Hvad er psykiske traumer?

Hvad vil det sige, at være udsat for et psykisk traume? Hvordan kommer et psykisk traume til udtryk både i situationen og efterfølgende? Og kan man heale det igen?

Hvad er et psykisk traume?

Ifølge ordbogen er et psykisk traume, når vi bliver udsat for noget akut uventet og chokerende. Noget overvældende, som vi i situationen ikke kan rumme og hvor vi dermed bliver chokerede og magtesløse – dette chok sætter sig i kroppen efterfølgende, og er årsag til at mange kan gå i årevis med efterreaktionerne af traumet.

Længerevarende traumer kan fx være lang sygdom, omsorgssvigt, indespærring, vanrøgt, fysisk/psykisk voldelige forhold eller krig.

Korterevarende traumer, som er enkeltstående episoder, kan fx være et trafikuheld, et overfald eller en voldtægt.

Det ene eller andet traume er i sig selv ikke mere eller mindre traumatiserende end det andet. Traumets grad afhænger både af hvem der udsættes for traumet, om det er et barn eller en voksen og om han/hun går med det lang tid uden at han/hun får hjælp eller om der måske med det samme er hjælp og trøst at hente.

Psykisk vold

Når vi taler psykiske traumer må vi også tale psykisk vold, som kan være meget abstrakt at tale om, fordi det kan være svært at vide, om man bliver udsat for det – især hvis man har været i et langt psykisk voldeligt forhold eller er opvokset med psykisk vold.
Man kan vænne sig så meget til  noget, at man ikke ved, hvad man bliver udsat for, og at det man bliver udsat for er forkert.

Der er stor forskel på konsekvenserne alt efter, om der tages hånd om den psykiske vold

Hvis fx en forælder har råbt og skreget af barnet, vil barnet ofte føle skyld og skam. Børns hjerner er endnu under udvikling og barnet er ekstremt modtagelig overfor input. “Forældre ved bedst” vil et barn altid tænke, og dermed sætter den psykiske vold sig også på den måde, at barnet vil tro, at han/hun har gjort noget galt og vil med tiden føle at han/hun er forkert. Dette sætter en dyb skamfølelse i barnet over tid, en skamfølelse som er svær at gøre noget ved. Mere om dette længere nede.

Situationen ville være anderledes, hvis der var blevet taget hånd om barnet og om den psykiske vold efterfølgende. Det nytter ikke noget, at forælderen undskylder sin opførsel og fejer den væk med en “Jeg mente det ikke sådan”, “Det var fordi du gjorde xxx”, “Hvis bare du havde gjort xxx, så havde jeg ikke råbt af dig.”,  “Lad nu være at overreagere”. “Alle forældre råber af deres børn”. “Er jeg virkelig så slem?”

For barnet vil enten afreagere på den psykiske vold ved at “give igen” udadtil: græde, skrige, råbe eller vil skabe mindst mulig konflikt ved at trække sig ind i sig selv.

Hvis forælderen derimod havde håndteret situationen anderledes og havde taget ansvar for den psykiske vold han/hun havde pådraget barnet, havde situationen måske set anderledes ud.

Noget andet ville udspille sig hvis forælderen havde sat sig ned med barnet bagefter og sagt: “Det jeg lige gjorde der, det var ikke okay. For det var ikke din skyld. Det er mig som har et problem med min vrede. Jeg er virkelig ked af, jeg gjorde dig bange. Det må du virkelig undskylde. Det var meget forkert af mig at råbe af dig. Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at det ikke sker igen”.

Havde forælderen sagt overstående havde han/hun sat sig i en sårbar position og faktisk taget “skylden” på sig. Dermed er forælderen også en god rollemodel for barnet, fordi han/hun: 1. tager ansvar for sig selv og sine følelser, 2. viser, at det er okay at være sårbar og 3. viser at det er okay at indrømme og begå fejl.

Ved det modsatte tilfælde bliver situationen pludselig til barnets ansvar, til barnets følelser, til barnets skyld. Dermed kan barnet bære rundt på skyld og skam resten af sit liv, fordi forælderen ikke har selvindsigt, ansvar eller ikke tør at indrømme, at de har begået en fejl.

Dermed ikke sagt, at “bare” fordi at forælderen efterfølgende tager ansvar for sin opførsel,  så er situationen ikke traumatiserende, for det kan den sagtens stadig være.
Men der er helt klart bedre mulighed for, at barnet udvikler en sundere selvfølelse og mindre skam og skyld, end det barn, hvis forælder ikke tager ansvar for sin adfærd.

