4 tegn på at angsteksponering har været en succes

Når man taler om angsteksponering taler man om, at man bevidst udsætter sig selv for noget som er angstprovokerende for en, og arbejder sig igennem situationen igen og igen, for med tiden at få mindre og mindre angst.
Men hvornår ved man, om en angsteksponering har været en succes?

1. Er det noget du ønsker? 
Det første skridt er, at du udsætter dig selv for en situation, som du rent faktisk ønsker at være i. Hvis man ikke ved, om man ønsker at være i den situation, skal man prøve at forestille sig, hvis nu man ikke fik angst, ville man så ønske at være i den situation? Dermed ikke sagt, at man ikke i livet kommer ud for angstprovokerende situationer, som man føler er nødvendig at være i, f.eks. eksamenssituationer, første dates og lignende. Det kan godt være man ikke er så vild med selve situationen, men det er vigtigt at man kan se en eller anden mening med at være i den, ellers er det svært at komme igennem det.

2. Ændrer angsten sig til det bedre, i løbet af situationen?
Noget der blev klart for mig i dag for første gang, lang tid efter min første angsteksponering, er, at jeg kan mærke en forskel på situationer som er angstprovokerende, hvor angsten er den samme eller bliver forstærket, men aldrig daler og så på situationer, hvor angsten veksler mellem at være kraftig og svag, men ved hjælp af de angstøvelser man eventuelt bruger, vil angsten overordnet set dale mere og mere. Det er en klar indikator om, at angsteksponeringen faktisk virker, at du i situationen mærker angsten dale. Hvis angsten er det samme eller blot bliver værre, og det først er når du er ude af situationen at du får ro, så kan det være man skal vente med at eksponere sig selv for den givne situation, til man bedre kan håndtere det. I sådanne situationer, kan det være nødvendigt med afledningsteknikker, sikkerhedsadfærd eller undvigelsesadfærd for at klare angsten og ikke frygte situationen yderligere bagefter.

3. Du har færre bekymringer for situationen, mere tillid
Et tredje tegn er, at du overordnet set føler dig mere tillidsfuld i forhold til at gå ind i den angstprovokerende situation. At du allerede inden du er i situationen mærker større ro og okay-hed over at skulle ind i den situation. Det betyder ikke at du er angstfri nødvendigvis, men at du oplever at angsten for angsten er mindre end sidst.

4. Du kan tale med dig selv i situationen
At kunne tale med sig selv, inde i sig selv, vil sige at man observerer hvad der sker i ens krop, fx at man siger til sig selv; nu får du angst… “dit hjerte begynder at banke, du får svedige håndflader, du går helt i panik nu, du kan ikke huske hvad du skal sige…”. Og at stemmen indeni kan fortsætte ved at fx sige; “det er okay at du bliver angst nu, du må godt blive bange, du er sej at du ser din angst i øjnene, det er en virkelig svær situation for dig, tænk at du overhoved mødte op, jeg kan godt forstå du bliver bange, du må godt føle dig angst, det gør ikke noget hvis folk kan se det på dig, du kan ikke gøre for det!”
Altså, at der er en stemme indeni en som både kan observere hvad der sker, både i en selv og udenfor en, og samtidig kan “tale sig selv ned”, berolige sig selv, forsikre sig selv om, at det nok skal gå uanset hvad. Det er forskelligt hvad der hjælper os hver især, men det hjælper næsten altid mig, at sige til mig selv; “du må godt blive angst!”.

Når angsteksponering ikke virker…..
Det er ikke farligt at blive ved at befinde sig i en angstprovokerende situation, uden at føle nogen forløsning eller forbedring i angsten. Derimod er det vigtigt at mærke efter, hvornår man presser sig selv for meget. Læg mærke til din krop, om du har mere ondt end du plejer efterfølgende, om du føler dig meget træt og uddrænet, eller om du nemt bliver syg. Det kan også være indikator om at du presser dig selv ud i for mange angstprovokerende situationer, som bliver for overvældende for dig. Det er okay, at tage nogle perioder hvor man ikke eksponerer sig selv ligeså meget. Det må gerne veksle.

Published by

Ind til kernen

Mit ønske med denne side er, at kunne hjælpe, informere og inspirere andre ud fra den erfaring jeg har med mig, og at lære dig hvordan du kan leve ud fra din kerne og få en ny tilgang til angst og ubehag.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.