Psykolog eller psykoterapeut?

Selv fra folk som er uddannet psykolog eller studerer psykologi på universitetet hører jeg, at mange af deres (tidligere) medstuderende ikke har evnen til rigtigt at sætte sig ind i andre mennesker og deres liv og problemer. De lærer en masse teori under uddannelsen, men ikke så meget om, hvordan man egentlig skal arbejde med mennesker. 

Siden jeg gik på HF som 18-årig har jeg været hos flere forskellige behandlere. Den første var en skolepsykolog, den næste var en psykoterapeut under uddannelse, dernæst en psykoterapeut der var færdig med sin uddannelse. Forrige år startede jeg hos en psykolog med en efteruddannelse i SE og nu går jeg hos en psykoterapeut.

Psykoterapeuter er helt klart dem jeg har bedst erfaring med, det til trods for at jeg kun har gået hos tre psykologer – så så meget erfaring med psykologer har jeg heller ikke.
Min oplevelse af psykologer er, at de har en masse gode redskaber og værktøjer til at benytte i forbindelse med det problem man har. Psykoterapeuter går mere op i, at lære personen af kende, komme ind på livet af dette menneske, forstå dets mønstre og forstå hvorfor man er, som man er. Det gennemgående i den psykoterapi jeg har været i, har været at der har været en stor empati for mig og min situation og at der hele tiden bliver taget uddgangspunkt i 1) hvad jeg ønsker, 2) hvilket menneske jeg er 3) hvor jeg befinder mig henne i øjeblikket. Jeg synes der er stor fokus i psykoterapien på, ikke at stresse igennem sessionen, at tage den med ro og at de lægger mærke til hvilke signaler jeg sender både direkte og indirekte. De er meget opmærksomme på mig og på mine grænser og derudover har jeg en oplevelse af, at de spørgsmål der bliver stillet virkelig åbner mine øjne op og får mig til at tænke i helt nye baner. Jeg har følt og føler en kæmpe stor bekræftelse i at gå hos psykoterapeuter, fordi jeg føler jeg er på en rejse og at det her menneske følger mig og hjælper mig på min rejse.

Det jeg husker mest fra mine sessioner med de to psykologer jeg har gået hos, har været en stor distance mellem mig og psykologen – dette kan selvfølgelig også være på grund af mangel på kemi. Hos den sidste psykolog jeg gik hos kunne jeg mærke at han havde en plan lagt i hovedet, om hvilke områder vi skulle berøre og hvordan  han ville forholde sig til de områder. Hos de psykoterapeuter jeg har gået hos, har jeg kunne mærke en ro og tålmodighed og at det var mig som ledede vejen og mig som blev spurgt; hvad ønsker du ud af denne session? Jeg føler at sessionen hos en psykoterapeut kan gå rigtig mange veje, hvorimod det virker til at vejen allerede er brolagt hos en psykolog.
Det første jeg gjorde da jeg kom ind hos min seneste psykolog var, at vi sagde hej til hinanden, dernæst skulle han have mit sygesikringskort og betaling for sessionen. Alt blev udført i total stilhed – ikke noget med at tale til mig eller lige sidde ned først – nej betalingen skulle først og fremmest igennem.

Måske har min præference også at gøre med, at mit forhold til problemer og psykisk lidelse nok er anderledes end mange andres. Jeg ser det som noget uundgåeligt som følger os hele livet igennem. Nogle perioder har man det bedre end andre, men der kommer aldrig et punkt, hvor m an er fri fra problemer og psykisk lidelse, derfor ser jeg det også som en proces som jeg hele tiden er i og kommer til at være i hele livet, på denne måde er behandling hos en terapeut eller psykolog altså bare en del af den selvudvikling jeg er i hver dag, det er en støtte til mig selv, så jeg kan blive bedre til at stå og gå selv igennem livet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s