Jeg har levet med PTSD i over 8 år uden at vide det

Hvordan kan man leve med en lidelse i så mange år uden at vide det? 
Jeg troede “bare” det var angst. At nogen fik angst, og andre ikke gjorde. Jeg begyndte heller ikke at kæde angsten sammen med min traumatiske barndom før for få år siden. Jeg tænkte bare – nogle får angst og andre gør ikke. Nogle er sårbare og nogle er mindre sårbar. 

Efter at jeg er begyndt at læse min dagbog fra jeg var 22 år gammel (altså for seks år siden), er det begyndt at gå op for mig, at jeg dengang havde det nærmest præcis som jeg har det i dag.

Jeg har gået hos adskillige psykologer og terapeuter for at afhjælpe min sociale angst, og det er kun et års tid siden jeg fandt ud af, at det jeg før troede var social angst, faktisk er kompleks PTSD.

Hvordan PTSD adskiller sig fra angst

Angst og PTSD minder om hinanden, da begge kan føles ens – det sympatiske nervesystem bliver også aktiveret under både PTSD og angst-symptomer, men når man ser bagom er der stor forskel på de to. PTSD er post traumatisk stressreaktion, og da min PTSD er kompleks betyder dette at jeg har været udsat for årelang stress på mit nervesystem som har ødelagt det og gjort det meget overfølsomt overfor stress, kan man sige.

Peter Levine beskriver på et tidspunkt denne effekt på nervesystemet. Man skal forestille sig en fjeder som har lavet store bevægelser i årevis – til sidst bliver fjederen også ødelagt, og denne høje energi er udmattende og ødelæggende for både krop og sind.

Dermed hjælper angsteksponering heller ikke på PTSD som det gør på angst, og jeg kan derfor bedre forstå, hvorfor min angsteksponering ikke har skabt større ro i mit liv eller mindre angst og PTSD-symptomer – derimod er jeg blevet endnu mere stresset og har fået endnu større brug for ro end førhen.

Der er mange ting, der går op for mig..

Jeg kan ikke fungere som andre, som jeg ellers altid har troet jeg kunne

Det kan være svært at se en vej ud af PTSD’en, fordi min er en konsekvens af årelange traumer i barndommen. Den stress og utryghed der er forekommet i min barndom har været en erstatning for al den sunde udvikling der skulle have været. Derfor fungerer jeg ikke som andre mennesker, der ikke er blevet udpint og stresset igennem deres liv.

På samme måde, kan jeg heller ikke sammenligne mig med velfungerende mennesker, der har et fuldtidsjob, venner, kæreste og en pakket kalender. Det ser anderledes ud for mig. Jeg er nødsaget til at være meget alene, for det er sådan jeg får ro. Ligeså snart der er andre mennesker, så går mit alarmberedskab i gang. Uanset om jeg skal ned og købe ind, skal til koncert, går forbi et andet menneske på gaden, ses med en veninde eller går på arbejde. Alt med mennesker indebærer stress for mig. Jeg kan godt finde ud af at fungere i det en lille smule, men ikke “fuldtid”.

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg i mange år har følt at andre mennesker ville angribe mig med en knytnæve i ansigtet, når jeg gik forbi dem. Det er ikke “bare” en usikkerhed sammen med andre mennesker, men en decideret frygt for at blive gjort fortræd.

Arbejde

Derfor kan jeg heller ikke have et fuldtidsarbejde (jeg har prøvet, og blev sygemeldt af det). Når jeg ser tilbage på de jobs (inklusiv frivillige jobs) jeg har haft de sidste otte år, kan jeg i alt tælle seks forskellige jobs (som har varet alt fra 3 måneder til 1,5 år), kan jeg se nogle ligheder. For eksempel at jeg altid – hver eneste gang jeg gik på arbejde – havde angst. Hver eneste dag på arbejdet, var toiletpauserne ligesom en opdagelse af, hvor meget på vagt jeg hele tiden var.

Hver gang jeg gik på toilettet udnyttede jeg tiden til bare at sidde og lukke øjnene og trække vejret indtil lyset automatisk slukkede derinde. Jeg skyllede koldt vand over mine håndled for at nedkøle min krop og afstresse mit system. Om vinteren satte jeg mig alene udenfor i min pause for at blive så kold i kroppen, at jeg ikke kunne mærke hvor meget jeg rystede indvendigt. Jeg forsøgte at meditere, lave vejtrækningsøvelser og traumeforløsende øvelser som min psykolog havde lært mig. Intet af det hjalp.

Når jeg ser tilbage, ser jeg et menneske som igen og igen har forsøgt og igen og igen måtte sige jobbet op, fordi stressen overtog det hele. Disse job var vel at mærke deltidsjobs og alligevel fik jeg nok.

Det er først nu jeg er begyndt at tænke over, hvor meget jeg rent faktisk har kæmpet for at fungere i samfundet med et job, venner, familie og fritidsinteresser. Hver gang jeg vælger noget til, må jeg vælge noget fra.

