Fra min dagbog #2

Om håb og isolation. 

27.11.12
21 år gammel

Jeg tror, mennesket har et naturligt håb. Et håb de er født med, som altid vil være der, også selvom alting ser håbløst ud, og man har lyst til at give op.

I pauserne mellem mine tårer, åbner jeg mine øjne op, og mærker indeni en lyst til at leve og et håb der spirer. Det er som et lille frø der lige er blevet plantet, det er ikke et stort håb, men det er et lille spirende og levende håb.

Lige nu føler jeg, at jeg ikke har nogle mennesker i mit liv. Den kærlighed jeg har til min familie og tætte venner (selvom de er få), vejer ikke denne smerte op. Smerten er større, jeg vil hellere lide i fred end at dele mit liv med andre mennesker. Det er mit dilemma, det er den dobbelthed der ligger i mit dilemma.

Jeg ønsker af hjertet at kunne vise mig selv omsorg og andre omsorg. Hvis jeg ikke havde det sådan her ville jeg have kontakt til min familie og nok til to venner, som de eneste venner udover familien. Jeg har altid været et alenemenneske, og hvis jeg ikke havde angst ville jeg stadig være meget alene, og kun have få tætte venner. Det er sådan jeg bedst kan lide det.

Nu hvor jeg har været i den her nye proces i ca. 2½ uge, er det underligt jeg pludselig har skiftet spor og bare har lyst til at græde hele tiden, og forsvinde. Jeg var ærlig overfor folk omkring mig, i forhold til min angst og at der er bestemte ting, jeg ikke kan.

Måske skulle jeg ikke have været ærlig overfor alle?
Der er også nogle personer som jeg har svært ved at se mig selv have et tæt forhold til.

Jeg har haft få sociale interaktioner. Det har alt i alt været okay overvældende, men jeg har alligevel kunnet klare det meste af det, uden at det blev for meget for mig.

Jeg føler for tiden ikke jeg har noget at leve for, jeg føler ikke nogen gnist eller passion for nogle ting. Jeg har intet job heller, så det gør selvfølgelig ikke tingene lettere. Men i det mindste kan jeg mærke det lille bitte lys af et håb indeni mig, når alt bliver stille. Det håb er det eneste jeg har lige nu, det er ikke et håb om noget eller et ønske om noget, det er et bare et håb om at leve. Det er vel en start.

Jeg tror det eneste jeg kan gøre nu er, at give mig selv lov til at græde så meget jeg har brug for, og alt i alt acceptere de følelser der nu kommer op i mig, eller de tilstande jeg kommer i. I sidste ende er det eneste jeg har, mig selv. Måske skulle jeg starte med at blive gode venner med mig selv, vise mig selv omsorg, kærlighed og nærhed samt accept. Jeg kan ikke vide hvor tiden og dagene vil bringe mig hen, men jeg ved at jeg har brug for kærlighed og forståelse, og det må jeg give mig selv. Jeg kan ikke forvente det af nogen anden.

Jeg tror, at når jeg har lært at vise mig selv omsorg, accept og kærlighed, så kan jeg også opbygge mine egne grænser og en følelse af mig. Når jeg er nået til det punkt, er det også lettere for mig at være sammen med mennesker uden det bliver for overvældende for mig – når jeg kan mærke mine egne grænser og samtidig er kærlig og god overfor mig selv, så kan jeg også bedre slappe af i mig selv og sammen med andre.

Da jeg altid har følt mig udenfor siden jeg blev født og i de fleste aspekter af mit liv, er det, jeg skal lære nok det modsatte – at føle mig som en del af noget, det behøver ikke nødvendigvis at inkludere andre mennesker, men at jeg inkluderer mig selv i mit eget liv – i alle dele af det. Både de gode dage og de dårlige dage. Jeg skal til at leve mit liv. Get busy dying or get busy living?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.