Skammen er min værste fjende…

hiding-1209131_1280

Èn ting er angsten… 
Angsten giver mig et ubehag; kropslige reaktioner, tanker og følelser som skaber et stort ubehag i mig. Skammen er en anden ting. Skammen er den der kommer efter angsten har sit udspring, eller som ligger på skjul lige under angsten og popper frem og ryster mig i min grundvold.

Skammens stemme

Angsten er ikke mit problem. Mit problem er skammen. Det er skammen som fortæller mig;
“Hør på mig nu!
Du har ikke ret til liv.
Du har ikke ret til at være dig.
Kan du mærke den her angst der kommer nu?
Du har ikke ret til at have de følelser, tanker og ubehag du har nu.
Du har ikke ret til at leve dit liv.
Du er alt for uværdig, til at leve det liv du lever.
Gem dig væk fra verden, ingen har lyst til at se eller høre på dig.
Du burde skamme dig.
Der er mange der har det meget værre end dig.
Disse følelser og reaktioner du får er ikke berettiget.
Jeg er ligeglad med, om du ikke kan gøre for at du får angst, nu må du lægge låg på dig selv, for der er aldrig nogen der kommer til at holde af dig, når du har angst.
Folk ser ned på dig, fordi du er den, du er.
Ingen elsker dig.
Du er et usselt menneske når du føler angst.
Ingen holder af dig.
Du er bunden af bunden.
Luk af for dig selv, for ellers kommer ingen nogesinde til at holde af dig.
Kan du mærke hvad der sker nu i dig pga angsten?
Det må du ikke mærke! Du må lægge låg på det, lægge låg på dig selv, for du har ingen betydning når du føler angst.
Du har kun betydning når du er angstfri, glad, positiv, afslappet og fri af lidelse.
Jeg gider ikke at høre eller se på dig, når du er i dårligt humør, ked af det og angstfuld.
Forsvind med dig.”

Skam og selvmord

Det er ikke underligt, at når man har disse skamfulde overbevisninger om sig selv, så har man lyst til at forsvinde væk – blive usynlig, ikke have noget liv, leve bag lukkede døre, gemme sig fra omverdenen fordi skammen er så stor.
Det er også derfor rigtig mange selvmordstruede mennesker oplever en stor skamfuldhed over sig selv. For selvmord er en måde at definitivt fjerne sig selv fra skammen/fjerne skammen fra sig selv. Skammen bliver nærmest til den man er, og hvis man ikke kan fjerne skammen fra sig selv, er sidste mulighed at fjerne sig selv helt.

Skammen er dybt irrationel… og hvad så?

Jeg kan da sagtens høre – og læse – at skammen er irrationel. Selvfølgelig har jeg da ret til liv. Jeg er et så dejligt menneske og jeg har aldrig valgt at få angst, og kan ikke gøre for når jeg bliver ramt af den. Skammen er bare noget der…. dukker op, sådan ud af det blå.

Jeg kan sagtens begynde at rationalisere mig fra skammen – men det nytter ikke noget, for det får den ikke til at forsvinde. Jeg kan ikke bekæmpe skam med skam.

Skamfølelsen bliver ved at være der. Følelsen af, at noget er forkert. At jeg er forkert, at mine følelser, tanker, reaktioner er forkerte. At jeg ikke passer ind nogle steder. At uanset hvad jeg gør, så vil jeg altid være udenfor, et udskud, forkert, uelsket og skamfuld.

Skammen, føler jeg, er meget mere en sygdom end angsten. Angsten er en reaktion på noget, skammen er en overbevisning om noget. Det er skammen som træder på mig, som vil bekæmpe mig eller sig selv, det er skammen der vil køre mig ned og ødelægge mig. Men hvorfor vil den det?

Ingen betydning på bunden..

Disse skamfulde overbevisninger kommer fra min mor. Min mor har sagt til mig lige ud: “Du burde skamme dig”, når jeg har reageret på noget, givet udtryk for noget eller haft en følelse, som hun ikke kunne forstå, genkende eller selv følte. Min mor var afskåret fra sig selv og sine følelser. Hun kunne ikke forholde sig til mig som menneske, til mine følelser eller meninger. Hun har aldrig vist respekt eller ydmyghed overfor mig eller anerkendelse for mig og mine følelser. Hun har været lukket omkring sin egen verden, og har aldrig kunne se der var noget galt med hende – det var kun mig der var noget galt med. Konflikter, uenigheder, sårede følelser, skænderier, diskussioner, problemer, følelser – det hele var min skyld. Hvis jeg ikke havde gjort, sagt eller følt det, så var problemet aldrig kommet. Det var hendes overbevisning. Det blev rettet over på mig, fremfor at hun tog ansvar for sine egne følelser.

