Præstationssamfund: Når man ikke bare må “være”

Vær stærk, vær sjov, vær munter, vær letsindig, vær optimistisk, vær en søster eller en bror, vær en partner, vær en forælder, vær en ansat, vær en sportsdreng, vær en designertøjspige, vær god, vær dygtig, vær kompetent, vær ovenpå…..

Hvornår må man bare være?…

Hvad er du?
Hvorfor er du?
Hvor meget er du?
Hvordan er du?

Det er som om, vi skal kunne besvare alle disse spørgsmål, for at have nogen form for værdi i tilværelsen.
Vi kæmper en evig kamp med os selv, om at være gode nok, men vi kan aldrig nå i mål. Det vil aldrig blive nok

Hvornår må vi skille os af med alt det, der kommer før og efter “være”, og blot være til?
Få lov at være dem vi er uden alle disse roller, uden alle disse svar på spørgsmålet om hvad vi kan præstere?

Hvornår kan vi få lov til, ikke at skulle passe ind i et puslespil, eller passe ind i en rolle, passe ind i et samfund eller på en arbejdsplads?
Der, hvor vi bare er os, hvad end det så indebærer.

Hvorfor skal vi være uniforme?
Hvorfor skal vi passe ind i en masse forskellige roller og fællesskaber for at være gode nok, fremfor at være de enkelte individer vi er, og hver især have respekt for at vi er forskellige? Vi har forskellige baggrunde, forskellige udgangspunkter og helt forskellige sind. Vi kæmper alle på hver vores måde og vores synspunkt er ligeså unikt som den næstes.
Hvorfor kan vi ikke bare give plads til den forskellighed? Hvorfor skal vi være så ens?

Vi vil gerne være noget eller være nogen, for så føler vi os værdifulde…
For det er sådan vi er opdraget af vores forældre, vores omgivelser og af vores samfund. Det er sådan vores samfund bedst fungerer – når vi præsterer noget i alle de roller vi indgår i.
Hvis vi var lidt for meget os selv og ikke vores roller, så ville samfundet ikke kunne fungere, bilder vi os måske ind. Så ville vi måske også blive udstødt? Blive stemplet som et undermenneske, et menneske der ikke fortjener at være en del af nogle af fællesskaberne?

Hvad hvis vi kunne føle os værdifulde blot ved at være?

Vi lærer, helt diskret, at vi er værdifulde igennem de roller vi påtager os – både i hjemmet og udenfor hjemmet. Det er en del af den hjernevask samfundet og de miljøer vi har været i, har lært os.

Vi lærer at vi er værdifulde på grund af det vi gør og den måde vi er på…
Vi lærer hvad det vil sige, at være værdifuld og “god nok”.

  • Vores forældre fortalte os at vi var værdifulde – fordi vi gjorde eller var noget bestemt
  • Vores lærere roste os, når vi præsterede noget som de mente var “godt”
  • Vores venner ville kun lege med os, når vi kunne finde på en god leg at lege. De gad ikke være sammen med os, hvis vi ikke lige kunne overskue at lege
  • Vores voksne venner bliver irritable eller utilpasse, hvis vi ikke har noget at sige i samtalen eller har en “dårlig dag”
  • Hvis vi ikke tager ansvaret og holder dynamikken kørende i samtaler med andre mennesker , så er vi inkompetente og fejlbehæftet
  • Vores partner siger “op med humøret” hvis vi er sårbare – som om at “op med humøret” skulle gøre os mindre sårbare, mere robuste og… mere glade?
  • Vi må åbenbart heller ikke være nedtrykte eller i dårligt humør, for så har vi ikke nogen værdi, så må der være noget galt.

Hvor ofte ser man egentlig nogle fællesskaber, hvor man bare er sammen?
Fællesskaber hvor man ikke er i gang med at præstere, enten igennem det man gør, det man siger, det tøj man har på, den maske man tager på eller den måde man taler og opfører sig på.
I alle fællesskaber er vi hele tiden i gang med at skulle præstere, for at bekræfte overfor os selv og omverdenen, at vi hører til og er værdifulde.

Kommer der en sprække i facaden, som kunne modbevise at vi passer ind, så krakelerer det hele – og så er vi allerede blevet udstødt. Så har vi lige bevidst for os selv og omverdenen at vi ikke passer ind. Og hvad fanden laver vi så i det her fællesskab? Så har vi da slet ikke ret til at “være med”, så er vi da slet ikke gode nok til at “høre til” nogle steder.

Vi tror lykken er, at vi kan kopiere hinanden – spejle hinanden i hvor meget vi kan være.
Jo mere man spejler og bliver spejlet i denne præstation, jo mere ulykkelig kan man føle sig. Man kommer længere og længere væk fra sig selv, man bliver bedre og bedre til at “spille et spil” og dermed bliver det endnu sværere at give sig selv lov til blot at være den man er, i det Nu, der er her.

Det er en svær kamp, for der er hele tiden nogen, som er i gang med at spejle os i at vi skal præstere noget bestemt.
Derfor er det eneste middel at søge sit eget selskab samt selskab med mennesker som man blot kan være sammen med – hvor man føler værdi i blot at være den man er, uden at skulle være et skridt foran sig selv hele tiden og skulle præstere, for bare at være til.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.