Jeg bærer hver dag skammen på mit ansigt

Jeg er i mangel. Jeg er hæmmet af skamfølelse, og jeg bærer det på mit ansigt, så alle kan se det – rødmen. Mit ansigt er min forbindelse mellem mig og andre. Det er i ansigtet vi forbinder os til andre, vi smiler, får øjenkontakt og ser hinanden. Men det er også i øjnene på andre, at vi spejler os selv, dømmer os selv, er udsat og føler os bedømt.

Det er svært at leve med de fysiske resultater af skam, angst og af en svækket krop i ubalance, når alt det jeg har brug for er, at være usynlig. Ikke at blive set og især ikke at vise mine mangler lige midt i mit ansigt. Jeg føler de synlige spor efter skammen og min krops ubalance, hæmmer mig i at fungere ude i verdenen. Ikke fordi at andre vender mig ryggen pågrund af mit ansigt, men fordi jeg dømmer mig selv og dømmer mit ansigt. Fordi jeg har erfaret, at mange af de steder jeg befinder mig, er det ikke okay at skille sig lidt ud. Det er ikke okay, ikke at ligne en af mængden. Hvis man reagerer for meget, så er der noget galt, så bliver der skabt opmærksomhed omkring én.

Hvis jeg havde en permanent plet i hovedet eller et modermærke eller et ar, som var en del af min hud, så kunne jeg måske bedre forholde mig til det, men fordi rødmen kommer og går, og jeg ikke kan dække det på samme måde hver dag, så ved jeg aldrig hvornår det er synligt for andre. Jeg går i evig frygt omkring, hvornår jeg bliver udstillet, hvornår nogen igen kommenterer min hudfarve og om det er ligeså slemt som jeg forestiller mig (det er det ikke). Det er uforudsigeligt, jeg har ikke kontrol over mit ansigt og hvordan min hud reagerer, den er forbundet til mit nervesystem, reagerer mit nervesystem reagerer min hud også.

Problemet er ikke min hud, men at min hud så nemt reagerer, når der sker tumult inde i mig. Når angsten bryder frem, så bryder den frem på mit ansigt. Jeg kan ikke gøre noget for at stoppe det, når først ansigtet har reageret. Jeg er afsløret. Jeg er ikke perfekt, jeg er ikke cool, jeg er ikke afslappet. Jeg er følsom, jeg responderer på min omverden, jeg udviser at jeg føler skam og ikke føler mig okay. Og andre kan se det på mig. Der er ingen steder at løbe hen, ingen steder at gemme mig, ingen måde at beskytte mig selv på. Jeg kan ikke undgå at jeg reagerer.

Jeg husker engang jeg har sagt, at jeg ville ønske andre mennesker kunne se, hvor dyb min skam er. At andre kunne se, hvor meget skam jeg bærer på mig – for så ville de måske tage mere hensyn til mig, ikke grine af mig, udpege mine fejl og mangler eller nedgøre mig. For det gør min skamfølelse endnu dybere, endnu mere hæmmende.
Men kan man overhoved undgå at blive udstillet og nedgjort af andre mennesker? Sikkert ikke.. Og lige nu, kan jeg ikke forstå jeg nogensinde har sagt det. Jeg var nok træt af, ikke at blive taget seriøst. At folk sagde; Du ligner ikke, at du har angst.. Man kan ikke se du har det dårligt.. Du ser ikke ud som om du skammer dig.

Jeg lever i grænselandet. Der hvor jeg gerne vil tages alvorligt og opleve at der bliver taget hensyn til, at jeg er følsom. Der hvor jeg føler mig set. Og samtidig har jeg et behov for at være usynlig, fordi verden er så uforudsigelig, og jeg aldrig ved hvornår en kommentar, et blik eller et ansigtsudtryk kan ramme mig og øge min skamfølelse. Jeg har lyst til at være der, hvor jeg aldrig rigtig er i verdenen, men mest bare er inde i mig selv, for det er det eneste sted, hvor jeg rigtig føler mig tryg.

One thought on “Jeg bærer hver dag skammen på mit ansigt

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.