5 tips til at lære, at være i Nuet

Nuet er et underligt begreb, for Nuet er jo hele tiden væk, Nuet er et split-sekund og så er det væk. Og hvordan kan man være i noget, som hele tiden er flygtigt?… 

Jeg prøver at tænke på at være i Nuet som en proces og som noget bevægeligt – ligesom en flod. Der er hele tiden bevægelse, som sker helt af sig selv – uden din indflydelse.
Du kan bakse med arme og ben for at komme hurtigt frem eller for at stoppe strømmen. Men floden bevæger sig stadig.

Derfor handler det, at være i Nuet, heller ikke om at skulle gøre noget, eller opnå noget, kæmpe for noget eller kæmpe i mod noget. Det handler om det modsatte – nemlig om ikke at gøre noget, ikke at kæmpe og ikke forsøge at påvirke hvad der sker, men blot at være i det.

Derfor bliver Nuet også beskrevet som væren.

Det er svært at være, når man hele tiden gør. For så bliver gøren ens livskraft og ens bevægelse, frem for at væren bliver ens livskraft og bevægelse.

Du kan godt være tilstede og samtidig leve dit liv. Du går ikke på kompromis med at ordne dine hverdagsopgaver, gå på arbejde eller være sammen med venner og familier, fordi du dyrker Nuet. Derimod så gør det det faktisk endnu bedre og nemmere at være dig, du får mere tryghed og tillid, færre bekymringer og tankemylder om fremtid og fortid, og lærer at kunne slappe mere af og bare være tilstede.

Dette er nogle af de ting jeg gør, for at være i Nuet:

1. Sansestimulering
Lav nogle ting, som stimulerer en eller flere af dine sanser og forsøg at ret fokus mod, hvordan denne sans opleves af din krop.

2. “Hvordan føles min krop?”
Stil dig selv dette simple spørgsmål. Formålet er ikke, at få et svar, men at rette opmærksomheden ned på din krop. Tag et bad og læg mærke til hvordan vandet føles på din hud. Brug en fjer og stryg den over din arm, eller find en blød sten og mærk hvordan den føles i din hånd. Gå med bare fødder udenfor, og mærke hvordan jorden føles på dine fodsåler. Når du spiser din mad, så smag virkelig på maden (alternativ, spis med hænderne, så du virkelig kan sanse maden). Læg mærke til farverne i maden du spiser, hvordan det dufter, smager og føles i dine hænder. Det er en måde at komme ind i Nuet på.

3. Der er intet at nå, intet at få, intet at opnå

Erkend, at der er intet her i verden du kan nå, få eller opnå. At alt det, du behøver allerede er inde i dig. Dette er en altafgørende ting at erkende, før man du give slip på at bekæmpe.
Ja, du kan opnå noget bestemt i livet, lære noget nyt, få en ny taske, eller en ny frisure, blive færdig med din uddannelse osv. men intet er dette har noget at gøre med dit indre. Når det kommer til dig indre, så er alting allerede i dig, men dette er bare ikke erkendt endnu. Det er UG Krishnamurti, som har fået mig til at forstå dette koncept.

4. Observering af omgivelser
En anden god måde, at komme mere ind i Nuet, er at lægge mærke til, hvad der sker omkring dig. Dette er også en anden måde at bruge dine sanser på. Læg mærke til, hvad du ser omkring dig, hvad du hører, hvad du mærker, lugter osv. Hvis sindet begynder at vandre og tænke, så lad det gøre det, men vend tilbage til din observation og vid, at sindet hele tiden er i gang, uanset om du følger det eller ej.

5. Slippe bekæmpelsen 
I forlængelse af punkt 3, er det vigtigt at kunne stoppe med at bekæmpe. Men uden at det bliver til endnu en form for bekæmpelse. “Stop dig selv, stop med at bekæmp!”, kan blive endnu en udøvelse af kontrol over dig selv. Det handler derimod om at kunne se, at bekæmpelsen ikke hjælper, ikke gør dig mere afslappet, tryg eller tillidsfuld. Når vi kan se, at bekæmpelsen intet gør for os, er det nemmere at slippe den.

9 måder at finde årsagen til din angst

Mange ting kan påvirke vores angst. Det kan både være de omstændigheder vi befinder os i nu og her – den måde vi lever på nu og det vi nu og her bliver udsat for. 
Det kan også være noget der har påvirket os for mange år siden. 

Barndom 

Vores barndom og opvækst, samt det miljø og de tilknytninger vi har haft som barn og ung, har stor betydning for vores psykiske helbred. Jo længere man jo tilbage, desto mere påvirkelig er hjernen også, og dermed kan én enkelt hændelse sætte spor og efterlade os med en angstlidelse (også mange år efter hændelsen).

Der er mange der glemmer, at uanset om de har været udsat for traumer eller omsorgssvigt eller ej, så har barndommen stadig en stor indflydelse på vores psykiske helbred. Det gælder også ligeså meget den måde hvorpå vi lærer, hvordan vi skal håndtere vores psyke – vores følelser og tilstande. Det handler om at forsøge at forstå hvilket barn du var, eller hvilke hændelser der dengang efterlod dig med en følelse af enten afmagt, frygt, utryghed, mistillid, sorg og lignende.
Alle børn har svære følelser, og hvis disse følelser bare én gang bliver afvist, hånliggjort, kritiseret eller på anden måde behandlet uhensigtigsmæssigt, er der altså en risiko for at udvikle psykiske lidelser.

1. Se på, hvordan dine forældre er/var, hvordan de håndterede deres psyke – for det er ubevidst noget der gives videre til dig. 
2. Kig på barndomsbilleder af dig selv
3. Tal med nogen, som kendte dig dengang 
4. Lav en tidslinje over din barndom og over større og mindre hændelser, som har sat spor i dig – hvordan blev hændelsen og følelserne håndteret dengang? 

Livsstil og sundhed (fysisk, psykisk og socialt) 

Det er ikke altid, at barndommen er årsagen til din angst. Det kan ligeså vel være, at du fører en livsstil som har været med til at igangsætte angsten. Ligesom at vi kan være født med sårbarhedsfaktorer som gør, at vi nemmere bliver påvirket af ude- eller indefrakommende triggere, så kan vi også blive påvirket af den måde vi lever på.
Koffein kan give angst, stress kan give angst, depression kan give angst, bestemte fødevarer kan give angst, svære relationer kan give angst, skamfølelse kan give angst, at være en pleaser kan give angst og dårligt selvværd kan give angst….
Så derfor kan det være en god idé at se på, om du lever på den bedste tænkelige måde, i forhold til at være god ved dig selv.

5. Lav en liste over de tætte (og ikke tætte) relationer du har i dit liv. Dette gælder også kolleger. Læg mærke til disse relationer og om dette er mennesker der giver dig glæde og følelsen af at være god nok.
6. Lyt til din indre stemme, læg mærke til hvordan du taler til dig selv. 
7. Lav en liste over hvad du spiser i løbet af en uge, for at se om du spiser mad der nærer din krop eller mad som forstyrrer dit blodsukker og dermed kan forårsage angst.
8. Spørg dig selv dagligt, hvordan du har det. Din følelsesmæssige tilstand er med til at påvirke angsten og hvordan du har det med dig selv.
9. Se på hvordan du har indrettet dig i dit liv – hvilke områder i dit liv giver dig glæde, ro, afslapning og følelse af samhørighed? hvilke områder strider i mod din selvfølelse, giver dig usikkerhed, dårligt selvværd eller tvivl?

Da jeg blev udsat for seksuelt overgreb

Dette indlæg er ligeså personligt, som når jeg skriver om mine psykiske barndomstraumer og om at have en narcissistisk mor. Dette handler bare om et andet form for traume – nemlig seksuelt overgreb.

Da jeg var cirka ni år gammel, inviterede mine forældre en udsat dreng ind i vores hjem. Han var 13 år, og havde problemer i hjemmet. Derfor boede han i en periode hos os.

Jeg brød mig ikke om ham. Han opførte sig meget mere voksen end han var, på trods af at han altid havde snot hængende ud af sin næse, som aldrig blev tørret væk.
Han talte et voksent sprog, og om sex og porno. Jeg husker, at han var meget voldsom i sin måde at være på.

