Fra min dagbog #5

Om at være ensom og alene i december.

30.12.13
22 år gammel

Det er svært at beskrive, hvor smertefuld det er, at være ensom i decembermåned. Ikke nok med, at jeg ikke har holdt jul med min familie, men nu er det Nytårsaften i morgen, og jeg mærker ensomheden endnu mere.

Det sværeste er nok, når jeg gerne vil være social, men min social fobi spænder ben for det. Det var nemmere i begyndelsen, hvor jeg rent faktisk nød ikke at være sammen med nogle mennesker. Jeg nød alenetiden så meget og det at skulle være sammen med nogle andre mennesker, skabte så meget frygt i mig, at jeg mistede lysten til det.

Men nu, når jeg rent faktisk har lyst til at være sammen med mennesker, er det samtidig endnu sværere. Lysten til at være sammen med andre strider imod min manglende evne til at være i sociale sammenhæng. Det forstærker angsten for ensomheden endnu mere.

Man oplever mere og mere ubehag ved at være alene, fordi det er så naturlig en ting, at være sammen med mennesker. December måned har været den måned hvor jeg har været aller mest alene. Jeg har først set M i dag, men hele måneden har jeg været mig selv.

Jeg kan godt lide at være alene, men på et eller andet tidspunkt, så mærker jeg pludselig den mangel i mig selv: den manglende evne til at fungere blandt andre mennesker.

Folk som fortrænger og er mere overfladiske, er faktisk nemmere at omgås, fordi jeg får et afbræk fra min egen “sindssyge”.

Jeg har allermindst lyst til at være sammen med folk jeg kender.

Jeg får det dårligt, når jeg har modstand mod at være alene. Hvis jeg bare er tilstede nu her, er der jo ikke noget decideret problem. Men ligeså snart jeg begynder at tænke på, at alle jeg kender skal holde noget sammen med deres venner, så bliver jeg trist over, at jeg ikke er en del af det mere.

Jeg har selv meldt mig ud af det sociale liv jeg havde førhen. Men jeg har ikke selv valgt, at blive ramt af angst.

Dem som kender mig og som har tilbragt tid med mig de seneste par år, har ikke længere interesse i mig. De har måske mærket, at jeg har trukket mig, og derfor har de også trukket sig. Det er jo sådan det er.

Selvom de fleste ved, at jeg har angst, så ved de måske ikke at det er så slemt. De fleste mennesker har det jo med at skyde skylden på sig selv, og tro, at grunden til jeg trækker mig, er på grund af dem. Og så får de modstand mod mig, fordi de er bange for jeg sårer dem.. måske..

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.