Mit møde med psykiatrien

Dette indlæg er skrevet ud fra min egen erfaring og holdninger til psykiatrien og vores sundhedssystem.

I løbet af de snart 8 år jeg har haft en angstlidelse har jeg været forbi læger, psykologer og psykiatrere af flere omgange, og de fleste oplevelser har haft samme resultat og har efterladt mig med samme følelse; følelsen af at være misforstået, sygeliggjort, set ned på og behandlet som et menneske, der ikke er på lige fod med andre.

Når man får psykiske udfordringer på den ene eller anden måde, er det i forvejen en meget overvældende oplevelse. Man er forvirret, følsom og har brug for at føle sig forstået og mødt af omverdenen. Det er utroligt grænseoverskridende at søge hjælp og til dem som gør det vil jeg sige; du er så sej, at du rækker ud for at få hjælp!

Dog er vores system desværre så opsat på at a) tjene og spare penge, b) få kontrol og c) behandle menneskerne i samfundet som brikker, som skal passe ind i systemet.

Det har i årevis frustreret mig, hvor lidt der blivet set på det menneske, som man har med at gøre, uanset om det er hos lægen eller på jobcentret. Der er ikke længere råd, overskud eller tid til, at være der for det menneske som kommer for hjælp, det er kommet helt ned til det lavpraktiske; er du syg, så sender vi dig i behandling.

Da jeg første gang gik til lægen på grund af min angst, sagde hun; “Det er ikke angst, du er bare genert”. Jeg forsøgte at forklare hende, hvorfor jeg mente det var angst, jeg ønskede at få noget hjælp, jeg havde det ikke godt og rakte ud for at få nogen til at hjælpe, men der blev ikke gjort noget. Det var først flere uger senere, at jeg måtte overbevise min læge, ved at spille skuespil overfor hende.

Når man går til lægen med sin angst, gør de ikke noget for at finde en god psykolog til en, de husker heller ikke en på, at angst er naturligt og noget vi alle kan opleve. At der er en årsag til angst og at der ikke er noget forkert i at få angst.
Nej, man bliver sygeliggjort eller også bliver man ikke taget seriøst. Man må selv prøve at finde en psykolog eller behandler, uden man nødvendigvis ved hvad man skal kigge efter og uden nogen anbefaling. Men allerførst bliver man sendt til psykiatrien.

Jeg blev kaldt ind til en samtale med en kvinde som vist nok var sygeplejerske med videreuddannelse i psykatri. Jeg var meget opsat på at finde ud af, hvad hendes baggrund var for at sidde der, for jeg ønskede at føle mig forstået. Jeg forsøgte at kigge hende i øjnene og få kontakt med hende, men hun var iskold og kiggede ned i sine papirer – når jeg endelig så hende i øjnene så hun ud som om hun ikke ønskede at tale med mig. Hun så sur, utilfreds, vred og provokeret ud.
Jeg tænkte; “Hvordan kan man tillade sig at sidde og arbejde med mennesker som lider, når man tydeligvis selv lider i den stilling? Kan man så ikke finde noget andet, hvor ens adfærd ikke skal gå ud over i forvejen sårbare mennesker?”

Jeg forsøgte adskillige gange i løbet af samtalen (som nærmere var en afhøring) på at få en dialog med kvinden. Jeg ønskede at få hende til at forstå mig, fremfor at hun skulle følge sit manuskript, som hun desperat klamrede sig til. Hun havde en række spørgsmål hun skulle stille og så viste hun mig på væggen, alle de plancher de havde med alverdens psykiatriske diagnoser og fortalte mig, at en af dem skulle jeg passe ind i.

Når hun stillede mig et spørgsmål og jeg forsøgte at uddybe mit svar, for at få hende til at forstå mig mere akkurat, afbrød hun mig – nærmest hidsigt – og bad mig om ikke at tale yderligere om det, for hun var ikke interesseret i at jeg gik i detaljer.

Jeg følte mig dybt skuffet, afvist og mildest talt helt gal på den – her kommer man ind med en sårbarhed, noget som er svært, og man har et ønske om at blive mødt og set som et ligeværdigt menneske, istedet får man af vide at man skal stoppe med at tale om sin situation, for ja – de skal bare have deres ja eller nej, sådan at de kan finde den diagnose jeg passer i. Det er deres vigtigste og eneste formål.

Da jeg gik ud fra samtalen og kom ud til min cykel brød jeg ud i gråd. Jeg følte mig så misforstået, så sygeliggjort og samtidig havde jeg siddet og skulle åbne mig op om, det som var så svært for mig, overfor et menneske som tydeligvis var dybt uinteresseret i mig og egentlig bare gerne ville have samtalen hurtigt overstået.

Jeg har respekt for, at det ikke må være nemt at arbejde og støtte det her system, med alle de paragraffer der skal overholdes og den begrænsede tid, som er til hvert menneske. Når man arbejder under bestemte rammer og har et vist antal minutter til hver borger, så er der ikke penge eller tid til, at kunne gå i dybden med hvert enkelt menneske, men det gør mig ikke mindre frustreret over, at man vælger at tage en uddannelse i at hjælpe andre, når man hverken har de menneskelige evner til at hjælpe sig selv eller hjælpe andre. Her så jeg et menneske der selv led, men som ikke engang kunne håndtere sin egen lidelse – derimod blev hendes irritation og dårlige energi læsset over på mig, som i forvejen led.

Det er et problem, at de mennesker som skulle tage sig af de mest sårbare, sjældent selv har særlig meget overskud til sig selv.

Jeg er af den overbevisning, at for at kunne arbejde med andre mennesker, er man nødt til at arbejde med sig selv. Man er nødt til at kunne rumme sig selv, rumme den frustration og irritation som i mange tilfælde normalt kommer til at gå udover det menneske de sidder overfor. At kunne rumme sin egen lidelse og sine egne udfordringer gør det nemmere også at rumme andres.

Derfor har jeg en så dyb og brændende en lyst til at hjælpe andre – men ikke på den måde jeg er blevet “hjulpet” af læger, psykiatrere og psykologer.

Jeg ønsker at kunne hjælpe andre på en medmenneskelig, empatisk og rummelig måde. På en måde, hvor relationen er ligeværdig, hvor jeg ikke hæver mig over det menneske jeg hjælper (også fordi jeg ved hvordan det er, at være i en sårbar position og føle sig udfordret af livet) og hvor at jeg evner at kunne rumme mig selv først og fremmest.

For i det at jeg gør det, så rummer jeg også det menneske jeg sidder med. Så er der ikke noget at blive vred eller frustreret over, fordi at jeg først og fremmest vægter egenbevidsthed først, og er opmærksom på mine egne udfordringer og er bevidst om mig selv – på den måde er det også nemmere at kunne huske på, at man er to individuelle personer og at der skal være plads til begge.

 

 

Published by

Ind til kernen

Mit ønske med denne side er, at kunne hjælpe, informere og inspirere andre ud fra den erfaring jeg har med mig, og at lære dig hvordan du kan leve ud fra din kerne og få en ny tilgang til angst og ubehag.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.