Jeg var bange for ham.

Han løb altid efter mig, og når han begyndte at løbe, løb jeg væk fra ham. Det var en rimelig logisk handling for mig – jeg skulle bare væk.

Jeg løb endda også hen til mine forældre inde i stuen: “Jeg kan ikke lide at han løber efter mig”, sagde jeg. Der blev ikke gjort noget ved det, for det var jo bare leg.

Men en dag var det ikke bare leg. En dag blev det et overgreb.

Overgrebet

Som alle de andre dage, løb jeg væk fra ham og han løb efter.

Jeg kan huske, jeg tænkte, på mit værelse – i min seng – der er jeg tryg. Derfor løb jeg op på mit værelse og gemte mig under dynen. Men det stoppede ikke der. For han løb efter og kravlede også under dynen.

Det må have været forår eller sommer, for jeg havde et sæt på med shorts og t-shirt. Det er underligt, hvad jeg husker fra den dag. Jeg husker ligeså tydeligt hvordan hans fingre bevægede sig ind mellem mine ben, over kanten på mine shorts og hvordan han stak sin finger ind i mig. Han havde overskredet mange grænser og nu havde han overskredet endnu flere. Så meget vidste jeg. Det var forkert, det han gjorde.
Jeg nev ham så hårdt og længe jeg kunne i armen, hvilket heldigvis fik ham til at trække sin arm hurtigt tilbage og løbe ud af værelset.

Jeg husker ikke hvad der skete lige bagefter. Blev jeg i sengen? Følte jeg mig utryg ved at være i min egen seng? Gik jeg ned sammen med de andre og lod som ingenting? Sagde jeg noget til nogen?

Jeg husker heller ikke om det var samme aften eller dagen efter, men udfra den frygt jeg følte, vil jeg gætte på det var samme aften, at jeg var alene på mit værelse.

Nu frygtede jeg ham bare endnu mere end før. Hvad ville han gøre næste gang vi var alene? Hvor langt ville han overskride min grænse?

Men det stoppede ikke der

Jeg delte værelse med min søster dengang, og jeg stod i dørkarmen og ventede på at hun kom op på værelset. Han skulle forbi mit værelse for at komme hen til sit eget værelse, og jeg tænkte bare, “Please, du må ikke nå at komme herop før min søster kommer”.
Da jeg hørte min søster skændes med min mor, tænkte jeg, nu er håbet ude. Når først skænderierne er i gang, så går der længe før hun kommer herop. Ganske rigtigt kom han op ad trappen og ind på mit værelse.

Sagde han noget? Det tror jeg, men jeg husker ikke hvad. Jeg sagde vidst ikke noget, for jeg var bange og følte mig lammet. Jeg gik hen til vinduet og kiggede blankt ud i det jeg husker som en mørk have, hvor kun månen virkede til at være det eneste lys. Jeg smilede ikke, jeg græd ikke, jeg var helt fastfrossen og afventende. Bad indvendigt om at han ville gå sin vej.

Han sagde noget med, at jeg var smuk og dejlig. Jeg havde nærmest et had til ham, jeg frygtede ham, og intet han kunne sige, kunne gøre det han havde gjort godt igen.

Han stillede sig på min ene side og lænede sig ind mod mig. Så kyssede han mig på min pande. Jeg fortrak ikke en mine, men jeg kunne mærke hvor vådt og klamt hans kys var, både af snot fra næsen og mundvand fra munden. Han virkede afventende, og jeg stod ligeså lammet som før. Så kyssede ham mig igen på siden af munden. Igen fortrak jeg ikke en mine, men stirrede stadig ud. Måske, tænkte jeg, ville han stoppe, hvis jeg slet ikke gjorde noget.

Og så gik han. Det var som om, jeg havde holdt vejret i al den tid, som føltes som timer, men nok kun var få minutter. Selv når jeg skriver disse ord, er det som at være der igen. På en gang husker jeg det tydeligt, i hvert fald følelsen jeg stod med, på den anden side virker det hele så uklart.

