Sådan trives du på en deltidsløn (40 sparetips)

I onsdags skrev jeg et indlæg om, hvordan min arbejdshistorie har været, hvordan jeg i løbet af de 9 år på arbejdsmarkedet opdagede, at jeg faktisk ikke kunne håndtere en fuldtidsbeskæftigelse og dermed måtte blive ved at indse, at jeg skulle tilbage til at arbejde deltid, men at jobcentret stadig vil have mig ud i et mangeårigt forløb for at teste min arbejdsevne.
Jeg har haft 13 forskellige slags stillinger og 19 forskellige arbejdsgivere i mit 14 år lange arbejdsliv. Det synes jeg selv er rimelig godt gået – jeg har formået at prøve rigtig mange forskellige jobs af, og har derigennem fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide (og er god til) at arbejde med mennesker.

Men jeg har også fundet ud af, at jeg trives allerbedst på en deltidsindkomst og jeg har igennem årene opdaget, at jeg faktisk er rigtig god til, at spare og klare mig for ikke særlig mange penge om måneden.

Så her er nogle gode råd til, hvordan du også kan klare dig på en deltidsindkomst og måske spare nogle penge uden at gå ned på livskvalitet.


Bolig og tøj

Jeg har været heldig at finde en lejelejlighed, som koster under 4.000 kroner og som har nok plads til mig.

1. Bo på færre m2
2. Bo sammen med andre
3. Lej et værelse ud
4. Bo minimalistisk – hav få ting, køb få ting – klar dig med mindre og nyd det ekstra space du får i dit hjem
5. Køb tøj i genbrug, gå på byttemarked eller byt tøj med vennerne
6. Brug tøjet så længe som muligt – køb kun tøj hvis du mangler noget. Kommer der et hul i dine uldsokker? så sy det eller kom en lap på

Kost, rengøringsartikler og hygiejne

Jeg spiser plantebaseret – man kan sikkert finde billigt kød men bønner er også billige. Derudover spiser jeg meget økologi – hvilket ikke giver mening i forhold til at spare penge, for økologi er ret dyrt, men jeg bruger alligevel ikke særlig mange penge på mad.

7. Spis sammen med andre
8. Planlæg indkøb og kig efter tilbud
9. Spis ikke ude – men lav mere mad selv
10. Benyt dig af apps som fx Too good to go
11. Køb større ind – (fx 2 kg ris for 40 kr, frem for 500 g for 15 kr)
12. Hav altid grøntsager på frost – fx ærter, bønner, edamame og lignende
13. Lav store portioner og frys ned – brug generelt fryseren også til mad du ikke når at spise
14. Lav dine egne rengøringsartikler; eddike og natron.
15. Er du kvinde, så anskaf dig en menstruationskop – det er bedre for miljøet og du slipper for at betale for bind og tamponer igen og igen. Man kan nogle steder få en kop for 40 kr og de kan holde op til 10 år.
16. Brug en ganske almindelig håndsæbe til håndvask, kropsvask og endda shampoo.
17. I stedet for at have en masse forskellige produkter, så kan du helt simpelt bruge kokosolie til det hele; balsam, creme, hårkur, fodcreme osv.
18. Skaf dig en aloevera-plante – du kan bruge aloevera både som hårkur men også som hår-gel, og når du knækker et stykke af vokser der en ny frem et andet sted.
19. Klip dit eget hår – jeg har lært mig selv at klippe mit hår – det tager noget øvelse, men alle kan lære at gøre det, og du sparer tusindvis af kroner!

Mobil, film og internet

For et par år siden fortalte min fætter min om Greenspeak, et mobilselskab som donerer al deres overskud til velgørende formål og hvor alle medarbejdere tjener det samme. Dette er ikke en reklame, men jeg har været SÅ glad for at være kunde, og jeg betaler kun 79 kr om måneden for 6 timer og 4 gb. Mere behøver jeg ikke. Derudover betaler jeg 99 kr om måneden for bredbånd – det er ikke en absolut nødvendighed, men det er rart med ubetinget data, når jeg nu bruger min computer så meget.

