Hvad er lykke….?

…. for dig? 

Lykke er individuel, er den ikke? Hvad der er lykke for mig, er ikke nødvendigvis lykke for dig. Ligeså kompleks kærlighed er, ligeså kompleks er lykke.

Kan du huske de der små tegninger “Lykken er…”?

Det var altid meget simplificerede eksempler på, hvad lykke kunne være. Men egentlig også sødt. At lykken kan være at få et kram. Lykken kan være at solen skinner. Lykken kan være at spise en hotdog.

Jeg tror lykke hænger meget sammen med taknemmelighed. Når jeg føler taknemmelighed, så føler jeg lykke. Og det er uanset om det er taknemmelighed for at have en seng at putte mig ned i eller om det er at have muligheden for og lysten til at spise et nærende måltid.

Jeg forsøger at være taknemmelig overfor de små ting, og det er det, der gør mig lykkelig. For det er ikke nødvendigvis de materielle ting eller de ting, der er i mit miljø – både ude og inde. Det er ligeså meget taknemmeligheden for mit sind, for min innovative måde at tænke på, for de mennesker jeg kender og som kender mig. For muligheden for at elske og blive elsket. Det er lykken for mig.

Lykken er ikke én ting, ligesom kærlighed heller ikke er en ting.
Lykken for mig er ligeså meget at skule igennem alt det her lidelse. Angst, skam, kompleks PTSD, lidelse der får mig til at overgive mig mere til livet, fordi det gør så ondt at lide at jeg ikke kan kæmpe mere, men blot må give mig hen.

Det er lykken at jeg kan være der så meget for mig selv og for andre. Det er lykken at få større og større empati hver dag, i en verden hvor empatien nogle gange føles som om den indskrænkes.

Det er lykken at være mig.

For seks år siden var det ikke lykken at være mig.
For seks år siden hadede jeg mig selv 100 %.
For seks år siden havde jeg ingen kærlighed til mig selv eller andre.
For seks år siden herskede angsten og lidelsen mere end livet og kærligheden.

Nu er det pludselig lykken at være den jeg er, også selvom jeg langt fra er lidelsesfri eller angstfri….

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.