Efterreaktionerne

Jeg forsøgte at fortælle min mor om hændelsen, men sagde intet som hvad der helt konkret var sket. Jeg håbede sådan på, at jeg ikke behøvede at sige hvad der var sket, men at hun blot kunne se på mig, at der var sket noget og at vi kunne tale om det. Men min mor er narcissist, og har svært ved at forstå eller sætte sig ind i andres følelser, så hun grinede, mens jeg stod, fastfrossen, som så mange gange før og så hende vende ryggen til mig og gå væk.

Da jeg efterfølgende så ham i skolen, følte jeg skam og skyld. Jeg følte mig som det værste menneske i verden, fordi jeg havde afvist ham. Jeg havde nevet ham i armen, jeg havde ikke gengældt hans kys. Det var synd for ham, tænkte jeg. Jeg havde så ondt af ham.

Det var først 9-10 år efter at hændelsen kom op til min bevidsthed igen og jeg fortalte et andet menneske om oplevelsen. Heldigvis var det en god veninde, som havde medfølelse for mig og kunne se alvoren i det.

Efterfølgende har denne oplevelse været med til at forværre min angst for berøring. Det har taget mig mange år, at vænne sig til at nogen rør ved mig – selv et kram eller en hånd på skulderen kan føles krænkende.

Det er heller ikke så underligt at jeg her, næsten 20 år senere, stadig frygter at blive udsat for et seksuelt overgreb i min seng. Det er det mest private sted jeg har, det er det sted hvor det er allervigtigst jeg føler mig tryg. Det er her, jeg skal kunne falde til ro om aftenen og vågne tryg op næste morgen. Men sådan er det bare ikke for mig…

Hvad er seksuelt overgreb?..

Der findes rigtig mange forskellige former for seksuelle overgreb på børn og unge.

Helt simpelt kan man definere seksuelt overgreb som det der sker når de fysiske/seksuelle grænser hos barnet bliver overtrådt.

Seksuelt overgreb hører under tre områder: passivt overgreb, overgreb med fysisk kontakt og aktivt overgreb.

9 ting din angst prøver at fortælle dig

Hvis din angst kunne tale til dig, hvad ville den så sige?….

1. “Du bevæger dig væk fra dig selv og væk fra nuet”
– En terapeut sagde disse ord til mig, da hun forsøgte at forklare mig, hvorfor jeg fik angst. Det gav så god mening, for jeg kunne mærke at når jeg fik angst, så var det ofte fordi jeg havde glemt mig selv. Jeg havde for stort fokus på at behage og please andre og jeg tænkte hele tiden frem i tiden, på hvordan jeg nu skulle håndtere en given situation. I stedet talte hun om at for bedre at kunne slappe af, at komme tilbage til mig selv og mine behov og være tilstede i nuet. En måde at gøre dette på, er fx ved at få større kropsbevidsthed, da dette får dit fokus væk fra tankerne og ned i kroppen i stedet. Kroppen er kun tilstede i nuet, hvor tankerne kan være i alle tider og på alle steder.

2. “Du er stresset og presser dig selv”
– Når vi er stressede eller pressede, kan vi opleve lignende symptomer som ved angst – hjertebanken, høj puls, tankemylder osv. Vores nervesystem er på overarbejde, det er hårdt for kroppen og psyken. Når vi presser og stresser os selv, så er der ikke særlig meget overskud tilbage til at kunne være der for os selv eller håndtere ubehaget.

3. “Du tror du skal være på en bestemt måde”
– “Det er mærkeligt at få angst. Der er jo ikke nogen grund til det. Hvorfor bliver du så angstfuld, der er ikke noget at være bange for. Forsøg nu at tænk lidt positivt”. Har du haft nogle af disse tanker? Så er du ikke alene.
Vid, at du har ret til at få angst, og du skal ikke kunne være ovenpå eller være positiv eller tryg. Du kan ikke gøre for, at du føler dig angstfuld. Du skal slet ikke kunne være på nogen bestemt måde. Når vi presser os selv til at skulle præstere noget bestemt og tage en rolle på, så kan vi få angst. Når vi så derudover forsøger at dække over, at vi har angst, tage et smil på og “lade som ingenting”, så er vi ydermere med til at erfare overfor os selv, at angsten ikke er tilladt, at den er forkert og ikke velkommen.
Når vi afviser en del af os selv, angsten, så amputerer vi også en del af os selv og kan føle os utilstrækkelige og forkerte når vi skal fungere ude i verden.

