Da jeg begyndte at se angsten i øjnene

De værste år med angst var det andet og tredje år. Alt triggede min angst. Jeg følte det var umuligt at gøre nogle af de ting, som før var så nemt for mig. Jeg havde konstant angst og blev endnu mere angst ved at tænke på, hvor begrænset jeg var.

På det tidspunkt havde jeg ikke noget at tabe, jeg ville i gang med at se angsten i øjnene. 

Tilgangen med, at jeg ikke skulle bekæmpe min angst, men lære at rumme den og acceptere den, gav så god mening for mig. Jeg fik følelsen af, at det her føles rigtigt for mig. Det er denne vej jeg ønsker at gå, når jeg ser angsten i øjnene.

Det gik op for mig, at jeg ikke skulle gøre noget, jeg skulle ikke leve op til alle de forventninger som jeg havde skabt for mig selv. Mit største problem var heller ikke angsten, men min modstand mod den – min tilgang til den.

Mine tanker omkring mig selv og min angst

De tanker som blev ved at dukke op i mig var;

“Jeg er ikke okay.”
“Jeg burde ikke føle mig angst.”
“Det er upassende!”
“Hvorfor føler jeg mig så angst, der er jo ikke noget at være angst over.”
“Det er forkert.”
“Det er skamfuldt og negativt at føle sig angst”.

De her tanker var farlige. De ødelagde mig, uden jeg anede noget om det.
Mine angsttanker var blevet så automatiske, at jeg ikke engang var klar over hvad jeg tænkte, det hele var en tåge og denne her intense, ubehagelige følelse som de forårsagede.

Jeg vidste, at for at kunne se angsten i øjnene måtte jeg fokusere på denne, meget lille, følelse af, at det er okay, at få angst.

Det var min plan, at begynde at eksponere mig selv for angsten og forsøge først og fremmest ikke at gøre noget ved den. Bare lade den komme, lade den fylde og lade den forsvinde igen. Forholde mig helt neutralt til den, bare observere den og lade den helt være. 

Så det her, er hvad jeg gjorde: 
Jeg startede i supermarkedet. At købe ind var noget jeg gjorde flere gange om ugen, og noget som jeg følte jeg var nødt til at gøre, for at få mad og for at overleve.
Det var meget angstfuldt for mig at købe ind, ligesom det meste af det jeg foretog mig var angstfuldt. Men at købe ind, var nok det som jeg gjorde oftest, og derfor vigtigst for mig at starte med. Det var også nemmest for mig, fordi jeg købte ind alene, hvis jeg skulle købe ind sammen med en ven, ville det være meget mere angstfuldt for mig. Alene kunne jeg selv styre tempoet i angsteksponeringen og skulle ikke forholde mig til et andet menneske.

Mit ønske var, at føle mig meget angstfuld, men ikke ren og skær panik. Dag efter dag, hver gang jeg tog i supermarkedet, øvede jeg mig i det her; hver gang jeg mærkede angsten skylle over mig, prøvede jeg blot at observere hvad der skete – både i min krop og i mit hoved. Hvad skete der i  min krop? hjertebanken, svedeture, rødmen, rysten?
Hvad er det for en tanke som kommer? hvad er det jeg er bange for lige nu?

Jeg forsøgte at skabe mere og mere bevidsthed omkring situationen, i stedet for at flygte, som jeg normalt gjorde. Bevidst søgte jeg folks øjne og havde øjenkontakt med folk, selvom jeg blev helt rød i hovedet. Jeg gjorde det for at trigge de tanker som jeg havde og for at finde ud af, hvad det var som var så skræmmende for mig.

Jeg observerede mine tanker, istedet for at være mine tanker. Jeg begyndte at lære at de er en del af mig, men ikke den, jeg er. Tankerne blev ligesom små ticks som kom og gik.

Efter gentagne besøg i supermarkedet, begyndte tankerne ligeså stille at blive tydeligere. Før var de bare en stor forvirrende tåge af fornemmelser. Det var en forløsning pludselig at “høre” hvad tankerne sagde og hvad jeg havde tænkt i årevis.
Det var ikke avancerede tanker, tværtimod. Det var den samme slags tanke, i flere udgaver. F.eks.; “åh nej, nu bliver du angst”, “åh nej, hun kan se det på dig”, “lige om lidt kommenterer hun på din angst”.

Jo mere jeg blev bekendt med tankerne og med min krops reaktioner på angsten, desto mere blev jeg også nærværende og bevidst omkring mig selv.

Angsten begyndte også at forsvinde, for nu forstod jeg hvorfor min krop reagerede sådan og hvorfor jeg fik disse tanker. Samtidig kunne jeg, hver gang jeg begyndte at føle nogle af angstsymptomerne, genkende angsten inden den skyllede over mig. Jeg kunne observere mine tanker og dertil tilføje til tankerne; “Nåh, det er angsten som taler nu”.
Jeg kunne mærke hjertet banke stærkere, og meget hurtigt opdage om det var angsten eller om der var andre ting i spil. Jeg tror i alt det tog et par måneder, før jeg kunne handle ind uden at blive angst.

Når tankerne er automatiske, lytter vi også bare til dem og får en ubehagelig følelse i krop og sind. Men når de bliver bevidstgjorte, kan vi begynde en dialog med tankerne, vi kan stille spørgsmålstegn til, om det nu også er rigtigt, eller vi kan tale til tankerne, i den forstand at vi bevidst kan tænke; “det er okay”, fremfor at gå i panik over tankerne.

Jeg lagde mærke til, at jeg begyndte at vurdere, hvad tankerne gjorde for mig, og om jeg behøvede at tage dem til mig. På den måde kunne jeg bedre lade dem flyde oppe over mig, og ikke tage dem ned og “tage dem alvorligt”, så kunne jeg bedre se, at tankerne ikke var hensigtsmæssige og at de i hvert fald ikke hjalp mig til at blive mere okay med min angst.

At blive bevidst om din angst, gør at du river masken af angsten og ser den, som det, det virkelig er. Du ser at den ikke var, det du troede. Angsten er ikke det her uhyggelige, væmmelige monster som fortærrer dig. Den er mere en mangel på omsorg og imødekommenhed overfor sig selv og et behov for, at give sig selv lov til at være den, man er.

Læs desuden min gratis ebog “Din guide til angsteksponering” lige her.

2 thoughts on “Da jeg begyndte at se angsten i øjnene

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.