Sådan er det, at bryde kontakten med en forælder

Det er ekstremt tabubelagt, at bryde kontakten til en forælder. Det går jo fuldstændig imod naturloven, at et barn vælger at vende den person ryggen, som har givet ham/hende livet. 

Da jeg var lille levede jeg i min egen verden og jeg var svær at nå ind til. Min mor sagde engang til mig, at hun ikke følte hun kendte mig. Jeg troede altid, at jeg var adopteret, for jeg følte mig ikke som en del af familien. Det var som om jeg stod udenfor og kiggede ind.
Som barn følte jeg ikke der var plads til mig, mine andre søskende fyldte mere, og derfor trak jeg mig automatisk væk og passede mig selv.

Hos min far har jeg følt tryghed, han var limen som holdt os sammen som familie. Han var dog også følelsesmæssigt fraværende. Min mor har altid været meget kontrollerende og perfektionistisk – tingene skulle være og gøres på en bestemt måde, hun var meget kritisk og lagde ikke skjul på sin mening, også selvom det sårede andre mennesker. Det var kun tilladt at udvise “positive” følelser, der var ikke plads til de “negative”.
Jeg er selv blevet perfektionistisk og meget selvkritisk. Den relation jeg har haft til min mor, har smittet af på min relation til mig selv og til andre mennesker.
Derfor er det også meget hårdt, meget drænende og meget stressende at skulle have en relation til min mor, som det er lige nu.

Relationen til min mor har været anstrengt siden jeg som 17-årig flyttede hjemmefra. Min mor følte sig nok afvist af mig, følte ikke jeg gav hende nok kærlighed og nok opmærksomhed. I mine øjne, havde jeg ofret så meget af mig selv de første 17 år af mit liv, jeg savnede at være min egen person, at det var mig som kom først for en gangs skyld, at jeg kunne lytte til mine egne behov og at jeg fik lov til at have mit eget sted, hvor jeg var  fred og bare kunne slappe helt af.

I min barndom var jeg nødt til at flygte ind i min egen verden for at kunne slappe af. Omverdenen omkring mig var hektisk og stressende, det var min måde at overleve på, at jeg kunne flygte ind i mig selv. Jeg undgik de fleste konflikter, for jeg var bare fluen på væggen. Samtidig så var jeg, og er stadig, en pleaser – jeg var den søde og gode pige, som altid makkede ret overfor min mor og som altid sørgede for at sige og gøre det rigtige, så jeg ikke gjorde min mor vred. Jeg vidste præcis, hvordan jeg skulle opføre mig, for at gøre min mor glad. Det var ligemeget hvordan jeg selv havde det, bare jeg kunne undgå at gøre hende vred, så kunne jeg “have det godt”.

Da jeg fik angst skar jeg meget ned på kontakten til mine forældre, også fordi at angsten gik ud over dem som stod mig nærmest. Jeg var bange for at få angst og min erfaring sagde mig, at hvis jeg skulle se dem, så måtte jeg være sød, glad, stærk, afslappet og positiv. Og altså ikke sårbar, angst, usikker, nervøs, bange eller ked af det. Derfor følte jeg den eneste mulighed var, at trække mig væk fra dem. Vi talte dog stadig i telefon med hinanden, det var nok kontakt for mig. Jeg spillede skuespil overfor min mor, når jeg talte med hende. Jeg fortalte hende kun positive og succesrige historier fra mit liv, fordi de gange jeg havde talt om det, som var svært, havde hun reageret med stor mangel på empati – hun kunne ikke klare at høre det.

I december 2016 brød jeg kontakten til min mor. Jeg var nået et bristepunkt. Jeg kunne ikke længere klare at “lade som om”, jeg kunne ikke længere klare at jeg skulle dyrke en relation til et menneske som stod for alt det, som jeg prøvede at vende i mit eget liv. Jeg arbejdede netop med at få empati for mig selv, ikke at skjule noget, være sårbar og at give mig selv lov til at være fuldstændig som jeg var. Derfor var jeg også nødt til at få et skub, for at kunne tage springet og bryde kontakten. Det skub bestod i, at jeg skulle gøre min mor vred. Det var den eneste måde jeg følte kunne hjælpe mig til at få den afstand til hende, som jeg havde brug for, for at for alvor sætte mig selv først, tage mig selv alvorligt og give mig selv den kærlighed og empati som hun ikke kunne give mig mere.

Det er svært at skulle bryde kontakten, men det er ligeså svært, hvis ikke svære, at være i kontakt til min mor. Når det bliver svært at klare, så tænker jeg på denne lille fortælling, som jeg selv har fundet på;

Hele mit liv har jeg gået i min dejlige frodige frugthave, hvor jeg har passet og plejet de træer som er mine forældre (og alle andre omkring mig). Jeg har sørget for at de fik vand, sol og fik masser kærlighed. I et hjørne af frugthaven står det træ som er mig. Det er visnet og forfaldent. Ved at dø. Stammen er knækket og grenene hænger. Træets rødder er så udtørrede at de er begyndt at stikke op ad jorden. 
Jeg går hen til mit træ og begynder at pleje det. Jeg vander det og giver det kærlighed og omsorg. Jeg må bruge al min tid og energi på, at få mit træ til at begynde at live op igen. Der er ikke længere tid til, at passe nogen andres træer. Bag mig står de træer som er mine forældre – det kan være de begynder at visne, fordi jeg ikke længere passer dem. Men det har aldrig været og bliver aldrig mit job, at skulle passe dem. Det er deres eget job at passe deres egne træer – ligesom det er mit job at passe mit eget træ. Det er det jeg gør nu.

Mit forhold til mig selv det sidste halve år, har aldrig været bedre. Min angst har aldrig været mere overkommelig. Efter jeg har givet slip på min mor og givet slip på behovet for at please hende, skærme hende eller “lade som om” overfor hende, har jeg endelig mulighed for at give mig selv al den kærlighed, empati og omsorg som jeg har brug for. Jeg har evnen og energien til at favne mig selv og til at rumme angsten når den kommer. Mine andre relationer og venskaber føler jeg aldrig har været bedre, jeg føler endelig jeg begynder at stå som det menneske jeg er.

Det kan være i fremtiden at jeg kan have en relation til hende, hvis jeg kan have fred med at jeg ikke kan dele bestemte ting fra mit liv med hende og at jeg kan acceptere at hun aldrig får empati. Derudover skal jeg være forberedt på, at hun siger hvad hun tænker og ikke tager ansvar for, når hun sårer andre. Det skal jeg også kunne leve med. Jeg skal også nå et punkt, hvor jeg ikke føler at hun længere kan røre mig. At hun ikke længere fastholder mig og ikke længere har den magt over mig, som jeg har følt hun har haft i alle disse ord.

Jeg elsker stadig min mor og det vil jeg altid gøre, men jeg ser hende ikke længere som en morfigur. Hun er et menneske med egne traumer og egne udfordringer, derfor bliver hun nok heller aldrig den mor, som jeg havde/har brug for. Jeg er blevet voksen nu og jeg har lært at blive min egen mor, min egen omsorgsperson. Den mor, som taler kærligt og blidt til mig, den mor som favner mig midt i mørket og som giver mig lov til at være som jeg er, uden at skulle kontrollere eller fixe mig.
Min mor er en kvinde som har født mig og opdraget mig, men jeg er min egen person og hun er sin egen person. Jeg sætter hende fri.

One thought on “Sådan er det, at bryde kontakten med en forælder

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.