Skam og væren

Det nyfødte barns vidtåbne blik kommer fra det gryende selvs nærvær… Det illustrerer muligheden for samklang og en harmoni, der kun brydes, når verden ikke møder barnets tilbud om nærvær.
– Lars Sørensen, Skam – medfødt og tillært

Nogle mener, at skam er en medfødt følelse, andre mener, at skam er en af de tidligste følelser som opstår i barnet. De fleste forskere er enige om, at de ikke ved præcis, hvorfor mennesket har evnen til at føle skam.
Hvis omsorgspersonen mislykkes med at se og møde barnet, hvor det er, vil barnet opleve en sammentrækning af kroppen og en følelse af at blive afvist for den, han/hun er – dette er skamfølelsen.

Der skelnes mellem rød og hvid skam. Den røde skam er skamfølelsen når vi ikke bliver mødt eller når vi føler at vi, eller andre, overskrider vores egne grænser. Skamfølelsen opstår for at sørge for, at vi ikke fortsætter med at overskride os selv.
Den hvide skam er, når et menneske er blevet så indflammeret af skam, at skamfølelsen er blevet til skamløshed. Skamløshed er i sit udtryk altså mangel på skam, men under overfladen er det i virkeligheden en meget dyb og ødelæggende skamfølelse.

Længerevarende og tilbagevendende skamfølelse i barnet, kan medføre store udfordringer senere hen, fordi skamfølelsen former barnet, og senere den voksnes identitet. Skam er altså en naturlig følelse, som i nogle tilfælde kan være altoverskyggende i et menneskes liv.

Når vi bliver set (fysisk og psykisk) af et andet menneske i vores væren, kan vi begynde at opveje den dybe skamfølelse. Vi kan tillade os at blive set og i sidste ende føle os værdifulde, ja dyrebare, som dem vi er, og dette er det modsatte af, at føle den dybe, sjæledræbende skam.

Published by

Ind til kernen

Mit ønske med denne side er, at kunne hjælpe, informere og inspirere andre ud fra den erfaring jeg har med mig, og at lære dig hvordan du kan leve ud fra din kerne og få en ny tilgang til angst og ubehag.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.