Blackouts: Sådan er det, når hjernen går i stå

Kender du det, når man står og taler med et menneske og føler sig tryg, og pludselig, mens man er i gang med at tale, så skyller angsten ind over én som lyn fra en klar himmel og man føler at hele systemet fryser fast? Man går i stå i sin talestrøm og kigger på det andet menneske. Man stirrer ud af ens fastlåste krop, og man går inderst inde i panik mens man prøver at finde ud af, hvad det var man var ved at tale om. Man har glemt alting, glemt pointen, glemt hvilket ord man lige har sagt og hvilket ord man er ved at sige. Alting går helt i stå. Angsten stiger og man forsøger at flygte væk, fordi man skammer sig over, at gå i stå og ikke vide hvad man skal sige. Angsten kan også give os blackouts.

Dette skete for mig rigtig ofte da jeg begyndte at få angst for første gang. Jeg oplevede nemlig ikke angsten konstant, som jeg gjorde et års tid efter. I starten levede jeg et helt normalt liv, og så nogle gange, mens jeg var ved at tale med et menneske – og var i centrum for opmærksomheden – så var det som om at angsten kom bragende ind. Først ved at jeg frøs fuldstændig og gik i stå i min talestrøm og dernæst kom impulsen til at flygte væk. Jeg følte så stor en skam over, at gå i stå og den stilhed som åd mig op. Det var som om jeg heller ikke kunne finde ud af at sige; “Hov, jeg gik lige i stå. Hvad var det lige jeg var ved at sige?”. Men sådan er det nok, når man får blackouts.

Jeg oplevede dette meget ofte, faktisk hver gang jeg fik angst og var i centrum og det kom altid som denne oplevelse af, at hjernen gik i stå. At jeg stoppede min tale helt pludseligt, måske midt i en sætning, som om jeg havde fået et elektrisk stød. Det var som om, at jeg havde været et andet sted de sidste to minutter, og slet ikke havde hørt, hvad jeg selv havde sagt.
De kloge mennesker siger, at blackouts i forbindelse med angst eller stress, kommer fordi hjernen går i stå for at beskytte mod denne angst og stress, simpelthen fordi det er for meget at kapere.

Det var en kæmpe skam og utryghed der fyldte mig og en trang til at komme væk hurtigst muligt. Jeg kan huske at i starten var det kun på arbejdet jeg følte disse angstglimt og trangen til at komme væk. Første gang jeg oplevede det med en ven, var faktisk selvsamme morgen jeg skulle flyve til Australien. Jeg var ved at fortælle en historie om, at jeg havde siddet i en togkupé for nogle dage siden og toget pludselig standsede og ikke kørte videre i en halv time. Jeg talte om, at jeg begyndte at føle en form for panik, ved tanken om ikke at kunne komme ud af toget. Og så gik jeg helt i stå. Som om jeg befandt mig i toget igen og oplevede denne følelse af panik og følesen af at være fanget.

Så uden at sige noget, forlod jeg rummet og gik ud i køkkenet. Jeg skulle bare væk. Så jeg fandt en undskyldning for at gå ud i køkkenet, hvor jeg hentede sugerør, til at drikke min juice med. Det var slet ikke nogen god grund til at pludselig bare gå væk fra situationen, jeg følte så stor skam over at komme tilbage i stuen og tale videre om oplevelsen, jeg følte der var noget galt med mig. Hvordan kunne jeg tillade mig bare at forlade situationen på den måde, og lade folk stå tilbage helt uvidende om, hvad der foregik?
Og måske lagde jeg også bare for meget vægt på, hvor mærkelig en opførsel det var, måske tænkte andre ikke over det? Uanset hvad, så var der noget i mig, som fik et chok og som fik min hjerne til at gå i stå og glemme alt.

Det interessante er, at da angsten begyndte at vokse sig større og større og blive konstant, oplevede jeg ikke disse blackouts. Jeg tror faktisk en af de sidste gange jeg oplevede det var da jeg var i Australien, for da jeg kom hjem var angsten nærmest konstant. Og først nu, syv år senere, er det gået op for mig, at det var blackouts jeg fik dengang.

Forleden oplevede jeg selvsamme følelse, da jeg var ved at fortælle noget. Jeg fik sådan en underlig fornemmelse af, at kunne genkende denne tilstand så tydeligt, i forbindelse med min angst, men også hvor længe siden det egentlig var, at jeg havde oplevet den. Så forleden da det skete, så mærkede jeg bare at jeg gik i stå, og jeg tror der gik et par sekunder hvorefter jeg sagde noget igen, stadig uvidende om, hvad det var min pointe egentlig var. Så jeg tog to skridt og gik hen for at tage en tår at drikke mens jeg sagde til mig selv; “Du skal ikke præstere noget, du må godt gå i stå”. Så vendte jeg tilbage til situationen, som om jeg slet ikke rigtigt havde været der de sidste par sekunder. Jeg gik tilbage og stillede mig det samme sted og færdiggjorde historien. Men først nu er det gået op for mig, at det er årevis siden, jeg har fået blackouts i forbindelse med angsten.

Jeg ser ikke denne tilbagevenden som noget negativt – tværtimod. Grunden til, at jeg tror jeg fik det igen forleden, var ikke fordi jeg følte nogen angst, men fordi jeg befandt mig i en situation som i årevis har givet mig en ubærlig angstfølelse – blot at tænke på. Og jeg tror at min krybdyrhjerne stadig nogle gange befinder sig i selvsamme tilstand og derfor reagerer på samme måde som den har gjort førhen.
På mange måder kan jeg se, hvordan at jeg er ved at rewinde min angstproces og bevæge mig tilbage igennem alle mine angstoplevelser, indtil dengang jeg fik angst første gang. Jeg genopdager og genlever det samme igen, ligesom at spole tiden tilbage, men jeg oplever det på en ny måde, end dengang. Og det må da siges, at være fremskridt!

One thought on “Blackouts: Sådan er det, når hjernen går i stå

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.