Kan man holde jul alene?

Jeg var 17 år, sidst jeg holdt jul med min tætteste familie.
De sidste 10 år har jeg dermed holdt jul med veninder, andet familie, med min ene søster, som frivillig, på en ferie i udlandet eller alene. Dette er min fjerde jul alene, og det passer mig helt fint.

Den første jul jeg holdt alene græd jeg. Jeg var 21 år gammel og var meget plaget af angst, så selvom jeg havde kontakt til mine forældre (som jeg nu ikke har kontakt med mere), så var jeg så plaget af social angst, at jeg helst ville grave mig ned i et hul og være usynlig, jeg kunne ikke klare at være synlig og at folk skulle forholde sig til mig, spørge mig om noget, se på mig og så videre.

Så jeg græd. Fordi jeg følte mig ensom og fordi jeg følte mig bundet på hænder og fødder. Jeg kunne ikke engang bare være sammen med nogle andre til jul, for jeg havde så meget skam og angst over mig selv, at jeg kun kunne finde ud af, at være alene. Derfor fejrede jeg heller ikke dagen, hvilket jeg heller ikke gjorde de andre gange jeg var alene.

Jeg forstår at rigtig mange værdsætter traditionerne, hyggen, maden og samværet med sin familie, når det er jul. Men når man kommer fra en dysfunktionel familie, så er det en anden sag. Så er julen en smertefuld tid, som bare helst skal overståes – uanset om man er alene, sammen med andre eller sammen med familien.

Hvis man kommer fra en dysfunktionel familie, så er julen symbol på den tid, hvor alt det, som er svært, bliver endnu sværere. Hvor maden, gaverne, stressen, stiger alle til hovedet og alle får en kort lunte. Eller det er en tid, hvor man måske har minder om at man ikke var sammen i juletiden, ligesom andre familier. Måske gik far på druk eller mor lå og var trist i sengen. Uanset hvad, så er julen bare en skrøbelig tid.

Måske siger man, at julen er børnenes tid, men jeg synes nu at julen er kærlighedens tid. For det var det budskab Jesus kom med – kærlighed. Og det er i princippet ham, vi fejrer, eller også fejrer vi ikke noget, men kan godt lide traditionerne, juletræet, maden og gaverne.

Julen handler om samvær og kærlighed, om at være plads til hinanden, om at elske sin næste, som Jesus sagde. Kommer man fra en dysfunktionel familie, så er det desværre denne tid, der minder os om, at der ikke er kærlighed i familien, men i stedet er der frygt, utryghed, ustabilitet, stress, mørke og kulde. Så en tid der skulle være hyggelig og tryg, bliver til det modsatte; uhyggelig og utryg.

Så jeg nyder min jul alene. Faktisk er det ikke engang jul for mig. Det er bare december, en hvilken som helst anden måned, en hvilken som helst anden dag.

Jeg er endelig nået et punkt i mit liv, hvor det faktisk ikke rør mig at være alene til jul, jeg har helt vænnet mig af med den idé, at julen kun er “rigtig”, hvis man er i familiens skød.

Jeg ved der er mange, der holder jul alene, af den ene eller anden grund. Andre holder jul med partnerens familie, med venner, i et større fællesskab, som frivillig eller ved simpelthen bare at tage væk fra landet. Uanset hvordan man holder eller ikke holder jul, så er der intet der er mere rigtigt end andet.

Så jeg vil hygge mig med mig selv, spille klaver, lave noget mad, se en film, være kreativ og lave alt det, som jeg elsker at lave.

 

Jeg håber at du får en dejlig fortsat december og jul, uanset hvor du skal være.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.