Min konto har et forskelligt beløb for hver dag

Jeg har haft en god periode nu, i forhold til at jeg har kunne ses med venner og familie jævnligt og dermed ikke isoleret mig selv fuldstændigt. Jeg dyrker også mine fritidsinteresser på det højeste disse dage. Men samtidig så er jeg også arbejdsløs, og er ikke i noget aktivering. Hvis jeg havde et job eller var i aktivering ville jeg nok ikke have samme evne til at lave meget mere udover det.

Hver dag jeg står op har jeg et vist beløb på min konto. Og hver dag er det et forskelligt beløb. Hvis jeg har sovet meget dårligt, er dette beløb mindre. Hvis jeg har spist noget der var for hårdt for min krop at fordøje, er dette beløb mindre. Hvis jeg har følelserne uden på tøjet eller har en aftale den dag, er mit beløb mindre. For hver beslutning jeg tager, er der en risiko for at mit beløb bliver mindre (læs evt om Spoon Theory, som beskriver dette meget godt).

Der hvor mit arbejdsliv fungerer

Selvom jeg er arbejdsløs har jeg stadig et deltidsjob. Det er det job jeg har haft længst tid (snart fire år). Det er det job jeg har været mest glad for. Jeg fungerer lidt som en slags assistent for ét menneske. Det er én-til-én arbejde med meget blandede arbejdsopgaver og jeg ved hvad min rolle er men hver arbejdsdag er forskellig. Nogle måneder arbejder jeg 1 time andre måneder arbejder jeg op til 20 timer.
Der er ikke mulighed for flere timer, og hvis der var, ved jeg heller ikke om det ville skabe mere stress for mig, men som det ser ud nu er det det eneste job, hvor jeg ikke er i alarmberedskab og på vagt hele tiden. Jeg kan få lov at være mig selv, jeg skal ikke være “på” hele tiden og meget af tiden kan jeg være en flue på væggen.

Det at kunne forsørge sig selv – have et job og tjene penge så jeg kan leve – det er så altafgørende en ting. Det er noget jeg brænder så meget for, og som jeg har formået at kunne det meste af mit arbejdsliv (fra jeg var 17-22 og igen fra jeg var 24-27). Lige nu forsørger jeg ikke mig selv, og det er svært for mig at acceptere at være på offentlig forsørgelse. Det er svært for mig at tage imod hjælp, nok også fordi jeg har følt at jeg altid skulle forsørge mig selv. Jeg kan huske en periode i min barndom da jeg var syg med influenza i 3 uger. Jeg lavede mad til mig selv hver dag. Jeg lavede en grøntsagsuppe med bouillon, grøntsager og soyasauce.

At kunne forsørge mig selv er ligmed kontrol både fysisk og psykisk. At der ikke er nogen der kan styre mig, at jeg er uafhængig og selvstændig og kan klare mig selv.

Jeg har klaret mig selv i mange år, og jeg har klaret mig selv med PTSD-symptomer hver eneste dag og stress i mit system, opkast hver morgen inden jeg skulle på arbejde og en manglende evne til at slappe af nogensinde.

Måske er det ikke mig, den er “gal med”?

Jeg forsøger at acceptere, at det er svært for mig at fungere. At jeg gør det så godt jeg kan. At jeg ikke har valgt at få PTSD, men det er sket for mig. At jeg har kæmpet for at fungere og for at komme “op på hesten”, forsørge mig selv med et arbejde, lave afslappende øvelser og hele tiden været der for mig selv.

Det har været en ond cirkel i mange år, fordi jeg gang på gang har slået mig selv i hovedet og fastholdt mig selv i at jeg er forkert. Hvorfor kan jeg ikke fungere? Hvorfor kan jeg ikke slappe af? Hvorfor er det stadig angstfuldt for mig efter så mange år? Hvorfor bliver det ikke bedre? Jeg kæmper og kæmper, og det bliver kun værre og værre. Jeg har set det som en kæmpe mangel i mig selv, at jeg ikke har kunne klare at gå på arbejde af ren og skær stress og angst. At der var noget galt med mig, at jeg ikke kunne det. Nu begynder det ligeså stille at gå op for mig.

Det der er “galt”, er at jeg har PTSD. Jeg er ikke forkert. Jeg har PTSD og jeg har befundet mig i miljøer som har været stressende for mig. Måske er svaret “bare”, at jeg skal lede videre efter et miljø som opbygger mig – ikke nedbryder mig – et miljø hvor der kan være plads til at jeg er dette menneske jeg er, med de symptomer jeg oplever, hvor jeg ikke bliver yderligere stresset eller føler at jeg skal være PTSD-fri for at kunne være der. Jeg er sikker på, at der nok skal være plads et sted til en som mig. Måske hvor jeg kan arbejde selvstændigt, måske hvor jeg kan være ude i naturen, måske hvor jeg kan arbejde med planter eller måske hvor jeg ikke skal arbejde 30 timer om ugen.

Jeg tror i hvert fald på, at der er en vej for mig, også selvom jeg ikke kan se den endnu..

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.