En erytrofobs strategier

Når man er erytrofob, så har man erytrofobi, hvilket vil sige, at man er bange for at rødme (og/ eller bange for farven rød).

Da jeg udviklede social angst, var erytrofobien med hele vejen igennem. Når jeg fik mærkede den sociale angst, så fik jeg med det samme en angst for, at jeg ville blive rød i hovedet. Det resulterede ofte i, at jeg så blev rød i hovedet og folk derfor rettede opmærksomheden mod mig, kiggede underligt eller endda påpejede rødmen.
Jeg kunne ikke styre det, men det var dybt invaliderende for mig, at have den fobi, fordi jeg følte mig i konstant alarmberedskab og hele tiden havde tankerne på, om jeg nu ville rødme og om folk nu kunne se hvor usikker og angst jeg følte mig.

Erytrofobien resulterede i, at jeg udviklede en masse strategier, for at undgå at skabe opmærksomhed omkring min rødmen, eller ligefrem at undgå rødmen og angsten omkring den.

1. Makeup
Jeg har aldrig gjort mig særligt meget i makeup, men da erytrofobien startede begyndte jeg fx at bruge overdrevet meget solskinspudder, for at farve mine kinder, så rødmen ikke virkede lige så tydelig. Senere gik jeg videre til at lægge tykt lag foundation på, og det hjalp mig faktisk i en sådan grad, at selvom jeg rødmede, så kunne folk i det mindste ikke se det.

2. Motion
Da erytrorfobien startede boede jeg i Australien hos nogle familievenner, og det var her den var allerværst. Når vi skulle samles for at spise mad sammen om aftenen (som jeg frygtede allermest, fordi jeg også havde agorafobi og derfor følte meget angst ved at skulle være fastlåst, ved spisebordet) sørgede jeg for, at jeg inden vi satte os havde motioneret helt vildt så jeg svedte og mit ansigt kogte, eller jeg legede vilde lege med børnene, som fik min puls helt op. Med vilje fremprovokerede jeg rødmen, for på den måde kunne jeg i mit hoved (eller til andre) give motionen skylden for, at jeg var rød i hovedet. Jeg følte så dyb en skam over, at have angst og over at rødme, at jeg ikke kunne holde tanken ud, at jeg skulle stå frem og sige, at det var fordi jeg fik angst. Så det at motionere var en måde at italesætte noget (rødmen), som var så svært for mig, at tale om.

3. Alkohol
Da jeg begyndte at opleve denne angst, var jeg ikke særlig social, men når jeg vidste at jeg skulle befinde mig i en situation hvor jeg ville føle mig fastlåst, så sørgede jeg også for, at drikke en genstand inden jeg tog af sted. Jeg ønskede ikke at føle mig beruset eller fuld, men blot at dulme mine nerver. Og jeg vidste, at når jeg var påvirket af alkohol, så kunne jeg slappe af og blev ikke angst – og hvis jeg gjorde, så påvirkede det mig ikke. Jeg kunne holde en afstand til angsten.

4. Cigaretter
En af årsagerne til, at det tog mig det længere at stoppe med at ryge for et par år siden var, at jeg havde læst, at rygning får de små blodkar i huden til at sammentrække sig, og tanken om at skulle stoppe på rygningen og pludselig opdage at farven kom tilbage i mit ansigt, var nok til at jeg forblev ryger i længere tid end jeg egentlig ønskede.

5. Solbadning
Jeg har altid været glad for at være i solen, men behovet for at blive rød i solen, blev især stor da erytrofobien begyndte. Da jeg var i Australien på daværende tidspunkt, var det nemt at blive solskoldet, så jeg sørgede for at være ude i solen så meget som muligt, for så var mit ansigt altid lidt rød eller bare lidt rødbrunt, og på den måde følte jeg at hvis jeg så begyndte at rødme, kunne jeg give solen skylden for, at jeg var rød i hovedet, fremfor at skulle tale om at det var angst.

