Sådan er det at have social angst

Når jeg kan være okay med, at føle mig angst, så mister angsten sin magt over mig, så bliver jeg mindre angst for angsten og så kan jeg bedre acceptere mig selv, som denne her rystende, skælvende og usikre person jeg er, når jeg får angst.

Ubehaget over, at opleve intens angst, kan være så voldsom, at der ikke der ikke er noget i mig, som siger; “Det er okay at du bliver angst, det er en del af dig, og du er god nok også selvom du bliver angst”.
I stedet har jeg bare lyst til at komme væk, til at forsvinde, til ikke at være til, for det er for ubehageligt at være mig, når jeg får angst.

De fleste gange lykkes det mig faktisk, at give mig selv lov til at føle det jeg føler og ikke presse, stresse eller forvente en masse af mig selv, og derfor får jeg i mange tilfælde ikke angst, fordi jeg inden da, sørger for at blive i min kerne, blive hos mig selv.

Andre gange, når jeg ikke at forberede mig, og bliver overvældet af angst og ubehag.
Det sker især hvis jeg er i centrum for folks opmærksomhed, uden at være forberedt på det eller hvis jeg i forvejen er lidt ude af mig selv – dvs. måske er jeg lidt nervøs, usikker, stresset eller ikke helt nærværende med mig selv. Jeg bliver kastet ud på en ubehagelig rutsjetur, med galopperende hjerte, svedetur, rystende krop og raserende tankemylder.

Når jeg får social angst sker følgende ting;

1. Chok
Det går op for mig, at jeg er i centrum, og der går et sæt igennem min krop. Som om jeg har fået stød. Som om jeg vågner op fra en søvn og pludselig er meget mere tilstede, end min krop og sind kan rumme – folk kigger på mig, afventer mit svar/respons, all eyes on me.

2. Erkendelse af angstsymptomer
Jeg lægger mærke til min tydeligt ændrede fysiologiske tilstand og hvordan at min krop er kommet ud i en tilstand af intens angst, med de fysiske symptomer som følger med. Hjertebanken, svedeture, rysten, rødmen, tør mund og tankemylder.

3. Flight/fight/freeze
Tankerne er ikke gået helt i gang endnu, i stedet får jeg en voldsom impuls til at styrte væk, ud, bare et eller andet sted. Inde i hovedet, scanner jeg omgivelserne for mulige flugtveje. Jeg får en stor trang til bare at grave mig ned og forsvinde væk, jeg vil ikke være i centrum. Det er ubærligt.

4. Undgåelse af skam
Jeg indser, at hvis jeg skal flygte fra situationen, så skal jeg også forklare mig bagefter, og jeg føler skam over, at skulle gå væk og så komme tilbage og forklare hvad der lige skete. En del af mig ved også godt, at den impuls jeg får, er fordi jeg bliver angst, og derfor reagerer med flight/fight/freeze. Men i mit forsøg på at undgå den skamfølelse, får jeg alligevel skam, fordi jeg oplever hvor voldsom angsten føles, og jeg kigger på dem om står foran mig og føler at de bedømmer mig. Jeg føler de kan se hvor angst jeg er, at de ser ned på mig og kritiserer mig med deres blik. Derfor bliver jeg i situationen. Ja, jeg fastfryser nærmest i situationen, fordi jeg hverken kan flygte eller kæmpe mig ud af den.

5. Fastforward historie
Jeg får på et split-sekund en fastforward historie i mit hoved, hvor jeg ser situationen udspille sig (dette før jeg overhoved har sagt et ord). Jeg ser interaktionerne mellem mig og den/de andre jeg er sammen med og hvordan jeg og de reagerer. Det udspiller sig altid på den måde, at jeg er fuldstændig angst hele vejen igennem. Jeg er fuldstændig ude af kontrol. Der er intet ro i mit system eller i interaktionen. Denne indre historie, sker helt automatisk og gør mig mere angst, fordi jeg føler det er point of no return – jeg ved, at jeg kommer til at blive angst hele vejen igennem og jeg kan ikke holde ud at skulle igennem det.

6. Interaktionen begynder
Efter alle de ovenstående reaktioner, begynder jeg at tale. Samtidig med jeg taler gennemgår jeg punkt 1-6 adskillige gange, både i rækkefølge og udenfor rækkefølge.
Ofte forsøger jeg så godt jeg kan, at holde fokus på, hvad det er, jeg skal sige, i stedet for at holde fokus på angsten. Før i tiden var jeg nok ikke blevet i situationen, men var flygtet væk. Jeg blev så angst, at jeg mistede evnen til at koncentrere mig om at tale.
Samtidig med at jeg taler, læser jeg blikkene og kropsproget hos dem jeg taler til. Jeg analyserer deres reaktion udfra min angst, og derfor føler jeg ofte at jeg bliver bedømt, kritiseret, set ned på og jeg får intense følelser af at være uperfekt, et nul, det laveste af det laveste, forkert, fyldt med fejl, skamfuld og så videre. Mit syn på mig selv, i sådanne situationer, spejler sig i den reaktion jeg får fra min omverden. I virkeligheden dømmer de mig ikke. De kritiserer mig ikke, de nedgør mig ikke. De er blot interesserede i mig og viser det overfor mig. Men det kan jeg umuligt se eller mærke, når jeg føler angst.