Overfor hende har jeg virkelig følt det, som skammen repræsenterer for mig; at jeg ingen betydning har – hverken når de svære følelser kommer eller når de dejlige følelser kommer. Skammen siger mig, at jeg på bunden ikke har nogen værdi. Jeg kan godt prøve at få en masse værdi ved at tilegne mig roller, være på en bestemt måde, sige bestemte ting – men den jeg er på bunden, har ingen værdi.
Jeg har aldrig set min mor skamme sig, hun har aldrig udtrykt skam over sig selv. Hun har altid følt sig stolt af sig selv, hvilket bekræfter mig i, at hun ingen kontakt har haft til sin egen skamfølelse og derfor er det mig som har skulle være skydeskive for hendes skyld og skam.

Er følelsen af værdi medfødt?

Vi er, efter nogle forskeres mening, født med evnen til at føle skam, men vi er dog ikke født med følelsen af at vi på bunden er skamfulde mennesker. Jeg tror tværtimod vi er født med en følelse af at have værdi, ret til liv og lyst til at leve. Hvordan skulle vi ellers have nogle drifter eller motivation til noget hvis ikke vi følte vi havde værdi?
Skammen er noget der bliver pålagt os, som ødelægger vores helt naturlige livslyst og følelse af værdi.

Skammen ser jeg virkelig som en sygdom. Når jeg mærker den, føler jeg mig som en østers der klemmer sig så hårdt sammen, samtidig med at skammen borer sig dybere og dybere ind i mit indre. Hvis så andre mennesker retter deres opmærksomhed hen mod mig, føles det som om at de helt grotesk og med vold er igang med at krænge min skal op. Jo mere de krænger op, jo mere forsøger jeg at lukke mig i. Jo mere de krænger op jo større føles skammen og angsten. Det føles som om den er lige ved at eksplodere ud over det hele.

Hvis skammen skal forløses, må den omfavnes

Jeg vil gerne øve mig i at håndtere min skamfølelse, også selvom den oprindeligt kommer fra min mor. Nu er følelsen blevet min også og den må jeg forholde mig til.
Jeg vil øve mig i at erkende overfor mig selv, at jeg føler skam. Øve mig i at give mere plads til at sige det højt inde i mig selv (eller til en anden som jeg har tillid til). Jeg vil gerne give plads til at få lov at sige højt, hvad jeg føler, frem for at forsøge at vende mine tanker om. Jeg vil imødekomme mine tanker og følelser, for det er den eneste måde at skammen kan forløses på.

Jeg vil også øve mig i ikke at pådutte andre skamfølelse og dermed lade den gå ud over andre eller “smitte” andre. I den forstand at jeg vil øve mig i ikke at lave sjov med folk, uden at de har “bedt om det”. Jeg vil øve mig i ikke at udskamme andre mennesker, for det hjælper ikke på min egen skam og samtidig skaber det skam i andre.

Nye og gamle overbevisninger kan opstå samtidigt

Som skrevet længere oppe, kan skam ikke bekæmpes med skam. Men skam kan forløses og opløses ved omfavnelse. Hvis jeg har en følelse af værdiløshed så nytter det ikke noget at sige til mig selv; “Jamen du er værdifuld”. Lige der er jeg i gang med at gå i mod mig selv og mine følelser. Lige der, er jeg i gang med at vise mig selv, at skamfølelsen er skamfuld. 
Derfor kan jeg kun øve mig i at vise empati for skammen. Forstå hvorfor den er der, forstå hvorfor den bliver trigget og give mig selv lov til at mærke de følelser der kommer op, frem for at lukke ned for dem fordi skammen fortæller mig jeg skal lukke ned.

Som med alle andre følelser kan der opstå både bekæmpelse og omfavnelse på samme tid. Derfor kan der også opstå skam og omfavnelse på samme tid, ment på den måde at jeg kan have disse skam-overbevisninger men samtidig øve mig i også at tillære mig andre overbevisninger, hvor jeg giver mig selv lov til at føle det jeg føler og huske mig selv på at jeg giver mig selv den tilladelse, at jeg giver mig selv den værdi. For mig at se er der ævrdi i blot det at tillade mig selv at skamme mig. Det må være første skridt.

 

 

2 thoughts on “Skammen er min værste fjende…

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.