Hvad jeg manglede, da jeg fik angst

Jeg oplevede angst for første gang, da jeg var omkring 9 år gammel. Dengang stod jeg helt alene med angsten, jeg vidste ikke hvad det var, jeg vidste bare at jeg følte mig dybt utryg og at jeg for alt i verden måtte have den på afstand. Der var ikke plads til den, og det bekræftede mine omgivelser mig også i.

Når vi vokser op i denne her verden, så vokser vi også op med den tilgang som vores omgivelser har til ubehagelige følelser (som fx angst), nemlig at det er noget som vi helst ikke skal mærke, som der ikke er plads til, som vi ikke kan klare eller forholde os til.

“Tag det ikke så tungt”, “Op med humøret”, “Prøv at lade være at tænke på det”, ” Det er ikke så slemt som du tror”, “Tænk positivt”….. Disse sætninger har jeg hørt et utal af gange fra voksne mennesker, siden jeg var barn. Både fra forældre, lærere, venners forældre og alle mulige andre autoriteter. Senere som voksen har jeg oplevet det samme fra venner, læger, psykiatere, psykologer og andre mennesker som skulle forestille at hjælpe mig.

Det er bare helt almindeligt, at de færreste (voksne) mennesker kan finde ud af at forholde sig på en sund måde til de svære følelser. Mest af alt nok fordi, de ikke kan håndtere det inde i sig selv. Ved en sund måde mener jeg en måde, hvorpå man kan tale om det, lærer at rumme det og lærer at disse følelser ikke er forkerte eller uønskede – for det kan få et barn til at føle sig uønsket for at have disse følelser.

Det, som har gjort at min angst fortsatte og 10 år senere udviklede sig til en invaliderende angst, var at der ikke var nogen følelse i mig eller omkring mig som fortalte mig, at det var okay. Der var ikke nogle øjne at kigge i, som viste mig og forsikrede mig om, at jeg var god nok – også med angsten. At jeg ikke var forkert eller skamfuld. At angsten ikke skulle gemmes væk, men tales om og omfavnes. At angsten er en naturlig del af at være menneske, men også at angst er alvorligt og skal tages alvorligt.

Det er så svært at finde den balancegang, hvor man ikke sygeliggør et menneske, fordi han/hun har angst, men hvor man heller ikke glemmer, at det at føle angst er en del af det at være menneske – også selv når angst, som hos mig, bliver invaliderende. For selv dér, er det naturligt – netop fordi der altid er en årsag til, at ens angst blev invaliderende og ødelæggende. Den årsag var for mig, at jeg voksede op med så stor en indre og ydre utryghed, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere mine følelser – og da slet ikke angst. Der var ingen hånd der greb mig midt i stormen, jeg måtte bare forsøge at væbne mig mod stormen i stedet.

Så for at komme tilbage til titlen på dette indlæg, hvad jeg manglede da jeg fik angst, vil jeg vende den til at sige – hvem jeg manglede.
Jeg manglede en voksen, som kunne se på mig og vise mig, at det var trygt at være mig, at verden var et trygt sted. En voksen som kunne forsikre mig om og udvise, at det at være menneske også indebærer at lide. At angst er noget som skal omfavnes, ikke skubbes væk. At jeg var god nok, også når jeg var bange og utryg. At der var en hånd som greb mig, en favn som favnede mig og et blik som gav mig følelsen af at kunne være tryg, selv midt i angstfølelsen.

Nu er jeg selv blevet voksen, og den måde jeg håndterer mig selv og min angst for, er altafgørende for, hvor jeg er henne i mit liv nu, og hvordan min angst nu har udviklet sig. Det er grunden til at jeg nu som voksen, brænder for at kunne være det menneske overfor andre, som jeg selv manglede da jeg fik angst. At kunne hjælpe andre med angst til at erfare, at det er trygt at være dem, også med angsten. At angsten ikke gør dem syge eller forkerte som mennesker, men samtidig at tage dem alvorligt og vise dem, at der er plads til at de kan være i verden også som angstramte. At det er okay, at være ramt af angst.

Published by

Ind til kernen

Mit ønske med denne side er, at kunne hjælpe, informere og inspirere andre ud fra den erfaring jeg har med mig, og at lære dig hvordan du kan leve ud fra din kerne og få en ny tilgang til angst og ubehag.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.