Sådan er det at depersonalisere

Mange mennesker med angst, depression eller stress, vil også på et tidspunkt opleve længere- eller korterevarende episoder med depersonalisering eller derealisering. Begge ting kan både udspringe fra depression, stress, generaliseret angst, mange bekymringer eller angstanfald.

Depersonaliserer man i en længere periode og oplever det som mere vedvarende og konstant, bliver det kaldet depersonaliserings lidelse. Men det er meget almindeligt at depersonalisere når sindet bliver overvældet.
Jeg vil benytte begrebet depersonalisering i dette indlæg, da jeg ikke ved nok om derealisering, til at kunne skrive et indlæg om det.

I perioder med meget generaliseret angst og angstanfald, samt stress, har jeg oplevet depersonalisering.
Det er dog et stykke tid siden sidst, alligevel vil jeg komme ind på 5 symptomer som jeg oplever, og som generelt set er symptomerne for depersonalisering.

1. Uvirkelighedsfornemmelse
Verden omkring mig synes fjern og ligesom en drøm. Læs mit indlæg om at have uvirkelighedsfølelser her.

2. Ukendt
Min krop føles ukendt, jeg kan ikke genkende min krop, hverken når jeg mærker den eller f.eks. ser mig i spejlet. Hvem er jeg? Hvem er dennes krop? Det føles tomt indeni.

3. Svækkende sanser
Sanserne bliver bedøvet. Lyd virker til at være langt væk. Mine sanser virker ikke som de plejer, jeg kan få lammende fornemmelser i kroppen.

4. Drøm
Det føles som om jeg drømmer, eller som om jeg ikke eksisterer. Det er som om jeg ikke ser, hvad jeg normalt ville se. Som om min sjæl er fløjet ud af min krop og ser ned på mit liv, fra et andet perspektiv.

5. Følelsesløs
Både fysisk og psykisk er det som om, at jeg bliver følelsesløs. Jeg mister fysiske fornemmelser og kan ikke mærke nogle følelser.
Når jeg når dette punkt i depersonaliseringen, har jeg mere lyst til at føle intens angst end ikke at føle noget. Jeg har bare brug for at føle et eller andet. Men det er som om, jeg er immun overfor alle følelser, intet påvirker mig. Det er sådan jeg forestiller mig det må være, at være en zombie. Sommetider bliver jeg endda lam nogle steder i kroppen eller døv på det ene eller begge øre. Det er utrolig skræmmende symptomer at få, og første gang de kom blev jeg meget bange, fordi jeg troede jeg var ved at blive sindsyg.
Nogle gange bliver man endnu mere angst og føler sig endnu mere uvirkelig, når man begynder at bekymre sig om sine fysiske eller psykiske fornemmelser.

Hvorfor depersonaliserer man?
Jeg tvivler på, at omverdenen kan se, hvordan man bliver påvirket, fordi det er noget der foregår inden i én – måske lægger de mærke til at du virker fjern.
Det kan være meget svært at beskrive til nogen som aldrig har prøvet det, hvordan det føles at depersonalisere.

Depersonalisering og dissociering har mange af de samme symptomer – dissociering er også en forsvarsmekanisme mod noget som er overvældende eller føles meget ubehageligt – angst, sorg, stress, smerte osv.
Ofte vil folk dissociere når de oplever noget som er meget ubehageligt eller ubærligt – f.eks. et overgreb eller overfald. Dissociering bliver brugt til at beskytte kroppen og sindet mod den ubehagelige oplevelse.
Man dissocierer, fordi man ikke ved hvordan man skal bære eller håndtere de intense, ubehagelige følelser og fornemmelser som man oplever i situationen.
Det er så overvældende, at man begynder at dissociere – hvilket betyder at man isolerer kroppen og sindet. Sindet vil lukke af, forsvinde væk – sådan at du ikke er tilstede og derfor ikke føleler eller tager imod de ubehagelige ting, som foregår.
Dissociering er det som sker, når mennesket hverken kan flygte eller kæmpe og derfor må fastfryse – samtidig med at kroppen går i chok, så forsvinder sindet væk.
Bagefter, vil man ofte opleve ikke at kunne huske de ting, man blev udsat for, fordi man egentlig ikke rigtig var der.
Depersonalisering er på samme måde en forsvarsmekanisme – en måde at håndtere ubehagelige ting på. Men depersonalisering sker måske mindre i overvældende situationer end dissociering gør.
Jeg oplever at depersonalisering sker når jeg i længere tid har oplevet angst, stress og svær bekymring og at mit sind til sidst siger STOP og lukker af. Hvorimod dissociering virker til mere at komme når man med ét bliver udsat for noget meget overvældende.

At afhjælpe depersonalisering
Det er især ubehageligt for mig at depersonalisere, fordi jeg er helt bevidst om symptomerne og hvorfor de er der. Jo mere jeg fokuserer på dem, jo mere mærkelig føler jeg mig. Det eneste som virkelig hjælper mig når jeg depersonaliserer er, at rette mit fokus mod min krop og få mere kropsbevidsthed. Jeg trækker vejret dybt, giver mig selv en massage for at få mere opmærksomhed på behagelige sensationer i kroppen og for at blive bevidst om min eksistens nu og her.
Det er godt at fortælle sig selv, at det er okay at depersonalisere – det er dit sind som beskytter dig, sindet lukker ned – og det bliver både fra de ubehagelige og behagelige sensationer. Det er bedre at acceptere det, end at prøve at flygte fra det.
Det er helt normalt at depersonalisere når sindet bliver overbelastet – sindet lukker af, for at beskytte dig.

4 thoughts on “Sådan er det at depersonalisere

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.