Sådan er det, når man ikke have et fuldtidsarbejde (min arbejdshistorie)

Jeg ved der er rigtig mange, ligesom mig selv, som ikke kan få flexjob eller førtidspension, pga. nedsat eller mistet arbejdsevne, men hvor der stadig er en eller anden form for arbejdsevne tilbage – bare ikke en som kan klare 37 timer eller måske ikke engang 25 timers arbejde. 

Min psykiske tilstand er kronisk, fordi den har været der det meste af mit liv, hele min barndom har været med til at præge den tilstand jeg nu fortsat er i – og det er ikke noget jeg tror jeg nogensinde kommer “ud af”.
Derfor accepterede jeg for nogle år tilbage, at jeg aldrig skal forvente at blive “normaltfungerende”, for jeg har aldrig været et sted, hvor jeg har været normaltfungerende.

De sidste 9 år, har jeg kun haft deltidsarbejde. Jeg har bevidst undgået at vælge at tage medicin eller at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, også selvom jeg har haft selvmordstanker, har været i totalt isolation og slet ikke kunne klare at leve mere.

Jeg ved godt, at det ikke hjælper mig, at blive indlagt eller blive medicineret, dermed ikke sagt, at det sagtens kan hjælpe en, hvis man når helt derud, hvor man ikke kan klare mere. Det har bare altid været en principsag for mig, at jeg skulle klare mig på en anden måde.

Kontanthjælp og arbejdsprøvning

Inden jeg kom på kontanthjælp arbejdede jeg som tjener – det var et afløserjob, så jeg arbejdede meget løst, men aldrig over 25 timer om ugen, for det kunne jeg ikke magte.

I et år var jeg sygemeldt på kontanthjælp og det andet år var jeg i arbejdsprøvning på kontanthjælp, men jeg har aldrig været i et forløb, som skulle teste min arbejdsevne, for jeg har i de sidste 9 år, selv været i gang med blot at klare at overleve mit liv – så fuldtidsarbejde har aldrig været en førsteprioritet for mig. Jeg skulle have det godt, jeg skulle have ro – og det skal jeg stadig.

Deltidsarbejde

Straks efter min arbejdsprøvning kom jeg i arbejde. Jeg var så taknemmelig for at jeg overhoved kunne være på arbejdet, også selvom jeg kun arbejdede 12,5 time om ugen. Den løn klarede jeg mig på i 1,5 år.

Det var, for at sige det lige ud, skide-fucking-hårdt at gå på arbejde, også selvom det kun var vagter på 3,5 time pr. gang og at det var i et 5-2 rul, hvilket vil sige at jeg arbejdede 6 timer den ene uge og 17,5 time den anden uge.

Jeg følte konstant angst, jeg svedte konstant fordi mit nervesystem var så sensitivt og jeg var konstant i undvigelse, fordi jeg havde det så ubehageligt med at være der. Men jeg gjorde det alligevel, for jeg troede på det, og jeg følte mig nødsaget til at tjene mine egne penge.

Uddannelse på e-læring

Efter dette startede jeg på en uddannelse på e-læring, fordi jeg tænkte; “Du kan godt klare det, du skal ikke være særlig meget i skole!” Men det var stadig en fuldtidsuddannelse, og når man ikke var de der 1-3 dage i skole om ugen, så lavede man gruppearbejde med sin studiegruppe, og det var stadig nok til at jeg gik psykisk ned efter 3 måneder og måtte sygemelde mig i 5 måneder.

Afløser-job

Efterfølgende arbejdede jeg som afløser og arbejdede meget skiftende tider.
Nogle uger arbejdede jeg ikke, andre uger arbejdede jeg 2-5 dage. Det var vagter på 6-8 timer.
Jeg arbejdede alt efter hvad jeg følte jeg kunne klare, og jeg havde altid brug for, efter en hel arbejdsuge, at have en hel uge, hvor jeg ikke arbejdede. Hvis ikke det siger noget om min arbejdsevne, så ved jeg ikke hvad gør!

