvor jeg skal være og hvordan jeg skal forholde mig.

Vores nervesystem er der, hvor vi sanser verden og det er også der, hvor vi reagerer på fare. Min barndom har jeg oplevet som faretruende, derfor har mit sympatiske nervesystem været meget aktivt, også da jeg begyndte at lide af angst.

Det føles som om, at der er konstant uro indeni mig, som om alle mine organer og celler ryster. Hvis jeg har en dag, hvor jeg er ultrafølsom, så skærpes mine sanser så meget, at lyden af et sammerullet stykke papir som blæser indover asfalten høres som om det skratter tæt ved mit øre. Især uventede og/eller høje lyde, kan gøre at jeg kan bryde sammen i gråd, fordi det forskrækker mig og får mit hjerte til at galoppere.

Derudover har jeg C-PTSD hvilket gør mig endnu mere disponeret overfor faktorer som kan påvirke mit nervesystem.

Denne hyperårvågenhed gør, at jeg må tage forskellige midler i brug, for at hjælpe mig selv bedst muligt;

1. Ørepropper
Når jeg kan komme til det, putter jeg ørepropper i. Jeg venter ikke, til at jeg allerede er overstimuleret, men hvis jeg ved at jeg f.eks. skal sidde i toget, hvor der ikke er stillezone, så tager jeg dem i, inden jeg bliver stresset over lyde og larm. Jeg sørger altid for at have mindst et par ørepropper med mig, hvorend jeg tager hen.

2. Sovemaske
Mine øjne kan åbenbart mærke lyset, når solen står op, også selvom der ikke kommer noget sol ind. Derfor kan jeg kun få en ordentlig søvn, hvis jeg tager en sovemaske på. Sommetider så lukker jeg også bare øjnene, hvis jeg befinder mig et sted, hvor der er meget lys. Selv hvis det kun er 20 sekunder, kan det være med til at jeg kommer tilbage til en mere rolig og afslappet tilstand i mig selv.

3. Dybe vejtrækninger
Når stressen og den indre uro begynder, så kan det hjælpe at tage nogle dybe vejtrækninger og komme helt ned i kroppen og få flyttet sit fokus fra den ydre, stressende stimuli og ind til sig selv.

4. Gå amok
Nogle gange, kan jeg blive så overstimuleret, at jeg er nødt til at råbe og skrige for at slippe af med al den energi som ophober sig indeni mig. Der er det ikke nok, bare at trække vejret, der er jeg nødt til at komme af med al energien.

5. Afslapning
Det var Peter Levine som forklarede, at når man har været udsat for stressende eller traumatiserende oplevelser som har højnet éns årvågenhed og gjort én ultrafølsom, skal man se det lidt som om, at ens nervesystem er en fjeder som bouncer fra lille til så stor den kan blive på splitsekunder.
Ens energi ryger i vejret meget hurtigt og det gør også at man bliver udmattet af de her store udsvingninger. Det er hårdt for krop og hjerne at energien nærmest eksploderer. Man har behov for at gøre ting, som kan få en til at slappe helt af. Omgive sig med mennesker, hvor man føler sig tryg. Slappe af hver dag. Tage sig tid, med de daglige opgaver og hele tiden kommer tilbage til at få ro i systemet.

 

Sådan er det, at have generaliseret angst

På et tidspunkt i løbet af min angstproces oplevede jeg generaliseret angst helt tæt på. Det tog mig faktisk et godt stykke tid at opdage, at det var generaliseret angst.

Selvom sammenligninger er svært når det kommer til angst, så vil jeg vove at påstå, at det har været den værste form for angstoplevelse – at være konstant angst uden nogen form for evne til at afstemme mig selv og finde ro.
Konstant følte jeg bekymring og mindreværd, en mistillid til mig selv og til verden omkring mig. Det føles som at være helt nøgen – utryg og ubeskyttet. En virkelig voldsom følelse.
Ikke nok med at føle sig nøgen og eksponeret hele tiden, men samtidig havde folk omkring mig forventninger til mig, forventninger til at jeg skulle “tage mig sammen”.

Sådan sætter du grænser
Hvis du nogensinde har oplevet ovenstående i forbindelse med generaliseret angst – enten i længere- eller korterevarende perioder, tror jeg det er vigtigt at lære at være selvisk. Ikke til at forveksle med selvoptaget eller ligeglad med andre.
Vi har så stort et behov for at leve op til andres krav og forventninger, og vi ønsker jo at kunne fungere som et helt almindeligt menneske og kunne gøre de ting vi har lyst til i vores liv. Men sandheden er at vi føles os helt smadrede pågrund af angsten, så smadrede at vi ikke engang har energi til at tage os af os selv.
Det er vigtigt at kunne sætte sig selv først og tillade os selv at lægge mærke til, hvad vi føler vi kan lige nu, og hvad vi ikke kan.

Når angsten overvælder os, får vi det ikke bedre af, at tage os sammen hele tiden. Samtidig tror jeg også det er vigtigt ikke at lukke helt af for omverdenen, selvom vi får lyst til det, fordi den overvælder os. Måske kan du tale med nogen tæt på og fortælle hende/ham hvordan du har det nu og her, og at du har behov for at kunne trække dig lidt fra forventningerne. Derfor kan man jo stadig tale sammen!

Nyd friheden i, at du ikke skal tvinge dig selv til noget men blot kan tage det helt stille og roligt og i dit eget tempo. Jeg tror vi alle har behov for det, på det ene eller andet tidspunkt i vores liv, og det er vigtigt at lytte til det – for det er helt okay at have det behov!