Det er okay, ikke at være okay

Der er tre spørgsmål som optager mig om (social) angst: 
1. Hvorfor er angst så ubehageligt? 
2. Hvorfor går vi så højt op i at fjerne den?
3. og hvad er vores mål – hvad ønsker vi at føle – hvis ikke angst?

Nedenfor vil jeg forsøge at besvare mine egne spørgsmål, udfra min egen oplevelse.

1. Angst er ubehageligt, fordi det ikke er acceptabelt nogle steder, at føle sig angst. Se bare når folk bliver nervøse – man oplever ofte at andre reagerer negativt på det, laver sjov med det eller udleverer personen.
Virker den nervøse person nogensinde okay med at være nervøs? Nej.
Jeg tror mere den nervøse person føler sig mere værdiløs, forkert eller ked af det, når folk siger: “Ej du bliver SÅ nervøs, slap nu af, tag det dog lidt roligt!”. Det er da ubehageligt at føle, at man ikke er god nok, bare fordi man bliver nervøs.
Enhver negativ følelse er ikke rigtig acceptabel nogle vegne, medmindre man er til en begravelse. Men selv til begravelser er det som om at folk holder igen med at lukke for mange følelser ud.
Hvorend man kigger hen, ser folk ned på dem, som viser “negative” følelser. Hvorfor? fordi ingen er okay med ubehagelige følelser, ingen kan finde ud af at håndtere dem. Så hvis én person ikke kan håndtere sine egne følelser, hvordan skulle han/hun så kunne acceptere dine? Det starter med det ene menneske; mig.

2. Vi vil gerne slippe angsten, få den væk, fordi det føles ubehageligt at være angst. Det er ikke “tilladt” at føle sig angst.
Alle vegne bliver angsten set som en svaghed, en sygdom, en hjernefejl og noget rigtigt dårligt som må og skal fjernes og kureres.
Vi lærer af læger, lærere, forældre og andre autoriteter i vores liv, at de “dårlige” ting må væk, så de gode ting kan blive.
Livet er både mørke og lys, både de rare og ubehagelige sider.
I virkeligheden findes der ikke noget godt og dårligt, men vi har lært os selv og andre, at fordi nogle ting føles rare, så er de “gode”. Og fordi andre ting føles ubehagelige, så er de “dårlige”.

Af en eller anden grund stræber vi altid efter kun at have det godt, og tror at et lykkeligt liv indebærer at have det godt – hele tiden. Men der er ingen som slipper for at gå i gennem fysisk og psykisk smerte også.

Angst føles ubehageligt, fordi vi har lært at føle at det er ubehageligt og fordi vi har modstand mod den – fordi den føles ubehagelig. Når noget føles ubehageligt, så stivner vi. Når noget føles rart, så bløder vi op.
Giv slip på idéen om, at angst er noget negativt.  Selv det at elske et andet menneske er ikke kun positivt og “godt”. Det handler om tilgangen til det – om vi håndterer det med modstand eller accept – kærlighed eller frygt . Dermed bliver dét adskillelsen af ting – ikke tingene i sig selv, men din tilgang til det.

Hvis vi ser på angsten gennem acceptens og kærlighedens briller, er angsten ikke negativ. Hvis vi ser angsten gennem frygtens briller, bliver den noget vi må bekæmpe eller flygte fra, noget som er dårligt, noget som ikke er velkomment.

3. I min optik ønsker jeg ikke at føle noget andet, end det jeg føler lige nu. 
Fordi jeg føler der er en mening med det, som sker i vores liv. Hvad føler jeg? Føler jeg modstand eller accept overfor det? Det er det vigtigste for mig – igen, det handler om min tilgang til det, ikke om “problemet”.
Hvordan kan vi acceptere noget, som vi har lært vi skal bekæmpe eller flygte fra?
Først må vi kunne give slip på modstanden, før vi kan acceptere det, som er.
Vi må lære hvordan det føles at give slip på en stramt greb om noget, vi tror vi behøver. Modstand er ligesom at svømme mod strømmen. Hvordan kan vi acceptere strømmen når vi kæmper imod den? Vi giver slip på modstanden. Vi giver slip på at svømme mod strømmen – giver op på kampen. Hvad sker der så? Vi vil flyde i samme retning som strømmen flyder, vi vil flyde med bølgerne. Hvordan kan vi acceptere strømmen nu? Det behøver vi ikke engang prøve på, det gør vi bare, for livet er det der sker, når vi giver slip. Når livet er denne her flydende strøm, oplever vi accept og kærlighed vokse ud af den hengivelse til livet. At flyde er accept, at flyde er kærlighed, at flyde er at leve.

One thought on “Det er okay, ikke at være okay

  1. […] 5. Det er okay Vis dig selv empati, giv dig selv lov til, at føle og tænke det du føler og tænker lige nu. Vær ufordømmende overfor dig selv. Vis dig selv forståelse for, at du har det som du har det nu og her. Der er en årsag til det. Det er ikke noget du vælger. Du kan ikke gøre for det, det er noget der sker for dig. Sig til dig selv; “Det er okay at —–“, “Jeg må godt føle mig —-“, “Jeg har ret til at —–“, “Det er okay, at jeg ikke kan være okay”. […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.