4. “Du er bange for mig”
– Når vi er bange for at få angst, angst for angsten, så erfarer vi, at angst er noget vi skal være bange for, noget som er uacceptabelt eller forkert, noget som vi skal forsøge at undgå at få. Jo mere vi erfarer det, jo sværere er det også at håndtere angsten når den kommer, fordi vi allerede har opbygget et helt forsvar mod den og holder os i armslængde fra den, for ikke at blive angst. Men fordi vi er angst for angsten, så har vi angst allerede inden vi får angst!

5. “Du lytter ikke til dig selv”
– Når vi glemmer at lytte til os selv, vores behov, grænser og ønsker, så kan det skabe angst. Vi kan være alt for fokuseret på hvad andre forventer af os eller hvad andre har brug for, og dermed glemme os selv. Husk at vær der for dig selv.

6. “Du har glemt at trække vejret”
– Man kan godt glemme at trække vejret ordentligt, og hvis man gør det, kan man mangle ilt til hjernen. Sørg for at komme udenfor eller åbn et vindue – frisk luft kan hjælpe på vejrtrækningen eller at lave nogle simple kropsøvelser eller vejrtrækningsøvelser, Besværet vejrtrækning påvirker vores krops tilstand og evnen til at slappe af.
Anspændt vejrtrækning – anspændt krop.

7. “Der er uforløste følelser i dig”
– Uforløste følelser kan være med til, at følelserne hober sig op indvendigt og kan gøre os nedtrykte, irritable eller angstfulde. Det kan være mange år gamle følelser, eller følelser fra en nylig situation. Læg mærke til om du giver dig selv lov til at mærke disse følelser eller om du begraver dem væk.

8. “Du skulle ikke have spist det slik”
– Mad eller snacks, som får vores blodsukker til at stige og falde drastisk, kan give os angstlignende symptomer. Bevares, det kan godt være vi ikke får angst, pga de symptomer, men fordi de minder om angstsymptomer kan angsten blive trigget eller forværret. Det er især mad med meget raffineret sukker, hvidt brød eller meget animalsk fedt.

9. “Du bekymrer dig”
– Hjernen snyder os og får os til at tro, at hvis vi bare kan tænke os ud af alle de ting der ligger i fremtiden eller i fortiden, så får vi ro nu og her. Men det skaber blot bekymringer og tankemylder og kan gøre, at vi får angst og åndenød. Det er okay, at bekymre sig, og det er der en reel årsag til. Vid, at det er okay at bekymre dig, men vid også, at du intet kan gøre for at “fixe” noget i fremtiden eller i fortiden.

Hvem er jeg?

Da jeg startede Ind til kernen i maj 2017, var det med ønsket om at være ekstremt åben også i forhold til hvem jeg er. Men jeg har besluttet at være mere anonym her på siden.

Det er svært at finde den rette balancegang – jeg vil gerne dele meget sårbare ting, men samtidig har jeg ikke lyst til at både have “mig” og hele mit personlige liv være blottet.

Jeg ved der er en del, som godt ved hvem jeg er, men det gør mig ikke noget. Det der er vigtigt for mig er, at det ikke kommer til at handle om mig og hvem jeg er, men om de ting jeg har erfaring med og de ting jeg har været igennem.

Jeg ved ikke om det er en god idé eller særlig effektivt at gøre det på den måde. Når jeg kigger på andre bloggere, så viser de meget af dem selv frem. Både i form af billeder af dem, deres fulde navn og også personlige ting.

De deler ikke alting, det er de færreste som både deler deres allerinderste og deler alt det andet. Og jeg er nok en af dem, som nemt kan komme til at føle, at jeg viser for meget.

Det er sårbare emner der bliver delt her på siden. Det handler ikke om mode eller makeup, det handler om mig – om mine personlige og sårbare oplevelser om angst, barndomstraumer, skam osv. Hvis det havde været en blog der handlede om generelle psykiske udfordringer og jeg ikke brugte egne erfaringer, kunne jeg måske godt vise mig selv mere, men fordi jeg bruger mig selv i mine indlæg, er det vigtigt for mig at der er andet der er mere skjult – fx mit fulde navn eller mit ansigt.

