Lykken er…. at være en have

Jeg har brug for at lære at se mig selv som en have. Med alle mulige slags blomster og planter. Nogle som rækker højt og rankt og stolt, andre som krummer sig ind om sig selv. Alle smukke og lige som de skal være, på hver deres måde. Og så er der al ukrudtet som kommer og går hele tiden. Men som konstant er en del af haven.. Jeg har stået og spredt gift og luget og forsøgt at fjerne brændenælderne og mælkebøtterne, fordi jeg føler de ødelægger haven og de passer ikke ind, der skal kun være smukt og godt i min have, tænker jeg.
Men hvad jeg ikke ved er, at det ukrudt er en del af haven, om jeg vil have det eller ej. Så det jeg skal lære er mit forhold til det ukrudt. Jeg kan ikke få det væk. Giften jeg dækker dem med, spreder sig endda til de smukke roser og slår dem ihjel. Er det virkelig det værd?

Hvad hvis jeg kunne lære, at om jeg vil det eller ej, så er ukrudtet der, jeg kan ikke fjerne det, uanset hvor meget jeg forsøger. Det vil hele tiden springe frem rundt omkring. Jo mere jeg optager mig med det, jo værre bliver det, pludselig føles det som om ukrudtet har taget over hele haven og slået alt ihjel, men det har det ikke engang. Det er kun fordi jeg har så stort et had overfor det ukrudt. Og hadet spreder sig som en steppebrand til de andre blomster og planter. Hadet fylder til sidst hele haven. Hele mig. Jeg må lære at elske ukrudtet ligeså meget som de andre planter. Lære at se på det med kærlige øjne, lære at det  være der. Det er en del af haven. Jeg kan ikke fjerne det. Uanset hvor meget jeg prøver.

Hvis jeg kan lære, at give ukrudtet plads til at vokse i haven, så vil jeg også begynde at se, at haven er ufattelig smuk lige som den er. Med både ukrudt og roser, som vokser side om side. Den er lige som den skal være. Jeg skal ikke fixe den eller fjerne eller tilføje noget. Men jeg kan elske den, og favne den og anerkende den. Og så vil jeg nok også begynde at se, at ukrudtet ikke er hvad jeg troede det var, måske er det stadig ubehageligt, men jeg kæmper ikke længere i mod det, jeg tillader det. Giver slip på det.
If you love it set it free.

Når jeg kan elske ubehaget, ukrudtet, så kan jeg slippe det fri. Lade det vokse som det vil. Og den indstilling, vil bringe mig i en ny tilstand, hvor der er en anden form for velvære en hvad jeg troede velvære var før i tiden. Jeg vil lære, at alle de her planter er en del af mig. Og omme bag de her planter (følelser og tanker og sensationer), er en bevidsthed. Mig. Den som sanser, den som føler, den som tænker. Det er ikke følelsen som føler. Det er ikke tanken som tænker. Det er ikke sanserne som sanser. Det er mig.

Jeg er bevidsthed. Jeg er opmærksomhed. Jeg er Nuet. Jeg lever kun lige nu og her. Ikke ude i fremtiden eller i fortiden. Jeg er kun i Nuet. Jeg er ikke mine følelser, tanker og sanser. Jeg er bevidsthed. Jeg er den som observerer, den som tænker, den som føler, den som sanser. Jeg er øjnene omme bag ved. Dem, som bare kikker ud. Dem, som bare er.
Der er intet jeg skal. Kun være der for mig selv. Være tilstede i Nuet – sanse Nuet. Sanse min krop og mit sind. Alt er som det skal være, selvom alt er kaos og rod indeni så er alt som det skal være. Angsten skal ikke væk. Angsten skal være her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s