Når man ikke tør gå udenfor en dør

Jeg har før skrevet om isolation herinde, mine oplevelser med det og hvilke forskellige oplevelser der gjorde, at jeg begyndte at bevæge mig ud af den igen. Dette indlæg skal handle om, hvordan jeg bl.a. lærte at føle mig tryg igen i sociale situationer. 

Min isolation var ikke præget af, at jeg ikke var ude blandt andre mennesker, men jeg undgik bevidst sociale situationer eller interaktioner. Dog tog jeg f.eks. på biblioteket, ned og handle eller i butikker, men jeg undgik altid det travleste tider med flest mennesker samt storcentre og andre områder, hvor jeg vidste det var svært at komme hurtigt væk.

Jeg blev ved at gå ud i butikker og for at handle – også selvom det med at handle gav mig angst. Jeg kunne godt klare at gå rundt i butikken, selvom der konstant var en stigende fornemmelse af angst, fordi jeg 1) frygtede at rende ind i nogen jeg kendte og 2) frygtede at skulle hen til kassen for at betale. Begge situationer skabte følelsen af, at være fanget, og det var dét som gav mig angst.

I de svære perioder havde jeg færre sociale interaktioner og sås ikke særligt ofte med veninder. Og når jeg var lidt mere okay, så kunne jeg både handle ind og ses til en gåtur med en veninde, dog stadig med angst. FOr mig handlede det ikke om at jeg ikke kunne gøre angstfulde ting, men at når jeg havde en svær periode, så gjorde jeg færre af de ting der gjorde mig angst. Jeg gjorde de ting, som skabte mindst angst for mig og undgik de ting som gav mig meget angst. Men jeg kom hverken på besøg hos andre eller fik selv besøg, derudover tog jeg ikke på café eller lignende. Min tryghed var allermest i at være helt alene i mit eget hjem.

Der var adskillige ting som var med til, at jeg begyndte at føle større tryghed og tillid til, at kunne bevæge mig mere og mere ud af denne isolation. Blandt andet var det enormt vigtigt for mig, at kunne føle en eller anden form for tryghed inde i mig selv, en tryghed som jeg kunne tage med ud i verden og hele tiden have med mig.
Men det er lettere sagt end gjort!

I mit arbejde med angsten, har jeg hele tiden bevaret en nysgerrighed og en lyst til at forstå, hvorfor jeg havde det som jeg havde det, hvorfor jeg følte mig så utryg, hvorfor jeg følte mig så bange, og hvorfor det var så skide svært, ikke at være okay med, at føle sig angst. Størstedelen af den mangel på okay-hed, var en følelse inde i mig selv af, at der var en bestemt forventning af mig fra andre mennesker. En forventning til at jeg skulle være afslappet, positiv, rolig, have overblik, være cool, være interessant osv.
Uden at vide det med hundrede procent sikkerhed, så tror jeg faktisk at rigtig mange unge mennesker, kender til den følelse af, at presse sig selv over at skulle være på en bestemt måde. Når man så også har angst, så er det ikke bare det, at man presser sig selv over at skulle være noget bestemt, men også det, at man i situationer hvor man føler denne forventning samtidig føler en angstfølelse som skyller ind over én, uanset om kan formår at spille skuespillet og leve op til denne version af sig selv, eller om man slet ikke føler man kan holde sammen på det hele, og eksploderer i angstfølelsen. Uanset hvad følte jeg mig angst. Hvergang tanken kom og hviskede; “Du skal være noget. Hold angsten væk. Vær ovenpå. Hold sammen på det hele”, så gik jeg i panik. For angsten lå hele tiden i mig, jeg kunne mærke den hele tiden, så jeg følte ikke jeg kunne leve op til denne forventning til mig selv.

Det var nok noget af det første jeg tog op i forhold til at begå mig i sociale situationer. Om det var indkøbsture eller samvær med en veninde. Jeg øvede mig i, at når den tanke kom om, at jeg skulle være noget (en forventning jeg altid følte kom fra personen jeg var sammen med), så prøvede jeg at sige til mig selv; “Du skal ikke være noget”. Jeg prøvede ikke at skubbe tanken væk, jeg hørte den hver gang og mærkede reaktionerne i min krop. Jeg forsøgte at give mig selv lov til, både at mærke angstfølelsen og give den lov til at være der (for det er kun os selv, som kan bestemme hvad vi tillader i os selv, ingen andre har den magt) og samtidig også give mig selv lov til ikke at skulle præstere noget, ikke at skulle leve op til de krav man har til sig selv, eller de krav man føler andre har til én. Det er en kamp, det er det virkelig. For disse overbevisninger har sikkert været der i adskillige år, uden man egentlig har tænkt mere over det. Men angsten er næsten altid noget som kommer ind i ens liv, sætter spotlight på noget som skaber ubalance, som vender alting på hovedet, og som kan være med til at vi, fremfor at presse, stresse og kræve af os selv, lærer at se os selv mere klart, at blive sødere, mere rummende og mere omfavnende overfor os selv.

Læs mit andet indlæg om isolation her.

Published by

Ind til kernen

Mit ønske med denne side er, at kunne hjælpe, informere og inspirere andre ud fra den erfaring jeg har med mig, og at lære dig hvordan du kan leve ud fra din kerne og få en ny tilgang til angst og ubehag.

One thought on “Når man ikke tør gå udenfor en dør

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.