Jeg vil ikke leve

… men jeg vil heller ikke tage mit eget liv…

Så hvordan finder man så lige ud af at eksistere?

Når man hverken kan leve eller dø?

Jeg vil ikke leve, fordi det er for hårdt at leve.
Det gør alt for ondt.
Der er for mange forhindringer.
Der er for mange smertefulde ting jeg har skulle gennemgå (og stadig gennemgår).
Hvornår stopper det? Hvornår får jeg det godt?
Hvornår bliver jeg velfungerende? Bliver jeg nogensinde velfungerende?

Hvis det skal blive ved sådan her, så er det ikke det “værd” at leve.
Hvorfor skulle jeg havne i det her?
Hvorfor skulle jeg blive traumatiseret, mens andre mennesker er vokset op i tryghed og kærlighed?
Hvorfor skulle jeg blive så hæmmet af skam at jeg ikke engang kunne være i samme rum med et andet menneske uden at skamme mig?

Der er så mange andre, der klarer sig så godt. Der er også mange der også har været udsat for rigtig slemme ting i deres liv, men som alligevel klarer sig godt.

Hvorfor klarer jeg det så dårligt i sammenligning med dem?

Hvad gør jeg forkert?

Kender du til ovenstående??….  Så er du ikke alene.
Det er tanker og følelser jeg jævnligt besøger i min proces..
En tilstand som jeg snart er begyndt næsten at vænne mig til.

Mange vil sikkert sige: “Du er et offer. Du kan vælge at komme ud af det. Du sætter dig selv i den situation. Du har ondt af dig selv. Du klynker. Du får det ikke bedre af det der. Fokusér nu på det positive i stedet”. 

Jeg er her for at fortælle dig, at ovenstående ikke hjælper det mindste!
Det hjælper ikke at udskamme et menneske som allerede føler så stor skam.

Så stor skam at den er udslettende…

Det hjælper ikke, at sige ting, som gør at jeg føler mig endnu mere forkert.

Jeg har brug for at føle at den jeg er er okay.
At den jeg er, har ret til at være her.
At det jeg føler og oplever lige nu er berettiget.
At den tilstand jeg er i, er der, fordi der er en mening med det og en årsag til det.

Jeg kan ikke bare gå ud af det, tænke på noget andet eller på anden måde komme igennem det.

Det eneste der hjælper mig er, at føle at det er okay, at jeg har det sådan.

Det eneste der hjælper mig er at minde mig selv om, at der er en årsag til, at jeg har det sådan.

Jeg har oplevet så stor utryghed igennem hele mit liv, at jeg har fået konstant skam og angst af det. Det er så svært at føle tryghed til andre, fordi den tryghed aldrig har været der.

Det er kun få år siden at jeg første gang mærkede at jeg knyttede mig til andre mennesker….

Kun få år siden, at jeg kunne mærke kærlighed til andre mennesker (og til mig selv)…

Det er kun få år siden at jeg begyndte at opleve hvordan det var ikke at føle skam og angst og stress, når jeg var sammen med andre mennesker….

Hele mit liv har der altid været mennesker omkring mig. Men ikke på den følelsesmæssigt og mentalt støttende måde, kun på en fysisk og mistillidsskabende måde. Der har fysisk været mennesker til stede, men de har ikke været der for at skabe fysisk og psykisk trivsel for mig.

Disse mennesker gjorde at jeg følte mig bange, uelsket, utryg, ked af det og ensom igennem hele mit liv.

Jeg har ikke oplevet at have mennesker omkring mig, hvor jeg kunne ånde ud i afspænding, føle mig tryg og elsket og tillidsfuld. 

Det er først de seneste år, i mine midt-tyvere at jeg er begyndt at mærke det.

