Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13

22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.