Sådan er det at have selvmordstanker

Dette er et meget svært emne at skulle berøre. Min oplevelse er, at mange mennesker ikke ved hvordan de skal reagere, overfor en person som har lyst til at dø eller er selvmordstruet og at folk med selvmordstanker heller ikke ved, hvordan de skal håndtere disse tanker. 

For det første: hvorfor siger personen det højt? Nogle mennesker synes, at det er opmærksomhedskrævende personer, som siger sådan noget eller at personen gerne vil have medlidenhed.

For nogle nytårsaftner tilbage, stod jeg på en altan med en gammel veninde og nogle venners venner. Det var langt efter midnat og vi var alle godt fulde. Min veninde og jeg står og har en dyb samtale som pludselig leder over på selvmord. Og pludselig ryger ud af mig; “Ja, jeg har da også selv haft lyst til at dø”. og lige med ét, havde hele altanen hørt det og vendte sig om med udstående øjne, stoppede med at tale sammen og gik hen i mod mig, uden at kunne sige andet end; “Hva’? Virkelig!?”. De var i chok. Det eneste jeg kunne svare til det var, at nogle gange bliver livet for smertefuldt til, at man føler det er noget værd at leve. Så fylder smerten det hele, og man ser ingen grund til, hvorfor man skal være i live, når det gør så ondt.

Denne episode er jeg ikke synderligt stolt af. Jeg var meget fuld og tænkte ikke over, hvor personligt det var at tale om disse ting. Måske ønskede jeg virkelig opmærksomheden. Måske ønskede jeg bare at nogle vidste hvordan jeg virkelig havde det, i stedet for at jeg skulle lade som om at alt kørte på skinner. Måske ønskede jeg bare at nogle vidste, at jeg havde det virkelig svært. Ikke fordi jeg ønskede medlidenhed overhoved, men fordi jeg ønskede at folk skulle forstå hvordan jeg havde det, forstå min smerte.

Der var også en anden episode, hvor jeg følte mig håbløs og misforstået og rakte ud til min mor, for at fortælle hende om hvor svært jeg havde det. Hun kunne ikke forstå det, så det gik op for mig at jeg var nødt til at prøve at forklare hende seriøsiteten af mine følelser, og at de var så overvældende at jeg havde lyst til at dø (det skal siges, at mine dødsønsker, ikke har været noget jeg har prøvet at bringe ud i livet, men mere har været en reaktion på at jeg har haft så ondt i livet at jeg ikke kunne holde ud at være i live).
Min mors reaktion var, at jeg skulle stoppe med at være så dramatisk og at jeg skulle lade være at give hende skylden (det selvom jeg aldrig har givet hende skylden for det).

Hvorfor får vi selvmordstanker?
Så hvorfor får vi lyst til ikke at leve mere? Det virker først og fremmest som den nemmeste vej ud, væk fra det, som gør ondt. Vi giver op. Vi siger, at livet er for meget at klare. Alt er for meget, vi kan ikke klare mere. Vi kan ikke klare vores eget liv, følelser eller andre menneskers behov og forventninger af os. Vi kan bare ikke mere. Det kan også være vi føler os helt alene, at ingen forstår hvordan vi har det, at vi aldrig får det bedre, så hvorfor fortsætte med at være i live?

Hvordan håndterer jeg selvmordstanker?
Jeg tror det er et godt tegn, at man overhoved siger det til nogen. Hvem som helst. Det er mindre vigtigt hvordan de reagerer, men at sige det højt gør det pludselig virkeligt og skræmmende. Derudover tror jeg, at det bedste man kan gøre for sig selv og det bedste andre kan gøre for nogen som har selvmordstanker er, at have medfølelse for det, have empati for det. Sige; “Jeg kan godt forstå du har lyst til at dø, jeg kan godt forstå at du ikke kan klare mere og det hele er for meget”. Vise empati og kærlighed overfor sig selv og overfor det menneske som lider. I mine øjne er der en årsag til, at vi lider, og at kunne bringe empati ind i vores lidelse, er med til at lidelsen kommer i bevægelse og at vi kan begynde at slippe den. Men hvis der ingen empati er overfor lidelsen, så kan det føles som om at den aldrig hører op.

Så næste gang du står over for et menneske, som taler om selvmord eller som ikke har lyst til at leve, og du føler at dette menneske ønsker medlidenhed, så vend i stedet medlidenheden til medfølelse. Hav medfølelse for dette menneske og vis forståelse for, at livet er hårdt for ham/hende.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.