Positiv tænkning – hvorfor det ikke virker

What you resist persists.

 

Positiv tænkning er en ret udbredt og anerkendt metode, til at få bugt med de ubehagelige følelser og tanker. Det siges jo, at man bliver hvad man tænker, og tænker man positivt, så får man også et positivt sind og mindre lidelse i livet. Det lyder umiddelbart meget godt og indbydende, dog er det ikke noget som jeg selv bruger eller anbefaler andre at bruge. I mine øjne er det noget, som ligefrem kan være farligt.
Når vi tænker positivt, så er det med henblik på at flytte fokus fra det ubehagelige vi mærker, og når dette sker, så skubber vi altså det ubehagelige til side. Denne metode er både anstrengende og meget energikrævende. Det svarer til at skulle holde en badebold under vand. Det kræver en enorm energi. Ubehaget forsvinder bare ikke af den grund, det vokser i stedet inden i os.

Jeg erfarede for nogle år tilbage, at min evne til at være positiv og til at tænke alternative tanker, virkede i øjeblikket – men på længere sigt følte jeg at jeg gik i ring. Problemerne blev ved at være der, ubehaget blev ved at vende tilbage. Nogle gange føltes det endda som om, at ubehaget havde taget til i styrke. Og det var nok ikke indbildning, ubehaget voksede sig nok større i takt med, at jeg forhindrede mig selv i at se det i øjnene.

Når vi tænker positivt og derfor fortrænger ubehaget, sker der det, at ubehaget bliver afskåret fra os. Det bliver noget som kommer til at styre os, til at have magten over os. Den bliver så ubevidst, at vi til sidst kan overbevise os selv, og alle andre om, at vi ikke har det dårligt. I værste tilfælde kan en benægtelse af vores skamfølelse (den følelse som gør os menneskelige) gøre os skamløse overfor os selv og andre (og dette er et klassisk eksempel på psykopati og på en umenneskelig måde at forholde os til os selv og andre på).

Ofte er det det, der sker, med psykopater eller andre mennesker som føler et behov for at ødelægge andre – både fysisk og psykisk (og i værste tilfælde slå dem eller sig selv ihjel). Folk der slår andre ihjel og folk som slår sig selv ihjel, har på en eller anden måde samme problematik. Det er en måde at håndtere et ubehag på, et ubehag som er blevet så stort, at man ikke kan klare det mere. Et ubehag som der ikke er blevet taget hånd om noget før. Folk der begår selvmord føler dette ubehag som noget internt, hvor eneste løsning er at slå dem selv ihjel. Folk som begår mord, oplever ubehaget som noget der er afskåret/udenfor dem selv. Det er som om, at mordere formår at skubbe deres eget ubehag så langt væk, at det bliver et ubehag uden for dem selv – en trussel. De kan føle, at de er nødt til at slå det her menneske ihjel, fordi det her menneske truer deres selvfølelse eller fordi det her menneske bringer repræsenterer det ubehag, som morderen ikke selv er i kontakt med.
Dette er ekstremen af, hvad det vil sige at fortrænge sit ubehag. Hermed ikke sagt, at alle der fortrænger deres følelser vil ende med enten at slå sig selv eller andre ihjel, men det er de risici der er forbundet med at benægte noget af sig selv.

På den anden side, så er vores evne til at fortrænge også livsnødvendig, fordi noget ubehag kan være så stort, at det netop truer vores selvfølelse og bliver så voldsomt at vi er nødt til at lukke af. Det er bare ikke en løsning på længere sigt, at blive ved at lukke af. På et tidspunkt er vi nødt til at give slip på badebolden og se det i øjnene som kommer op over vandoverfladen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s