20. Sørg for at have en mobil, som kan klare at blive tabt (jeg har i årevis købt LG-smartphones til under 900 kr. på siden lightinthebox, og dem har jeg tabt rigtig mange gange uden skader i hverken mobilens indre eller i skærmen)
21. Afskaft fjernsynet og brug din mobil eller computer til at se film og serier på
22. Se 3 gratis film om måneden på Filmstriben – drop at betal for en masse streamingtjenester, når du kan se gratis film ved blot at logge ind med din biblioteks-login
23. Gå sammen med dine venner om at betale for en streamingtjeneste
24. Gå på biblioteket og lån film og bøger gratis – det bliver da ikke bedre!
25. Undersøg hele mobil og internet-markedet og find det billigste der er lige nu. Hvis der så kommer et billigere tilbud et andet sted, kan du vælge det – men husk – de konkurrerer hele tiden med hinanden.
26. Behold din elektronik, frem for at udskift det hele tiden. Brug det indtil det ikke virker mere – undersøg om det kan repareres og om det kan betale sig, før du køber nyt.
27. Køb brugt elektronik frem for nyt.

Strøm og varme

28. Lad være at lade lyset brænde, hvis du ikke bruger det. Når du forlader et rum så sluk lyset.
29. Oplad mobil/computer den og hiv så stikket ud – brug den til den mangler strøm igen og oplad den så fuldt igen, frem for konstant at have den i stikket.
30. Brug ikke radiatoren som plan A. Brug din uldtrøje og uldsokker som plan A, og brug så radiatoren, hvis uldtrøje, uldsokker og sutsko ikke er nok.


Sjov og underholdning

31. Frem for at tage ud og drik dig fuld, så drik hjemmefra
32. I stedet for at gå på café og restaurant, hvorfor så ikke få gratis kaffe fra fx jobcentret eller Arbejdernes landsbank – der er sikkert også andre steder man kan få gratis kaffe – nogle steder er kaffen også ekstrem billig – og så tag den med et sted og sid og hyg dig med den, fx i en park eller på en bænk i byen.
33. Lav filmaften derhjemme, med puder, tæpper, hjemmelavede popcorn, frem for at betale hundredevis af kroner for at gå i biffen og se en film med hundrede andre mennesker og dyre popcorn (du kan købe en pose popmajs til 10 kroner, og man bruger 1 spsk popmajs pr. portion)

Transport og rejser

34. Tag på billige rejser i Danmark eller Europa, fx kan man sove billigt i shelters eller telt om sommeren i Danmark
35. Køb rejsen i god tid
36. Tag cyklen frem for bus og tog
37. Brug GoMore, hvor du kan køre sammen med andre på længere strækninger
39. Bo på vandrehjem frem for hotel – undgå turistområder, og oplev den ægte lokale stemning – dette er også både sjovere og billigere.
39. Køb mad i supermarkedet når du rejser og lav mad selv – frem for at spise ude hver dag
40. Hold øje med DSB’s hjemmeside, for nogle gange har de uhyre billige billetter.

I forhold til deltidsarbejdet: 

  • Om aftenen, natten og weekenden er der nogle gange tillæg, fx hvis du arbejder inden for sundhedssektoren.
  • Tag længere vagter sjældnere, frem for at arbejde kortere vagter hver dag
  • Eller omvendt – hvis du bedre kan lide korte vagter, kan du arbejde hver dag men så få timer af gangen
  • Hav to eller tre deltidsjobs, sådan så du kan veksle imellem det slags arbejde du laver og ikke kører død i det
  • Husk at tage pauser når du er på arbejde – det er du berettiget til – hvis nødvendigt så træk dig væk for dig selv for at lade op

    Lad mig høre i kommentarfeltet: Hvad laver du til daglig? og hvad er dit bedste spare-tip?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.