Sådan er det at have scoptofobi

Forestil dig at der er en, som kigger på dig og du går i panik indeni. Du får lyst til at synke ned i jorden og forsvinde væk. Du kan ikke forholde dig til dette andet menneske eller til dig selv. Du ved ikke hvad du skal gøre af dig selv.
Forestil dig at du føler en andens øjne i ryggen på dig, at du føler dig overvåget af blikket, at du stivner i din krop og sind, fordi du bliver så bange. Du føler dig overvældet af blikket, selv når du ikke engang kan se det.
Forestil dig at blot dit eget blik i spejlet, kan fremkalde ovenstående følelser og fornemmelser. At du ikke engang kan møde dit eget blik i spejlbilledet, uden at en angstreaktion går igang i dig.
Sådan er det at have scoptofobi.

Scoptofobi er angsten for at blive set på eller kigget på (ikke til at forveksle med skoptofobi – at være bange for mørke). I mange år, vidste jeg ikke at det var det, som var det jeg var allermest angst for. Jeg kunne kun forbinde angsten med sociale sammenhæng, men forstod ikke at jeg faktisk var meget social og på mange måder også tryg i sociale sammenhæng. Hvordan kan man være både social og samtidig angst for det sociale?

Det var der jeg faldt over begrebet scoptofobi og det gav mening med det samme. Selvom der ikke er skrevet synderligt meget om fobien (nu er der snart navne på og fobier på alt) så hænger det ofte sammen med social angst, da det at blive set ofte handler om at blive set af andre mennesker. Det lægger tæt op ad den sociale angst, da det også handler om at angsten for at føle sig bedømt, kritiseret, nedgjort, gjort til grin osv. Det er bare nemmere at blive udsat for det, hvis man bliver set. Hvis man er usynlig, så er der ikke nogen til at bedømme én! For mig har scoptofobi og angsten for at være i centrum for opmærksomheden gået hånd i hånd.

Men der var noget helt særligt over det at blive fysisk set, for mig. Der var stor forskel i min angst, når jeg følte at andre folks opmærksomhed vendte mod mig, fremfor når opmærksomheden var mod dem. Jeg kunne godt tåle at blive set af andre, hvis de alligevel stod og talte om sig selv og ikke gav mig noget opmærksomhed, så kunne jeg føle mig usynlig. alligevel var der hele tiden en stemme som sagde; “lige om lidt siger de noget til dig, lige om lidt smider de bolden over til dig, lige om lidt kommenterer de på hvordan du ser ud, ligeom lidt… ligeom lidt…” Derfor fik jeg jo aldrig fred, fordi jeg hele tiden afventede at blive angst, og derfor var jeg hele tiden på kanten til at få angst.

Da jeg i 2015 fik arbejde for en blind dame, blev jeg virkelig klar over, hvor tydelig min scoptofobi var. Her var et menneske som fysisk set ikke kunne se mig, og det var umuligt for mig at få angst. Jeg følte for første gang en kæmpe fred ved være sammen med et andet menneske – hun kunne ikke se mig, ergo hun kunne ikke dømme mig. Det er nok ikke særligt rationelt når man tænker over det, men for mig var det klokkeklart, jeg følte mig sikker og tryg i den relation. Jeg bemærkede hvad det var, der drev min scoptofobi. Det var følelsen af, at det andet menneske forventede noget af mig, at jeg skulle være noget, præstere noget i dialogen med dette menneske. Når jeg var sammen med hende, så kunne jeg slappe meget af, jeg var ikke over-bevidst om hvordan jeg fremstod eller om jeg blev rød i hovedet. For hun kunne jo alligevel ikke se, hvordan jeg reagerede. Jeg følte mig beskyttet af mig selv, som om at jeg kunne sænke skuldrene og være mere rolig. Jeg kunne læne mig mere tilbage, fremfor at være på forkant med mig selv. Jeg skulle ikke præstere noget eller være nogen.

Det var også med denne dame, at jeg for første gang i flere år var på café og restaurant, noget jeg ellers havde undgået fuldstændigt pga min angst. Nu kunne jeg gå på café med hende og slet ikke føle mig angst, for jeg følte mig ikke overvåget af hende, jeg følte ikke at hun holdt øje med hvordan jeg reagerede eller fremstod, jeg følte at jeg ikke mere behøvede at være på. Arbejdet med hende gav mig en tydelig indikator om, at når jeg kunne slippe forventningerne og presset til mig selv i sociale sammenhæng, så kunne jeg bedre slappe af. Når jeg slippede angsten for, om andre tænkte dårligt om mig eller syntes jeg så mærkelig ud eller undrede sig over at jeg rødmede, så blev jeg også mindre angst og mere okay med at få angst. Det er nok erkendelsen af, at det kun er mig selv som kan dømme mig – ingen andre!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: