Jeg melder mig ud af systemet…

Hvordan er det at være syg i det her system? 
Ubærligt. Jeg bliver misforstået, fejlspejlet, mødt med manglende empati, presset, stresset, udkørt, ødelagt, set på med kolde øjne, stemplet som “syg”, ikke taget alvorligt, behandlet som en ting. 

Det er ikke underligt at jeg i 9 år har forsøgt at gøre hvad jeg kan, for at holde mig til at gå hos psykoterapeuter og gå en stor cirkel udenom læger, psykiatere og det psykiatriske system.

Mit første møde hos en læge med mine angstsymptomer blev mødt med ordene: “Jeg tror bare du er lidt genert”.

Siden da har jeg haft én god oplevelse i systemet, og det var hos en psykoterapeut i visitationen.

Jeg hører altid folk sige, og læser altid om, at hvis man har udfordringer – fysisk eller psykisk – så er det første man gør at gå til lægen.

I sig selv er selve det at skulle til lægen en udfordring for mig, både fordi jeg er bange for mennesker, bange for autoriteter og fordi jeg er blevet traumatiseret af de mennesker som skulle elske, støtte og hjælpe mig, samt fordi jeg har haft så helvedes mange dårlige oplevelser hos lægen, at jeg ikke længere har noget håb om at blive hjulpet. Odds’ene er ikke specielt gode for mig. Derfor er det ikke nogen overraskelse for mig, når jeg møder ind hos lægen og jeg igen-igen bliver misforstået og fejlspejlet.

Jeg tænker på dem, som måske er endnu længere ude. Dem der slet ikke har nogle omkring sig. Dem der oveni hatten måske også har et misbrug.
Hvem hjælper dem? og ikke bare hjælper dem med at komme ud af misbruget, men støtter dem, har deres ryg, ser mennesket ikke sygdommen?

Jeg har ikke diagnosen PTSD, men jeg har alle symptomerne, og det er tydeligt at det er en traumatisk opvækst der gør, at jeg kæmper i dag.
Fordi jeg ikke har diagnosen, kan jeg heller ikke bare få hjælp til PTSD.
Lægen hægter sig ved den diagnose jeg har i forvejen, som jeg aldrig har kunne spejle mig i – ængsteliv evasiv personlighedsforstyrrelse.

Jeg er træt af alle de mærkater. Jeg er træt af, at vi skal kalde det noget, når det i sidste ende handler om traumer det hele. Man er ikke født med en personlighedsforstyrrelse, det er noget der udvikles fordi ens udvikling er blevet forstyrret af traumer. Så nemt kan det siges.

Jeg er træt af, at der er regler. Jeg er træt af at der er regler for, hvor meget og hvordan man kan hjælpes. Jeg er træt af dem på jobcentret, som er ligeglade med at jeg kæmper hver dag, hele tiden. Som på grund af de paragraffer de er underlagt, ikke kan imødekomme de behov jeg har. De forværrer min tilstand ved at presse mig, og dermed bliver jeg aldrig klar til arbejde eller uddannelse.

Jeg er træt af at der ikke er noget hjælp der er rettet mod nogle som mig. Som har masser af kompetencer, men som har helt specielle udfordringer, der gør at helt basale ting er en kamp.

Jeg er træt af det hele. Jeg er træt af den manglende hjælp. Jeg er træt af, hvor meget det kræver af mig overhoved at bede om hjælp, for så at finde ud af, at jeg står alene som jeg hele tiden har gjort. “Gå nu til din læge, tro ikke at du skal klare alting selv, der er folk til at hjælpe dig!”, sagde min sagsbehandler forleden.
Nej, der er ej. Det bliver bevist gang på gang. Jeg skal selv tage skeen i egen hånd, hvis jeg vil have det bedre, for de mennesker der står derude rundt omkring mig, som skulle hjælpe mig, de er i gang med at forværre min tilstand.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.