Fra min dagbog #6

Om at være ensom og have social fobi.

25.08.13
22 år gammel

Jeg føler hverken jeg kan være alene eller sammen med mennesker.
Alene føler jeg mig helt alene. Sammen med mennesker er jeg endnu længere fra mig selv. Jeg bliver ked af det når jeg tænker på, at jeg ikke taler med og sjældent ser min familie. Det er først nu det går op for mig, at jeg faktisk er helt alene. Der er ikke et eneste menneske i verden som jeg kan slappe helt af med. Derfor vælger jeg ensomheden.

Men i ensomheden er jeg endnu mere ensom, end hvis jeg i det mindste havde et social liv. Jeg har ikke set et andet menneske siden i mandags. Det føles som evigheder siden. Her til aften er jeg endda stoppet med at tale med mig selv, som jeg ellers gør hele tiden, hver dag. Når min egen stemme også er væk er her endnu mere stille, endnu mere ensomt, endnu mere tomt.

Jeg sidder i mørket, på gulvet. Altandøren står åben. Man kan høre bladene risle udenfor og fly, toge og biler langt i det fjerne. Har aldrig følt mig mere alene.
Det er godt. Det må være næste skridt på mit rejse. Først isolation. Så ensomhed. Hvad bliver det næste….

Nogle gange skræmmer det mig at tænke på, at hvis jeg faldt død om i min lejlighed, ville ingen vide det. For der er ingen der normalt hører fra mig.

Jeg ser resultatet af, at jeg har skubbet alle mennesker væk, og er endt om mere alene, ensom og isoleret end nogensinde.

Det er ikke fordi jeg længes efter socialt samvær i store mængder, jeg længes bare efter at høre til. At føle mig værdig. At føle at jeg bliver mødt og forstået. Enten lever jeg det liv, hvor jeg lader som om alting er normalt og jeg er den samme som jeg altid har været. Eller også lever jeg livet sådan her. Hvor alting går op og ned, og jeg ikke ved hvordan de næste dage kommer til at se ud. Jeg kan ikke engang se mig selv, mit forløb, mit liv klart. Jeg ved ikke hvad der foregår, hvad jeg gør, hvad jeg ikke gør, hvad jeg gør forkert, om jeg gør noget rigtigt…

Hvordan kan man vide om man er på vej mod større bevidsthed og ikke imod psykisk sindssyge eller psykose. Det er nok det, der skræmmer mig mest. At jeg bliver så psykisk overbelastet og syg, at jeg ikke længere ved hvad der sker, og hvordan jeg kan tackle det. Nogle gange føles det som om jeg allerede er dér. Ligesom nu.

Det skræmmer mig, at jeg, selvom jeg har evnen til at skrive en masse ting ned, omkring hvad jeg føler, ikke kan sætte konkrete ord på, hvad der sker i mig. Der er ikke en konkret følelse, men som om alle begivenheder og følelser som jeg nogensinde har været i, retter sig mod den samme følelse, den samme tilstand. Følelsen af, ikke at være værdig. Følelsen af at være forladt, alene, holdt udenfor, ignoreret, gjort til grin, nedgjort, hånliggjort……

Hvis jeg kontakter folk, eller tænker over at gøre det, så føles det som om jeg er en snyder, en bedrager, en løgner. Jeg føler ikke, det er mig som kontakter dem. Det er en desperat side af mig, som, der som et barn, rækker ud efter alle der vil lytte. Som om, at den eneste grund til, at jeg kontakter dem er 1. at jeg er ensom og desperat, 2. at jeg føler jeg skuffer dem, hvis jeg ikke gør (HAR jo allerede skuffet dem, ved ikke at være der, al den tid)
Af den grund vil jeg fx ikke kontakte Johannes, men vil heller ikke ikke kontakte ham.

Det er som om, jeg lukker mine følelser inde, holder dem på afstand i en uges tid, og så med et overvælder de mig på en gang.
Føler skam, skyld, jeg skuffer alle..

Hvordan skal jeg leve mit liv? Jeg kan ikke leve med følelserne uden på tøjet hele tiden, og jeg tør ikke, for jeg har ikke lyst til at være sindssyg. En person uden kontakt med omverdenen. Jeg vil stadig have min maske, min beskyttende facade. Men hvordan finder jeg balancen mellem de to sider?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.