No contact: hvordan og hvorfor?

Jeg har valgt at gå no contact med min mor. Det har jeg gjort klart overfor hende, og det har hun delvist accepteret. Ligeledes er jeg selv i gang med at acceptere det..

Hvordan? 

No contact betyder, at man afbryder al kontakt med vedkommende. Det betyder, at man ikke selv kontakter vedkommende, og hvis vedkommende kontakter én, så svarer man ikke igen. Uanset om det er opkald, sms, breve, pakker osv.

Der er også nogle der vælger at blokere personens nummer, skifte adresse, ikke åbne sms’er eller lytte til telefonsvarerbeskeder og heller ikke åbne breve og pakker fra vedkommende, for at afslutte enhver form for kontakt.

Det er op til en selv, om man vil afslutte kontakten brat (uden at sige noget til vedkommende) ellers kan man vælge at sende en mail, sms eller brev hvor man beskriver at man vil stoppe kontakten og at vedkommende ikke skal kontakte en mere.


Hvorfor?

Man bruger no contact, for at afbryde en usund relation til en person, og det viser sig at være den bedste måde at gøre det på.

Især hvis man ved, at dette menneske ikke kan ændre sig, kan man have behov for, at stoppe al kontakt, da det føles nyttesløst at blive ved at prøve at få en god relation, når forælderen ikke er interesseret i eller kan ændre sig.

Jeg synes aldrig at skadelig adfærd skal accepteres, uanset om det er ens familie eller ens partner, der er intet der retfærdiggør dårlig behandling af andre, uden nogen grund, og især når det er dem der står os aller tættest – det er der, det gør allermest ondt at blive ramt og der, hvor man netop burde kunne tale om tingene.

Når vi går no contact, så stopper vi den dysfunktionelle relation og har nemmere ved at bryde ud af den rolle vi selv har været i hele vores liv. Det giver os også muligheden for at få større fred i vores liv, en fred til at leve vores eget liv, frem for at leve et liv styret af vores forældre.

I sunde familier, vil det være meget naturligt at klippe navlestrengen når man bliver voksen og flytter hjemmefra, i dysfunktionelle familier er der en endnu stærkere navlestreng mellem”barn” og forældre, som fastholder et usundt mønster, hvor det kan være svært eller umuligt at udvikle sig, fordi forældrene gerne vil fastholde en i denne rolle. Derfor er no contact som at klippe navlestrengen.

 

Det tog mig halvandet års tid, før jeg kunne finde ud af det….

Da det blev min fødselsdag, sendte min mor mig ikke nogen besked. Det var både rart og trist på samme tid. På den ene side, er det trist at have fødselsdag og ikke have kontakt til sin mor, på den anden side er det rart at have fødselsdag og være fri for at føle mig forkert.

Det er en proces, som er utrolig svær for mig at vænne mig til. Bare at skrive dette, får min mave til at vende sig.

Hvordan kan man acceptere at man ikke skal have kontakt til sin egen mor?
Hvordan kan man acceptere, at ens mor ikke har de kvaliteter som en mor burde have? Og har kvaliteter, som en mor ikke burde have
Hvordan kan man acceptere at tingene aldrig bliver anderledes?

Især den sidste er hjerteskærende for mig…

Næsten to år efter min fødselsdag skrev hun for at invitere mig til hendes fødselsdag. Jeg svarede ikke på sms’en. Jeg havde fået ny mobil og hendes nummer var derfor ikke blokeret – det er det nu.

 

Når det bliver svært at acceptere….

Når jeg tænker på min mor, får jeg ondt af hende. Jeg synes det er synd for hende, at hendes egen datter ikke vil have kontakt med hende. Jeg har også medfølelse for hende.

Det er det, som gør situationen aller sværrest. Jeg sætter mig for meget i hendes sko, frem for at sætte mig i mine egne sko..

Men med tiden bliver jeg bedre og bedre til at have medfølelse for mig selv også sådan at den medfølelse bliver større end medfølelsen for min mor.
Jeg kan ikke undgå at have medfølelse for andre, også selv min mor, som er det menneske der har såret mig allermest af alle, og som aldrig ville erkende at hun kunne gøre andre fortræd.

Når man går no contact kan det være rigtigt svært, at huske sig selv på, hvor dysfunktionel en relation man var i, og det kan stadig være svært at huske sig selv på, at der er en årsag til, at man tog dette valg. Det kan være svært at have fred med det, fordi man i årevis har levet med at skulle sætte sine forældre først, og det føles underligt at sætte sig selv først pludselig.

Jeg forsøger at minde mig selv om, at det er mig der er blevet såret, mig der var barnet, mig der var den uskyldige, mig som var bange og alene hele min barndom, mig som havde mareridt om min egen mor, fordi jeg frygtede hende så meget.

 

Når mor er forbryderen…

Det er det som fucker allermest med én, når man bryder kontakten til en dysfunktionel forælder – at selvom man kan se, hvor meget skade de har gjort på en, uanset hvor slemme tilfælde man kan komme med, så føles det aldrig som om det er “nok” til at opgøre det faktum at “det er jo din mor”. Det er svært at kombinere “mor” eller “far” med “forbryderen” (kognitiv dissonans hedder det begreb).

Dem, som ikke forstår det….

Der er mange som ikke har dysfunktionelle forældrerelationer (eller som måske slet ikke selv er bevidste om at deres forældre er eller var dysfunktionelle), der går helt gal i byen, når de skal kommentere på ens beslutning – for de forstår slet ikke, hvorfor man har taget det valg, de kan kun se det udefra og se at det er synd for forælderen.
Der er så mange argumenter man hører, som skal gøre en til det dårlige, respektløse og utaknemmelige barn.
Kommentarer som: “hun gør det bedste de kan”, “tilgiv hende nu bare og kom videre”, “det er fortid”, “der er da også sket mange gode ting?”, “hun elsker dig jo!”.

Alle de argumenter kan ikke bruges til noget, når der er foregået et svigt, som opvejer alt det gode, et svigt som har skabt grundlæggende mistillid, et svigt som har rykket så meget i ens selvfølelse at man ikke kan finde ud af at være i verden, et svigt som bliver ved at være der, fordi forældrene ikke vil påtage sig ansvaret eller bare se hvad der er sket.

Det blev et længere indlæg — men jeg ved også, at der er mange derude, som bakser med svære forældrerelationer, mange som allerede er gået no contact og nogle som måske står og overvejer at stoppe kontakten helt.

Uanset hvad, skal du vide, at:
dine følelser er berettiget
du har ret til at være dig
du fortjener at føle dig tryg
du gør det så godt du kan
du skylder ikke nogen noget
du må gerne være barnet (også selvom du er blevet voksen)
dine behov kommer først nu
du ikke er alene!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.