Facader – når folk ikke kan se, at der er noget galt

I found a door behind my mind and that’s the greatest treasure.

 

Som barn lærte jeg meget hurtigt, at der ikke var plads til mig og mine behov og følelser. Derfor lærte jeg også at trække mig ind i mig selv. Jeg delte ikke mig selv med omverdenen, men levede i min egen indre verden. Udadtil lærte jeg at putte en facade på, hvor jeg virkede som det velopdragne, søde og sunde barn, men indeni følte jeg mig forladt, alene og bange.

Folk siger ofte til mig, at de ikke kan se på mig, at jeg lider af angst og føler skam over at være den, jeg er. De næsten roser mig for, at jeg er så god til at tilpasse mig omgivelserne og virke helt almindelig. For mig er det til dels en negativ ting, at jeg har denne evne til at putte en facade på, fordi denne evne er noget jeg har tilegnet mig, for at overleve. Det er et resultat af et stort omsorgssvigt. Ved nogle mennesker, kan man tydeligt se, at det er en person som har det svært. Men hos andre, er det ikke til at spotte et eneste sted. Der er ikke et eneste hul i facaden. For mig vidner det om, at det her menneske har det så svært, at de har været nødt til at lukke fuldstændig af for den side. Det gør så ondt, at det ligner at det ikke gør ondt mere. Ulempen ved at have så stærk en facade er også, at folk ikke kan se at der er noget galt og at de derfor måske ikke tager hensyn til en. Jeg føler ofte folk kan være hårde overfor mig, lave sjov med mig eller udstille mig – simpelthen fordi de ikke kan se, at jeg er så følsom og modtagelig som jeg er. Jeg tager alt ind.

Men det her med, at folk ikke kan se det på mig, har også noget at gøre med, at jeg har arbejdet med mig selv i så mange år. Når folk siger; “jeg kan ikke se, at du skammer dig”, så er det fordi jeg dagligt arbejder med skammen. Jeg forsøger hele tiden at se den i øjnene og erkende dens tilstedeværelse, og ved det ophører en del af dens kraft også. Bare fordi man føler skam, er det ikke ens betydende med at det er en følelse som hele tiden er i udbrud. Så det, at folk ikke kan se det på mig, handler også om, at jeg øver mig i hver dag at acceptere og anderkende den jeg er, og stå ved mig selv. Jeg finder ro i, at være den, jeg er. Så bliver angsten og skammen pludselig ikke det, som er så fremtrædende, så bliver det i stedet min væren som træder frem.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.