Derfor er det så vigtigt, at hvis det sker at man bliver psykisk voldelig overfor et andet menneske, at man kan tage ansvaret på sig, tage skylden på sig og dermed kan være med til at opveje den ulighed, der er blevet skabt.

Som beskrevet ovenover, så er traumer i barndommen utroligt skadende for barnet, fordi at det er med til at påvirke barnets udvikling af selvfølelse, identitet, følelse af værd, tillid og tryghed. Hvis der foregår psykisk vold og dermed psykisk utryghed og mistillid, er det altså et miljø barnet vokser op i. Et miljø hvor han/hun skal være på vagt, ikke kan være helt tryg, skal passe på sig selv hele tiden og får en usund og utryg tilknytning til andre mennesker.

Psykiske traumer giver skamfølelse – skamfølelse giver livslange udfordringer

Det efterlader også barnet med en skamfølelse og skyldfølelse som han/hun skal bære rundt på også som voksen. En skamfølelse, som kan sætte dybe spor i relationer, arbejdsliv, selvfølelse, evnen til at sætte grænser, evnen til at mærke sig selv osv. Skamfølelsen er en form for infektion som spreder sig til alle områder af ens liv – uanset om man er bevidst om den eller ej.

Skamfølelsen kommer, fordi barnet gentagne gange har oplevet, at blive udsat for psykisk vold, og dermed begynder at tro på, at det er hans/hendes skyld og at han/hun fortjener denne behandling. På sigt bliver det til en tro på, at han/hun er forkert og ikke bare gør noget forkert. Dermed bliver selvfølelsen så svag, at han/hun tror på, at han/hun er skamfuld fra inderst til yderst.


Hvis du er vidne til psykisk vold 

Hvis du er vidne til, at et andet menneske påfører andre psykisk skade, og du ser eller ved at gerningsmanden (uanset om det er en forælder, partner eller fremmed) ikke efterfølgende tager ansvar for sin opførsel, så kan man næsten være sikker på at man har at gøre med et menneske, som ikke kan finde ud af at se sig selv udefra. Et menneske som ikke kan se, at han/hun gør noget forkert og gør skade på andre.

Derfor vil jeg ikke anbefale at du taler med gerningsmanden, men i stedet retter dit fokus mod offeret, for det er offeret, som har brug for støtte og hjælp.

Offeret har brug for at der er nogen, hvis ikke gerningsmanden, så en anden, der opvejer den ulighed, den forkerthed som personen har fået påført.
Du kan gøre en kæmpe forskel, ved at træde ind og tale med dette menneske, for at være den støttende stemme, som minder offeret om, at han/hun ikke er den skyldige og at det er gerningsmanden, som opfører sig uhensigtsmæssigt.

Det er vigtigt at der er nogen – uanset hvem det er – som kan være med til at neutralisere situationen, sådan så offeret ikke går derfra med kæmpemæssig skyld og skam.

Vi kan ikke “gøre det hele godt”, men vi kan være med til at gøre noget godtVi kan være med til at gøre bare en lille smule, for at forsikre vedkommende om, at det der skete var forkert og at det ikke var hans/hendes skyld.

Det er vigtigt at vi viser forståelse og empati overfor dette menneske og imødekommer hans/hendes følelser og situation, frem for at prøve at fjerne skylden – for den vil nok være der uanset hvad, men vi kan være rummelige og empatiske og give offeret det som gerningsmanden ikke kunne finde ud af at give.

Det er vigtigt altid at være på offerets side og ikke gerningsmanden, for offeret er i forvejen så udsat og tror så meget på, at det må være hans/hendes skyld. Offeret har brug for al den støtte han/hun kan få.

Hjælp til traumeramte

Hvis du har været udsat for et kortere eller længerevarende traume, så er der heldigvis meget hjælp at hente. Uanset hvor langt tid det er siden traumet skete.

Jeg har selv haft meget glæde af Somatic Experiencing (udviklet af Peter Levine) som er en traumeterapi, hvor man lærer at håndtere traumet på en ny måde. Blandt andet lærer man grounding for bedre at kunne være i sig selv og man lærer at håndtere de følelser der relaterer sig til traumet.

Hvis du har været udsat for længerevarende traumer, kan det også være at du har Kompleks PTSD.

Der findes et utal af forskellige traumeterapier, alt efter hvad man har været udsat for. Derudover kan jeg anbefale EFT Tapping og fysiske øvelser, som er beregnet til at forløse traumer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.