Ind til kernen #1

Alle mennesker kommer ud for oplevelser, som på den ene eller anden måde sårer dem, svigter dem eller skræmmer dem. Det behøver ikke være et decideret traume for at det påvirker os som menneske.

For ikke mange måneder siden, fik jeg et klart billede af hvordan min personlighed er opbygget, hvilke dele af mig selv jeg rummer og hvordan de ligger som tre lag rundt om mit kerneselv.
Kerne, svigt, overlevelse og facade.

Siden har jeg talt med min terapeut om mit billede af personlighedens tre lag og hun var faktisk meget enig i min beskrivelse af menneskets personlighed.
Derfor vil jeg lave en føljeton her på bloggen, hvor jeg i fire separate indlæg kommer ind på de fire områder i personligheden.

Kerne

Det første område jeg vil begynde med er også det inderste, det er nemlig kernen.
Bloggens titel “Ind til kernen” er inspireret af mit billede af de tre personlighedslag (og kernen).

Kernen, dit sande selv, din mavefornemmelse, dig, den observerende, den bevidste, den altomfavnende, den støttende, den accepterende, den kærlige. Kernen er egentlig meget udefinérbar og det er sikkert meget individuelt, hvordan den opleves.

Jeg oplever kernen som det inderste, der hvor jeg er tryg i mig selv, derfra hvor kærligheden, autenticiteten og renheden udspringer. Det er den del af os, som jeg tror de færreste er daglig i kontakt med, især hvis man har haft en grundlæggende følelse af mistillid til sig selv og omverdenen. Er man opvokset med en grundlæggende tro og tillid til sig selv og verden tror jeg også at kernen føles meget stærkere.

Kernen forbliver den samme, kernen er det som bliver ved at være der og bliver ved at rumme og favne, selv der hvor vi føler, at vi ikke kan klare mere.
Nogle gange føles det som om kernen ikke er der og nogle gange er kernen nok også mere svag end hos andre. Andre gange føles kernen stærk, tryg og som dét, der grounder os i vores liv.

Kernen er for mig det sted i mig, den del af mig, hvor jeg kan rumme angsten. Kernen er den som redder mig fra at være slave af angstens greb. Kernen fortæller mig; “det er okay at være dig”. Kernen er min indre, sande stemme, som støtter mig og som hjælper mig, som bliver ved at bekræfte mig i at alt er, som det skal være.

Hvordan mærker du kernen i dit liv?

5 thoughts on “Ind til kernen #1

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.