Uddannelse igen

Efter jobbet som afløser der varede to år, startede jeg igen på en uddannelse, som var en helt almindelig fuldtidsuddannelse, og igen talte min hjerne end min evne. Jeg troede på det – men jeg kunne det ikke. Jeg ville gerne, men min krop og sind kunne ikke.
Jeg klarede 2 måneder på uddannelsen, og så gik jeg igen psykisk ned.

Alligevel, så er jobcentret ligeglade med, at jeg de sidste mange år har forsøgt mig på at være i en fuldtidsbeskæftigelse – de er ligeglade med, at jeg allerede har prøvet gentagne gange at “fungere”, og at jeg igen og igen erfarer, at uanset hvor meget jeg vil det – så kan jeg ikke. Det er endda svært for mig selv at acceptere det faktum.

Hvordan kan jeg finde min plads midt i det her?

Så det er her, jeg er nu. I limbo – hvor jeg ikke ved hvad det næste skridt bliver – for jeg kan ikke være i en fuldtidsbeskæftigelse – derfor må jeg gå den vej jeg hele tiden har gået – også selvom det skal betyde at jeg skal forsørge fremtidige børn på en deltidsindkomst. Det er et underligt system. Samtidig så er jobcentret ravruskende ligeglade med, at jeg i årevis har forsøgt at fungere, men ikke kan, at jeg hele tiden har haft viljen til det – men at min psyke og krop ikke kan klare det. De skal stadig have mig “aktiveret” og have mig til at være “normal” også selvom jeg aldrig bliver det.

Drømmen om at blive selvstændig

Jeg har en kæmpe drøm om, at komme til at kunne tjene penge på at have mit eget job, være min egen chef, have frihed til at bestemme hvor meget jeg vil arbejde og hvornår jeg vil arbejde. Lige nu tjener jeg ikke nogle penge på Ind til kernen, hvilket ikke gør mig noget, for jeg elsker at skrive og kunne hjælpe andre – også selvom jeg ikke får noget for det.

Derudover så elsker jeg at hækle tøj – og det er noget jeg for nylig er begyndt at sælge – så her håber jeg også på, at jeg kan bruge den ekstra tid jeg har, når jeg ikke arbejder fuldtid, til at hækle tøj og sælge det og dermed få en ekstra lille indkomst – også selvom det kun er 50 kroner om måneden.

En ideel arbejdssituation for mig ville være, at både have mulighed for at kunne tjene penge på Ind til kernen og på mit hæklede tøj og samtidig have et andet deltidsarbejde, hvor jeg vidste at jeg fik penge nok til at klare mig for.

Snart laver jeg et indlæg, som kommer til at handle om, hvordan man kan klare sig (godt) på en deltidsløn. Det har jeg gjort i snart 10 år nu og det klager jeg ikke over, for jeg har fundet en måde at leve på, hvor jeg ikke føler, jeg mangler noget.

Kan jeg forsørge børn på deltidsindkomst?

Det eneste der forstyrrer mig, ved tanken om deltidsarbejde for altid, det er tanken om, at skulle forsørge børn ude i fremtiden.
Bliver jeg så nødt til at vælge børn fra, fordi min psyke ikke er i stand til at håndtere fuldtidsarbejde? Hvor er refærdigheden i det? Børn er selvfølgelig også fuldtidsarbejde, men det er noget andet end at gå på arbejde 9-5 hver dag.

Jeg har ikke selv valgt at have de psykiske udfordringer jeg har – det er noget jeg aldrig selv har kunne forhindre, for jeg har haft den opvækst jeg har haft, som tilmed har givet mig Kompleks PTSD.

Det gør mig trist, at det skal forhindre mig i, at udleve de drømme og ønsker jeg har for mit liv, men jeg skal nok finde min vej alligevel.

Hvad laver du til daglig? Og oplever du forhindringer med at få et arbejdsliv til at fungere sammen med din psyke?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.