Kropsbevidsthed: 4 tips til at mærke din krop

Jeg ved, at jeg nævner mange vigtige redskaber i min proces med angsten, og kropsbevidsthed er endnu et af de vigtige redskaber. Jo bedre vi mærker vores krop, jo bedre kan vi også have tillid til den og give den lov til at reagere.

Her er 4 tips til at mærke din krop:

1. “Hvordan har min krop det?”
Blot at stille dig selv dette simple spørgsmål, får du med det samme rettet din bevidsthed hen på din krop. Det vigtige er ikke, om du kan besvare spørgsmålet, det vigtige er blot at din bevidsthed flyttes over på kroppens fysiske tilstand.

2. Lær at beskrive din krops tilstand
Når du har øvet dig på blot at rette bevidstheden mod kroppen, kan du begynde at sætte ord på, hvad du egentlig mærker. Da jeg begyndte på dette, kunne jeg ikke sige særlig meget, og jeg var ofte i tvivl, om det jeg mærkede reelt var noget jeg følte, eller om det var noget jeg indbildte mig selv.
Men igen er det ikke så vigtigt, hvad der “reelt” sker, det vigtige er at din opmærksomhed er på din krop.
Til at beskrive kroppens fysiske tilstand, altså hvad du mærker både inde i og uden på kroppen, kan du bruge kategorier som fx farver, tekstur, bevægelser, temperatur, vægt samt hvorhenne du mærker det – så præcist som du kan.

Det kan være, at jeg mærker en kuldefornemmelse på nakken. Så kan jeg fortsat forsøge at beskrive hvad jeg mere mærker. Det kan være at det føles som bølgebevægelser af kulde, det føles tungt i nakken eller farven der kommer til mig er blå.

Uanset hvad, så prøv at tune ind på hvad du mærker og se, om du kan mærke mere i det område eller om andre områder kommer ind i din bevidsthed.
I lang tid har jeg kun kunne mærke ét område af min krop af gangen. Det er helt normalt, hvis man hele sit liv har været vant til ikke at mærke sin krop.

3. Lær at mærke din krop i hverdagen
En ting er, at sætte sig ned, som en meditation, og øve sig i at mærke kroppen “på komando”, en anden ting er, at gøre det til en del af ens hverdag. Det kan være så simpelt som at stille spørgsmålet i punkt 1. Uanset hvor du er eller hvad du laver, så prøv at rette din opmærksomhed, din indre bevidsthed ned på din krop. Hvis du er ved at vaske op, så læg mærke til hvordan det fysisk føles – hvad mærker dine hænder? Du behøver ikke at kunne sætte ord på, hvad du mærker, så længe din bevidsthed bare er rettet ned på din krop.

4. Sansestimulering
Sansestimulering er noget jeg ofte har nævnt her på siden, men det kan være en rigtig god måde at mærke kroppen på. Find ud af, hvad du nyder allermest – er det en gåtur, lytte til regnlyde, få massage, tage et varmt bad, spise noget velsmagende mad eller noget helt andet? Find en aktivitet, som stimulerer en eller flere af dine sanser, og forsøg at øve dig i at lægge mærke til, hvad der sker i din krop når du laver denne aktivitet. Mærk, hvordan din krop føles, eller spørg dig selv: “Hvordan har min krop det?” eller “Hvad mærker jeg i min krop lige nu?”.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.