Hvem er jeg?

Da jeg startede Ind til kernen i maj 2017, var det med ønsket om at være ekstremt åben også i forhold til hvem jeg er. Men jeg har besluttet at være mere anonym her på siden.

Det er svært at finde den rette balancegang – jeg vil gerne dele meget sårbare ting, men samtidig har jeg ikke lyst til at både have “mig” og hele mit personlige liv være blottet.

Jeg ved der er en del, som godt ved hvem jeg er, men det gør mig ikke noget. Det der er vigtigt for mig er, at det ikke kommer til at handle om mig og hvem jeg er, men om de ting jeg har erfaring med og de ting jeg har været igennem.

Jeg ved ikke om det er en god idé eller særlig effektivt at gøre det på den måde. Når jeg kigger på andre bloggere, så viser de meget af dem selv frem. Både i form af billeder af dem, deres fulde navn og også personlige ting.

De deler ikke alting, det er de færreste som både deler deres allerinderste og deler alt det andet. Og jeg er nok en af dem, som nemt kan komme til at føle, at jeg viser for meget.

Det er sårbare emner der bliver delt her på siden. Det handler ikke om mode eller makeup, det handler om mig – om mine personlige og sårbare oplevelser om angst, barndomstraumer, skam osv. Hvis det havde været en blog der handlede om generelle psykiske udfordringer og jeg ikke brugte egne erfaringer, kunne jeg måske godt vise mig selv mere, men fordi jeg bruger mig selv i mine indlæg, er det vigtigt for mig at der er andet der er mere skjult – fx mit fulde navn eller mit ansigt.

Inde under “Hjælp til selvhjælp” har jeg flere lydfiler, som handler om at lære at omfavne angst og skam. Her hører du min stemme, og det er også noget mere personligt og genkendeligt end tekst måske er. Derfor håber jeg, at min stemme og mine personlige ord, kan være en erstatning for at se mit ansigt eller navn her på siden.

Det er egentlig også det, som er fokusset på Ind til kernen – det er ikke mig som person, men de oplevelser jeg deler ud af, som jeg ved rigtigt mange kan genkende. Det skal ikke handle om mig som privatperson, det skal handle om angst, skam og traumer og hvordan vi kan lære at omfavne dette i vores liv.

Det er en side der handler ligeså meget om dig og dine oplevelser.

Derfor håber jeg, at selvom du ikke “kender” mig, at indholdet stadig er relevant og brugbart.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.