Barnets uopfyldte behov

I en meget tidlig alder følte jeg mig følelsesmæssigt forladt og uelsket, fordi jeg ikke blev set der hvor jeg var allermest sårbar og allermest mig.

Efter jeg begyndte at isolere mig selv, for 4-5 år siden og brugte sikkerhedsadfærd og undvigelsesadfærd for at forhindre mig selv i at føle angst – fastholdte jeg samtidig mig selv i den behovsløse tilstand – jeg har ikke brug for nogen, jeg har ikke nogle behov, der er ikke nogen der skal hjælpe mig, jeg kan klare mig selv. Disse overbevisninger tog jeg til mig meget tidligt. Det var dengang jeg erfarede, at når jeg havde et behov, så blev det ikke mødt. For det var min mors behov som kom først. Det var min mor der var barnet og jeg skulle være voksen og uafhængig. Så det blev jeg.

Jeg har klaret mig selv i så mange år – både fysisk og psykisk har jeg taget mig af mig selv, så godt jeg kunne. Men da jeg for et års tid siden for alvor begyndte at sætte mig selv først og lytte til mine behov, begyndte der at ske et skift. Først og fremmest er jeg den dag i dag blevet meget bedre til at være med angsten og give den lov til at være der. Det har gjort, at jeg har haft større mod på at se andre mennesker. Det at se andre mennesker har åbnet op for det behov som har været gemt af vejen i rigtig mange år. Pludselig har jeg erfaret at jeg bliver set, hørt, elsket og accepteret af verden. Jeg erfarer at jeg kan have tillid til verden og til mig selv, mit sind udvider sig – og ligeså føles det som om mit legeme gør – når jeg føler mig spejlet af andre. Det føles godt at være mig, lige dér.
Lige der bliver mit behov om at blive set og elsket mødt. Jeg bliver mødt og jeg suger det hele til mig og healer mit uopfyldte behov.

Men når jeg så er alene igen, så er der stadig åbnet op for behovet om at blive set og elsket, men der er ikke nogen. Fordi jeg er alene.
Det er dybt smertefuldt, utrygt og sørgmodigt at stå i behovet samtidig med at jeg erfarer at jeg ikke bliver set, elsket eller mødt – men at det modsatte sker – min verden lukker sig omkring mig, jeg har mistillid til mig selv og verden, alt virker sort og trist. Det føles som om jeg aldrig har været elsket og aldrig bliver det igen.
Selvom om rationelle siden af hjernen siger; “Du ved du har nogen der elsker dig, du skal jo også se nogen igen i morgen”, så sidder jeg fast i følelsen af det uopfyldte behov.

Dengang jeg var ryger og prøvede at stoppe, var denne følelse årsagen til, at jeg begyndte at ryge igen. Cigaretterne var blevet min tryghed, og da de blev taget væk kom behovet om at føle tryghed op i mig og jeg tyede til cigaretterne for at dulmle utrygheden.

Jeg har ikke røget i snart 3 år, men jeg får stadig lyst til det – ikke cigaretten i sig selv, men – at føle mig tryg og elsket. Mit sind kan ikke engang rigtig sætte helt ord på, hvad det er som foregår når denne her utrygge følelse kommer op, da det er så gammel en følelse, at jeg dengang ikke havde ord for den – det var bare en fornemmelse.
Jeg havde godt nok ikke troet at jeg nogensinde skulle være det slags menneske, som havde brug for andre, som havde behov for at blive elsket, som havde behov for at blive set. Jeg har altid rost mig selv for, at jeg klarede mig helt selv og at jeg var så god til at være alene. Jeg vidste bare ikke, at det var fordi mit behov for at blive set og elsket var så langt væk, at det vitterligt føltes som om, det ikke længere var der!

I dag er sådan en dag, hvor jeg er dybt utryg og helt vildt deprimeret. Det er sådan en dag, hvor jeg ikke kan gøre noget for at få det anderledes (og inderst inde ved jeg jo også godt, at det ikke hjælper at ændre på, hvordan jeg har det).
Derfor skriver jeg. For det er det eneste som giver mig en følelse af, at jeg sætter ord på det, som er så svært at sætte ord på.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.