Den menneskelige kontakt er slukket i vores sundhedssystem

Det her indlæg bliver ret langt, men det er fordi jeg har meget på hjerte, og fordi jeg mener, at når det kommer til psykiske udfordringer, så er der ikke noget at komme efter i vores sundhedssystem. 

En af årsagerne til, at jeg også har startet denne hjemmeside, er bl.a. for at dyrke en anden tilgang til psykiske udfordringer og ubehag. Det gør jeg f.eks. ved at fjerne mig fra vores sundhedssystem og gå en anden vej. Jeg har, desværre, alt for meget erfaring med at være hos læger, psykiatere og psykologer (i forbindelse med psykiske problemer som angst) og 99,9 procent af oplevelserne har været frustrerende og direkte ubehagelige.

“Du skal passe ind i vores system”
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er gået ud af lægehuset og har være fuldstændig nedtrykt og magtesløs. Næsten hver gang er jeg begyndt at græde også fordi jeg holder det hele inde når jeg er der, fordi jeg godt ved, at jeg ikke kan give mig helt hen og være helt mig selv. Gang på gang har jeg erfaret, at jeg hverken bliver lyttet til, får nogen forståelse eller empati og at mine behov aldrig bliver taget alvorligt.
Derimod er det lægens behov, psykiaterens behov og hele systemets behov, som kommer først. Systemets behov for, at sætte mig i en boks, for at få en ramme til at passe over mig. Med fingrene i ørene og skyklapper på, vil de kun høre de svar fra mig, som kan gøre at de kan sætte mig boks.

“Vi ser dig ikke i øjnene”
Lægen undgår for alt i verden at se mig i øjnene, som et ligeværdigt menneske. I stedet kigger hun ned i sine papirer eller ind i sin skærm. I stedet for at se på mig, mærke mig, lytte til mig og prøve at forstå mig. Jeg forventer ikke at de skal kunne forstå 100 procent hvordan det er at være mig, eller at de skal smide alt hvad de har, for at kaste sig over mig og falde sig på knæ for at hjælpe mig. Men jeg forventer en ydmyghed og empati overfor at jeg faktisk kommer, meget sårbar og udsat, og bare ønsker at få den hjælp som kan støtte mig videre i mit liv.

“Vi er robotter”
Denne her mangel på medmenneskelighed sker alle steder. Det er ikke bare fordi lægen eller psykiateren har en dårlig dag. Det virker som om at der er så lidt indsigt og så lidt kærlighed tilbage i systemet, at der ikke længere er noget at komme efter. Det er ligesom at gå ind til en robot. Det er den følelse jeg har fået. Det kunne i princippet ligeså godt have været en skærm, der havde været der, hvor jeg skulle indtaste, hvad der var galt med mig og hvor der efterfølgende ikke kom nogen respons, intet blidt blik i den andens øjne, bare tomrum og ligegyldighed. Intet menneske bag ved. Når der endelig har været øjenkontakt med en læge eller psykiater, så har det været dybt ubehageligt for mig.

Jeg er et følsomt menneske, og andre følsomme mennesker vil kunne genkende dette; man bliver nemt påvirket af andre; af deres humør af deres tilstedeværelse, og de læger og psykiatere jeg har været hos, har kigget lige igennem mig, de har på ingen måde set mig, de har på ingen måde hørt mig. Tænk at sidde overfor et menneske, hvor man skal dele nogle meget svære ting, nogle ting man måske ikke føler man kan dele med nogen anden, noget som æder én op indefra, og personen enten undviger éns blik eller ser lige igennem én. Koldt. Kynisk. Uinteresseret. Ligegyldigt. Dødt. Umenneskeligt. Mekanisk.

Jeg savner den der genkendelighed i den andens øjne. Den genkendelighed jeg får når jeg ser mine søskende eller venner i øjnene, andre som har det svært, eller min terapeut, som rent faktisk ser mig og er der.

“Vi er der ikke”
Når jeg skriver det her, bliver jeg faktisk vred og ked af det.
Jeg føler et ansvar overfor andre mennesker, fordi jeg selv er menneske. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor man kan sidde i sådan en position, og mangle så vigtig en kvalitet.
De mennesker, som skal hjælpe os, og dem som skal være allermest medmenneskelige, dem som skal være der i de allermest sårbare, allermest udsatte, allermest svære tidspunkter i vores liv, er dem som er der allermindst. 

“Du adlyder os”
Det værste af det hele er, at vi er blevet så gode til at lytte til systemet, lytte til vores læger, lytte til vores psykiatere, tage vores piller. Vi glemmer at tænke selv. Vi glemmer kontakten til os selv. Vi glemmer den menneskelige kontakt (også til os selv). Så vi tænker måske, at der ikke er noget mærkeligt ved, at vores læger og psykiatere ikke kan møde os.
Vi er gode til at passe ind i det her system, vi er gode til at rette os ind i det, uden at stille spørgsmålstegn til det. Selv hvis vi forlader os selv, så kan vi ikke mærke at vi gør det, fordi når vi forlader os selv, så passer vi “i det mindste” ind i det rådne system. Jeg vil hellere blive hos mig selv, lytte til mig selv, vise mig selv kærlighed og empati og stå udenfor systemet, end at svigte mig selv….. for det gør systemet allerede.

“Vi er ikke mennesker”
Alligevel lærer vi at lytte til de her mennesker, som sidder i en autoritær position, hvor det er meningen vi skal kunne give os hen og føle tillid og føle at vi rent faktisk bliver hjulpet. Det eneste en læge eller psykiater kan finde ud af at gøre for vores psykiske helbred, er at give os medicin, men det er ikke nogen løsning i mine øjne.

“Læger er ikke uddannede i at arbejde med psyken, som psykiatere er”, har jeg ofte hørt læger fortælle mig. Hvorefter jeg tænker; “Øhm, nej. Men du er et menneske ikke? Har du nogen medmenneskelig genkendelighed? Har du en evne, en lyst, en interesse i at møde et andet menneske? Jeg er sgu da ligeglad med, om du er uddannet i menneskets psyke, du er jo selv et menneske, det burde være nok. Har du overhoved kontakt til dig selv? Jeg ville ikke kunne gøre det du gør, og have kontakt til mig selv samtidig.”.

Når jeg går ind hos en læge er det ikke for at få en øvelse i hånden eller et svar fra dem om, hvordan jeg kan få det bedre. Nej, jeg ønsker blot at føle mig imødekommet som jeg er og føle at jeg er okay, som den jeg er, fremfor at blive sygeliggjort, diagnosticeret, udredt, behandlet, fixet, medicineret og kastet rundt i systemet.

“Vi er helt drænet for energi”
Som man kan høre, er der meget vrede og frustration i mig, men en del af mig siger også; “Men du skal også tænke på, at de her mennesker taler med rigtig, rigtig mange mennesker hver dag, de er nok nødt til bare at lukke af. De er nødt til at blive lidt robotagtige, for at kunne klare dagen”. Men så begynder jeg også at tænke, at det er en kæmpe misforståelse, at man kan klare tingene bedre, hvis man er i mindre kontakt med sig selv og i mindre kontakt med andre. At det skulle tærre på ens energi, at være tilstede. At det dræner én, at man skal vise empati for hver og en person der kommer forbi ens kontor. Empati burde bare være en helt naturlig evne, som alle der arbejder med mennesker havde.

I mine øjne, er det allervigtigste, når det kommer til psyken, at der forekommer empati. Taler vi om en brækket arm, er jeg nok lidt mere ligeglad med, om det her menneske har nogen empati, bare de kan finde ud af at fikse min arm. Men jeg ønsker ikke at nogen skal fikse mit sind. Jeg ønsker bare at blive set og hørt. Bibliotekaren, livredderen i svømmehallen, Husforbi-sælgeren, damen bag disken i Fakta eller manden i grønthandleren har større empati end jeg har fundet nogle steder hos læger og psykiatere.


En anden tilgang

Efter jeg selv er begyndt at arbejde med at rådgive unge som har psykiske problemer, er det gået op for mig, hvor glad jeg bliver når jeg går derfra og hvor meget det giver mig; mening, energi, livsglæde, lykke og på ingen måde drænethed.
Det jeg kan se mangler i vores sundhedssystem er den menneskelige genkendelighed samt evnen til at kunne mærke og forstå sig selv – dermed får man også empati og respekt overfor sig selv og for det menneske man taler med.

Når jeg taler med en ung, så gør jeg alt hvad jeg kan for at være fuldstændig bevidst omkiring mig selv. Jeg lægger mærke til hvordan min krop føles og hvilke tanker eller følelser som går gennem mig. Ved at gøre det, er jeg på samme tid også opmærksom på den unge – på hans/hendes kropsprog, stemmelejet, de ting der bliver sagt, hvilke fornemmelser der kommer og hvilke følelser der kommer frem i den unge.

Det er vigtigt for mig, at samtalen bliver et rum, hvor den unge får plads til at udfolde sig fuldkomment, får lov at være helt sig selv og helt ærlig og at jeg bare giver plads til det, at jeg kan favne det og vise empati for det. Det betyder ikke, at jeg tager alt det, som kommer frem og lægger det op på mine egne skuldre og prøver at bære det eller fikse det. Jeg øver mig i at se den unge helt rent og at være neutral og samtidig støttende, ufordømmende og accepterende.

Jeg føler at jeg selv kan gøre en forskel, om det så kun er for få mennesker. Jeg ønsker at komme med en anden tilgang til mennesker end denne sygelighed. Det er ikke os, som har angst og som har andre psykiske lidelser, som er “syge”, det er systemet er der sygt.  

Den menneskelige kontakt vi har med hinanden, er det som gør at livet bliver lidt mere dejligt, lidt mere kærligt, lidt mere menneskeligt. Den kontakt opbygger os, gør at vi mærker os selv og hinanden, gør at vi har kærlighed til hinanden, også selvom det er mellem læge og patient. Det er det, som gør at vi har lyst til at stå sammen – ikke læger mod patienter, men alle som en fælles enhed.

Hvad mener du?
Har vores sundhedssystem mistet medmenneskeligheden og empatien?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: