Fra min dagbog #4

Om at have fødselsdag og ikke kunne være sammen med nogen. 

13.01.14
23 år gammel

Det er min fødselsdag og klokken er 20.01.
Nu er jeg endelig begyndt at græde. Jeg har endelig åbnet mig op. Effata, som Jesus sagde – “luk dig op”. Jeg har ventet hele dagen på det. Jeg har kunnet mærke en anspændthed og en ”ovenpå følelse” som ikke var sand. Det gør så ondt at mærke, også i kroppen. Mit hjerte spasmer og mit hjerte banker, hulkeriet vil ingen ende tage.

Jeg græd og græd og vaskede mit ansigt i koldt vand og vandet blandede sig med tårerne. Jeg begyndte at græde da jeg børstede mine tænder, det var som om at bare denne handling – at gøre mine tænder rene, var så hårdt. Det var hårdt og jeg måtte tage tandbørsten ud af min mund igen og igen fordi jeg begyndte at græde. Da gråden stoppede lidt igen tog jeg igen tandbørsten i munden og så startede jeg med det samme at græde igen. Jeg måtte lægge tandbørsten i vasken under vandstrålen og tage fat om vasken med begge hænder og falde sammen over og under den i gråd.

”Jeg har det jo virkelig hårdt” kom der frem af min grædende mund. ”Det er jo virkelig synd for mig”.

De ord har jeg hørt mig selv sige til andre før, men aldrig til mig selv, og aldrig direkte fra kilden af lidelse. Den kom altid fra den kognitive del af hjernen.

Indimellem gråden mærkede jeg mig, bevidstheden, der åbnede sig. Små glimt af saligheden og befrielsen.

Jeg græder stadig. Men det er okay. Selvom det gør ondt at mærke, og jeg bliver ked af det, så ved jeg også med mig selv, at jeg har ventet på denne gråd hele dagen, ventet på at modstanden ville stoppe og lidelsen ville begynde. Ikke at jeg ønskede at lide, men jeg jeg ønskede at mærke.

Lidelsen starter småt med at jeg græder nogle tårer og stadig er anspændt over alt. Så stiger intensiteten, og når det når højdepunktet kan jeg ikke længere kontrollere det, så ruller det derudaf. Og ligeså stille stilner det af igen. Det er en bevægelse jeg ikke kan styre, men som jeg bare må lade ske på sin egen måde.

Jeg græder ikke mere, selvom mine øjne er varme og kinderne brænder af salte tårer.

Jeg har stadig ømhed i kroppen, men jeg kan mærke, at en forløsning er kommet ud. Jeg er ikke glad, ej heller ked. Men jeg er heller ikke neutral.

Det er en rutsjebanetur. Jeg er på toppen af bølgen som kaster mig rundt. Jeg må bare gå væk. Og åbne mig op.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.