De ensomme medier

Har du prøvet at lægge mærke til, hvor mange der kigger ned i deres smartphone og/eller har høretelefoner i, når du går rundt blandt mennesker? 

Det er ufatteligt hvad internettet og vores smartphones kan gøre. På en måde bringer de os alle mere sammen, fordi stort set alle ejer en email, Facebook- eller Instagramprofil og er på en eller anden måde tilgængelig gennem internettet.
Men på andre områder skaber medierne også et større skel imellem os, får det til at handle om konkurrence og hierarki (hvem har flest følgere?) og gør os mere alene og adskilt fra nuet.

Det slog mig for nogle måneder siden, hvordan at internettet og vores smartphones er blevet manges “bedste ven”. Jeg oprettede for sjov en profil på Snapchat, for at se, hvad det egentlig handlede om.
Det gik op for mig, hvor ofte der kom snaps, og så kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvad det måtte være for et liv, personen i den anden ende levede. For vi ved jo godt, at det vi sender ud, er kun en split-del af det liv, vi lever, og de fleste er ret selektive med, hvad de deler og sørger også for, at finpudse deres billeder inden de sender. Men jeg kunne ikke lade være at tænke; Okay, så imens du er ved at spise middag med din kæreste, så sidder du og tager billeder og sender til snappen?
Der var flere spørgsmål der kom frem; 1) hvorfor skal de absolut sendes under middagen og ikke efter?, 2) hvorfor skal der overhoved tages billeder? er det ikke nok, at nævne overfor sine venner; “Mig og Jakob var på Vivaldi i går, nej hvor var maden lækker”?. og vigtigst af alt, 3) går man ikke glip af øjeblikket, når man hele tiden skal dokumentere det?

Jeg husker, da jeg for nogle år siden besøgte Lake Matheson i New Zealand. Et over-turistet sted, på grund af de snebeklædte bjerge som spejler sig ned i den klare og stille sø. Turen rundt om søen var nogle kilometer lang og jeg havde valgt at gå og så stoppe op en gang imellem og tage billeder. Da jeg nåede til udkigsposten som var kendt for værende det sted, hvor alle de flotte billeder af søen blev taget fra, satte jeg mig udmattet på en bænk og nød udsigten. Der var faktisk ikke flere mennesker deroppe, hvilket undrede mig lidt. Men pludselig hørte jeg nogen komme op ad trapperne, et par, som uden overhoved at kigge ud på søen, straks havde kameraet op foran deres ansigt for at tage billeder. Derefter gik de igen. Kort tid efter hørte jeg nogen komme løbende ad trapperne – en far og hans søn. De løb hen til udkigsposten, tog et par hurtige billeder og løb ned igen. Det forargede mig næsten. Jamen, hvorfor så overhoved tage derhen, hvis ikke for at opleve det?

Lige pludselig skal vores virkelighed ses gennem en linse – hvorfor ikke the real deal? Det kan jo slet ikke sammenlignes med et billede – og billeder af Lake Matheson er der jo nok af – det er bare med at gå på Google og søge. Men at opleve noget igennem dine øjne, er jo fuldstændig unikt, fordi vi hver især ser verden på vores helt egen måde. Derudover er der noget helt specielt over at bare sidde og nyde en oplevelse og tage det ind – helt automatisk fotograferer din hjerne din oplevelse – og ja, måske er der så nogle oplevelser som ikke kan deles med din omgangskreds og de kan desværre ikke se hvor smukt det var, da du var der, men så har du da oplevet det.
Et billede er på mange måder dødt, hvorimod oplevelsen af at se et landskab eller et par menneskeøjne, er levende, åndende og i bevægelse hele tiden. Jo mere vi lever vores liv gennem internettet og de sociale medier, jo mere tror jeg også vi kommer væk fra virkeligheden og øjeblikket, som er dyrebart og unikt. Det virker som om, det er blevet vigtigere at dokumentere øjeblikket end at være i det. Vi vil dokumentere at vi har været i øjeblikket, men vi var der ikke rigtigt, fordi vi var igang med at dokumentere det…

I forhold til vores mentale sundhed, tror jeg også at det kan være farligt at benytte sig så meget af de sociale medier, fordi jeg synes det skaber et større skel imellem os. Det kommer ikke til at handle om at vi skal være sammen og nyde hinandens selskab, men om at vi hver især skal dokumentere vores tid sammen. Al den næring der ligger i, at være sammen med et andet menneske eller bare at nyde en oplevelse alene eller at tale med en fremmed, bliver på en eller anden måde kvalt, fordi vi alle sammen er et andet sted henne – inde på internettet.
Før i tiden havde jeg det med at tale mere med fremmede, end jeg gør nu. Det er sværere at få kontakt til folk nu, fordi de hele tiden har deres bedste ven i hånden, og hele tiden er optaget med det, fremfor at se, hvad der sker omkring dem.

Jeg føler mig mere ensom, når jeg bruger de sociale medier, for inde på internettet føler jeg mig længere væk fra andre mennesker, end hvis jeg går ned og ser kassedamen i øjnene og siger; “Ha’ en god dag”. Det er de små ting der betyder noget.
Jeg føler mig også mere unormal og forkert, når jeg kigger på andre folks Instagram og Facebook-profiler, fordi jeg sammenligner mig med dem og tænker; “Hold da op, der sker en hel masse i deres liv, de er sammen med deres venner hele tiden. Gid det var mig der havde det så godt”. Men sindet bedrager jo. For der er jo ikke nogen som lever det perfekte liv. Ikke engang hvis de dokumenterer det perfekte liv.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: