Sådan er det at have imposter syndrom

Jeg er en skuespiller i mit eget liv.
Når det går mig godt, så er det bare et tilfælde, og en enkeltstående oplevelse som ikke reflekterer mig.
Det er bare fordi, jeg er så god en skuespiller.
Min største frygt, er at folk opdager hvor uperfekt og uværdigt et menneske jeg er. Jeg kan i virkeligheden ikke finde ud af de ting, som folk tror jeg kan finde ud af.
I virkeligheden så er jeg i total mangel og lige om lidt opdager de, at jeg slet ikke er den, de tror jeg er.

Dette er meget almindelige tanker, når man har imposter syndrom. Imposter syndrom kommer sig af lavt selvværd. Man er ikke født med disse tanker, man er ikke født med den tvivl og manglende tro på sig selv. Man har disse tanker, fordi man på et tidspunkt har hørt lignende ting blive sagt til en, eller fordi man har fået en følelse af, at man ikke var noget værd. Lavt selvværd behøver ikke komme sig af, at nogen har sagt til en; “Du kan ikke finde ud af noget”. Det kan ligesåvel være fordi, man har manglet støtte eller ikke følt sig elsket eller værdsat.

Man fortæller sig selv ovenstående, fordi at det er sådan man vitterligt ser sig selv – som en der er god til at passe ind og som har haft heldet med sig og fået det her job eller kæreste, men at man ikke ville have jobbet eller kæresten, hvis de vidste, hvem man virkelig var – en ussel person, uden noget selvværd og at disse kvaliteter som ens chef eller kæreste ser, ikke er mig men er nogle kvaliteter, man har påtaget sig.

I årevis har jeg følt, at når folk roste mig, så var det fordi de skulle rose mig. Så var det fordi de havde en bagtanke med det – det var i hvert fald ikke fordi de mente det. Og stadig i dag, kan jeg have svært ved at tro på det, hvis det går mig godt eller jeg bliver rost – for det stemmer ikke overens med den indre følelse jeg har af, ikke at tro på mig selv og ikke at føle mig værdifuld.

Imposter syndrom er en beskyttelsesmekanisme

Disse tanker man har om sig selv, når man har imposter syndrom, er en beskyttelsesmekanisme – for hvis man troede på det gode der skete en eller den ros man fik, så ville man meget hurtigt blive snydt og finde ud af, at det slet ikke var rigtigt. Det er en måde, hvorpå man kan forblive skeptisk, for hvis man tror på det gode, tror på at man er værdig, så frygter man bare at det hele var en løgn. Man holder på en måde sig selv for nar – ved at blive ved at tro på at man er et uværdigt menneske som ikke fortjener noget godt i livet – for at undgå at andre holder en for nar.
I sidste ende, har man imposter syndrom fordi man frygter at blive såret, forladt, kritiseret eller holdt for nar. Derfor er det nemmere at tro på det værste i sig selv – for så gør andre det i hvert fald ikke.

At give slip på imposter syndromet

For mig er svaret i hvert fald ikke at blive ved at tro på, at jeg er værdig. Jeg er allerførst nødt til at erkende mine følelser af uværdighed. Jeg er nødt til at stå frem overfor mig selv og erkende, hvad det egentlig er jeg føler og tænker om mig selv. Sige det højt, skrive det ned, sige det foran spejlet. Forstå, hvad det er jeg tænker om mig selv, for derved kan jeg også forstå hvorfor jeg tænker sådan om mig selv.
Når man begynder at erkende hvilke tanker man har om sig selv, hvor grimt man taler om sig selv og hvor ondskabsfuld man kan være overfor sig selv, hvor lidt man egentlig støtter sig selv, holder sig selv, elsker sig selv, så sker der på et tidspunkt noget. Man bliver ked af det. Man bliver ked af det over, at man kan tale så nedladende til sig selv, at man kan se sig selv som et så uværdigt menneske, at man kan dømme sig selv så groft.
I det, at man erkender den relation man har til sig selv, og faktisk bliver ked af det over det, så er det jo et tegn på, at man inderst inde godt ved, at man ikke fortjener at blive kaldt øgenavne, ikke fortjener at blive kritiseret, ikke fortjener at holde sig selv for nar, ikke fortjener at tro på at man intet er værd, ikke fortjener at afholde sig selv for det gode her i livet. Og i dét, mærker man sit værd, og mærker at man er mere værd end det. Jo mere man kan spejle den del af sig selv, som fortjener at blive elsket og fortjener det gode, jo mere vil man også kunne tro på, at folk (og verden) vil det gode for én.

Derved er jeg først nødt til at kunne erkende min følelse af værdiløshed, før jeg føler følelsen af værdifuldhed.

Kan du genkende disse følelser fra imposter syndromet?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.