3 grunde til, at det hjælper at omfavne din angst

Her på bloggen bruger jeg udtrykket at omfavne, som en betegnelse for flere forskellige ting – accept, empati, medfølelse, ikke-gøren, bevidsthed, egenomsorg, væren, compassion og at “være okay”. 

De fleste der kender til denne tilgang, har måske hørt om medfølelses fokuseret terapi, som, efter hvad jeg ved, minder meget om det jeg har fokus på her på bloggen – nemlig at have medfølelse med sig selv.

De sidste mange år, er det den tilgang jeg har brugt i forbindelse med angsten, og det hjælper mig rigtig meget – men hvorfor hjælper det?
Det kan der være flere årsager til. Jeg har nogle forskellige teorier:

1. Hvad du bekæmper består

“What you resist persists” lyder det kendte citat af psykoanalytiker Carl Jung, og for mig at se er det et af de mest relevante citater i forhold til at omfavne angsten.
At omfavne handler om det modsatte af, at bekæmpe – det handler om at tillade og give plads til og være rummende overfor.

Når vi forsøger på den ene eller anden måde, at fjerne ubehaget, mindske det eller flygte fra det, så enten vokser det eller består, og dermed kan man blive ved med at kæmpe imod det, men det vil blive ved at være der.

Der sker noget næsten magisk, når vi kan tillade ubehaget og angsten at være der – når vi virkelig begynder at erfare hvad det vil sige, så vil det være ligesom en tåge der letter og en byrde der løftes af vores skuldre – sådan er det for mig og dem jeg kender, som benytter denne tilgang.


2. Omfavnelse gør os bløde, bekæmpelse gør os hårde

Når vi bliver mere omfavnende overfor os selv, så bløder vi mere op. Vi bliver mindre fordømmende, mindre rigide og mindre kolde og hårde.
Det hænger nok sammen med punkt 1 – at vi “opgiver” bekæmpelsen, og dermed stopper den kamp vi bliver ved at kæmpe med, og giver os mere hen til følelsen og dermed bliver mere kærlige overfor os selv (og andre for den sags skyld).

At vi bliver mere bløde, er i mine øjne et rigtig godt sted at være, for selvom livet kaster mange udfordringer mod os, hvor vi tror, at vi er nødt til at være hårde og “stå i mod”, så er det for vores menneskelighed, vores selvfølelse ikke godt at være hård, kold og bekæmpende, fordi det netop driver os længere væk fra at være menneske og være til og mere henimod at være en form for robot, som skal leve op til alles forventninger, stresse og presse sig selv, køre sig selv i sænk, tage en stærk facade på, gøre sig selv endnu mere hård.

Det er godt at være hård, hvis man gerne vil væk fra sig selv og gerne vil “overleve”, men for mig at se er det et forkert fokus at have, medmindre man befinder sig i en livsfarlig situation – fx krig – hvor man er nødt til at forblive hård og beskytte sig selv 24/7.

 

3. Det gør os stærke, på en anden måde end bekæmpelse gør

Når vi bekæmper, er vi stærke på en måde, hvorpå vi kommer til at lukke ned for os selv, for at overleve det ubehag, vi mærker. Vi er ikke i gang med at lære at være stærke ubehaget, men vi lærer os selv at være stærke, når vi kan flygte, undgå eller kæmpe i mod ubehaget.

Når vi derimod omfavner ubehaget, så lærer vi os selv at stå midt i uvejret og være stærke i det. Vi lærer at rumme ekstremt meget. Vi lærer at få endnu større rummelighed end før, endnu større tålmodighed og tillid til os selv.

Vi bliver mere og mere immune overfor ubehaget – der skal mere og mere til at “slå os ud”, der skal mere til at vi tyr til bekæmpelsen.

Modsat hvad mange tror, så er man ikke svag, når man giver sig hen til ubehaget og viser empati for det. Man er ekstremt stærk. Det kræver en enorm empati at stå i noget, som man i årevis har løbet fra.

Så hver gang du er med ubehaget, så husk på hvor mange gange du ikke har været med det, hvor mange gange du har løbet fra det inden du har nået at mærke hvad det egentlig var.

 

Lad mig høre i kommmentarfeltet: hvorfor tror du at omfavnelse hjælper? 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.