Når jeg får social angst

Når jeg får social angst, så har jeg ikke lyst til at være til. Det er så ubehageligt, så skamfuldt, så voldsomt for mig, at jeg har lyst til at forsvinde væk. Det er så smertefuldt at være mig i den situation, og lige dér, har jeg lyst til aldrig nogensinde mere at se et andet menneske, af frygt for at de ser mig lige dér, lige der hvor jeg er allermest sårbar, føler allermest skam og føler mig som det laveste af det laveste. En usling, som ikke er noget værd.

Ting, folk har sagt til mig i årenes løb;

“Ej, du har sgu da ikke social angst.”

“Jamen, der er jo ikke noget at være bange for.”

“Bare rolig, der sker dig jo ikke noget.”

“Du er helt stresset, prøv lige at slap af.”

“Haha, social angst, virkelig? Jeg så dig da i byen forleden. Hvordan kan du være i byen, når du har social angst?”

“Man kan altså overhoved ikke se det på dig.”

“Jeg bliver også vildt usikker, når jeg skal være social.”

“Jeg tror bare du er genert.”

Folk har ofte meget svært ved at forstå at jeg kan have det sådan, især fordi at de ikke kan se noget på mig. Men indeni mig, føler jeg at min verden ramler sammen, jeg føler mig så blottet, så udsat og utryg og så skamfuld. Jeg har lyst til at forsvinde ud i luften og ikke være til, fordi det er så skamfuldt at være mig, når jeg får angst.

Det er utroligt, at noget kan føles så voldsomt indeni mig, men at folk oftest ikke kan se nogen ændring i min adfærd eller kropsprog. Det er fordi jeg i over 20 år har øvet mig i, at skjule mig selv og vise et andet ansigt udadtil, dermed vokser skammen også indadtil, fordi jeg lærer mig selv, at mit “sande” jeg (sådan som jeg føler mig indeni), ligger lige under overfladen. Der føler jeg mig så forkert, så plettet af skam, så ussel, et kæmpe stort nul. Jeg vil gøre alt for, at skjule hvordan jeg har det indeni, derfor føles det også ekstremt voldsomt, når jeg ikke længere kan holde sammen på mig selv og angsten får mit indre til at skvulpe ud over det hele og dække mig i forkerthedsfølelsen. Angsten fortæller mig, at jeg nærmer mig min følelse af mindreværd. Jo mere jeg flygter fra og nægter at anerkende at det er sådan jeg har det, jo mere skal jeg kæmpe for at holde mit ansigt pænt og nydeligt udadtil og holde den indre følelse væk.

Jeg øver mig i, dag for dag, at anerkende at jeg føler mig værdiløs. Det er jo sådan jeg har det. Jo mere jeg kan få forståelse for at jeg har det sådan, jo mindre frygter jeg at min facade falder, fordi jeg jo godt ved og erkender at sådan som jeg har det under facaden, er sådan jeg har det hele tiden. Jeg har bare ikke lyst til at andre skal se det.

Løsningen er ikke, at vise mit indre og at forvente at folk elsker mig og ser mig lige dér. Løsningen er, at jeg selv kan elske og se mig selv lige dér, hvor jeg føler mig allermest ussel, allermest skamfuld, allermest værdiløs. At rumme og holde mig selv i kærlighed lige midt i den følelse og tillade den at være en del af mig. Så forsvinder frygten for den også, så forsvinder behovet for at andre vil acceptere mig dér, fordi jeg ved, at jeg accepterer mig selv. Når jeg accepterer mig selv, har jeg ikke brug for omverdenens accept.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s