7. Skam
Skammen kommer som følge af, at jeg begynder at tyde og analysere min omverdens reaktion på mig/min angst. Jeg leder efter et sæt øjne som fortæller mig, at jeg er okay som jeg er – også helt ude i denne intense angstfølelse. Men den accept er ikke til at finde, fordi jeg er fuldstændig fanget ind af angsten og de her tanker om mig selv. Jeg skammer mig over, at jeg reagerer på denne måde. Jeg skammer mig over at blive angst – for, der er jo ikke noget at blive angst over?…….

8. Ked-af-det-hed, skam, skyld og en følelse af at blive afsløret
Efterfølgende har jeg lyst til at bryde ud i gråd. Hvis det er muligt, gør jeg det, hvis ikke holder jeg det inde og mærker ked-af-det-heden vokse indvendig. Jeg tror fejlagtigt at omverdenen, ved at vise mig interesse (give mig opmærksomhed), med vilje ønsker at gøre mig utryg, angst, skamfuld og bedømme mig.
Jeg føler, at de er skyldige, i ønsket om at gøre mig fortræd (og at jeg fortjener det) men samtidig føler jeg, at det er mig som er skyldig, at der er noget i vejen med mig, fordi jeg får angst.
Jeg føler at jeg har svigtet dem, at jeg ikke er den, jeg giver mig ud for at være. Det er som om, at angsten er det, som kommer frem når mit slør bliver revet væk fra mit ansigt. Jeg føler, at de ser mit “sande” jeg, min skam, og at jeg har snydt dem, ved at vise dem et andet ansigt udadtil. Jeg bliver afsløret i, bare at være et kæmpe stort nul. De har gennemskuet mig (ens værste mareridt, når man har impostersyndrom).

9. Indre dialog
Også efter angstsituationen, forsøger jeg at skabe en indre dialog med mig selv, hvor jeg taler med mig selv. Den ene stemme siger måske; “Jeg føler så meget skam over mig selv. Jeg skammer mig sådan over, at jeg fik angst og at de skulle se mig sådan – se hvor uperfekt jeg er.”
Så siger den anden stemme; “Det kan jeg godt forstå, det er meget overvældende for dig. Du kan ikke gøre for, at du får angst. Du er ikke selv herre over det. Det er noget som er udenfor din kontrol. Det er på grund af dit omsorgssvigt at du reagerer sådan. Du kan ikke gøre for det.”
“Nej, det ved jeg godt”, siger den første stemme. “men derfor er det jo stadig ubehageligt. Og jeg bliver ked af det, over at jeg er blevet så svigtet og skadet, at når folk viser mig interesse, så føles det som det modsatte! Så føles det som om, at jeg bliver kritiseret, ødelagt, hånliggjort, dømt!”
Den anden stemme; “Ja, det kan jeg godt forstå, det er meget ubehageligt det du oplever lige nu.”.

10. Forståelse, erkendelse, tilladelse (og nogle gange accept)
Jeg prøver så godt jeg kan og med blidhed og ømhed overfor mig selv, at blive ved at sige til mig selv; jeg forstår dig godt.
Ikke mere, ikke mindre.
For når jeg bliver så overvældet, så er det svært bare at rumme og acceptere og være okay med det, så har jeg allerførst brug for, at erkende at jeg hverken kan rumme eller være okay med det. Det er første skridt.
Somme tider holder jeg én hånd på mit hjerte og én hånd på min mave og trækker vejret dybt. Jeg forsøger at være blid overfor mig selv og ikke prøve at kontrollere situationen.
Det som er vigtigt for mig er, at jeg kan tillade mig selv, at føle det jeg gør, samtidig med at jeg hele tiden forsikrer mig selv om, at der ikke er noget jeg skal gøre ved det. Jeg skal bare lade det helt være, lade det være det, det er.

Afslutning – at lære, at være okay med sin angst
Forståelse, anerkendelse og accept
Det, som jeg bevæger mig henimod med de øvelser jeg laver og den tilgang jeg har til min angst er, at blive mere og mere okay med, at jeg er den jeg er og at jeg får angst.
Det tydelige for mig er, at når jeg er i centrum og får angst, og får de her følelser af, at jeg bliver set ned på, bedømt, kritiseret og hånliggjort, så er det fordi at det var det jeg oplevede som barn, når min mor gav mig opmærksomhed. Jeg har sjældent i min barndom oplevet at få kærlig opmærksomhed. Kun negativ, skam- og skyldbetonet opmærksomhed. Hvis ikke jeg var perfekt, så var jeg ikke god nok. Derfor er der en grund til, at jeg reagerer så kraftigt på opmærksomhed.
At kunne forstå det, hjælper med at anerkende de følelser jeg får i forbindelse med min angst og dernæst at kunne acceptere min angst mere fremfor at skulle kontrollere den, ændre den eller forhindre den.

I nogle områder af mit liv, er angsten voldsom og intens, men på mange andre områder har jeg lært mig selv at blive i min kerne at tryghed og tillid og i troen på, at jeg er god nok som jeg er – at jeg er værdifuld og at jeg ikke skal være eller præstere noget overfor nogen. At være i den tilstand, giver mig allermest lykke, ikke fordi at angsten er væk, men fordi jeg kan iagttage den fra et sted, hvor jeg ikke identificerer mig med den, men hvor jeg kan lade den forbipassere stille og roligt.
Der bliver angsten blot til et vindstød som blæser lidt i mine blade og så forsvinder igen, fremfor den angst som griber fat i mig, rusker mig og sønderriver mig fuldstændig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: