Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

Man kan ikke sige socialfobi uden at sige undvigelsesadfærd. Når man lider af socialfobi, så river angsten os væk fra vores evne til at fungere ligesom før. Vi bliver hæmmet, invalideret, socialt handikappede. Angsten er så kraftig, at det ikke “bare” er en angst i sociale sammenhæng, men at det bliver en direkte fobi som er altødelæggende for vores selvfølelse og vores sociale liv.

Jeg læste engang noget i en bog, som gik noget i retningen af; Vi lider, fordi vi er kommet væk fra os selv og ikke lever i overensstemmelse med det, vi ønsker i vores liv. Og dette citat skulle vise sig flere år senere, at være meget sandt for mig.


Mistet arbejdsevne & socialt liv 

Da min socialfobi begyndte, kunne jeg ikke varetage et job. Jeg var på kontanthjælp, og bare det at skulle ind i aktivering eller til samtale med en socialrådgiver, gjorde at jeg var angst konstant.

Mit sociale liv var nærmest ikke-eksisterende. I de dage, hvor jeg ikke havde nogle aftaler og bare kunne være derhjemme og leve mit liv alene, havde jeg det fint. Hvis nogen så spurgte mig, om vi skulle ses, så begyndte den intense angst.

En angst så intens, at jeg faktisk hellere ville dø, end at skulle se dette menneske. Ikke fordi, at dette menneske gjorde mig angst, men fordi jeg følte så stor en skam over mig selv, så stor en mangel på at hvile i mig selv og have fred med mig selv, at bare det at et menneske kiggede på mig, fik min angst til at eskalere.

Angst for angsten og hyperårvågen

Jeg var så angst for at blive angst sammen med dette menneske, og at de skulle se mig midt i angsten, midt i min allerstørste skamfølelse, og se hvor skamfuldt et menneske jeg var. Det var som om jeg følte mig totalt blottet og at jeg intet kunne gøre for at stoppe denne blottelse.

Jeg frygtede angsten så meget og når jeg endelig var i en situation som var angstprovokerende for mig, så var jeg hele tiden hyperårvågen, hele tiden på vagt. Jeg trak ikke vejret ordentligt, jeg kunne ikke mærke min krop, pånær når angsten begyndte at stige (da var det som om, jeg mærkede alting for meget) og jeg kunne ikke koncentrere mig om situationen eller samtalen, fordi angsten fyldte det hele.

Social undvigelse

Derfor er det heller ikke underligt, at jeg undgik så mange sociale ting, fordi jeg simpelthen ingen evne havde til at berolige mit system, til at finde tilbage til en grounded følelse i mig selv, hvor jeg havde fred med mig selv og angsten og tillod mig selv at få angst.

Min modstand mod angsten, frygten mod den, kampen mod den, gjorde, at angsten blev værre og værre og mere og mere uhåndterlig. Til sidst kunne jeg ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne fungere normalt igen og denne følelse toppede næsten angsten, følelsen af at jeg aldrig ville blive mig selv igen.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg havde ikke noget socialt liv (jeg sås måske med én til to personer pr måned) og alt var angstprovokerende for mig til sidst.


At sætte grænser og sige nej

Der kom et punkt, hvor jeg blev dybt stresset over den angst der blev forårsaget af, at folk rakte ud til mig og spurgte om vi skulle ses.

Forventningerne fra andre om, at vi skulle ses og lave noget sammen (når jeg vidste at det ville være dybt ubehageligt for mig) stressede mig. Det var ikke nemt for mig. Jeg kunne ikke bare ses med nogen og hygge mig.

Jeg måtte forberede mig, ellers sørge for at vi ikke lavede en aftale lang tid i forvejen, fordi så kunne jeg gå og være angst konstant i alle dagene optil, og derfor endte det ofte med at jeg aflyste. Det bedste var, når vi lavede en aftale dagen inden eller endnu bedre, på dagen. Så kunne jeg ikke nå at blive voldsomt angst.

Jeg var også nødsaget til, at melde ud til hele min omgangskreds, at angsten var meget voldsom for mig og at jeg havde brug for noget tid, hvor jeg ikke skulle se nogen og havde brug for at de ikke rakte ud til mig mere.
For selvom jeg i forvejen ikke så nogen, så var det nok at folk rakte ud til mig, det var stressende nok i forvejen. For en med socialfobi, så er tanken om en social situation nærmest ligeså slem (og nok værre) end den sociale situation.

