Er du en pleaser?

Så er du nok ligesom mig også perfektionistisk. Du vil gerne sørge for, at alt er som det skal være. At folk omkring dig har det godt, og du er nok ikke altid bevidst om, hvornår du er pleaser.

“If it aint broken, fix it” er mit pleaser-mantra nok. Jeg vil gerne fixe en situation, også selvom der ikke er noget at fixe.

At vi pleaser, kan have noget at gøre med, at vi gerne vil have, at andre skal kunne lide os, fordi vi pleaser dem. Vi har måske lært, at når vi pleaser andre så bliver vi bekræftet, så føler vi os elsket. Og måske er det, som hos mig, også for at undgå at mærke skam.

Man siger at skammen har to udtryk, når den er ude af propertioner (sund skam er naturlig og vigtig): enten gør vi et forsøg på at gøre os mere menneskelige (gudelige) eller også gør vi os mindre menneskelige. Begge yderligheder er et resultat af, at vi er præget af skam.

Når vi prøver at være overmenneskelige – mere end et menneske – er det her hvor vi gerne vil være perfektionistiske, vi stræber efter de bedste karakterer, at vi gør tingene til perfektion, og hvis ikke vi formår at yde dette, så føler vi at vi har fejlet som mennesker. Vi sætter tårnhøje krav til os selv – umenneskelige krav, om at please alle og være perfekt hele tiden. Det er urealistisk.

Jeg er begyndt at prøve at lægge mærke til, når jeg pleaser og hvorfor jeg pleaser. Er det bare en automatisk respons jeg har, et instinkt som siger mig, at jeg må og skal please? eller er det fordi jeg gerne vil glæde dette menneske for han/hendes skyld? Har jeg mig selv med i det? hvor er jeg henne i det her? har jeg sat mig selv til side for at please?

At please handler ofte ikke om den man pleaser, men om en selv. At man føler at man er nødt til at yde sit allerbedste, for ikke at føle sig skamfuld. For når man føler at man har fejlet, så kan man føle sig fejlfuld som menneske og dette kan gøre at man føler man er et skamfuldt menneske, hvis ikke man præsterer til perfektion.

Så hvordan kan vi vende skuden? begynde at have os selv med, ikke glemme os selv, lære at vi er gode nok som vi er eller lære at vi ikke skal være perfekte, at det naturlige er at være uperfekt.
Det første skridt kan være, at man kan sige til en der står én nær, at man ikke føler sig god nok. At man føler sig skamfuld over den man er. Sætte ord på den følelse af uværdighed man har, blive bevidst om at man har et behov for at kompensere for ens lave selvværd og at det er det man prøver at gøre, når man pleaser andre eller forsøger at være perfekt. Det er en flugt fra følelsen af mindreværd og skamfuldhed. Det er ikke meningen vi skal være perfekte og fejlfrie. Men et sted i os tror vi måske på, at lykken er at være det, at hvis vi bare sørger for at holde skammen væk, holde mindreværdet på afstand, så kan vi sørge for kun at mærke at vi sejrer, får succes og præsterer.

Værdifuldhed ligger ikke i hvad vi gør, men hvem vi erAt vi er. Det at vi kan eksistere, være tilstede lige nu, med os selv og de følelser og tanker vi har. At vi tør se os selv i øjnene, at vi tør se andre i øjnene og stå op for os selv og vores totalt fejlfuldte, uperfekte selv. For det er det vi er. Uperfekte. Og det er meningen vi skal være det. Vi er perfekt uperfekte. Når vi kan være der for os selv, give os selv lov til at være dem vi er, så skaber vi også et rum for andre, hvor de kan være dem de er. Uden at vi behøver bevidst eller ubevidst at please nogen, at gøre noget, for at være gode nok, eller for at andre føler vi er gode nok. Der er vi bare, og giver andre lov til at være også. Det er det, sand lykke er for mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s