6. Triggere
Der skulle så lidt til, for at fremprovokere en angst i mig, i forhold til at rødme. Ordet rød, kunne få mit hjerte til at banke stærkere og gjorde at jeg fik en trang til at komme væk. Hvis nogen talte om, at der var en der rødmede, så kunne jeg selv begynde at rødme eller i hvert fald opleve stærk angst. Det værste var selvfølgelig, hvis andre nævnede min rødmen, fordi det ofte blev gjort på en hånlig måde, hvor folk gjorde grin med det eller skulle udpege det. At rødme var for mig i sig selv så skamfuldt, at når andre påpegede det, så eksploderede skammen udover det hele og jeg havde lyst til at grave mig helt ned og forsvinde fra menneskers blikke.
Derimod, hvis jeg så en anden rødme, så kunne jeg mærke en lettelse indeni, næsten en glæde. Det var ikke så farligt som jeg troede det var, og min holdning til andres rødmen, var helt anderledes. Jeg tænkte ikke dårligt om det menneske, sådan som jeg følte andre gjorde om mig.

7. Grønt tøj
Jeg undgik bevidst at gå i grønt tøj, da grøn er kontrasten til rød og jeg ikke ønskede at tiltrække mig mere opmærksomhed end jeg allerede gjorde, når jeg rødmede.
For nylig købte jeg, og gik i, det første grønne stykke tøj, jeg har haft på i over 6 år. Det var en lettelse, fordi jeg elsker farven grøn, at kunne gå i det uden at være bange for at rødmen ville se mere voldsom ud. Nu kan jeg nyde at gå i grønne farver og stråle i det, frem for at skamme mig over at den grønne farve fremhæver rødmen i huden.

8. At blive set
Jeg kunne efter nogle år se, at min rødmen og angst for at rødme, handlede om et ubehag over at blive set. Når nogen kiggede på mig, så begyndte jeg at rødme. Når nogen viste interesse for mig, så rødmede jeg. Når nogen stilte mig et spørgsmål, så rødmede jeg. Hver gang, opmærksomheden lå på mig, følte jeg mig utryg og angst og derfor rødmede jeg.
Det ledte mig til en realisation omkring, at jeg havde en kæmpe skamfølelse over, at være mig. Jeg følte mig så forkert, at det var pludselig klart, hvorfor jeg reagerede så kraftigt på folks opmærksomhed.

At begynde og omfavne den skamfølelse og give mig selv lov til at mærke denne skam og dette ubehag over at være mig, var med til at jeg kunne dykke dybere ned i ubehaget over at blive set. Jeg var af den overbevisning, at hvis alle omkring mig var blinde, så ville jeg ikke føle nogen angst. Jeg kunne ikke holde ud, at blive set.
Det gjorde også at jeg fandt ud af, at ønsket om ikke at blive set, i virkeligheden var et dybt, uopfyldt behov for at blive set, behov for at blive elsket, behov for at føle mig værdifuld, behov for at føle mig god nok, behov for at være den jeg er. At kunne se dette behov, og at det ikke blev opfyldt og at jeg havde så stor en angst omkring at blive set, var det største og vigtigste skridt til, at jeg kunne begynde og få mere fred med at være mig og give mere og mere slip på min angst for at rødme.

Det er interesant for mig at nedskrive disse punkter, for jeg kan se hvor invaliderende og magtfuld den angst har været for mig. Jeg kunne være blevet dødsens syg af at være så meget ude i solen uden beskyttelse, at have fortsat med at ryge en pakke cigaretter om dagen eller være blevet alkoholiker. Det siger noget om, hvor stor en magt angsten kan få over ens liv, og hvor voldsom den følelse – at man hellere vil ødelægge sin krop og sind, end at mærke angsten og tale højt om den – for mig har det været den kæmpe skam omkring angsten, som har holdt mig fra at tale om den.

3 thoughts on “En erytrofobs strategier

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s