Det var ubehageligt at skulle sætte den grænse og jeg følte jeg skubbede folk væk, men jeg var nødt til det. Pleaseren i mig ønskede bare at gøre alle glade og sige ja til alle aftaler, og jeg skammede mig når jeg aflyste aftalerne igen. Det var bare for meget for mig det hele. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte grænsen på en kærlig måde, hvor jeg forklarede hvorfor jeg var nødsaget til at gøre det, fremfor bare at lægge folk på is.

Fra behovsløs til at kunne mærke mine behov

Men sjovt nok opdage jed, at ved at sætte den grænse, kunne jeg pludselig mærke min lyst til at se andre, mit behov for at se andre. Noget jeg ikke havde mærket i årevis. Andres behov og forventninger havde overskygget mine egne, og jeg havde været for optaget af, hvad de ønskede, at jeg tilsidst bare forblev pleaseren og derfor ikke kunne mærke mig selv. Lige så snart jeg havde sat den grænse, mærkede jeg min lyst til at se disse mennesker, og ligeså stille begyndte jeg selv at række ud, fordi jeg havde en lyst til at være sammen med dem.


At leve i overensstemmelse med sine værdier

Noget tid efter faldt jeg over den terapeutiske metode ACT (Acceptance and Commitment Therapy, udtales ligesom det engelske ord act) som beskrev noget som jeg netop var begyndt at mærke. Nemlig, at når man som angstlidende begynder at komme i kontakt med sine værdier (hvad ønsker jeg i mit liv? hvad er vigtigt for mig?), så er det nemmere at være i angstfulde situationer, fordi man er i kontakt med det som er meningsfuldt og vigtigt for én.
Det var netop det jeg var begyndt på. For endelig kunne jeg mærke mine egne behov, min egen mening, hvad der var vigtigt for mig, og lidt efter lidt som jeg kom i kontakt med disse følelser, havde jeg større mod og lyst til, at være i angstfulde situationer, for nu var der noget at vinde. Det var ikke kun lidelsesfuldt, intenst og angstprovokoerende. Nu var der også et andet element, nemlig at jeg udlevede nogle af mine værder.
Det var en kæmpe åbenbaring i forhold til min angstproces.

Hvis jeg aldrig havde sat den grænse og bedt om at de ikke havde krav eller forventninger til mig, havde jeg nok aldrig mærket mit eget behov og min egen lyst til at være social og så var min tilstand nok blevet værre og værre.

Det samme galdt for mit arbejdsliv. Da jeg begyndte at opdage, at der var arbejde som jeg var god til og som jeg elskede at lave, som gav mig mening og livsgejst, så var det også nemmere at komme på arbejde, for nu var der noget at vinde for mig.

Det betød ikke, at jeg ikke havde ligeså meget angst som før, men det betød at der nu var to sider af sitautionen og at jeg både var i kontakt med mine værdier, min angst og en evne til bedre at kunne rumme angsten, fordi jeg nu udlevede mine værdier.

Derfor er det så vigtigt at huske: 1. lytte til sin mavefornemmelse og 2. at finde ud af, hvad der betyder noget for en og så have fokus på det.

 

 

One thought on “Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

  1. […] 2. Oplevelsen af at blive overset/kritiseret/bedømt i hverdagen, igangsætter voldsomme følelser af at være uelsket og uværdig – traumet opleves igen Ligesom med soldater, som oplever krigen når de er kommet hjem igen så oplever vi med C-PTSD også traumet igen, i de relationer vi er i men også når vi er alene, kan det pludselig vælde frem fra ingeting. 3. Kronisk angst/utryghed/rædsel Disse ubehagelige følelser, som også folk med PTSD oplever, kan blive ved som en daglig og konstant følelse af, hele tiden at være på vagt og være dybt overvældet af de følelser som kommer op. 4. Udvikling af forskellige psykiske/psykosomatiske lidelser eller personlighedsforstyrrelser Med C-PTSD er man mere disponeret overfor psykiske lidelser, fysiske sygdomme eller smerter, som følge af ens traumer – fordi hele ens krop og psyke er blevet så overbelastet og er i så stor mangel, at de udfordringer man får kan påvirke alle områder af ens liv. I mit tilfælde udviklede jeg invaliderende socialfobi. […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.