Så til dig som oplever skam og angst relateret til andre mennesker vil jeg sige:
Der er en årsag til det. Det er ikke bare kommet ud af det blå “for sjov”, for at sætte dig på en prøve og se hvad du kan klare…

Der er en grund til, at du føler utryghed og ubehag sammen med andre mennesker. Der er en grund til, at du ikke føler dig tilstrækkelig.
At du ikke føler dig god nok.
At du føler dig skamfuld.
At du føler dig bedømt.
At du føler du skal spænde op i hele kroppen.
At du føler du skal være på vagt.
At du føler du ikke har nogen værd.
At du skal være på en bestemt måde, for at passe ind og være “god nok”.
og at det aldrig er nok.

Så hvordan kan vi omvende det?

Ved ikke at omvende det… for når vi prøver at omvende hvordan vi har det, så er vi igang med at underminerer det vi føler og oplever nu og her – vi bagataliserer os selv og vores følelser, vi fortæller og selv igen og igen, at der ikke er nogen grund til at have det sådan – at det er uberettiget – dette er blot med til at fastholde os i en følelse af uværdighed, mangelfuldhed, skamfølelse, utilstrækkelighed osv….

Vi må…
forstå linket mellem nu og da.
forstå hvorfor vi har det sådan her.
se på tidligere relationer i vores liv.
se på hvordan vi relaterede til mennesker førhen,
og hvad der er sket, siden vi enten har mistet vores tryghed
eller aldrig har haft en tryghed.

Vi må forstå sammenhængen mellem årsagen og den tilstand vi er i.

Vi må erkende overfor os selv: “Det er sådan her jeg har det. Det er min virkelighed det her. Det er ikke noget jeg finder på, det er sådan jeg har det”.

Vi må give os selv lang snor, tålmodighed, til at lære at acceptere, at det her er vores virkelighed.

Vi må lære, at vi ikke behøver at gøre noget, for at komme væk fra det – for det får os ikke væk fra det alligevel. Det her er vores virkelighed uanset hvor grum, skræmmende og ulykkelig den måtte være.

Vi må lære os selv, at have accept og omsorg for os selv – både fysisk, tankemæssigt og følelsesmæssigt. Sådan så andre spejler os i denne accept og omsorg.

Vi må lære, at det at lide, det at føle utryghed, det at føle skamfuldhed, ikke gør os til et forkert menneske, men at vi er berettiget til at have disse følelser – dermed viser vi os selv, at vi er værdige – selv midt i skamfuldheden – dermed opvejes skamfuldheden.

Vi må blive ved at komme tilbage til at omfavne os selv hvor vi er, og finde værdi i at være dem vi er, uanset om vi er helt ude på kanten. Uanset om vi har lyst til at dø. Uanset om vi konstant flygter og bekæmper. Uanset hvad vi gør og er, så må vi blive ved at give os selv lov til at være disse skrøbelige mennesker vi er.

Deri ligger nøglen. Deri ligger ophævelsen at denne forkerthedsfølelse. Denne følelse af at det ikke er godt nok, at vi ikke gør det godt nok, at vi ikke er nok, at vi er i mangel, at vi ikke fortjener det gode, at vi er usle skabninger.

Denne illusion, om at vi er forkerte fordi vi føler og tænker som vi gør, er så svær at slippe, og verden omkring os er hele tiden igang med at modbevise den omfavnende stemme som vi prøver at lytte til.

Alle andre vil gerne have at du kommer ud af det, kommer videre med dit liv, stopper med at bruge tid på at have det dårligt, fokuserer på noget andet, stræber efter noget mere og bedre og andet, forsøger at fjerne dig fra dig selv, forsøger at amputere en del af dig.

Men lad os alle sammen være med til at samle den del af os op, som vi selv og omverdenen hele tiden er i gang med at forsøge at amputere (og måske allerede har amputeret), samle den del op, og tage den alvorligt, forstå den og vise kærlighed til den del af os, som er blevet skrottet, ueslsket, forladt, sparket og skubbet til, nedgjort, udskammet, gemt væk og gjort nar af.

Lad os tage det til os, som et såret, grædende og ulykkeligt barn, og lad os passe og pleje det. Lad os tage den del af os i vores favn og være fuldstændig forstående, tilladende og omfavnende overfor den.
For der er ingen andre der gør det. Det er vores ansvar.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.