Psykiatriske diagnoser & systemet

For et par år siden var jeg på kontanthjælp og så syg af angst, at jeg ikke kunne tage nogle steder hen.

Tanken om at have et arbejde var så urealistisk for mig og hver gang jeg skulle ind i aktivering på aktiveringscentret var det med galopperende hjerte, svedige håndflader og med en konstant følelse af uro indeni. Jeg følte ikke, jeg blev taget seriøst af jobcenter og aktivitetscenteret, og min socialrådgiver havde heller ikke forståelse for min angst, så jeg gik til lægen og senere en psykiater for at få stillet en diagnose.

Psykiateren, som jeg kom til samtale hos angående at blive diagnosticeret, var den første positive oplevelse jeg havde haft inden for sygesystemet. Hun var meget behagelig, nærværende og jeg følte hun så mig, sådan som jeg gerne ville ses. Hun fortalte mig, at jeg ikke skulle tage diagnosen personligt, at det var noget som de havde brug for, for at få mig “ind i systemet”. Hun sagde også, at jeg selv måtte vælge om jeg ønskede diagnosen social angst eller diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Jeg valgte den sidste, da jeg vidste at den ville kunne give mig den bedste, og længste, behandling. Det ændrede ikke mit selvbillede at få en diagnose – men det ved jeg det har gjort for mange.

Jeg følte bare, at jeg fik større forståelse for mine problematikker og at jeg kunne spejle mig i andre med samme diagnose. Især det med at være evasiv (altså undvigende) var noget som der ikke stod meget om i forhold til social angst, så det var rart at vide, at der var andre som også var undvigende på grund af angsten.Det hjalp at få en diagnose, fordi jeg følte at jeg blev taget mere seriøst af min socialrådgiver og af aktiveringscentret.

Jeg følte, at jeg på den måde kunne tale deres sprog – nu havde jeg en god årsag til, at der var ting som jeg ikke kunne – det kunne altid forklares med det.Det blev klart for mig, at når man er inde i systemet, så er man nødt til at spille efter de regler der er – det betyder, at det ikke er nok at sige, at man har et svært med de og de ting, men at der er dokumentation for, at man er begrænset på den ene eller anden måde.

På samme måde, som hvis man har brækket et ben, er det ikke nok at sige, at det er brækket, ja det er ikke engang nok at gå med gips omkring – man er nødt til at have sin læge (eller i psykiske tilfælde en psykiater) til at skrive, sort på hvidt, hvad der er galt med en. Det er forståeligt nok, at man skal udredes og diagnosticeres, for man skal ikke regne med at nogen tager ens ord for noget.

Ofte tror jeg bare, at mange tager diagnosen alt for meget til sig, og ligefrem sygeliggør sig selv.Systemet vil også meget gerne sygeliggøre os. Hvis noget ikke er godt, hvis noget ikke fungerer, så må der være noget galt med en, så er man forkert, så passer man ikke ind i systemet og så må man se at komme tilbage på sporet igen.Jeg tror det er meget destruktivt at lytte til systemets tilgang til modgang i livet. Psykiske lidelser er en reaktion på noget, det er ikke bare en sygdom som skal fixes eller behandles eller holdes under kontrol. Eller i værste tilfælde, at fastholde en i en sygelighed. Der er brug for at kunne omfavne det, som systemet gerne vil skubbe væk, udstøde og fordømme.

I forhold til en selv,  handler det nok også om, at man kan finde den gode balance, hvor man både kan tage sig selv alvorligt og tage hensyn til sig selv, men hvor man ikke gør sig selv mere syg end man er, for det kan også begrænse en på en helt ny måde, hvor man mister håbet så meget, at man ikke længere har troen eller håbet på, at man kan få det bedre. At lære at kende, forstå og lytte til sig selv og sin indre kerne, mener jeg er langt mere givende og langt sundere, end at lytte til systemet, for systemet ønsker ikke det bedste for os, men det bedste for systemet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.