Fra min dagbog #1

Om at leve op til andres og egne forventniner.

11. maj 2013 

22 år gammel

Dette skel jeg er i, mellem det ydre og det indre – trangen til perfektion og godkendelse, og den konstante uro jeg har overfor andre mennesker, skaber et endnu større skel og en endnu dybere afgrund.

Jeg er bange for at blive afsløret, set. Bange for at angsten ikke længere kan holdes skjult.

Jeg tror, uanset hvor ubehageligt det end er for mig, at jeg skal derud hvor det indre – uroen, angsten, ubehaget, overstrømmer alt det jeg er og jeg ikke længere kan holde fast på den jeg er, og hvordan jeg fremstår, men at de basale og skræmmende angstfølelser tager over og lader mig føle det fuldt ud, så jeg kan finde ud af, at det blot er en følelse.

En dyb og frustrerende følelse, som trækker strenge til alle tidligere temaer i mit liv. Den følelse, som altid har været der, altid vil være der. Og den er okay. Den er ikke en fjende, den er en ven, som kan hjælpe mig til endelig at kunne se mig selv som den og det jeg er. På dybet af det hele.

Masken kommer af, alt jeg tidligere har kæmpet for, for at passe ind, det er væk, og under den ligger angsten, og angsten for angsten. Og under angsten, ligger jeg. Sårbar og skrøbelig som jeg er.

Den jeg er, på trods af alt, ligger under angsten og under det ydre. Når masken kommer af, og angsten opløses, er det mit sande jeg’s ansigt der står frem. Det kan ingen dømme, det kan ikke mærke angst, glæde eller sorg. Det er blot.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.