Ud af isolationen

Jeg tror mange som bliver ramt af angst, længes efter at nå til det punkt, hvor alt var som før, de fik angst. Jeg har opgivet den idé. Hvor kliché-agtigt det end lyder, så er jeg ikke den samme nu, som jeg var før, og det bliver jeg heller ikke.

Min vej ind i isolationens trygge og faste greb, har været en mangeårig bevægelse og der har været tidspunkter hvor jeg har været mere “ude i verden” end andre. Mange misforstår nok isolation og tænker, at det betyder at man isolerer sig i sit hjem og aldrig kommer udenfor sin dør. Sådan var det ikke i mit tilfælde. Bevares, jeg var meget hjemme i min lejlighed og fik aldrig besøg. Derudover besøgte jeg heller aldrig andre. Men jeg tog ofte ud på egen hånd. Købte ind, gik eller cyklede ture og lignende.

Jeg levede mit liv for mig selv og med mig selv. Jeg havde ikke brug for nogen, for angsten var for voldsom til, at behovet for at have nogen andre omkring mig ikke var stærkt nok til at trumfe angsten. Man siger jo, at hvis noget virkelig betyder noget, så gør man det, uanset hvor ubehageligt det er for én, men det gav ikke mening for mig. Jeg kunne ikke mærke hvad der betød noget for mig, jeg kunne bare mærke at nogle ting gav mig angst (dem undgik jeg) og andre ting gjorde mig tryg (og dem dyrkede jeg).

Hvis jeg sås med nogen, så sås jeg med dem på neutral grund, dvs. til en gåtur eller noget andet, som var aktivt og eller udendørs. Det var den eneste form for social interaktion jeg kunne håndtere. Besøg hos mig eller andre, caféer, restauranter osv, det undgik jeg. Alt der var stillesiddende og indendørs, kunne jeg ikke håndtere pga angsten (agorafobi – frygten for situationer, hvor man føler sig fanget og ikke kan komme væk)

I dag er jeg stadig til dels præget af den isolation som startede for cirka fem år siden og det gør, at jeg stadig hverken kan have besøg eller besøger andre. Der er små undtagelser, ved bestemte mennesker, men overordnet set er jeg stadig påvirket af isolationen. Dog har jeg de sidste måneder arbejdet mere og mere hen imod at jeg lever et liv, hvor jeg ser og interagerer med andre mennesker fem ud af syv dage. Går der mere end 1½ døgn uden at jeg har kontakt til andre, begynder jeg at blive ked af det og utryg. Før i tiden kunne jeg være alene i månedsvis af gangen uden hverken behov for at skrive, tale med eller se andre.

Det er tydeligt at jeg er ved at vende mit liv på hovedet, fordi jeg før i tiden havde ekstrem stor utryghed i at skulle interagere med andre, hvor jeg nu har en stor utryghed ved, ikke at få det behov opfyldt. Når jeg føler mig utryg og alene, så skal der så lidt til, at jeg føler mig lykkelig, elsket og set af omverdenen. Et smil fra en fremmed eller en besked der tikker ind på min mobil kan vende hele mit humør.

Jeg bliver stadig angst af og til, når jeg er sammen med andre mennesker. Det er stadig en øvelse for mig, men jeg bevæger mig mere og mere i retning af, at føle mig tryg blandt andre. Om jeg nogensinde har været tryg blandt andre, det aner jeg ikke om jeg har. Men jeg ved det føles godt at mærke, at jeg glædes over at skulle tilbringe tid sammen med andre, at jeg ser frem til at være blandt andre mennesker, fordi jeg føler mig spejlet og elsket og fordi jeg erfarer at folk gerne vil være sammen med mig og værdsætter mit samvær. Jeg har så længe troet og frygtet, at jeg ikke var, som omverdenen forventede jeg skulle være, frygtet det så meget, at jeg har holdt mig væk fra andre. Det gør ondt indeni at have været så bange, men samtidig kan jeg godt se hvorfor det har været sådan, og at jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for at kunne overleve med de udfordringer.

Læs mit andet indlæg omhandlende isolation og at genfinde tryghed blandt andre her.

3 thoughts on “Ud af isolationen

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.