Inde under “Hjælp til selvhjælp” har jeg flere lydfiler, som handler om at lære at omfavne angst og skam. Her hører du min stemme, og det er også noget mere personligt og genkendeligt end tekst måske er. Derfor håber jeg, at min stemme og mine personlige ord, kan være en erstatning for at se mit ansigt eller navn her på siden.

Det er egentlig også det, som er fokusset på Ind til kernen – det er ikke mig som person, men de oplevelser jeg deler ud af, som jeg ved rigtigt mange kan genkende. Det skal ikke handle om mig som privatperson, det skal handle om angst, skam og traumer og hvordan vi kan lære at omfavne dette i vores liv.

Det er en side der handler ligeså meget om dig og dine oplevelser.

Derfor håber jeg, at selvom du ikke “kender” mig, at indholdet stadig er relevant og brugbart.

Angst for berøring

Første gang jeg opdagede, at jeg havde angst for berøring, var da jeg som 16-årig kyssede en fyr for første gang og han aede mig på ryggen. 

Berøring var krænkende

De tog begge beslutningen om at vi var kærester, ved at flette ordet “kæreste” ind i en sætning, fx “Min kæreste kan godt lide is..”. Og mig, som ikke havde nogen selvfølelse og var den største pleaser man kunne møde, turde ikke sige hvad jeg egentlig tænkte: “Det er en stor ting for mig at have et andet menneske så tæt på mig, så jeg synes vi skal lære hinanden at kende før vi bliver kærester”.

Sammen med begge fyre følte jeg at den fysiske berøring var ligesom et overgreb. Indvendigt bed jeg det i mig, selvom det på ingen måde var rart for mig.

De gjorde jo ikke noget forkert. Men jeg, som var vokset op med en narcissistisk mor, og dermed havde fået mine grænser overtrådt en million gange, tænkte bare, at det var nok var sådan, det var. Her i livet er der ikke noget der er trygt – selv ikke når din kæreste stryger dig over ryggen eller kysser dig. Og ligesom jeg havde vænnet mig til, at hade at blive krammet af venner og familie.

Hvordan føltes det?

Når jeg taler om berøring, så er det ikke kun ment som en intim berøring. I det meste af mit liv, har jeg undgået at blive rørt ved. Jeg brød mig ikke om at blive krammet eller kysset, heller ikke af mine forældre og slet ikke fremmede.
Jeg vred mig altid væk fra den hånd, som ville røre ved mig, for det var altid ubehageligt. Selv bare en hånd på min skulder gjorde mig utryg og angstfuld.

Den eneste måde jeg kan beskrive følelsen på var, at det var som om at den hånd der rørte ved mig, borede sig helt ind i mit indre og flåede alle organer og alt andet ud af min krop. Det var som at blive fuldstændig udslettet.

Det var som om, at når først hånden lagde sig på min krop, så var der ikke noget “mig” mere, det føltes som om at hånden og mig blev ét, som om jeg ingen hud havde, intet beskyttelses-lag havde. Det var en overtagelse af den jeg var, når jeg blev rørt ved.

Denne beskrivelse vidner bare om, hvor krænkende en oplevelse det har været for mig, og hvor krænket jeg har følt mig af min mor.

Behov for berøring

I dag er det anderledes med angsten for berøring. Berøring er vigtig for mig, både i form af kram og kys og også bare at være fysisk tæt på nogen. Berøring er livsvigtig. Men når det er blevet gjort til noget ubehageligt og grænseoverskridende, så vil man hellere overleve uden, for der føles det som om at berøringen er udslettende og krænkende.

Hvis der sidder nogen derude som har svært ved berøring og oplever ubehag ved det, så vid at du ikke er alene. Der er en årsag til dette ubehag, og det nytter ikke at tvinge sig selv til at “bide det i sig” og overleve det. Find ud af, hvorfor dette ubehag er der og hav tålmodighed med, at der nok skal komme en naturlig lyst til at få dette behov opfyldt.